Børnebøger, Carlsen
Leave a comment

Mads Geertsen: Sjov til børn skal også være sjovt for voksne

onkel_fb2

Han sprænger ting i luften, er pjattet med mormor og kan ikke li’ at gå i bad. Og børn elsker ham. Og fædre. Og nogle mødre. Onkel Reje, selvfølgelig.

Ligesom Superman har Onkel Reje en hemmelig identitet. Når onkel Reje har lagt sørøverhat, lyserød skjorte og seler går han rundt og kalder sig Mads Geertsen. Og ham har vi stillet fem spørgsmål for at blive lidt klogere på, hvad der foregår under sørøverhatten.


 

Hvordan får man børn til at grine?

– Der er heldigvis mange ting, der kan få børn til at grine. Og det er heldigt, at de også er gode til at få hinanden til at grine. Når jeg laver sjov for børn, så fokuserer jeg på, at det også er sjovt for mig selv. At jeg som voksen ikke kravler ned på alle fire og pludrer og gør noget, jeg tror, børn synes er sjovt. Min humor retter sig både op og ned på én gang, og fordi børn udmærket kender til det voksne, og voksne til det barnlige, så er der et sjovt rum midt imellem, hvor det bliver frækt og spændende for begge parter.

 

Hvis du skulle give Onkel Reje et godt råd, hvordan ville det så lyde?

– Onkel Reje er så uspoleret og ren, at det ville være et overgreb at begynde at give ham råd. Jeg ved ikke noget, som jeg tror, han ville kunne bruge til noget.

 

Sandheden om børn er …

– At der ikke er nogen sandhed. Tiden byder på mange løsninger på opdragelse, forældreskab osv. Men når det er blevet et så stort tema i tiden, så er det måske, fordi vi selv har mistet kontakten til den del af livet. Troen på, at vi kan formidle livet, verden og alt det ståhej på en meningsfuld måde.

 

Hvad kan få dig til at grine højt?

– Jeg er en stor sucker for hjemmevideoer, hvor folk går ind i døre og kommer galt af sted. Den slags komik rammer mig lige i maven – den allermest rene form for komik, hvor kroppen svigter, og mennesket falder ned fra sin piedestal.

 

Hvilken børnebog husker du bedst?

– En bog, der altid har haft en stor plads i mit hjerte er Ole Lund Kirkegaards “Lille Virgil”. I Ole Lund Kirkegaards universer er børnene autonome, handlekraftige og eventyrlystne. De klarer selv paragrafferne og ser eventyret lige foran dem. Og en fin pointe er, at der altid er nogle voksne, der også lukker op for balladen og eventyret: Smeden med dragen, landevejens farende svend med himstergimsfuglen, købmanden med kaspersfrøene. Den evne til at forestille sig verden som et sted fuld af muligheder og historier ønsker jeg også at formidle med Onkel Reje.


 

Klar til mere fra Onkel Rejes gakkede univers? Mads Geertsens helt nye bog ONKEL REJES (SØ)RØVERHISTORIER kan findes hos din boghandler eller lige her ->

ONKEL_REJES_SØRØVERHISTORIER_Forside_Bagside_05_HJORTEFAR.jpg

 

About FORLAGET CARLSEN

CARLSEN er børnenes forlag. Vi udgiver bøger, som giver børn lyst til at læse, bladre, lytte og snakke. Fra den første pegebog i pap over sjove billedbøger til ungdomsromaner og fantasy.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *