Mad og drikke Madværkstedet

Meyers vaniljekranse

Julen står for døren – og til julen hører godter og hjemmebag. Hvis du også gerne vil sprede en liflig kageduft i dit køkken, er vaniljekranse det sikre valg. De hører hjemme på ethvert julebord.

Denne opskrift er fra kogebogen Meyers julemad, som er fyldt med opskrifter på klassisk julemad.

Vaniljekranse

Meyers Julemad-Body_39L-300

Ingredienser til ca 80 stk. vaniljekranse:

1 vaniljestang
500 g hvedemel
350 g koldt smør
260 g sukker
150 g mandelmel (eller smuttede, fintblendede mandler)
1 mellemstort æg

Sådan bager du vaniljekranse:

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og kom dem i skålen med mel og smør.
Skær vaniljestangen i mindre stykker på ca. 2 cm, og kom dem i en elektrisk krydderikværn eller en lille blender sammen med 3 store spsk. sukker (taget fra den samlede sukkermængde).
Blend, indtil vaniljestangen er findelt. Kom evt. mere sukker i, hvis blandingen bliver for tæt.
Kom vaniljesukkeret i skålen med mel og smør sammen med resten af sukkeret. Brug fingrene, og gnid det kolde smør ud i melet – det skal blive en grynet masse.
Tilsæt derefter mandelmel og æg, og saml dejen, til den er ensartet. Pak dejen ind, og lad den hvile i køleskab i et par timer.

Forvarm ovnen til 200˚C ved varmluft.
Gør en kødhakkemaskine klar med en stjerneformet hulplade. Beklæd nogle bageplader med bagepapir, og stil dem klar.
Kør dejen igennem maskinen, så den sprøjtes ud i lange stænger, og skær dem i mindre stænger på 8-10 cm.
Form disse til små kranse. Vær opmærksom på at lave kransene lige store. Det ser pænere ud, og så skal kranse i samme størrelse også have den samme bagetid.
Fordel kransene på bagepladerne, og bag dem en plade ad gangen på næstøverste rille i ovnen i ca. 7 minutter. Men gå ikke for langt væk. Det er en dej med masser af smør, og kagerne får pludselig for meget.

Tag pladen ud af ovnen, og før bagepapiret med vaniljekransene over på en bagerist, så de kan afkøle helt, før du pakker dem i lufttætte beholdere. Fortsæt bageriet, til alle kranse er bagt lækre og sprøde. Vaniljekransene kan holde sig i flere uger i tætsluttende beholdere, hvis ellers de får lov.

Tip:
Du kan fryse denne småkagedej, hvis du hellere vil bage en mindre portion ad gangen. Tag en portion op af fryseren, og lad den tø langsomt op i køleskabet.


Om Meyers julemad

Andesteg, julemad, Meyers julemad, Claus Meyer

I Meyers julemad har Claus Meyer samlet 50 af sine bedste opskrifter på alt, hvad der hører december til, af spiselige sager. Her er sild, fiskefilet og rugbrød. Mørbrad, and og flæskesteg. Kartofler og rødkål. Risalamande, naturligvis. Og ikke at forglemme – gløgg, æbleskiver og honninghjerter. Nytårets torsk og kransekage er heller ikke glemt.

Køb Meyers julemad online her eller i din lokale boghandel.