Fiktion Karl Ove Knausgård

Lotte Thrane: Alting har en tid ligger altid på mit natbord

Lotte Thrane: Alting har en tid ligger altid på mit natbord

Knausgård 50 år || Danske læsere fejrer en af Nordens mest markante forfattere

Den 6. december 2018 fylder Karl Ove Knausgård 50 år. Siden udgivelsen af første bind af det monumentale seksbindsværk Min Kamp i 2010 har Knausgårds indflydelse på nordisk litteratur været enorm.

I dagens anledning giver vi ordet til en række danske læsere, for hvem den norske forfatters bøger har haft en særlig betydning.


Lotte Thrane: Alting har en tid ligger altid på mit natbordLotte Thrane (f. 1941) er forfatter og dr.phil.

“Det røde ildskær fra kerubernes sværd bag bjergene i vest – det lys binder flere af historierne sammen i min absolutte yndlingsbog, Alting har en tid fra 2005, skrevet af dagens fødselsdagsbarn, den indadvendte nordmand med røntgenblikket.

Menneskene i et tidløst norsk bondesamfund er lige så fortrolige med dette lys, som med solen og månen og stjernerne.

I historien om Abel og Kain bliver det et billede på den lyse Abels tillidsfulde tro, der provokerer den mørke Kain til broderdrabet.

Læs også: Anne Dorte Michelsen: Jeg bliver lidt mildere, når jeg læser Knausgård

I den næste fortælling, den om syndfloden og Noah, er lyset fra kerubernes flammer, som menneskene havde troet var noget evigt, pludselig forsvundet. Det sker samme efterår som elven går over sine bredder og havet begynder at stige og det regner og regner.

Lotte Thrane: Alting har en tid ligger altid på mit natbordHermed får Knausgård også indkredset hvad der sker med menneskenes forhold til det guddommelige i de seksten hundrede år, der angiveligt gik mellem uddrivelsen af paradiset og syndfloden.

Rilke-engle og måger

Knausgårds keruber er rigtige Rilke-engle – ”Frygtelig er hver engel”, som Rilke skriver i den første af sine Duino Elegier.

Menneskene i Knausgårds romanagtige fortællinger kommer af samme grund aldrig tæt på de vingede væsener, men de får deres egen historie i et essay om tro og viden og den italienske engleforsker Antinous Bellori fra 1500-tallet.

Læs også: Sørine Gotfredsen: Knausgård er nådesløs i sin udlevering af egen person

Måske er engle i dag alle de måger, der flyver omkring, flokkes på lossepladser og pløjemarker og sidder på hustage, og ikke sjældent ses overkørte i trafikken!

Prøv at betragte sådan en død måge under vingen; der finder man en lillebitte arm med en endnu mindre hånd med fem fingre. Det er i hvert fald hvad tvivleren Henrik Vankel ser i bogens sidste fortælling – som så leder længere ind i Knausgårds forfatterskab.

Men det er en helt anden historie.

Alting har en tid ligger altid på mit natbord. Og den skal med på den øde ø, natbord eller ej.”


Find Karl Ove Knausgårds bøger her, eller hos din foretrukne boghandler.

Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.