Romaner

Merete Pryds Helle om sin debut: Hver dag åbnede jeg postkassen med hamrende hjerte

FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”

 

Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter?  Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?

I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.


Af Merete Pryds Helle

Jeg sidder og kigger fortabt på spørgsmålet; hvordan var det at debutere? Jeg husker det så svagt, det er 27 år siden.

Det jeg husker, er den kedelige side af sagen; at jeg havde sendt manuskriptet til Rosinante og hver dag, det var dengang, åbnede postkassen med hamrende hjerte. Men måned efter måned gik der, og da jeg havde åbnet den postkasse vel 200 gange, ringede jeg til forlaget; ak, det manuskript var blevet forlagt. To uger efter kom der så et afslag.

Jeg sendte i stedet manuskriptet til Borgens forlag, som antog det; men fordi der var gået så lang tid, havde jeg en ny bog klar; debuten var en novellesamling, og derefter kom så seks måneder efter en roman.

Husker stadig de indre billeder

Da novellesamlingen blev anmeldt, stod konsulentudtalelsen næsten ord til andet som anmeldelse i Information.

Men jeg husker stadig mine indre billeder, fra det jeg skrev; de er tydelige. De sidder i erindringen og i kroppen endnu; og jeg husker en forventning om, at jeg ville skrive hver enkelt af de ni noveller i debutbogen ud i et større format; og det har jeg også gjort.

Jeg fik senest en stor succes med romanen Folkets skønhed; men kimen til den var allerede i novellen Mørkningstimen i debuten; hvor stoffet dog stadig var så porøst og måske uerkendt for mig selv, at det optræder i en abstrakt og mystisk form.

Men stoffet er det samme.


Merete Pryds Helle debuterede i 1990 med novellesamlingen Imod en anden ro.

Senere samme år kom romanen Bogen, og siden fulgte romanerne Vandpest (1993), Men jorden står til evig tid (1996), Fiske i livets flod (2000), Solsiden (2001), Det glade vanvid (2005), Oh, Romeo (2006), Hej Menneske (2010), ungdomsromanen Ud og vende (2010), brevromanen Kære Mai (2012).

Samt under pseudonymet Liv Mørk: kriminalromanerne Hvad øjet ikke ser (2004) og Falken og falkoneren (2008) og slægtskrimien Næsten Levende (2012).

Merete vandt i 2016 De Gyldne Laurbær for slægtskrøniken Folkets skønhed, som er baseret på hendes egen familiehistorie.

Læs mere og køb Folkets skønhed her

 

I efteråret 2018 følger den selvstændige fortsættelse til Folkets skønhed, romanen Vi kunne alt.