Indefra

Månedens buzzword: FOMO

Har du ikke hørt om FOMO? Følger du slet ikke med?!

Åbner du Forlagsliv.dk hvert 2. minut for at være helt sikker på, at du ikke går glip af noget spændende? Så lider du måske af FOMO: Fear Of Missing Out. Altså en grundlæggende frygt for at misse noget interessant, der foregår derude.

FOMO er et syndrom, der er opstået parallelt med fremvæksten af sociale medier som Facebook, Twitter, Instagram, Pinterest, Tumblr, LinkedIn, reddit, Forlagsliv.dk, og hvad de nu alle sammen hedder.
Forskningen viser, at op imod 70 % af den voksne befolkning i såkaldt udviklede lande lider af syndromet i større eller mindre grad. For de hårdest ramte er der tale om en OCD-lignende tilstand, der kan være ganske invaliderende, sænke produktiviteten og i det hele taget gå ud over livskvaliteten.

Om det er de sociale medier, der har skabt FOMO, eller om det er FOMO, der har skabt behovet for de sociale medier, er svært at sige – men der er sikkert tale om en form for vekselvirkning. Det paradoksale er, at de mange timer brugt på at screene sociale medier for potentielle oplevelser eller eftertragtede moments gør det svært for de ramte at nå meget andet. Dermed går frygten hen og bliver selvopfyldende.

Ikke mindst i forhold til aktiviteter, der kræver en grad af fordybelse, såsom læsning, er FOMO en åbenlys trussel. Derfor er det selvfølgelig noget, som forlagene må forholde sig til. Hvis ens læsere ikke kan lade være med at tjekke deres Instagram-feed for nye billeder af cupcakes, katte og babygylp, hver gang de har vendt en bogside, så har forlagene i sagens natur et problem – eller udfordring, som det hedder.

En vej ud af miseren kunne selvfølgelig være at omfavne tendensen og bruge den aktivt i markedsføringen af bøgerne.
Det er ikke tilfældigt, at den første beskrivelse af fænomenet FOMO ikke blev foretaget af en psykolog, men af en marketingekspert. Ved at få indblik i, hvad det er, folk er bange for at gå glip af, kan bøger, og ikke mindst den måde der tales om bøger, optimeres til en virkelighed, der er drevet af folks FOMO.
Her er det værd at bide mærke i en vigtig detalje. Nemlig, at det for de FOMO-ramte ikke så meget handler om at misse muligheden for at opleve noget fedt, nej, det handler om at misse muligheden for at vise verden, at man har oplevet noget fedt.

En anden og mere enkel løsning kunne være at udgive så fandens gode bøger, at folk rent faktisk blev kureret for deres FOMO. Hvis ikke permanent, så i hvert fald mens de læser og for en kort stund glemmer verden omkring dem.
Bøger, hvad enten de er på papir eller på skærm, er nemlig det helt modsatte af ”Fear Of Missing Out”. For er det ikke netop essensen af at læse en god bog, at man er bedøvende ligeglad med, om man ”misser out”?

Ps. Husk, når du læser e-bøger på din tablet eller smartphone, at indstille til “flytilstand.” Det giver en fantastisk mulighed for en gang “Missing Out” i godt selskab.

Arbejder med e-bøger, lydbøger, apps, streaming, nye forretningsmodeller og al den slags. Finder gammelt guld og genudgiver det digitalt. Jeg har desuden en skummel fortid på Gyldendal og Politiken. Driver i fritiden Klimadebat.dk, hvor jeg prøver at få 1500 rødglødende debattører til ikke at flå hovederne af hinanden. Uddannet i litteraturvidenskab. jbr@lrforlag.dk.