Aktuelt Romaner

From Uthaug with love

I september 2016 rejste jeg sammen med Maren Uthaug og fotografen Kristian Foldager til Uthaug i Norge for at besøge Kjeungskjær Fyr. Fyret spiller en skæbnesvanger hovedrolle i Maren Uthaugs nye roman Hvor der er fugle.

 

AUGUST 2016:

From: Kristian Foldager

Noget nyt om rejsen? Jeg er frisk på alt der involverer violintyveri!

—————————————————————-

From: Maren Uthaug:

Har netop fået brev fra violinejerne. Jeg må ikke få violinen – og de vidste ikke engang at det var min oldefars. Men det er de da vældig glade for at vide nu. Assholes. Lad os hugge den. Jeg ser om jeg kan rebooke fyret til de valgte datoer. Håber jeg får tid til at kontakte dem i morgen.

—————————————————————–

From: Sune de Souza Schmidt-Madsen:

Ja lad os det! Maren kommer først hjem fra ferie den 8. så det er lige op over. Lad os tale i flyveren!

—————————————————————–

I Norge ved Trøndelag, på Ørlandet, ligger den lille by Uthaug. Uthaug som i Maren Uthaug. Det er nemlig hendes slægtsby. Hele egnen er fyldt med historier – alle på kirkegården hedder noget med ”Uthaug” – nordmænd har noget med slægt og kan huske mange generationer tilbage.

I september pakkede jeg rygsækken for at rejse dertil sammen med Maren og fotografen Kristian Foldager. Det var en tur, jeg havde drømt om lige så længe som jeg har kendt Maren. Allerførste gang vi mødtes fortalte hun mig nemlig om Kjeungskjær fyr, et fyrtårn, der står på et lille rev midt i Atlanterhavet, og det var dér vi skulle hen. Planen var løseligt lagt og involverede blandt andet at hugge en violin!

Vi havde booket os ind i den allersidst mulige weekend, for at få den rå efterårsstemning med. Meningen var at vi skulle fotografere, interviewe og filme stedet, hvor Marens nye roman ”Hvor der er fugle” foregår.

Jeg havde manuskriptet til romanen med i tasken. Den foregår på fyrtårnet, og følger en familie, der bor der tilbage i 1930’erne, før tårnet blev automatiseret. De familier, der dengang boede og passede på fyret, kunne ikke altid komme i land om vinteren, og selv i dag er det ikke muligt at komme ud til fyret i vinterhalvåret. Familierne var alene, talte ”fyrsk” og efter sigende var børnene tit bundet i blæsevejr for ikke at flyve i havet.

Vi boede hos Marens tante tæt på Uthaug og nåede også at møde hendes fem-mening – dvs. slægt i femte led. En grand-grand-grand-grand-grandkusine. Det var inden vi om natten besøgte romankarakteren Fedes gård … Vi sneg os helt ind på gården og fik også lokaliseret violinen, men måtte stikke af, af frygt for spøgelset Ludovica som stirrede olmt på os i lommelygtens skær.

Selve fyrtårnet var en … anderledes … oplevelse. Jeg havde forventet blæsende og dramatisk natur, klaustrofobi og angstanfald. Det var det stik modsatte – havet var blikstille, fyrtårnet var blikstille, uden netforbindelse eller telefoner var det a perfect moment of zen. Vi tog billeder og video og sugede stedets specielle magi til os. Og der var absolut ingen grund til at frygte at vi fløj i havet den dag.

Næste dag kørte vi fra Uthaug og gennem de snoede bjergveje i Ørlandet kom vi til at tale om bogens titel – ”Hvor der er fugle”. I det samme blev bilen indhyllet i en sky af trækfugle. Vi standsede bilen og steg ud. Larmen fra de mange tusind fugle var bedøvende magisk. Så lettede de alle som en, med et vældigt brus af vinger. Vi satte os tilbage i bilen, tavse. Jeg var ikke længere i tvivl om titlen, selvom jeg stadig ikke forstod hvorfor. Det gav perfekt mening på Ørlandet, og på en eller anden måde giver det også perfekt mening i romanen.

Hvor der er fugle udkommer fredag den 5. maj.
Maren Uthaug roman Hvor der er fugle