Indefra

Månedens buzzword: CRO

Når det kommer til digitale buzzwords, er det næppe nogen overraskelse, at man ofte støder på smarte engelsksprogede forkortelser. SEO, GUI og TOC er den moderne forlagsredaktørs svar på helbind, falseark og blåkopi.

Forkortelser har først og fremmest den fordel, at de får en til at lyde rigtig klog. Dernæst er de gode til at skabe en stemning af indforståethed, som gør, at det er de færreste i en forsamling, der tør spørge, hvad det egentlig er, man siger.

Og så kan forkortelserne selvfølgelig bøjes efter dansk grammatik. Man kan f.eks. bede om at få SEO’et sin hjemmeside, eller man kan spørge, om alle links i TOC’en nu også virker. Prøv det. Det ligger godt på tungen.

Denne måned skal det handle om CRO. CRO står for Conversion Rate Optimization, men der findes varianter, der grundlæggende dækker over samme koncept, eksempelvis Click-through Rate Optimization.

Det handler kort sagt om at højne antallet af konverteringer på en hjemmeside eller digital service. En konvertering er typisk en besøgende, der bliver til en kunde, altså lægger nogle penge i din biks. Det kan også være en bruger, der har hentet din gratis app, og som senere laver in-app-purchases, altså konverterer fra gratist til betalende kunde. Det er alt sammen godt for din revenue stream.

Der er mange faktorer, der afgør din conversion rate. Usability/User experience (UX) og det overordnede design samt graden af convenience er faktorer, der typisk nævnes, og som man kan teste på.

CRO handler i det hele taget meget om at teste, eller mere præcist: Split-teste. Man kan f.eks. lave to hjemmesider for samme geniale bog, man som forlag gerne vil sælge. Eneste forskel er farven på den knap, der leder frem til køb. Så sender man 1000 kunder til hver hjemmeside, og ser hvilken side, der giver den højeste konvertering.

Eller man kan lave to nyhedsbreve, hvor den samme geniale bog omtales – men med forskellige emnelinjer, og dernæst se, hvilket nyhedsbrev, der performer bedst.

I første omgang handler det selvfølgelig om, at nyhedsbrevet skal have en god open rate, dvs. at der er mange, der klikker på det i deres indbakke frem for at kassere det som irrelevant spam.

Her er det på sin plads med et eksempel. Tag dette nyhedsbrev fra Krimifan:

Norsk nonne forsvinder – vind 25 gratis e-bøger (15/8-2012)

Der er inden for journalistkredse bred enighed om, at ”Prinsesse dræbt med sexlegetøj” er den perfekte overskrift, idet den indeholder både noget royalt, et mord, sex og noget bizart. Men emnelinjen fra Krimifan er tæt på at nå samme grad af perfektion.

Første del er som taget ud af Ekstra Bladet, der som bekendt er ret gode til at få folk til at klikke på overskrifter. Anden del er også en sikker vinder, idet både ”vind” og ”gratis” jo er ord, der helt automatisk gør deres arbejde og derfor bør indgå i enhver verbal CRO-værktøjskasse. Hvordan man så kan vinde noget, der er gratis, er sagen uvedkommende …

En anden emnelinje, hvor der er arbejdet med CRO’en, er denne fra lydbogstjenesten Storytel:

Oplev hot kærlighed og heftig krimi under parasollen! (5/7-2013)

Ja, hvem vil ikke gerne opleve hot kærlighed? Og så endda under parasollen …

Og vi snupper lige en sidste, denne gang fra mahogniforlaget Gyldendal, der forsøger at ryste lidt af støvet af sig med denne erotiske (?) emnelinje:

Har du en vagina? Og vil du bestemme over den? (13/9-2013)

Disse eksempler burde anskueliggøre, hvad optimering af emnelinjer kan gøre ved conversion rates, eller i hvert fald open rates. Nogle vil selvfølgelig mene, at konverteringen strengt taget først foregår, når brugeren er kommet ind på landing pagen, men jeg har i dette indlæg valgt at brede lidt ud, så konceptet også gælder åbninger af nyhedsbreve. Dette fordi jeg gerne vil have en undskyldning for at fremvise ovenstående helt igennem fantastiske eksempler på emnelinjer fra den danske bogverden.

Til slut skal det blot siges, at der altså ikke er nogen grund til at holde sig for fin til at arbejde med CRO. Husk på, at også Obama brugte det til at blive præsident i 2008.

Dansk synonym: At få folk til at klikke
Brugt første gang: Vides ikke …

Læs også sidste måneds digitale buzzword: Crowdsourcing

Arbejder med e-bøger, lydbøger, apps, streaming, nye forretningsmodeller og al den slags. Finder gammelt guld og genudgiver det digitalt. Jeg har desuden en skummel fortid på Gyldendal og Politiken. Driver i fritiden Klimadebat.dk, hvor jeg prøver at få 1500 rødglødende debattører til ikke at flå hovederne af hinanden. Uddannet i litteraturvidenskab. jbr@lrforlag.dk.