Indefra

Læsestafetten #1: Merete Pryds Helle

Læsestafetten #1: Merete Pryds Helle

Forfattere arbejder med ord. Med at sætte bogstaver sammen til forunderlige kombinationer, som vi andre kan læse. Og nyde. Men mange forfattere er også selv store læsere og bor i hjem med fyldte bogreoler.

Hvis du også gerne vil vide, hvad de store ordsmede læser, så giver vi dig over sommeren et lille smugkig ind i forfatternes bogreoler og læsevaner. For hvilke bøger har fået dem til at græde? Grine? Og hvilke bøger har de opgivet at færdiglæse?

Denne uge har vi givet læsestafetten videre til Merete Pryds Helle, forfatteren til Folkets skønhed.


Merete Pryds Helle er uddannet fra Forfatterskolen og har en bachelorgrad i Litteraturvidenskab. Pryds Helle debuterede med novellesamlingen Imod en anden ro i 1990 og har siden skrevet blandt andet romaner, krimier og digital litteratur.

merete pryds helle
Foto: Thomas A

Hvilken bog er du ved at læse lige nu? Og hvad synes du om den?
Jeg er lige blevet færdig med Edmund De Waals The White Road, som handler om hvidt porcelæn; spændende fordi den handler om menneskelige passioner, og hvad vi gør for at føre drømme ud i livet. Så har jeg købt de fem samlede bind af St Aubyn til at tage med på ferie; men jeg har også min iPad med, så jeg altid kan læse en e-bog; især om natten, hvor jeg sammen med mange andre omkring 50 årige kvinder ligger vågen nogle timer, mens manden sover ved siden af. Så er iPad’en på nattelæseblus smart!  

Hvilken bog har du læst flest gange?
Jeg har læst alle Agatha Christies bøger mange mange gange. Men det er egentlig længe siden sidst; måske er det dem, jeg skal læse om natten på ferien? Ellers især Alexandriakvartetten af Lawrence Durrell, Brølet og vreden af Faulkner, Til fyret af Virginia Woolf og Anne Carsons digtsamling The Beauty of the Husband, som handler om hendes utro ægtemand. 

Hvad er dit ideelle læsescenarie? Nat, dag, i en lænestol eller udenfor? Med en papirbog, lydbog eller e-bog?
Et karbad med en papirbog, rengøring med en lydbog, e-bogen om natten i sengen; hvert sted passer til sit format. 

Hvis vi gik på opdagelse i din bogreol, er der så nogle bøger, vi ville blive overraskede over at finde?
Jeg har en meget bred smag og et meget skiftende læsehumør. Måske ville man blive overrasket over hvor mange bøger der er om neolitisk keramik; eller at alle Corto Maltese tegneserierne står der. 

Hvilken bog ville du ønske, alle ville læse?
Haha, der er kun et svar: Folkets skønhed.


Folkets skønhed af Merete Pryds Helle

ItemImage

Marie vokser op på  Langeland 1930’erne i et hjem, hvor børnene er mange, pengene få og vold hverdag – også før krigen kommer og gør et fattigt samfund endnu fattigere.

Lyset melder sig i form af Otto, en elektrikerlærling med klare blå øjne. Sammen undslipper de Langelands fattigdom og rejser til hovedstaden for at skabe sig en ny og bedre fremtid. Men Langeland flytter med på godt og ondt.

“Folkets Skønhed” er Merete Pryds Helles slægtskrønike baseret på hendes egen familiehistorie.