Romaner Saga

Lotte Petri om sin debut: Det var skønt pludselig at kunne dele sit fiktive univers med andre

Lotte Petri, debut, debutroman, krimidebut, Man glemmer aldrig sin første

FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”

 

Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter?  Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?

I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.


Af Lotte Petri

Efter næsten 10 år som marketingchef i Dansk Erhverv, ville jeg prøve kræfter med noget mere kreativt og begyndte at skrive en krimi.

Ideen til Den 5. Plage opstod under Muhammedkrisen, og den handler om et planlagt terrorangreb mod Danmark.

Jeg tænkte det kunne være interessant at skrive om dødbringende bakterier brugt som våben, og jeg ville gerne skabe en lidt anderledes kvindelig karakter som et alternativ til den traditionelle, mandlige detektiv. Hovedpersonen, Selma Eliassen, er læge og forsker, og får mistanke om et potentielt biologisk terrorangreb mod København.

Jeg brugte meget tid på at kontakte retsmedicinere og politifolk for at få tilstrækkeligt med baggrundsviden til at skrive bogen og havde forinden hentet inspiration, når jeg kørte i S-tog til og fra arbejdet og havde tænkt, at Nørreport Station var det perfekte terrormål, fordi togene i tunnellerne ville presse bakterierne gennem systemet, næsten som et stempel.

Skræmte mig selv med research

For at få ro til at skrive tog jeg på Ørslev Kloster, hvor jeg en mørk vinteraften sad og læste om amerikanske seriemordere. Der var detaljerede beskrivelser af, hvordan de overvågede deres kvindelige ofre, planlagde hvordan de skulle dø, for til sidst at indfange dem og udføre drabet. Pludselig kom det hele lidt for tæt på!

Bogen blev heldigvis antaget ved det første forlag, jeg kontaktede, udkom i 2009 og blev indstillet til Danske Banks Debutantpris.

Det var en fantastisk oplevelse efterfølgende at møde læserne til foredrag og signeringer rundt omkring i landet og tale med dem om bogen og skønt pludselig at kunne dele sit fiktive univers med andre! En læser fortalte, at hun nærmest ikke havde sovet i flere uger efter at have læst Den 5. plage, og det var jo dejligt, selvom jeg var lidt ked af at have ødelagt hendes nattesøvn!


Lotte Petri, debut, debutroman, Man glemmer aldrig sin førsteLotte Petri (f. 1968) debuterede i 2009 med krimien Den 5. Plage, som blev indstillet til Danske Banks Debutantpris. Siden er yderligere tre bøger føjet til serien om forskeren Selma Eliasson – og Petri har skrevet krimien Djævelens værk med knogleekspert Josefine Jespersen i hovedrollen.

Lotte Petri har desuden skrevet to bogserier: krimiserien Black Notice i fem afsnit samt serien Blodengel i 10 afsnit.

Find Lotte Petris serie Black Notice hos Storytel her

Find Lotte Petris serie Blodengel hos Storytel her

 

 

Kronisk bogelsker med gang i minimum fem bøger ad gangen (eksklusiv dem, der læses højt for ungerne). Har tilsvarende kronisk mangel på plads i bogreolen. Heldigt at bøger også pynter i vindueskarmen… Har haft fornøjelsen af at anbefale bøger til både presse og læsere i de godt ti år, jeg har arbejdet i bogbranchen – og pusher også bøger derhjemme til min kæreste og vores to drenge.