Romaner

Leonora Christina Skov om sin debut: Den bog er skrevet på ren sult!

FØLJETON || Man glemmer aldrig sin første … med Leonora Christina Skov.

 

Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter?  Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?

I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.


Af Leonora Christina Skov

Jeg har skrevet, helt fra jeg lærte at skrive i femårsalderen, og før da tegnede jeg mine historier. Jeg skrev mine historier i bøger, jeg selv lavede og vidste allerede dengang, at jeg ville være forfatter, selv om mine forældre indprentede mig, at det ikke var et rigtigt arbejde. Jeg måtte få mig en ordentlig uddannelse, sagde de, og så kunne jeg skrive i min fritid.

Mig i færd med at skrive romanmanuskript nr. 3, “Bare kald mig Lili Grøn”, hjemme i huset i Helsinge i 1994

Vi fik PC da jeg var 12 – min far arbejdede i DR, så vi var lidt foran dér – og jeg begyndte straks at skrive mit første romanmanuskript i WordPerfect. Det hed Og solen vender aldrig tilbage og handlede om en pige, der begik selvmord, hvorefter hendes forældre endelig indså, at de elskede hende.

Jeg skrev fire manusser fra jeg var 15 til cirka 21. Dem har jeg heldigvis stadigvæk – de var ikke blandt de mange ting, mine forældre kørte på forbrændingen, da jeg sprang ud som homo.

Læs også Leonora genbesøger sine første to romaner

Jeg var 26, da jeg debuterede. Forud for debuten var fire år helt uden skrift; undervejs redigerede jeg antologien De røde sko – feminisme nu, hvor 30 kvinder analyserede stereotype forestillinger om – og fremstillinger af køn i det offentlige rum.

Mens jeg sad og skrev forordet til den bog, kunne jeg pludselig mærke, at jeg var nødt til at skrive den roman, jeg havde drømt om at skrive så længe. De røde sko udkom på kvindernes kampdag, 8. marts 2002.

Læs også Leonora Christina Skov. To omslag bliver til

Allerede i april gik jeg i gang med at skrive Rygsvømmeren – og jeg afleverede det færdige manus et år efter, i april 2003. Romanen udkom d. 24. maj samme år.

Historien eller plottet var der ikke fra start, men jeg havde nogle komponenter. Først og fremmest: en kvinde, der sad i et hjørne af en tom, hvid lejlighed og skrev. Jeg vidste, at hun kunne spille klaver og være rimelig vanvittig. Præstegården var der også fra starten. Og det var den grundfølelse af ensomhed i den unge kvinde i lejligheden, jeg skrev ud fra – altså: det var en stemning, der drev den frem. Den stemning, jeg kendte så godt fra mit eget liv.

Jeg begyndte at arbejde med romanen uden at have et forlag; bogen blev først antaget i december 2002. På det tidspunkt havde jeg arbejdet på den i 7-8 måneder.

Mit livs første selfie, taget da Rygsvømmeren udkom i 2003.

Jeg var i et virkelig dårligt parforhold på det tidspunkt og levede på en halv SU, så det løb knap nok rundt. Min daværende kæreste var meget investeret i, hvem målgruppen til bogen var og tvivlede stærkt på, om den kunne sælges. Jeg var helt ligeglad. Den bog skulle bare ud – det var jo min drøm.

I december fik jeg så mail fra redaktør Charlotte Jørgensen, som havde startet et litterært underforlag op under et større forlagshus og nu efterlyste manusser. Jeg sendte hende 80 sider – og det blev antaget! Jeg var meget overrasket.

”Kan du aflevere et færdigt manus om 3 måneder?”, spurgte hun. Ja, svarede jeg – – og levede så for 500 kr. om måneden de følgende måneder. Jeg levede af kaffe og Nettos krydderboller fra december til maj.

Da bogen udkom, komplimenterede mine venner mine flotte kraveben… Den bog er skrevet på ren sult!

2003: Reception for Rygsvømmeren. Til højre for mig står min daværende redaktør, Charlotte Jørgensen

Dengang var der ikke folk ansat til at presseføre bøger på samme måde som i dag – det stod redaktøren også for. Min redaktør havde lavet en eksklusivaftale med Politiken, der som de eneste fik lov at interviewe mig.

Det blev til en flot forsidehistorie. Men den dag, interviewet blev bragt, strejkede avisen, så den udkom kun vest for Storebælt til de få abonnenter i Jylland. Jeg tænkte dengang på, om den slags uheld ville forfølge mig ved alle lanceringer. Jeg er heldigvis kommet efter det med pressen siden hen.


Leonora Christina Skov, Førsteelskeren, Man glemmer aldrig sin første ..., ChampagnepigenLeonora Christina Skov debuterede med Rygsvømmeren i 2003. Herefter fulgte romanerne Champagnepigen (2007), Silhuet af en synder (2010), Førsteelskeren (2012), Hvor intet bryder vinden (2015) og senest bestselleren Den, der lever stille (2018).

Læs mere om samtlige romaner og køb dem her