Meyers Grøn Mad

“Vi spiser simpelthen for meget kød,” erklærede den førstefødte sidste år, hvor undertegnede igen havde ladet en ureel udskæring stå og småprutte i en stegegryde 4 timer med en mørk øl. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Meyers Simremad udgør en væsentlig del af repertoiret, når jeg står bag gryderne.

Alle, der har teenagere, oplever sikkert af og til, hvordan en ny revolutionerende dagsorden dominerer debatten i hjemmet med alt fra feministiske statements til kødkvalme, og min mad-guru selv er da heller ikke gået ram forbi:

“Jeg fik selv en forsmag på denne udfordring, da vores to yngste døtre, kort tid efter at vi var flyttet til New York, besluttede sig for at blive veganere. Det varede et år, så fandt de ud af, at de også godt kunne spise honning, æg og mælkeprodukter,” som Claus Meyer fortæller i forordet til Meyers Grøn Mad.

Både de feministiske fodnoter og det betimelige i at skåne miljøet ved at spise mere grønt er jo åbenlyst rigtige: “Vi har ikke arvet jorden fra vores forældre, vi har lånt den af vores børn,” som en eller anden høvding sagde fra scenen engang i firserne, da jeg var til støttekoncert med Gnags i Huset i Århus for nogle indianere. Men for mig er det med at spise mindre kød strandet på smagen – eller mangel på samme.

Og det var her, at bagmændene bag opskrifterne i Meyers Grøn Mad fik mig på krogen forleden, da de præsenterede bogen i Meyers Madhus på Nørrebrogade. Det smagte simpelthen latterligt godt.

“Man kan jo ikke bare servere dobbelt så meget af en grøn salat og kalde det en hovedret,” som en af bagmændene, Bo Frederiksen, sagde. Og så serverede de ellers en velkomsthapser af tørret og røget rødbede, der havde samme konsistens og smag som beef jerky, inden vi fik små lækre linsedeller med svampeketchup, små pandekager af fermenterede røde linser med selleri, sojayoghurt, løg og æble med mere.

Hele fidusen er at tilsætte umami, den der ubestemmelige smagsfylde, som ud over kød og skaldyr kan findes i svampe, nødder, tomater og tang, som Lindhardt og Ringhof også har udgivet en fremragende kogebog om i år. Meyers Grøn Mad anviser veje og genveje til umami (og krydderier), og her sker der pludseligt noget med grønne retter, så et inkarneret rovdyr også kan være med. Det smager ikke blot som at stikke tungen ind i en kompostbunke.

Hidtil har mit grønne repertoire stort set begrænset sig til humus, og her må jeg indrømme, at det var Yotam Ottolenghis Jerusalem, der revolutionerede min kikærtemos. Så meget, at det nu er en stående joke hos familie og venner, at jeg altid laver humus til alle selskaber, uanset om vi skal have sildebord.

Men med Meyers Grøn Mad har jeg pludselig fået lyst til og mod på at go green. Jeg er vild med indisk mad og næste projekt bliver aubergine-daal med spirede røde linser og limepickles. Håber det giver et par point hos den førstefødte!

Køb bogen her:

Læseprøve her: