Fagbøger

Medfølelsens pris kan være høj, men værd at betale

Medfølelsens pris kan være høj, men værd at betale

Jeg sidder på palliativ afdeling sammen med min lillebror. Vi holder min mor i hånden. Hun skal snart dø. Hun har kræft. Det er ok. Vi er forberedt. Alligevel falder verden sammen, da lægen fortæller, at nu kan de ikke behandle mere. At nu skal vi sørge for at få så meget kærlighed ud af den sidste tid, vi har sammen. Vi græder. Og smiler lidt af alt det, vi har haft sammen. Og forstår ikke helt, hvordan vi nu skal klare os uden hende.

Det er her, det går op for mig. Hvor svært det må være at være den læge eller den sygeplejerske, der skal levere dette budskab. Hver dag. De er søde. Forstående. Og svarer på alle de spørgsmål, vi har. De giver et kram. Og de holder i hånden. Både mig og min mor. Når man bruger sit arbejdsliv på at passe på andre mennesker, så må det nødvendigvis have en pris. Det er det Per Isdals bog Medfølelsens pris handler om.

Per Isdals egen historie er anderledes. Bogen tager afsæt i hans personlige fortælling om, hvordan han selv blev forandret af det arbejde, han elsker. Det er historien om, hvordan han fandt sig selv grædende i bilen efter, at flere års samtaler med voldsforbrydere og pædofile blev for meget.

Uanset om du arbejder med pædofile og voldsmænd, døende patienter, eller børn, der ikke trives, så giver bogen et indblik i, hvad arbejdet gør ved den professionelle hjælper, og den præsenterer konkrete strategier for, hvordan man forebygger og bearbejder de belastninger, det indebærer.

‘Medfølelsens pris’ er ifølge Per Isdal ikke kun en pris, der skal betales for at udholde al den lidelse, for som han skriver mod slutningen af bogen:

”En pris har altid to sider. Den ene er, hvad noget koster, den anden er, hvad det giver. Dette gælder også for hjælpere. Du betaler en pris og modtager en belønning.”

Belønningen er at gøre en kæmpe forskel for andre mennesker hver eneste dag. Min lillebror og jeg fik takket være det fantastiske personale taget afsked med vores mor på den bedst tænkelige måde – selvom tabet af min mor og sorgen fylder utroligt meget, er taknemmeligheden over den fine måde vi fik sagt farvel på også enorm vigtig her i tiden efter.

Bryd tabuet!

Det virker så indlysende, når man først har læst bogen. Alligevel er prisen for at arbejde med mennesker i svære situationer et underbelyst og tabuiseret felt indenfor de fleste af de såkaldte menneskeprofessioner. De professionelle hjælpere, der er så gode til at forstå og lindre andres smerte, er ofte mindre gode til at forstå og lindre deres egne reaktioner. Det kan denne bog forhåbentlig være med til at ændre på, for som Isdal skriver et andet sted i bogen:

”Tabuet skal brydes, det skal tales ihjel! Alle hjælpere vil på en eller anden måde blive farvet og præget af deres arbejde med mennesker. At mærke at man reagerer og at være åben om det, er ikke et udtryk for svaghed, men for professionalitet.”

Det er en bog, du som professionel hjælper skal læse!

Læs mere om Medfølelsens pris her:

Medfølelsens pris kan være høj, men værd at betale