Krimi Uncategorized

Hvor lang tid tager det at skrive en bog? Lone Theils giver et svar

Lone Theils drømmedebuterede sidste år med krimien Pigerne fra Englandsbåden. Nu er fortsættelsen, Den blå digters kone, netop udkommet. I dette blogindlæg giver Lone svaret på, det spørgsmål hun oftest får. Nemlig hvor lang tid det tager at skrive en bog. 

Hvor lang tid tager det egentlig at skrive en bog?

Det er et af de spørgsmål jeg får tit når jeg rejser ud og taler om mine krimier og Nora Sand. Og jeg har aldrig rigtig noget regulært svar, andet end at det tager virkelig lang tid. Og at det næsten altid er en ujævn proces.

Den blå digters kone, der udkom i fredags, begyndte jeg eksempelvis at skrive på allerede inden Pigerne fra Englandsbåden udkom, og jeg tænker, det måske kan kaste lidt lys over processen, hvis jeg fortæller lidt om, hvordan og hvor bogen blev til.

De første sider blev skrevet i et lille feriehus ikke så langt fra Nice i Frankrig, hvor jeg var rejst ned sammen med en god veninde for at arbejde.  Jeg kan huske, at jeg sad i solskin og kiggede længselsfuldt ned mod den pool, der hørte til lejlighedskomplekset og som havde været selve grunden til at vi valgte netop det hus. I stedet sad jeg og læste rapporter om detentionscentre og britisk asylpolitik og fandt ud af hvad jeg synes der skulle ske med Nora.

Så tog jeg tilbage til London, hvor jeg havde travlt med at arbejde som udenrigskorrespondent for Politiken. Det er svært at få tid til at skrive i sin fritid med sådan et job. Dels fordi det i sig selv er halvandet job at passe et  helt land som journalist, men også fordi det er svært at overbevise sig selv om, at når man lige har arbejdet hele dagen med at skrive, så skal man sætte sig tilbage til computeren. 

Jeg løste problemet delvist ved at tage skrivedage med en anden veninde, der også var journalist og også sad og nørklede med at bogprojekt. Vi havde en yndlingscafe ved Ludgate Circus (meget passende tæt på Fleet Street), hvor vi gerne mødtes om morgenen og blev til sent om eftermiddagen, mens vi skrev på hvert vores projekt.  Når vi på den måde kom ud af kontoret, signalerede vi at det ikke skulle handle om journalistik. Vores stambord var nede i hjørnet, hvor vi vidste der var strøm til computeren, og i løbet af sådan en hel dag kunne man følge Londons puls når man så kontorfolkene komme ind efter morgenkaffe, så formiddagens konsulenter holde møde med hinanden inden det store frokostrykind og bagefter studerende, der kom forbi til eftermiddagskaffe. 

Men der var stadig lang vej igen.

IMG_9074 IMG_9075

I november forrige år besluttede jeg mig for at tage langt, langt væk og skrive videre på bogen. Så jeg bookede en rejse til Thailand, hvor jeg havde fundet mig en Muay Thai-bokseskole på en lille ø, der hedder Koh Pangang. Akkurat som Nora er jeg nemlig en stor fan af kickboxing.  

Ikke så langt derfra boede jeg i en lille bungalow med et rum og en lille veranda med udsigt til poolen og et lille havebord jeg havde overbevist dem om at stille op, så jeg kunne sidde ude og skrive.

Jeg fik hurtigt min egen rutine. Hver morgen stod jeg tidligt op og thai-boksede i fra 8-10. Så kom jeg hjem og tog en svømmetur, fik sen morgenmad og kollapsede af udmattelse. Det er sin sag at kickbokse i den fugtige varme.  Hen på eftermiddagen, når temperaturen var faldet, satte jeg mig til at skrive videre om Nora, indtil jeg ikke kunne være ude længere for myggene. 

Jeg fik skrevet en virkelig god bid her, men så skulle jeg tilbage og passe mit job i London igen og Den blå digters kone fik lov til at vansmægte i lang tid. 

For pludselig udkom jo Pigerne fra Englandsbåden.

Det var en fantastisk tid under lanceringen, nervøst og spændende og også mere udmattende end jeg havde regnet med.

Da jeg kom tilbage til London efter Krimimessen i Horsens, hvor bogen var blevet præsenteret, var den britiske valgkamp i fuld sving og jeg skulle nærmest direkte ud på reportagetur i hele Storbritannien.

IMG_7043
Min skriveplads i Mexico

Det var først i september sidste år, jeg igen kunne fokusere på Den blå digters kone. Jeg skulle på en reportagetur til Mexico, og jeg havde fået lavet det sådan, at i forlængelse af den kunne jeg tilbringe fem dage i Acapulco, hvor jeg bare skulle skrive.  

Min plan var enkel: Havbade og skrivning.  

På papiret lød det fantastisk. I realiteten var der en storm, der gjorde at man slet ikke måtte bade i havet. Det var for farligt. Efter stormen kom oversvømmelserne og gaderne var i øvrigt også lige fyldt til bristepunktet med soldater og politi på grund af en verserende krig mellem narkobander i byen. Læg dertil at jeg på anden dagen fik maveforgiftning, der varede lige til dagen inden jeg skulle hjem. Og nåja, så var der også lige det jordskælv, der var så kraftigt, at jeg rokkede frem og tilbage på den stol, hvor jeg sad og skrev.

Til gengæld havde jeg set forkert på min billet, så da jeg skulle mellemlande i Mexico City havde jeg ikke, som beregnet 2 timer til at skifte fly. Jeg havde 14. Jeg valgte at se på det som 14 timers nogenlunde effektiv skrivetid. 

Efter Mexico stod det klart, at jeg nok var nødt til at træffe en svær beslutning: Nora eller journalistikken. Det blev sværere og sværere at få tid til begge dele.

For at gøre en lang historie kort, så valgte jeg Nora.

Et usikkert eventyr og en rejse jeg lige er begyndt på.  

FullSizeRender
Den kolde skriveplads i Djursland

I januar satte jeg mig ud i et sommerhus på Djursland, og der fik jeg skrevet den sidste del af  Den blå digter kone. Jeg havde flyttet mit skrivebord helt hen til brændeovnen for at holde varmen, og hver morgen måtte jeg sidde og famle med tændstikker, før jeg overhovedet gik i gang med noget andet. Jeg lærte at skrive i tykke sweatere og sendte en venlig tanke til min veranda i Thailand, hvor jeg sad og tapsvedte.  

Det er helt fantastisk at få tid til at skrive uden så mange distraktioner. Nogen er der jo heldigvis stadigvæk. Men de fleste er kærkomne og har et eller andet med Nora Sand at gøre. 

Så hvor lang tid tager det at skrive en bog?

Så lang tid som det her.

Kommer det til at tage lige så lang tid at skrive den næste?

Det tror jeg ikke.  Men jeg kan sige så meget som at jeg allerede er gået i gang.

– Lone Theils, forfatter til Pigerne fra Englandsbåden og Den blå digters kone


Den blå digters kone af Lone Theils

ItemImage

Den blå digters kone er andet bind i Lone Theils’ krimi-serie om Nora Sand, der begyndte med Pigerne fra Englandsbåden og er solgt til udgivelse i 14 lande..

-> Køb bogen her.