Foto: Shutterstock
Tekst af: Signe Lebahn
Med hånden venligt men bestemt placeret på skulderen af manden foran sig, trækker Don Corleone øjenbrynene op og mundvigene nedad: ”I’m gonna make him an offer, he can’t refuse”. Den magtfulde og alfaderlige Don Corleone er blevet synonym med mafiaen gennem både filmen og romanen “Godfather“. Roman- og manuskriptforfatteren Mario Puzo gjorde mafiaens underverden til allemandseje.
Den italienske moders stemme
Du kan næsten ikke undgå at læse romanen “Godfather”, uden at den aldrende Marlon Brandos stemme dukker op i baghovedet. Men faktisk var den stemme Mario Puzo hørte, når han skrev familieoverhovedet Don Corleones dialog, sin egen italienske mors. Loyaliteten og kærligheden over for familien, viljestyrken og brutaliteten, som man finder hos den aldrende Don Corleone, tog Puzo alt sammen fra moderen. Under hans opvækst kæmper hun for at forsørge sine børn, efter faderen forlader dem, da Puzo kun er 12 år gammel.
Takket være moderens kamp for at holde sine børn ude af dårligt selskab i det barske område Hell’s Kitchen i New York, havde Puzo, faktisk aldrig mødt en ”honest-to-God gangster”, som han kaldte det, da han skrev “Godfather”. Tilsyneladende havde Puzo en god fantasi og var samtidig utrolig dygtig til sin research. For selvom forfatteren altså aldrig havde været engageret i mafiaen (han havde ikke nerverne til det, fortalte han i et interview med den amerikanske radiostation NPR), blev romanens beskrivelser, i de kredse den omhandlede, opfattet som ret præcise.
Mafiafamilien indefra
I “Godfather” oplever vi mafiafamilien indefra. Dens medlemmer fremstår både sympatiske og loyale og de har et moralsk kompas, som er stærkere, end man skulle tro. I hvert fald hvis man kun kigger på deres ofte dybt kriminelle og korrupte aktiviteter. De har altid familien i centrum som det vigtigste. Umiddelbart inden den legendariske linje, citeret først i dette indlæg, spørger Don Corleone: ”Do you spend time with your family? Because a man that doesn’t spend time with his family could never be a real man”. Måske netop derfor, kunne virkelighedens mafia faktisk se sig selv i fortællingen og nikke genkendende til de loyale og ærekære familiemennesker, hvis karrierer tilfældigvis ligger i den lyssky genre.
En stor del af de begreber og udtryk som Mario Puzo bruger til at beskrive mafiaens underverden, bliver da også nærmest direkte optaget af både den virkelige verdens gangstere og i det daglige talesprog. Ifølge Puzo selv er der f.eks. ingen, som, før hans roman, har brugt betegnelsen “godfather” om den ledende figur i mafiafamilien. Tidligere brugte man familiære termer som “tante” og “onkel”. Men meget hurtigt efter romanen udkom, bed begrebet sig fast i både mafiaen og resten af verdens ordforråd, og i dag kan man umuligt tale om den italienske mafia uden at bruge betegnelsen “godfather”.
En ny genre
På samme måde som sproget hurtigt bider sig fast, gør mafiaromanen som selvstændig genre det også. Puzo gør mafiaen til et varmt emne. Mickey Spillane, en af verdens bedst sælgende om end nok undervurderede forfattere, beskriver den bl.a. i romaner som “Kys mig, dræber!”, “Dræb dem” og “Den lovløse by”. I samme genre kan også nævnes Heinz G. Konsaliks ”Hjerteklinikken” om den sicilianske mafia, Patricia Highsmiths “Tom Ripleys spil” om italienske mafiahåndlangere i Hamburg og fra Danmark Jan Stages ”Et kys fra Kaliningrad” om den russiske mafia.
Mafiaen blev hurtigt hot efter “Godfather” introducerede den til populærkulturen, og romanen står stadig som en klassiker. Filmen bragte endnu flere elementer til fortællingen: De sepia-farvede billeder og Marlon Brandos uforlignelige rolle som Don Corleone.
Selv Puzo hørte efter sigende til sidst, ikke længere sin mors, men Brandos stemme, når han forestillede sig Corleone-familiens overhoved.
Foto: Shutterstock
Tekst af: Signe Lebahn
Med hånden venligt men bestemt placeret på skulderen af manden foran sig, trækker Don Corleone øjenbrynene op og mundvigene nedad: ”I’m gonna make him an offer, he can’t refuse”. Den magtfulde og alfaderlige Don Corleone er blevet synonym med mafiaen gennem både filmen og romanen “Godfather“. Roman- og manuskriptforfatteren Mario Puzo gjorde mafiaens underverden til allemandseje.
Den italienske moders stemme
Du kan næsten ikke undgå at læse romanen “Godfather”, uden at den aldrende Marlon Brandos stemme dukker op i baghovedet. Men faktisk var den stemme Mario Puzo hørte, når han skrev familieoverhovedet Don Corleones dialog, sin egen italienske mors. Loyaliteten og kærligheden over for familien, viljestyrken og brutaliteten, som man finder hos den aldrende Don Corleone, tog Puzo alt sammen fra moderen. Under hans opvækst kæmper hun for at forsørge sine børn, efter faderen forlader dem, da Puzo kun er 12 år gammel.
Takket være moderens kamp for at holde sine børn ude af dårligt selskab i det barske område Hell’s Kitchen i New York, havde Puzo, faktisk aldrig mødt en ”honest-to-God gangster”, som han kaldte det, da han skrev “Godfather”. Tilsyneladende havde Puzo en god fantasi og var samtidig utrolig dygtig til sin research. For selvom forfatteren altså aldrig havde været engageret i mafiaen (han havde ikke nerverne til det, fortalte han i et interview med den amerikanske radiostation NPR), blev romanens beskrivelser, i de kredse den omhandlede, opfattet som ret præcise.
Mafiafamilien indefra
I “Godfather” oplever vi mafiafamilien indefra. Dens medlemmer fremstår både sympatiske og loyale og de har et moralsk kompas, som er stærkere, end man skulle tro. I hvert fald hvis man kun kigger på deres ofte dybt kriminelle og korrupte aktiviteter. De har altid familien i centrum som det vigtigste. Umiddelbart inden den legendariske linje, citeret først i dette indlæg, spørger Don Corleone: ”Do you spend time with your family? Because a man that doesn’t spend time with his family could never be a real man”. Måske netop derfor, kunne virkelighedens mafia faktisk se sig selv i fortællingen og nikke genkendende til de loyale og ærekære familiemennesker, hvis karrierer tilfældigvis ligger i den lyssky genre.
En stor del af de begreber og udtryk som Mario Puzo bruger til at beskrive mafiaens underverden, bliver da også nærmest direkte optaget af både den virkelige verdens gangstere og i det daglige talesprog. Ifølge Puzo selv er der f.eks. ingen, som, før hans roman, har brugt betegnelsen “godfather” om den ledende figur i mafiafamilien. Tidligere brugte man familiære termer som “tante” og “onkel”. Men meget hurtigt efter romanen udkom, bed begrebet sig fast i både mafiaen og resten af verdens ordforråd, og i dag kan man umuligt tale om den italienske mafia uden at bruge betegnelsen “godfather”.
En ny genre
På samme måde som sproget hurtigt bider sig fast, gør mafiaromanen som selvstændig genre det også. Puzo gør mafiaen til et varmt emne. Mickey Spillane, en af verdens bedst sælgende om end nok undervurderede forfattere, beskriver den bl.a. i romaner som “Kys mig, dræber!”, “Dræb dem” og “Den lovløse by”. I samme genre kan også nævnes Heinz G. Konsaliks ”Hjerteklinikken” om den sicilianske mafia, Patricia Highsmiths “Tom Ripleys spil” om italienske mafiahåndlangere i Hamburg og fra Danmark Jan Stages ”Et kys fra Kaliningrad” om den russiske mafia.
Mafiaen blev hurtigt hot efter “Godfather” introducerede den til populærkulturen, og romanen står stadig som en klassiker. Filmen bragte endnu flere elementer til fortællingen: De sepia-farvede billeder og Marlon Brandos uforlignelige rolle som Don Corleone.
Selv Puzo hørte efter sigende til sidst, ikke længere sin mors, men Brandos stemme, når han forestillede sig Corleone-familiens overhoved.
Andre læste også: