Indefra

Månedens buzzword: Keyword stuffing

Stuffing

Keyword stuffing er en teknik til søgemaskineoptimering (SEO). Keyword stuffing betragtes i de fleste SEO-kredse som forkasteligt, men ikke desto mindre er keyword stuffing meget udbredt. Keyword stuffing er kort sagt en form for webspam, hvor en hjemmeside proppes – keyword stuffes – med det søgeord, man ønsker at optimere for. Det kunne f.eks. være søgeordet ”keyword stuffing”.

En helt grundlæggende forudsætning for keyword stuffing er, at man som forfatter ikke længere skriver for ens menneskelige læsere, men derimod for Googles robot.

Tanken bag keyword stuffing er simpel. Når Google skal bestemme, hvad en side handler om, tager algoritmen bl.a. højde for, hvor mange gange de enkelte ord optræder på siden – den såkaldte ”keyword density”. Og selvom Google er blevet bedre til at identificere og straffe manipulation og snyd med resultaterne, er en moderat form for keyword stuffing stadig en udbredt teknik i forsøget på at opnå højere rankings i søgeresultaterne.

Der er flere oplagte steder på en side, hvor keyword stuffing kan foregå:

  • Sidens titel: <title>-tagget er traditionelt det sted på en side, som søgemaskinerne tillægger mest betydning, og derfor ser man ofte keyword stuffede hjemmesider med titler a la: ”Bøger: Køb billige bøger, nye bøger, brugte bøger!”.
  • Overskrifter: De såkaldte <h1>- og <h2>-tags, der markerer rubrikker i teksten, er oplagte steder at snige noget keyword stuffing ind. Du kan f.eks. have et <h1>-tag, der hedder ”Bøger”, og længere nede på siden have tre <h2>-tags med ”Billige bøger”, ”Nye bøger” og ”Brugte bøger”.
  • Meta tags: Selvom søgemaskiner for snart mange år siden er holdt op med at bruge de to meta tags ”keywords” og ”description” i deres algoritme, så holder det ikke folk tilbage fra at bruge dem til en ordentlig omgang keyword stuffing.
  • SEO-venlige URL’er: Du kan lige så godt sørge for, at dit keyword også fremgår af sidens adresse. Ordet kan evt. også indgå i selve domænet, så du får en rigtig spammy URL som denne: http://www.billige-boeger.dk/boeger/billige/en-billig-bog.php. Så kan det næsten ikke blive bedre.
  • Formatering: Ord, der træder frem med fed, kursiv, understregning, rød farve osv. tillægges ofte mere værdi end resten af teksten. Hold dig ikke for fin til et enkelt sted at markere det vigtigste ord i teksten, når du har besluttet dig for at lave noget keyword stuffing.
  • Brødtekst: Her er vi ovre i den mest irriterende form for keyword stuffing, hvor den løbende tekst overfyldes med keyword stuffing, nogle gange i en sådan grad af keyword stuffing, at teksten bliver svær at læse pga. den store keyword stuffing.
    Det bør bemærkes, at de fleste SEO-eksperter betragter den optimale keyword density til at ligge mellem 2 og 5 % af brødteksten. “Keyword density” angiver her, hvor mange gange ordet optræder i forhold til det samlede antal ord på siden. Over 5 %, og man er i fare for at blive straffet af Google. Under 2 %, og man er den lidt for pæne dreng i klassen. Der findes masser af gratis værktøjer til udregning af keyword density, bl.a. her.
  • Skjult tekst, som læses af Google, men ikke af de besøgende: Her er vi ude i decideret ”black hat”-SEO – altså teknikker, som Google under ingen omstændigheder kan acceptere. Opdages det, vil du med stor sandsynlighed blive udelukket permanent fra Googles søgeresultater. Der er mange måder, tekst fyldt med keyword stuffing kan skjules på. Du kan f.eks. lægge den bag et billede. Eller du kan give den samme farve som baggrunden, så den kun kan læses, hvis den markeres.

Som webmaster har man uanede keyword stuffing-muligheder, og ovenstående er blot nogle af de mest benyttede. Ud over keyword stuffing på selve siden (on-page SEO), så kan teknikken også udvides til din linkbuilding (off-page SEO). Både selve ankerteksten (den tekst, der er klikbar) og teksten omkring linket spiller her en vigtig rolle, og man ser ofte en udpræget grad af keyword stuffing i området omkring linket.

Selvom Google er begyndt at slå ned på såkaldt ”overoptimerede” sider, så er keyword stuffing stadig populært derude.

Som forlag er det noget, man ikke kan ignorere. Faktisk nærmer keyword stuffing sig med foruroligende hast selve den redaktionelle proces. Tænk blot på avisoverskrifter, som det seneste årti har ændret karakter, så de er så klik- og søgbare som muligt. Ikke noget med skæve, kunstfærdige overskrifter. Nej, overskrifterne skal indeholde præcis de nøgleord, som artiklen omhandler.

Hvis vi ikke passer på, risikerer vi i fremtiden, at titler på nyhedsartikler – og i stigende grad bøger – alene bliver valgt ud fra deres evne til at tiltrække besøgende fra søgemaskinerne. Det er første skridt på vej mod en fremtid, hvor alle tekster, der møder os, har været udsat for keyword stuffing.

Læs også de forrige måneders digitale buzzwords:
September: Crowdsourcing
Oktober: CRO (Conversion Rate Optimization)

Arbejder med e-bøger, lydbøger, apps, streaming, nye forretningsmodeller og al den slags. Finder gammelt guld og genudgiver det digitalt. Jeg har desuden en skummel fortid på Gyldendal og Politiken. Driver i fritiden Klimadebat.dk, hvor jeg prøver at få 1500 rødglødende debattører til ikke at flå hovederne af hinanden. Uddannet i litteraturvidenskab. jbr@lrforlag.dk.