Indefra Klassikere Romaner

Margaret Atwood modtager tysk fredspris – vi var med

Der er nok et sted imellem 200 og 300 mennesker samlet i den store sal i Frankfurts Paulskirche denne søndag formiddag; alt, hvad der kan kravle og gå af bog- og forlagsfolk fra ind- og udland, mange af dem i byen for at deltage i Frankfurts årlige bogmesse, som synger på sidste vers denne søndag. Alle er i deres stiveste puds; der tales, hilses og kindkysses. Stemningen er let, glad, det er en festlig anledning.

Og så ankommer dagens æresgæst. Folk rejser sig op. De klapper ikke. De jubler ikke.  I stedet lægger der sig en dødlignende tavshed over forsamlingen.

I de minutter, det tager Margaret Atwood at gå frem til sin plads på forreste række i salen er der så stille, at rummet kunne have været mennesketomt. Og fortryllelsen brydes ikke engang, da de mange tilstedeværende pressefotografer går amok og knipser løs på deres kameraer for at få det bedste foto af succesforfatteren.

Det er ikke planlagt sådan, fornemmer jeg. Der er en nervøs energi i rummet – “burde vi have klappet”, synes folk at tænke.

Men måske er det ikke nervøsitet. Måske er det snarere en slags… ærefrygt? Og det er faktisk både mærkeligt – og måske alligevel ikke så sært.

Friedenspreis des Deutchen Buchhandels

Atwood er i byen for at modtage de tyske boghandleres fredspris. Og selvom det ikke er en pris, vi hører meget om i Danmark, så er det faktisk en stor begivenhed. Udenfor kirken er folk stimlet sammen foran indgangen for at få et glimt af de prominete gæster, og der holder flere store busser fra de tyske tv-kanaler: begivenheden sendes live på tysk tv.

Det er syvogtresindstyvende gang, prisen uddeles; fredsprisen er indstiftet i 1950 i kølvandet på 2. Verdenskrig og som en direkte konsekvens af krigen. For prisen tager sit navn ganske bogstaveligt: i fundatsen står, at prisen gives til en udøver indenfor kunst, litteratur eller videnskab, som i væsentlig grad har bidraget til selve frihedstanken.

Netop det afspejles tydeligt af mange af de navne, der tidligere har modtaget prisen: Václav Havel (1989), Svetlana Alexijewitsch (2013) og kunstneren Anselm Kiefer (2008) har alle i deres værker leveret vidnesbyrd om konkrete krige – og nogle har endda oplevet politisk forfølgelse som følge af deres virke.

Det er ikke tilfældet for Margaret Atwood. Og af samme grund hører jeg flere gange i løbet af dagen Atwood omtalt som en – ved første øjekast – ‘unlikely winner’. Men i samme åndedræt: også en åbenlys vinder. Og hvorfor så egentlig det?

Den humanistiske forfatter

Simpelthen: Fordi Atwood igen og igen vender tilbage til de samme centrale temaer i sine værker. Og her taler jeg ikke (kun) om feminisme – en kontekst, Atwoods værker ellers ofte sættes i. Men som Berlingskes Anne Sophia Hermansen skrev i sin anmeldelse af genudgivelsen af Atwoods “Alias Grace”:

”Atwood skal ikke reduceres til en feministisk forfatter, selv om hendes bærende karakterer er kvinder. Mænd, der skriver om mænd, er mig bekendt heller ikke ‘mandeforfattere’. Snarere har Atwood et humanistisk og filosofisk anliggende og belyser gennem sine værker begreber som ytringsfrihed, menneskerettigheder, identitetsdannelse og demokrati.” – (Berlingske 14. oktober 2017)

Netop denne pointe gentages i samtlige de taler, der holdes for Atwood i løbet af prisuddelingsdagen. At hun er en politisk forfatter; at hun beskæftiger sig med forholdet mellem magt og afmagt – et forhold, som hverken i virkeligheden eller i hendes forfatterskab kan eller bør reduceres til at handle om forholdet mellem mænd og kvinder – og at hun fremfor alt er humanist.

‘Aktivisten’ Atwood

Det er virkelig smukke taler, der holdes for Atwood; taler, som jeg kunne have lyst til at gengive i deres helhed her. De er både begavede, respektfulde, perspektiverende – og måske en lille smule ‘næsegrus’ beundrende. I hvert fald synes den fortryllelse, der indfandt sig ved arrangementets begyndelse – da stilheden sænkede sig – at blive i rummet.

Og så tager Margaret Atwood scenen. Og bryder fortryllelsen på den bedst tænkelige måde: med humor. Hun indtager scenen sammen med priskomiteens formand, som læser begrundelsen for valget af hende som prismodtager højt – på tysk. Alt imens Atwood står ved siden af ham og nikker ivrigt med et skælmsk smil. Tysk er formentlig ikke hendes førstesprog. Og publikum i salen ler endelig. Og så indtager Atwood talerstolen.

Hun lægger ud med at fortælle, at hun skrev meget som barn, men lagde skriveriet helt på hylden omkring 10-års-alderen, og at hun i en alder af 16 drømte om at blive botaniker (“var det sket, så ville jeg lige nu være i færd med at klone jeres selvlysende kartofler”, forklarer hun). Og så, pludselig, begyndte hun at skrive – hvorfor og hvorfra det kom er stadig uforklarligt for hende selv.

Atwood er ofte blevet betegnet som aktivist. Men, forklarer hun, den betegnelse kan hun ikke tage på sig; i stedet betragter hun sig selv som en observatør. Men:

“Læseren kan fælde moralsk dom, selv når forfatteren egentlig hævder blot at observere. Så hvad der kan ligne en form for aktivisme fra min side er almindeligvis blot en form for famlende undren. Hvorfor HAR kejseren ikke tøj på – og hvorfor anser man det for så dårlige manerer at buse ud med det?”

“Tjenerindens fortælling”

Atwood er en skarpsindig observatør. Det er et faktum, som afspejles ikke mindst af hendes hovedværk “Tjenerindens fortælling” – en roman, som mange af dagens taler kredser om (også Atwoods egen).

Netop “Tjenerindens fortælling” er siden sin udgivelse blevet tolket dels som et kampråb for feminismen; dels som et opgør med totalitære styreformer – og (senest) som en uhyggeligt relevant kommentar til Trumps Amerika. Med netop denne moderne politiske virkelighed in mente har flere medier i forbindelse med HBOs serie over bogen talt om, at virkeligheden har reaktualiseret bogen.

Men, kunne man spørge: har den nogensinde IKKE været relevant?

Atwood forklarer selv, at bogen blev skrevet i Vestberlin i 1984 (“yes, George Orwell was looking over my shoulder”) og trak på observationer, hun gjorde bl.a. under besøg i Polen og Tjekkoslovakiet – af de lange pauser, de forsigtige ord, angsten for at sige for meget – og for lidt.

I dag læses den med andre briller – men forbliver relevant. Det gør den, fordi den behandler temaer, der er tidløse. Og netop derfor opleves det som, at den bliver ‘reaktualiseret’, når vores virkelighed begynder at ligne den virkelighed, Atwood beskriver.

Og netop derfor er Atwood en åbenlys vinder af Fredsprisen. Hun observerer – og formår at fortælle uden at fortællingen er bundet op på én krig eller én konflikt. Hendes temaer forbliver relevante. Hendes observationer forbliver gyldige. Og hendes bøger kan tolkes i forskellige retninger, ud fra forskellige -ismer – men bevarer netop frihedstanken intakt.

“A voice in your ear”

Atwoods tale er fantastisk, begavet og humoristisk (og ja, jeg er nok også underlagt fortryllelsen i rummet).

Og så er det hele pludselig slut. Atwood forlader salen, publikum står lidt forblændede tilbage – og går så hver til sit.

Fortryllelsen i Frankfurts Paulskirche er brudt – men den kan genopstå i læsningen. Og Atwood forstår om nogen at skrive til sin læser. Fordi hun simpelthen forstår, hvad det betyder. Her skal hun få det sidste ord med en af de – for en bogorm – smukkeste passager i hendes tale. Og du får den på hendes eget modersmål, så du måske næsten kan høre hendes stemme, mens hun taler:

“A book is a voice in your ear; the message – while you’re reading it – is for you alone. Reading a book is surely the most intimate experience we can have of the inside of another human being’s mind.”


 

Margaret Atwood (f. 1939) er født i Canada, hvor hun bor. Hendes forfatterskab er blevet belønnet med en række prestigefyldte litterære priser, og hendes værker udkommer i mere end 25 lande. I 2017 er både romanerne “Tjenerindens fortælling” og “Alias Grace” blevet omsat til tv-serier på hhv. HBO og Netflix og i den forbindelse genudgivet i luksusformat med lærredsryg.

Læs mere om “Tjenerindens fortælling” her – og om “Alias Grace” her.