Indefra

Månedens buzzword: Content

Content is king

Der var engang, hvor fjernsynet var fyldt med levende billeder, radioen var fyldt med lyd, og bøgerne var fyldt med ord. Sådan er det ikke mere. I dag er fjernsynet fyldt med content, radioen er fyldt med content, og bøgerne er fyldt med content.

Content er et af den slags ord, der ikke kan bøjes. Det er beslægtet med andre utællelige mængder som mel, sukker og mælk. Det er en forskelsløs masse, der er blevet både afbleget, homogeniseret og pasteuriseret. Lige til at gå til. Ja, alle vil kort sagt have noget content.

Content er nemlig en værdifuld ressource, der i mediebranchen kan sammenlignes med råolie. Det er dyrt at få udvundet noget ordentligt content. En metode til at imødegå dette problem er såkaldt ”user generated content” også kendt som crowdsourcing af content buildingen. En anden metode, der vinder frem i disse år, er ”computer generated content”, og det vurderes nu, at robotter og algoritmer bl.a. kan overtage dyre journalisters arbejde.

Nogle gange afslører et ordvalg i uhyggelig grad, hvilken tankegang der ligger bag. Content kan vel bedst defineres som ”noget, der er inden i noget”. At vi overhovedet bruger ordet, vidner om, at det er formen, der kommer først. Man har bygget et website eller en streamingtjeneste, og nu skal det minsandten også fyldes ud med noget.

Der ligger i ordet, at den primære funktion er, at det skal fylde. Content er ligesom de velkendte lorem ipsum-tekster, hvis opgave er at fylde en plads ud. Lorem ipsum er dog et noget forældet stykke content, og der findes i dag mere spændende litterære alternativer, som man bør benytte sig af. Her skal blot nævnes Fifty Shades Generator, der producerer erotisk litteratur i metermål. Eller som tjenesten beskriver sig selv:

”The Fifty Shades Generator is a breakthrough in erotic fiction. At the click of a button, it generates world-class literature based on a pre-defined vocabulary.”

Som man kan fornemme, er content et meget omfattende ord. Det er faktisk svært at finde noget, der ikke er content. At kalde en bog eller en film for content svarer til, at man svarer med ordet ”mad”, hvis man bliver spurgt, hvad man har spist til frokost. Ikke desto mindre er det sådan, der tales i ”the content industry”.

Man kan også betragte det som en konsekvens af nettets ubegrænsede natur. For hvad skete der, da nettet brød igennem og tidligere tiders pladsbegrænsninger forsvandt? Når der ikke længere var nogen sendeflade, der skulle overholdes, ikke nogen filmrulle at holde sig inden for, ikke nogen bogryg, der ikke måtte blive for tyk? Jo, så opstod den lov, at jo mere noget fylder, jo bedre. Content blev til king. Men så meget content krævede også content management, content management systems og content management systems administration. Og der står vi i dag. Vi er ved at drukne i content. Derfor er det i dag curation, og ikke content, der er king. Men så er vi allerede i gang med et helt andet buzzword, som må gemmes til en anden god gang.

Jeg håber, at dette stykke content har været værd at konsumere.

Arbejder med e-bøger, lydbøger, apps, streaming, nye forretningsmodeller og al den slags. Finder gammelt guld og genudgiver det digitalt. Jeg har desuden en skummel fortid på Gyldendal og Politiken. Driver i fritiden Klimadebat.dk, hvor jeg prøver at få 1500 rødglødende debattører til ikke at flå hovederne af hinanden. Uddannet i litteraturvidenskab. jbr@lrforlag.dk.