Mad og drikke Madværkstedet

Meyers andesteg med svesker, æbler og brun sovs

Serverer du andesteg eller flæskesteg til juleaften? Julemiddagen er præget af familietraditioner, og hvis du drømmer om at servere den perfekte andesteg, som familien vil mindes i flere år, har vi opskriften her.

Opskriften er fra kogebogen Meyers julemad, som er fyldt med de  bedste opskrifter på alt, hvad der hører december til af spiselige sager.

Andesteg med svesker, æbler og brun sovs

Andesteg, julemad, Meyers julemad, Claus Meyer

Ingredienser til 6 personer:
1 and (ca. 3-3½ kg)
havsalt og friskkværnet peber
1 kg æbler (coxorange eller belle de boskoop)
½ kg svesker
4 kviste timian
½ dl hvedemel
1½ liter vand
lidt cidereddike eller anden lys frugt-eddike
lidt sukker
evt. lidt æblegastrik

Sådan tilbereder du andestegen

Tør anden indvendigt og udvendigt med køkkenrulle, og gnid den herefter med havsalt både indeni og udenpå.
Skær æblerne i kvarter, befri dem for kernehus, og skær dem i grove tern. Bland med svesker, hakket timian, salt og peber.
Prop æbler og svesker ind i anden – det er vigtigt, at anden er stopfyldt, da fyldet er med til at holde på saften og derved forhindre udtørring.
Bind lårene stramt op omkring brystet, da dette også er med til at holde brystkødet saftigt.

Læg så anden på en rist med brystet opad, og sæt en bradepande med hals, vingespidser og kråse under risten.
Kom anden i en forvarmet ovn ved 250°, og brun den i 15 min. T
ag herefter bradepanden ud, og tilsæt mel – vend det godt rundt, så det opsuger det fedt, som er dryppet ned i bradepanden.
Hæld nu 1½ liter vand i bradepanden, og sæt den ind under anden igen.
Skru ovnen ned til 150°, og steg anden videre i 2-2½ time.
Den færdige and skal have et flot gyldent og sprødt skind, samtidig med at lårkødet har trukket sig op ad benet, som i øvrigt er lige ved at falde af af sig selv.

Når anden er stegt færdig, skal du tage den ud, og lade den hvile i 20-25 min., inden du skærer den ud. Imens kan du tilberede sovsen.

Sådan tilbereder du sovsen

Sigt sovsen fra bradepanden over i en gryde.
Melet, som kom på i starten, skulle gerne have jævnet sovsen. Hvis der er for meget ekstra fedt på toppen, så skum det af (det kan du gemme til anden brug).
Juster evt. sovsen lidt i konsistensen, hvis der er behov for det.
Smag sovsen til med lidt eddike og sukker eller gastrik samt salt og peber, til den er lige så god som din mors.

 

Skær anden ud i 8 stykker (4 bryststykker, 2 overlår og 2 underlår), og server den med svesker og æbler, brun sovs samt kogte, brunede eller smørstegte kartofler, eller hvad du nu plejer at spise til andesteg. Rødkål er vel nærmest obligatorisk.


Om Meyers julemad

Andesteg, julemad, Meyers julemad, Claus Meyer

I Meyers julemad har Claus Meyer samlet 50 af sine bedste opskrifter på alt, hvad der hører december til, af spiselige sager. Her er sild, fiskefilet og rugbrød. Mørbrad, and og flæskesteg. Kartofler og rødkål. Risalamande, naturligvis. Og ikke at forglemme – gløgg, æbleskiver og honninghjerter. Nytårets torsk og kransekage er heller ikke glemt.

Køb Meyers julemad online her eller i din lokale boghandel.

Forlagshuset Lindhardt og Ringhof udgiver kvalitetsbøger, der underholder, oplyser og inspirerer: bøger om mad og vin. På Madværkstedet fortæller vi om de nyeste bøger indenfor mad, sundhed, juicer og drikke. Det er vores ønske at inspirere dig indenfor mange forskellige genrer og nytænkning indenfor opskrifter.