INTERVIEW || Islands største nulevende forfatter Einar Már Guðmundssons seneste roman, Pasfotos, skruer tiden tilbage til sommeren 1978 og har, ifølge forfatteren selv, været undervejs lige siden han i selv samme periode tog på en dannelsesrejse fra Island til fastlandet.
I Pasfotos møder vi hovedpersonen Halli, en ung islænding med et brændende hjerte for poesi og Knut Hamsun, der sammen med sin ven Jonni beslutter sig for at bruge sommeren 1978 på at rejse rundt i Europa. Undervejs på deres tur bliver de konfronteret med alt lige standhaftige arbejdsmænd i de norske fjelde til løsslupne bohemer med hang til rusmidler i Rom.
En stor del af romanen synes unægteligt at hænge sammen med forfatteren Einar Már Guðmundssons egen tid i de sene 70’ere som en ung, spirende poet med rastløse drømme om at se verden og blive klogere på meningen med tilværelsen.
Vi har mødt forfatteren for at høre, hvordan virkelighed og fiktion af og til smelter sammen, og hvordan man kan skrive en lykkelig roman, selvom alting ikke nødvendigvis ender godt.
Hvorfor har du valgt at fortælle historien om denne specifikke sommer i 1978?
Årsagen til at jeg gerne vil fortælle den historie er, at jeg delvist selv oplevede den sommer. Der er selvfølgelig en meget stor digtning i historien, og der er meget, som man kunne sige er opspind. Men rammerne er alligevel rigtige. Jeg bygger romanen på min egen rejse dengang, men i løbet af historien kommer jeg selvfølgelig til at slå flere rejser sammen. Oprindeligt betyder ordet digtning også fortætning. Så det er en fortætning af virkeligheden.
Som ung i 70’erne var Einar Már Guðmundsson en del af det aktivistiske miljø omkring undergrundsforlaget Galleri Suðurgata 7. Einars digtsamlinger blev duplikeret i kælderen og solgt på gadehjørner og værtshuse i Reykjavik. (Fotokredit: Ómar Óskarsson)
Så det du siger er, at det faktisk ikke er vigtigt at snakke om, hvorvidt romanen er fiktion eller din egen historie?
Man kan selvfølgelig tænke, at historien er virkelig. Den ligger jo meget tæt op ad mig selv. En ung mand, der på det her tidspunkt rejser ud i verden, som har alle disse drømme og begynder at skrive en masse digte. Man ved ikke, om det vil lykkes for ham. Han brænder for litteratur og oplevelser.
Hovedpersonen må så først arbejde hårdt for at kunne rejse, så der kommer den sociale virkelighed også meget tæt ind i romanen. Så den er også tæt på mig på den måde, at jeg betragter mig selv som et symbol for så mange andre. Det er mit møde med verden. Denne roman har jeg faktisk også skrevet på, siden jeg selv rejste rundt dengang.
Selvom bogen grundlæggende er en varm og positiv historie om at rejse ud i verden og finde kærligheden, indeholder Pasfotos jo også en række triste skæbner. Halli har blandt andet venner, som ender som narkomaner. Er det vigtigt for dig som forfatter også at fortælle om livets mørke sider?
Romanen er på mange måder en søgen efter lykke, og den ender egentlig også positivt. Før i tiden når man som forfatter begyndte at skrive, så tænkte man, af en eller anden grund, at tingene altid skulle ende i en katastrofe. Men sådan forholder det sig selvfølgelig ikke.
Jeg har dog altid sagt: Sindets mørke, viljens lys. Og denne dialektik mellem lys og skygge den gror igennem alle mine værker. For at finde lyset i tilværelsen må man se mørket i øjnene. Uden at kende til det at være ulykkelig, så føler man ingen lykke. Ellers ville der bare være en ’Hollywood-tomhed’.
Fotokredit: Hörður Ásbjörnsson
Så man kan som menneske ikke bare være lykkelig?
Man bliver lykkelig ved at være ulykkelig. Ved at se sig selv og skæbnerne i øjnene. Jeg yder også narkomaner fuld respekt. Det er jo interessante mennesker, på trods af at deres skæbner er blevet på den måde. De kan på en vis måde have været rigtige mennesker på det forkerte sted.
I romanen skildrer jeg også den udvikling, der dengang fandt sted i den alternative bevægelse. Folk som ville ændre verden, havnede på det forkerte plan og måtte pludselig se mørket i øjnene. Og det er en kendt historie, hvor jeg skriver rigtige mennesker ind i romanen. Jeg havde kendskab til de her mennesker, og jeg så for eksempel, hvordan de venstreorienterede i Italien blev opslidte af stoffer. Hele den bevægelse som ønskede at revolutionere.
Og disse mennesker havde været i Island og fascineret mig som ung mand. Så da jeg kom og så, at virkeligheden ikke var, som jeg troede, så var det også mit chok. Min skuffelse. Men jeg er ingen dommer over nogen. Dét at disse mennesker blev narkomaner, det er en del af en historie, som vi må lære af.
Hvilket indtryk håber du, at man sidder tilbage med, når man læser Pasfotos?
Ofte har læserne lært meget mere end forfatteren. Hvis man for eksempel tager min roman Universets Engle fra 1993. Dengang var jeg slet ikke klar over, at jeg var ved at aftabuisere psykisk sygdom. Jeg var heller ikke klar over, som jeg fik at vide senere, at mange af de psykisk syge følte, at her var deres stemme. For mig handlede det bare om at skrive romanen. En roman er lidt ligesom et barn, der går i skole. Når det er færdigt, så må det klare sig selv.
Så det er ikke sådan, at jeg sætter mig ned og tænker ’nu skal jeg afsløre disse forhold og disse forhold’. Dertil er der for mange spændende konflikter i selve skabelsesprocessen. Jeg ville aldrig kunne sige om mine bøger, – selv de ultrapolitiske – at de har noget ensbetydende budskab. For når du skriver, dukker der altid en masse spørgsmål op.
Og Pasfotos er netop skrevet ind i en tid, hvor vi var blevet indoktrineret med en masse svar. Men i virkeligheden var det næsten altid det samme svar på forskellige spørgsmål. Så man var på den måde holdt op med at tro på dem. Og min respons dengang var at begynde at udtrykke mig i digte, hvilket bogen også handler om.
Pasfotos (2018) er en rejseroman, en kærlighedsroman og en udviklingsroman, der tager os tilbage til Einar Már Guðmundssons egen ungdom i 70’erne. Her er boblende menneskeliv, glødende ungdom, sjove historier og grumme skæbner – det hele vævet sammen af Einar Már med velkendt snilde.
INTERVIEW || Islands største nulevende forfatter Einar Már Guðmundssons seneste roman, Pasfotos, skruer tiden tilbage til sommeren 1978 og har, ifølge forfatteren selv, været undervejs lige siden han i selv samme periode tog på en dannelsesrejse fra Island til fastlandet.
I Pasfotos møder vi hovedpersonen Halli, en ung islænding med et brændende hjerte for poesi og Knut Hamsun, der sammen med sin ven Jonni beslutter sig for at bruge sommeren 1978 på at rejse rundt i Europa. Undervejs på deres tur bliver de konfronteret med alt lige standhaftige arbejdsmænd i de norske fjelde til løsslupne bohemer med hang til rusmidler i Rom.
En stor del af romanen synes unægteligt at hænge sammen med forfatteren Einar Már Guðmundssons egen tid i de sene 70’ere som en ung, spirende poet med rastløse drømme om at se verden og blive klogere på meningen med tilværelsen.
Vi har mødt forfatteren for at høre, hvordan virkelighed og fiktion af og til smelter sammen, og hvordan man kan skrive en lykkelig roman, selvom alting ikke nødvendigvis ender godt.
Hvorfor har du valgt at fortælle historien om denne specifikke sommer i 1978?
Årsagen til at jeg gerne vil fortælle den historie er, at jeg delvist selv oplevede den sommer. Der er selvfølgelig en meget stor digtning i historien, og der er meget, som man kunne sige er opspind. Men rammerne er alligevel rigtige. Jeg bygger romanen på min egen rejse dengang, men i løbet af historien kommer jeg selvfølgelig til at slå flere rejser sammen. Oprindeligt betyder ordet digtning også fortætning. Så det er en fortætning af virkeligheden.
Så det du siger er, at det faktisk ikke er vigtigt at snakke om, hvorvidt romanen er fiktion eller din egen historie?
Man kan selvfølgelig tænke, at historien er virkelig. Den ligger jo meget tæt op ad mig selv. En ung mand, der på det her tidspunkt rejser ud i verden, som har alle disse drømme og begynder at skrive en masse digte. Man ved ikke, om det vil lykkes for ham. Han brænder for litteratur og oplevelser.
Hovedpersonen må så først arbejde hårdt for at kunne rejse, så der kommer den sociale virkelighed også meget tæt ind i romanen. Så den er også tæt på mig på den måde, at jeg betragter mig selv som et symbol for så mange andre. Det er mit møde med verden. Denne roman har jeg faktisk også skrevet på, siden jeg selv rejste rundt dengang.
Læs også: Einar Már Guðmundssons samlede værker er et uundværligt samleobjekt for litteraturelskere
Selvom bogen grundlæggende er en varm og positiv historie om at rejse ud i verden og finde kærligheden, indeholder Pasfotos jo også en række triste skæbner. Halli har blandt andet venner, som ender som narkomaner. Er det vigtigt for dig som forfatter også at fortælle om livets mørke sider?
Romanen er på mange måder en søgen efter lykke, og den ender egentlig også positivt. Før i tiden når man som forfatter begyndte at skrive, så tænkte man, af en eller anden grund, at tingene altid skulle ende i en katastrofe. Men sådan forholder det sig selvfølgelig ikke.
Jeg har dog altid sagt: Sindets mørke, viljens lys. Og denne dialektik mellem lys og skygge den gror igennem alle mine værker. For at finde lyset i tilværelsen må man se mørket i øjnene. Uden at kende til det at være ulykkelig, så føler man ingen lykke. Ellers ville der bare være en ’Hollywood-tomhed’.
Så man kan som menneske ikke bare være lykkelig?
Man bliver lykkelig ved at være ulykkelig. Ved at se sig selv og skæbnerne i øjnene. Jeg yder også narkomaner fuld respekt. Det er jo interessante mennesker, på trods af at deres skæbner er blevet på den måde. De kan på en vis måde have været rigtige mennesker på det forkerte sted.
I romanen skildrer jeg også den udvikling, der dengang fandt sted i den alternative bevægelse. Folk som ville ændre verden, havnede på det forkerte plan og måtte pludselig se mørket i øjnene. Og det er en kendt historie, hvor jeg skriver rigtige mennesker ind i romanen. Jeg havde kendskab til de her mennesker, og jeg så for eksempel, hvordan de venstreorienterede i Italien blev opslidte af stoffer. Hele den bevægelse som ønskede at revolutionere.
Og disse mennesker havde været i Island og fascineret mig som ung mand. Så da jeg kom og så, at virkeligheden ikke var, som jeg troede, så var det også mit chok. Min skuffelse. Men jeg er ingen dommer over nogen. Dét at disse mennesker blev narkomaner, det er en del af en historie, som vi må lære af.
Hvilket indtryk håber du, at man sidder tilbage med, når man læser Pasfotos?
Ofte har læserne lært meget mere end forfatteren. Hvis man for eksempel tager min roman Universets Engle fra 1993. Dengang var jeg slet ikke klar over, at jeg var ved at aftabuisere psykisk sygdom. Jeg var heller ikke klar over, som jeg fik at vide senere, at mange af de psykisk syge følte, at her var deres stemme. For mig handlede det bare om at skrive romanen. En roman er lidt ligesom et barn, der går i skole. Når det er færdigt, så må det klare sig selv.
Så det er ikke sådan, at jeg sætter mig ned og tænker ’nu skal jeg afsløre disse forhold og disse forhold’. Dertil er der for mange spændende konflikter i selve skabelsesprocessen. Jeg ville aldrig kunne sige om mine bøger, – selv de ultrapolitiske – at de har noget ensbetydende budskab. For når du skriver, dukker der altid en masse spørgsmål op.
Og Pasfotos er netop skrevet ind i en tid, hvor vi var blevet indoktrineret med en masse svar. Men i virkeligheden var det næsten altid det samme svar på forskellige spørgsmål. Så man var på den måde holdt op med at tro på dem. Og min respons dengang var at begynde at udtrykke mig i digte, hvilket bogen også handler om.
Du kan købe Einar Már Guðmundssons roman Pasfotos i din lokale boghandler eller online her
Pasfotos (2018) er en rejseroman, en kærlighedsroman og en udviklingsroman, der tager os tilbage til Einar Már Guðmundssons egen ungdom i 70’erne. Her er boblende menneskeliv, glødende ungdom, sjove historier og grumme skæbner – det hele vævet sammen af Einar Már med velkendt snilde.
…kan du stadig ikke få nok af Einar Már?
Du kan købe hans Samlede værker 1981-2016 online her
Andre læste også: