Krimi Romaner

Lone Theils dropper job som korrespondent for at være forfatter på fuld tid

Lone Theils debuterede i 2015 med den anmelderroste krimi “Pigerne fra Englandsbåden”. Efter mere end 20  år som journalist, b.la. som Politikens London-korrespondent, har hun nu sagt sit job op for at leve som fuldtidsforfatter. I maj udkommer Lone Theils’ anden krimi, “Den blå digters kone”,  hvor vi stadig får lov til at følge Nora Sand. 

Forfatteren har skiftet London og korrespondentlivet ud med hus og brændeovn.

Forfatteren har skiftet London og korrespondentlivet ud med hus og brændeovn. Du kan følge Lone og skriveprocessen på facebook – bare klik på billedet her.

Hvad er det bedste ved at blive forfatter på fuld tid?

Mest af alt har jeg glædet mig til at få tid og ro til at skrive. Før blev jeg hele tiden afbrudt af redaktører, nyheder og møder (akkurat som Nora) og det kunne tit være svært at samle tråden op. Nu har jeg plads til at leve i Noras verden i dagevis i træk og det er meget tilfredsstillende.

Hvad frygter du mest ved at blive forfatter på fuld tid?

Alt muligt. Om jeg nu kan finde ud af at skrive når jeg skal leve af det på den måde. Om jeg nu kan klare det økonomisk. Og om jeg ville komme til at savne journalistikken for meget. Det har trods alt fyldt en stor del af mit liv i mere end tyve år, så det var næsten ligesom at få en skilsmisse.

Hvordan får du ideer til dine krimier?

Virkeligheden spiller en stor rolle. Jeg læser nyhedshistorier og pludselig er der måske et eller andet, der holder mig fast eller på en eller anden måde fascinerer mig eller får mig til at tænke, at det kunne være en del af en god krimi. Pigerne fra Englandsbåden var inspireret af en enkelt nyhedshistorie om eftersøgningen af to piger. Den kommende Nora Sand-roman er et resultat af flere nyhedshistorier, jeg har læst. Min computer er fuld af nyhedshistorier som jeg har bogmærket og som jeg så går og summer lidt over og vender tilbage til. Når jeg kan mærke, at jeg begynder at stille spørgsmål som: Hvad nu hvis… og får lyst til at digte videre på virkeligheden, så ved jeg, at jeg måske har fat i noget, der kan bruges.

Hvor meget af plottet er på plads inde i dit hoved, før du begynder at skrive?

En del, men ikke det hele. Jeg ved som en regel hvem og hvad. Hvor jeg gerne vil begynde, hvor jeg gerne vil slutte. Men jeg er ikke sådan et menneske, der sidder med en stram plan for hvert kapitel, fordi jeg mener fornøjelsen ved at skrive på en måde også er at man af og til kan lade sig forføre af teksten og opdage ting man ikke vidste, da man gik i gang. Jeg håber også, at bogen på den måde heller ikke bliver så forudsigelig.  Den anden dag, da jeg skrev var der f.eks. en, der døde. Det havde jeg ikke planlagt fra begyndelsen. Men hver gang jeg skal i gang med at redigere tænker jeg: Gid jeg var mere planlagt og metodisk.

Men så minder jeg mig selv om, at jeg er ny i det her fag. Selv om jeg har skrevet mange, mange ord i min karriere, så er det her jo kun min anden roman og der skal være plads til at lære, plads til at blive bedre.

Hvor nervøs er du for dine læseres modtagelse?

Meget mere nervøs end jeg nogensinde har været over noget med journalistik. Aftenen inden Pigerne fra Englandsbåden blev udgivet var jeg til en fest i København, og på et tidspunkt forlod jeg festen for at gå hen på en tank. Og jeg kan huske at jeg gik der i mørket sammen med en kollega og talte om hvor nervøs jeg var. Det er mere angstprovokerende end noget jeg nogensinde har prøvet før. Jeg var bange for om bogen ville få dårlige anmeldelser, om nogen ville overhovedet have lyst til at købe den. Om folk ville tænke, at jeg slet ikke kunne finde ud af at skrive. Det endte jo med at gå over alle forventninger. Mere end jeg havde turdet håbe på. Man skulle tro, at jeg så var mere afslappet med den næste Nora-bog. Men tværtimod. Nu føler jeg mig endnu mere forpligtet. Nu kender læserne Nora Sand og har en mening om hende, og det er et stort ansvar.

Hvor meget Nora er der i dig selv?

En del. Men der er en del af mig selv i hver bog, selvfølgelig. På overfladen har vi en del lighedspunkter. Korrespondentjobbet i London, en passion for at kickbokse. Og selv om Nora og jeg eksempelvis har helt forskellige familiehistorier, har vi også nogen personlighedstræk tilfælles. Eksempelvis det der med at have svært ved at sige nej når redaktøren ringer. Den der pligtopfyldelse, der kan kamme over til noget, der næsten er absurd, kan jeg genkende fra mig selv. Når det er sagt, så er Nora måske lidt mere firkantet – især når det gælder mænd – end jeg nogensinde har været. Og nåja, så elsker vi begge to Nina Simone.

Hvad skal din næste bog handle om?

Jeg sidder lige nu klinet tæt op af en brændeovn her i vinterkulden og skriver på side 308, så jeg er meget tæt på at være færdig med en første gennemskrivning af den næste bog, der har titlen Den blå digters kone. Nora bliver kontaktet af en fremtrædende iransk digter, der er endt i Danmark, men har mistet sin kone i London. Jeg kan sige så meget som, at det er ikke en helt simpel sag med en kvinde, der er forsvundet, og at det bliver på ingen måde ufarligt for Nora at finde ud af hvad der sket.

lone theils den blå digters kone

Den blå digters kone kan forudbestilles her