Merete Pryds Helle modtager Otto B. Lindhardt Prisen i 2018. Her er forfatterens takketale og tanker om, hvad det betyder for en forfatter at få både modstand og medhold.
Af Merete Pryds Helle
Tak …
Siri Hustved skriver i sin essaysamling En kvinde ser på mænd der ser på kvinder: Skønlitteraturen bliver ikke skrevet med logikken, selvom den må følge sin egen logik; en logik næret af følelser.
Men denne følelsernes logik har igen brug for noget; den har brug for at finde sin form. Den har en form den passer til; men at finde den form er en del af forfatterens arbejde.
Da jeg var færdig med Folkets skønhed, fortsatte jeg straks på en anden roman, jeg havde været i gang med at skrive parallelt med den; en science fiction roman jeg skriver sammen med Anja Andersen.
Læs også Merete Pryds Helle modtager Otto B. Lindhardt Prisen 2018
Romanen, som stadig leder efter sin endelige form, foregår dels i vores såkaldte virkelighed, den vi kender og går rundt i, som vi går rundt her i dag, og dels i et parallelunivers, i de væsentligt og grundlæggende anderledes dimensioner, som superstrengsteorien beskriver.
Da jeg kom tilbage til bogen efter Folkets skønhed, var tilfreds med den handling, jeg havde skrevet, der foregår derude blandt det mørke stof, men ikke med den mere virkelige del. Jeg smed derfor den del i papirkurven og begyndte forfra, men beholdt hele science fiction-overbygningen.
Jeg skrev på den energi, med den følelsernes logik, jeg havde skrevet Folkets skønhed med, og på den rest af den fortælling, der stadig rumlede i mig. Der var noget, jeg ikke var blevet færdig med, noget der levede sit mørke liv videre i mig.
Det handlede nemlig om mørke, og der var noget med et mørkt hus, jeg greb fat i; det havde været en enkelt scene i det første manuskript, men nu hev jeg det frem og fortsatte den fortælling. En syg mor, der ikke kunne stå op om natten; og hendes børn der famlede sig rundt i det mørke hus.
Det var et hus som det jeg selv var vokset op i, og jeg syntes derfor passende at det kunne placeres ude i Værløse, hvor jeg jo kender hver lille detalje; kender planterne og himlen, der er ganske usædvanlig, fliserne på Højeloftvænge og den røde Bymidte; og så kunne jeg jo lige så godt lade den nye familie være naboer til Pryds familien fra Folkets skønhed.
Det virkede rigtigt og sjovt, og jeg skrev og skrev, temmelig hurtigt, og flettede den nye fortælling ind i den gamle med superstreng-teorien og de 10 dimensioner og det mørke stof.
Læs også Merete Pryds Helle er tilbage! Læs første kapitel af Vi kunne alt
Efter vel en 100 sider afleverede jeg så glad og fro til Sune, overbevist om hans opbakning til mit nye projekt, fordi han tidligere havde læst den der science fiction romanskitse og været tilfreds.
Sune læste; hurtigt, det havde han lovet mig, og så ringede han og sagde: Jahhh Merete, det er udmærket. Nu skal du bare tage al det der science fiction væk, så har du din nye roman.
Jeg har i mit forfatterliv haft mange redaktører; de har været dygtige til tekst og sprog, de har venlige og har haft respekt for mig og mit arbejde. Men der er mange måder at være dygtig på og mange måder at have respekt på, og nogle gange kan man måske have så meget repekt, at man ikke tør kritisere.
Jeg må sige, at det nok er sådan, at mange af dem har syntes, at deres arbejde var færdigt, der hvor Sune synes, at det begynder; og der hvor Sune insisterer på at hans medredaktører begynder, for jeg har jo ikke kun Sune, men et helt lille hold af redaktører; Sune og Rikke og Dennis er jo blevet den treenighed, der kaster mig tilbage til skrivebordet.
Og jeg tror, at det er netop den bramfrie kritiske holdning forenet med en entusiastisk og engageret indsats til manuskriptetarbejdet, der gør, at Lindhardt og Ringhof er blevet et af de mest spændende steder at udkomme som skønlitterær forfatter i dag.
Læs også 3 hurtige til Merete Pryds Helle om den ny roman Vi kunne alt
For jeg er jo ikke den eneste her, der har haft succes; og her taler vi ikke kun om salgsmæssig succes, men om den tilfredsstillelse det er at finde formen til sit værk og at få følelsernes logik til at gå op i en højere ligning.
Da Sune og mit samarbejde startede, sagde han, at hans ide var, at hver enkelt forfatter skulle skrive den allerbedste bog, vedkommende kunne skrive. Og det gør man ikke ved at blive strøget med hårene og få at vide, at man er dygtig og har spændende ideer.
For det er jo ikke kun en som forfatter, det handler om; det er også dem, der skal læse ens bog. Det har jo været den holdning på L&R, der bliver betragtet som kættersk i det litterære miljø; at ens bøger også skrives for at blive læst; og at de, der sælger og formidler bøgerne, derfor også gerne må udtrykke deres holdning i processen.
Man bliver ikke betragtet som et særligt enkeltstående og inspireret geni, men faktisk som en, der vil kommunikere noget med omverdenen; og for mig som forfatter føles det faktisk som en lettelse; at det, jeg skriver, ikke kun handler om mig selv, men også om andre; og at læserne på forlaget tør være de andre, der tør sige deres mening.
Det er som med de bedste venner og ægtefæller; at man bliver set og forstået, men får modstand, når der skal være modstand.
At man kan få at vide, at noget er en rigtig dårlig ide, eller at andet ganske simpelt ikke hænger sammen. At man ikke bliver behandlet som en kunstnerisk mimose, men som en rose, der kan tåle at blive klippet ned.
Jeg lyttede til Sune dengang og fortsatte med at skrive Vi kunne alt; jeg lyttede en gang til, da jeg havde skrevet nogle af de svære scener med moren Anes sygdom, og følte, at det havde jeg da gjort virkelig godt, selv om de scener var svære at skrive, fordi jeg skulle ind og rode rundt i nogle smertefulde minder og erfaringer med min egen søsters brutale sygdom.
Men også denne gang, da jeg havde afleveret, og Sune havde læst fik jeg at vide at: Ja, Merete, det er meget godt, men du springer over, hvor gærdet er lavest. Du går slet ikke tæt nok på. Og den der ubehagelige fornemmelse når Sune har ret, der giver en lidt lyst til at slå ham. Det har jeg dog aldrig gjort.
Læs også Til dig. Begyndelsen på Folkets skønhed
Heller ikke selv om han har lært sin metode videre til Rikke, der på sin venlige og høflige måde siger: Jeg tror altså ikke lige, at det der er helt korrekt. Og så ved man, at det er det ikke. Jeg læste en anmeldelse i sidste uge i Weekendavisen af en anden dansk roman, hvor anmelderen var faldet over, at det samme ord blev gentaget tre gange over et par linjer, og der tænkte jeg Ja; den var aldrig gået igennem Rikkes nåleøje.
Og det er faktisk det samme hele vejen rundt; Lindhardt og Ringhof er et forlag, hvor man får modstand.
Som nogen i salen vil vide er jeg ofte fuld af ideer, jeg gerne beriger med i både presse og marketing; og der bliver altid lyttet; og der kommer også altid en forklaring på, hvorfor det er en rigtig dårlig ide – paraplyer – men der er ingen, der har problemer med at sige nej. Og det er en vigtig evne at kunne. Og måske kan I tillade jer de nejer, fordi I også så mange gange siger Ja.
Læs også Merete Pryds Helle om sin debut
Men igen er der en parallel til den gode ven og den gode ægtefælle i livet; det er også vigtigt, at det er i orden, at man ikke lytter til den modstand, man får. At jeg kan sige; nej Sune, du har ikke ret her; Gerda hun er altså præcis sådan på denne her måde, det kan jeg ikke lave om, selv om du synes, hun er lidt for meget, for det er hun; og så er det i orden.
At kritikken er det vi kalder konstruktiv, fordi den er et forslag og ikke en ordre, fordi den altid er på tekstens side og ikke handler om noget personligt, andet end at vi sammen vil sørge for at den bog, der udkommer, er den bedst mulige, jeg kan skrive.
Min tekst bliver mere kvalificeret, fordi jeg bliver nødt til at vide, hvorfor den er, som den er, fordi jeg ind imellem skal forsvare den; men jeg bliver aldrig kritiseret for at holde fast i de ting, jeg mener er vigtige, selvom Sune eller Rikke har foreslået mig at lave det om.
Og det er netop den gensidige respekt for hinanden og for teksten; og det kæmpe arbejde der lægges i bogen fra hele forlaget, der gør, at ikke kun forfatteren, men også bøgerne får mulighed for at blive de bedste, de kan være. Som forfatter oplever jeg nemlig også, at det store arbejde jeg vitterligt lægger i mine bøger, bliver ført videre i samme ånd.
Det er ikke kun på det redaktionelle plan, men i alle afdelinger og alle faser; lige fra presse til marketing til salg af den gin, der produceres til min bogfernisering.
Det er hele forlagsgangen, som man siger; og L&R har netop, tror jeg, verdens længste forlagsgang, så lang, at man kan fare vild i dens længde; men hvis man farer vild, kan man både få glæde af drinksvognen, der kører frem og tilbage fredag eftermiddage, eller sidde og se fodbold en formiddag.
Man siger, at det er et ensomt arbejde at være forfatter. Og det er det også meget af tiden, man bliver nødt til at sidde alene derhjemme og rode med følelserne og med logikken; og det er nok meget godt, at det er en sjældenhed, at man kan tage ind på forlaget og se VM i fodbold.
Men det gør det virkelig meget mindre ensomt, at I findes derinde, og at I findes på den måde I gør; hvor alt det, der roder rundt inde i mit tankemylder, får hjælp til at finde sin form.
Så tak for prisen, men især tak, fordi I er, dem I er; tak for modstand og medhold og for det kæmpe arbejde I gør for, at vi kan skrive og udgive de bedste bøger, det er os muligt.
Merete Pryds Helle modtager Otto B. Lindhardt Prisen i 2018. Her er forfatterens takketale og tanker om, hvad det betyder for en forfatter at få både modstand og medhold.
Af Merete Pryds Helle
Tak …
Siri Hustved skriver i sin essaysamling En kvinde ser på mænd der ser på kvinder: Skønlitteraturen bliver ikke skrevet med logikken, selvom den må følge sin egen logik; en logik næret af følelser.
Men denne følelsernes logik har igen brug for noget; den har brug for at finde sin form. Den har en form den passer til; men at finde den form er en del af forfatterens arbejde.
Da jeg var færdig med Folkets skønhed, fortsatte jeg straks på en anden roman, jeg havde været i gang med at skrive parallelt med den; en science fiction roman jeg skriver sammen med Anja Andersen.
Læs også Merete Pryds Helle modtager Otto B. Lindhardt Prisen 2018
Romanen, som stadig leder efter sin endelige form, foregår dels i vores såkaldte virkelighed, den vi kender og går rundt i, som vi går rundt her i dag, og dels i et parallelunivers, i de væsentligt og grundlæggende anderledes dimensioner, som superstrengsteorien beskriver.
Da jeg kom tilbage til bogen efter Folkets skønhed, var tilfreds med den handling, jeg havde skrevet, der foregår derude blandt det mørke stof, men ikke med den mere virkelige del. Jeg smed derfor den del i papirkurven og begyndte forfra, men beholdt hele science fiction-overbygningen.
Det handlede nemlig om mørke, og der var noget med et mørkt hus, jeg greb fat i; det havde været en enkelt scene i det første manuskript, men nu hev jeg det frem og fortsatte den fortælling. En syg mor, der ikke kunne stå op om natten; og hendes børn der famlede sig rundt i det mørke hus.
Det var et hus som det jeg selv var vokset op i, og jeg syntes derfor passende at det kunne placeres ude i Værløse, hvor jeg jo kender hver lille detalje; kender planterne og himlen, der er ganske usædvanlig, fliserne på Højeloftvænge og den røde Bymidte; og så kunne jeg jo lige så godt lade den nye familie være naboer til Pryds familien fra Folkets skønhed.
Det virkede rigtigt og sjovt, og jeg skrev og skrev, temmelig hurtigt, og flettede den nye fortælling ind i den gamle med superstreng-teorien og de 10 dimensioner og det mørke stof.
Læs også Merete Pryds Helle er tilbage! Læs første kapitel af Vi kunne alt
Efter vel en 100 sider afleverede jeg så glad og fro til Sune, overbevist om hans opbakning til mit nye projekt, fordi han tidligere havde læst den der science fiction romanskitse og været tilfreds.
Sune læste; hurtigt, det havde han lovet mig, og så ringede han og sagde: Jahhh Merete, det er udmærket. Nu skal du bare tage al det der science fiction væk, så har du din nye roman.
Jeg må sige, at det nok er sådan, at mange af dem har syntes, at deres arbejde var færdigt, der hvor Sune synes, at det begynder; og der hvor Sune insisterer på at hans medredaktører begynder, for jeg har jo ikke kun Sune, men et helt lille hold af redaktører; Sune og Rikke og Dennis er jo blevet den treenighed, der kaster mig tilbage til skrivebordet.
Og jeg tror, at det er netop den bramfrie kritiske holdning forenet med en entusiastisk og engageret indsats til manuskriptetarbejdet, der gør, at Lindhardt og Ringhof er blevet et af de mest spændende steder at udkomme som skønlitterær forfatter i dag.
Læs også 3 hurtige til Merete Pryds Helle om den ny roman Vi kunne alt
For jeg er jo ikke den eneste her, der har haft succes; og her taler vi ikke kun om salgsmæssig succes, men om den tilfredsstillelse det er at finde formen til sit værk og at få følelsernes logik til at gå op i en højere ligning.
For det er jo ikke kun en som forfatter, det handler om; det er også dem, der skal læse ens bog. Det har jo været den holdning på L&R, der bliver betragtet som kættersk i det litterære miljø; at ens bøger også skrives for at blive læst; og at de, der sælger og formidler bøgerne, derfor også gerne må udtrykke deres holdning i processen.
Man bliver ikke betragtet som et særligt enkeltstående og inspireret geni, men faktisk som en, der vil kommunikere noget med omverdenen; og for mig som forfatter føles det faktisk som en lettelse; at det, jeg skriver, ikke kun handler om mig selv, men også om andre; og at læserne på forlaget tør være de andre, der tør sige deres mening.
At man kan få at vide, at noget er en rigtig dårlig ide, eller at andet ganske simpelt ikke hænger sammen. At man ikke bliver behandlet som en kunstnerisk mimose, men som en rose, der kan tåle at blive klippet ned.
Jeg lyttede til Sune dengang og fortsatte med at skrive Vi kunne alt; jeg lyttede en gang til, da jeg havde skrevet nogle af de svære scener med moren Anes sygdom, og følte, at det havde jeg da gjort virkelig godt, selv om de scener var svære at skrive, fordi jeg skulle ind og rode rundt i nogle smertefulde minder og erfaringer med min egen søsters brutale sygdom.
Men også denne gang, da jeg havde afleveret, og Sune havde læst fik jeg at vide at: Ja, Merete, det er meget godt, men du springer over, hvor gærdet er lavest. Du går slet ikke tæt nok på. Og den der ubehagelige fornemmelse når Sune har ret, der giver en lidt lyst til at slå ham. Det har jeg dog aldrig gjort.
Læs også Til dig. Begyndelsen på Folkets skønhed
Heller ikke selv om han har lært sin metode videre til Rikke, der på sin venlige og høflige måde siger: Jeg tror altså ikke lige, at det der er helt korrekt. Og så ved man, at det er det ikke. Jeg læste en anmeldelse i sidste uge i Weekendavisen af en anden dansk roman, hvor anmelderen var faldet over, at det samme ord blev gentaget tre gange over et par linjer, og der tænkte jeg Ja; den var aldrig gået igennem Rikkes nåleøje.
Og det er faktisk det samme hele vejen rundt; Lindhardt og Ringhof er et forlag, hvor man får modstand.
Som nogen i salen vil vide er jeg ofte fuld af ideer, jeg gerne beriger med i både presse og marketing; og der bliver altid lyttet; og der kommer også altid en forklaring på, hvorfor det er en rigtig dårlig ide – paraplyer – men der er ingen, der har problemer med at sige nej. Og det er en vigtig evne at kunne. Og måske kan I tillade jer de nejer, fordi I også så mange gange siger Ja.
Læs også Merete Pryds Helle om sin debut
Men igen er der en parallel til den gode ven og den gode ægtefælle i livet; det er også vigtigt, at det er i orden, at man ikke lytter til den modstand, man får. At jeg kan sige; nej Sune, du har ikke ret her; Gerda hun er altså præcis sådan på denne her måde, det kan jeg ikke lave om, selv om du synes, hun er lidt for meget, for det er hun; og så er det i orden.
Min tekst bliver mere kvalificeret, fordi jeg bliver nødt til at vide, hvorfor den er, som den er, fordi jeg ind imellem skal forsvare den; men jeg bliver aldrig kritiseret for at holde fast i de ting, jeg mener er vigtige, selvom Sune eller Rikke har foreslået mig at lave det om.
Og det er netop den gensidige respekt for hinanden og for teksten; og det kæmpe arbejde der lægges i bogen fra hele forlaget, der gør, at ikke kun forfatteren, men også bøgerne får mulighed for at blive de bedste, de kan være. Som forfatter oplever jeg nemlig også, at det store arbejde jeg vitterligt lægger i mine bøger, bliver ført videre i samme ånd.
Det er ikke kun på det redaktionelle plan, men i alle afdelinger og alle faser; lige fra presse til marketing til salg af den gin, der produceres til min bogfernisering.
Det er hele forlagsgangen, som man siger; og L&R har netop, tror jeg, verdens længste forlagsgang, så lang, at man kan fare vild i dens længde; men hvis man farer vild, kan man både få glæde af drinksvognen, der kører frem og tilbage fredag eftermiddage, eller sidde og se fodbold en formiddag.
Man siger, at det er et ensomt arbejde at være forfatter. Og det er det også meget af tiden, man bliver nødt til at sidde alene derhjemme og rode med følelserne og med logikken; og det er nok meget godt, at det er en sjældenhed, at man kan tage ind på forlaget og se VM i fodbold.
Så tak for prisen, men især tak, fordi I er, dem I er; tak for modstand og medhold og for det kæmpe arbejde I gør for, at vi kan skrive og udgive de bedste bøger, det er os muligt.
Andre læste også: