Romaner

Lone Theils om sin debut: Der var mildest talt ikke lagt op til et storladent øjeblik i mit liv

Lone Theils, Man glemmer aldrig sin første ..., debutserie, Pigerne på Englandsbåden

FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”

 

Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter?  Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?

I denne føljeton har vi spurgt en lang række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.


Af Lone Theils

Det var mandag formiddag, og der var mildest talt ikke lagt op til et storladent øjeblik i mit liv.

Jeg befandt mig på femte sal  på The Royal Free Hospital i Hampsted, hvor jeg var indlagt med en meget alvorlig infektion af den slags, der betød, at jeg var iført en rædselsfuld mønstret hospitalsskjorte og et drop i armen, der gjorde det næsten umuligt at snige mig ud efter ordentlig mad og frisk frugt i den nærmeste Marks & Spencer.

Jeg havde ikke regnet med at være så syg, at jeg ligefrem skulle indlægges i ti dage på en stue med tre hofteoperationer og en sygeplejerske, der vækkede mig hver nat, så jeg kunne få mere antibiotika, så jeg havde sendt en ven hjem efter en tandbørste og min computer. Og så var det, at jeg så mailen.

”Vi elsker din bog. Hvornår kan vi mødes?”

Det er den slags mails, man ikke tør drømme om i sin vildeste fantasi, for mailen kom fra Lindhardt og Ringhof, der senere skulle blive mit forlag.

Mailen kom helt uventet, for de havde kun haft mit manuskript liggende i få dage. Og inden jeg overhovedet havde nået at sunde mig, skrev de igen og foreslog, at de kom over til London og talte med mig om mit ”forfatterskab”. Nå, var der nu sådan et? tænkte jeg. Nora Sand serien Jeg kan huske, at jeg gik hen til vinduet og så ud over London og tænkte, at måske bliver mit liv ændret for altid af den mail, jeg lige har fået. Men jeg havde ærligt talt svært ved virkelig at forstå, hvordan det kom til at ændre min tilværelse.

Det satte gang i en kædereaktion, der gjorde at jeg måtte flytte til et nyt land og skifte karriere og endte med at vinke farvel til mit elskede London, hvor jeg havde boet i 16 år. Da bogen kom ud, næsten et år senere, var det stadig en uvirkelig fornemmelse. Jeg boede stadig i London, men jeg var hjemme på udgivelsesdagen.

Det er både den mest fantastiske og mest ensomme følelse i verden at udgive en bog.

Selv om man som en regel får støtte fra sit forlag, i hvert tilfælde hvis man har et godt et, så er det fundamentalt umuligt at dele lige præcis den oplevelse med andre. Både angsten for om det nu kan bære, og glæden ved overhovedet at blive udgivet. At der eksisterer en så håndgribelig ting som en bog. Som man har fået til at ske.

Jeg kan huske, at jeg gik fra forlaget hen til Arnold Busck i Købmagergade, og jeg turde ikke engang spørge om de havde bogen. Jeg var alt for genert og tænkte, at det ville blive for akavet, hvis de nu ikke havde den. Heldigvis fandt jeg den på et bord med nyheder.

Dagen efter kom jeg tilbage og kiggede efter de fem eksemplarer, jeg havde set, og tænkte, at de måtte have flyttet dem et andet sted hen, men da jeg samlede mod til mig og spurgte, sagde ekspedienten bare: Dem har vi solgt.

Jeg svævede næsten videre ned af gaden.

Jeg fejrede i øvrigt udgivelsen ved at investere i en ny Mac, og den har jeg stadigvæk. Nu har jeg skrevet fire bøger på den, plus det løse, og den er så slidt, at man ikke længere kan læse a, e, s, d og v. Men jeg er stadig knyttet til den, fordi jeg købte den præcis på den dag, min første bog udkom.

Bagefter tog jeg hjem til London og passede mit job som korrespondent for Politiken. Der var jo masser at se til, og det med bogen var lidt som om, det var sket i et andet land.

Det næste afgørende øjeblik kom et halvt års tid senere, da jeg stod en morgen på et hotelværelse i Mexico City og var parat til at gå i bad. Min agent ringede fra Tyskland og sagde, at hun havde solgt Pigerne fra Englandsbåden til et tysk forlag for et beløb, der betød, at jeg ville have mulighed for at tage fri for at skrive en bog mere.

”Jeg synes du skal tage imod det tilbud.”

”Jamen ja. Så gør vi det,” sagde jeg forjamsket.

Så stod jeg lidt iført badehåndklæde og gloede ud på Mexico City i morgenlyset gennem de tonede ruder i hotelværelset.

Det var først langt senere, da jeg sad nede ved morgenmaden med en stærk kop kaffe, at det gik op for mig, at jeg igen havde fået et tilbud, der havde potentiale til at ændre mit liv.

Måske er det bare sådan, at jeg aldrig rigtig er klædt på til det, når den slags situationer dumper ned i mit liv. Til gengæld har jeg tradition for at have en fantastisk udsigt.


Lone Theils, Pigerne fra Englandsbåden, debutserie, Man glemmer aldrig sin første ... Lone Theils debuterede i 2015 med krimien Pigene fra Englandsbåden. Året efter fulgte Den blå digters kone og i 2018 fulgte Heksedrengen – alle tre krimier med journalist Nora Sand som den snarrådige hovedperson.

Læs mere om Lone Theils’ bøger og bestil dem her