Leonora Christina Skovs første to romaner, Rygsvømmeren og Champagnepigen, er blevet genudgivet i nyt design. I den forbindelse har forfatteren genbesøgt romanerne; læs med her, hvor hun fortæller, hvordan det var at læse sig selv – og hvorfra inspirationen til de to, ret forskellige bøger er kommet.
Du har været igennem begge bøger – grundigt og flere gange. Hvordan har det været at læse dem?
Det har været virkelig mærkeligt. Jeg har ikke læst nogen af dem siden de udkom, og jeg havde faktisk glemt meget af dem.
Champagnepigen gruede jeg lidt for at læse; jeg havde et virkelig dårligt forløb med redaktøren af den bog, så jeg var simpelthen i tvivl om kvaliteten. Og derfor er jeg oprigtigt overrasket over, at jeg faktisk synes, det er en GOD bog!
Og så troede jeg, at min debutroman, Rygsvømmeren, ville ligne min seneste bog (Den, der lever stille) mere end den gør, fordi jeg huskede, at den trak på hovedstolen.
Jeg havde det virkelig dårligt, da jeg skrev den bog. Jeg husker det som en åreladning. Den er på mange måder skrevet på ren desperation – og det kan jeg mærke, når jeg læser den.
– Der er ikke andet for, hviskede jeg til mig selv og rystede på hovedet for at sikre mig, at håret blev siddende, hvor det skulle. – Der er simpelthen ikke andet for end at skrive og blive ved, hvis du vil forblive i de levendes rækker en tid endnu. Det er det eneste, der hjælper. Det ved du godt, Cora Kelly. Det burde du i hvert fald vide.
– citat fra Rygsvømmeren
I forbindelse med genudgivelsen har jeg været igennem begge bøger et par gange. Ved første gennemlæsning af Rygsvømmeren fandt jeg nogle formuleringer, jeg gerne ville lave om, så jeg har brugt lidt tid på at revidere i teksten. Og efterfølgende har jeg indlæst lydbogen. Så man må sige, at jeg har fået den genlæst!
Hvordan har den været at indlæse lydbogen; kan du kende dit eget sprog så mange år efter?
Det har været overraskende nemt. Der er en rytme i sproget, en indre rytme i romanen som helhed, som er så meget min egen, at jeg har svært ved at se, at den bog kunne have været indlæst af andre end mig selv. Og fordi det er min egen rytme har den været nem at finde – også selvom nogle af sætningerne er så lange, at jeg ind imellem var ved at tabe pusten! Det har været nærmest meditativt at indlæse den.
Rygsvømmeren og Champagnepigen er ret forskellige bøger. Hvor kommer historierne fra?
Rygsvømmeren trækker på hovedstolen på den måde, at den handler om mennesker, der tidligt får slået deres liv i stykker; om horrible overgreb, der sker, mens de ansvarlige ser den anden vej, og om en ung kvinde, der forsøger at begynde på en frisk, men hele tiden ender det samme destruktive sted og i vrede og afmagt brænder København ned til jorden. Følelserne i romanen er i høj grad mine egne, men den konkrete handling er fiktion. Jeg er (heldigvis!) ikke pyroman.
Et af sporene i Rygsvømmeren er sugardating – altså unge kvinder, der dater ældre mænd. Man kan sige, at Champagnepigen vender det tema på hovedet ved at handle om ældre kvinder, der køber unge, balinesiske mænd. Og så handler den (især) om unge piger, der bliver fotograferet af ældre mænd.
Dén idé opstod faktisk, fordi min daværende kæreste, Ingrid, havde en ’kunstbog’ med fotos af purunge piger, nok omkring 12, i mere eller mindre afklædt tilstand. Billederne var taget af David Hamilton, som på det tidspunkt var en super respekteret fotograf, der udgav et hav af bøger med de her fotos og desuden havde udstillinger over hele verden. Men billederne i bogen chokerede mig, fordi de var så tydeligt erotiske – og pigerne helt tydeligt var meget unge, ja, præpubertære.
Jeg syntes, det var helt bizart. Og jeg havde meget svært ved at se dem som kunst.
Billederne mindede mig om en veninde, jeg havde i Helsinge, som blev fotograferet af en lokal fotograf, da hun var ret ung; hun har vel været omkring 15, men hun lignede en på 12. Og billederne var relativt afklædte. Hun gik helt ned på grund af de billeder – og jeg har sidenhen fundet ud af, at billederne i dag ligger på nogle russiske pornosider.
Hendes historie – samt Ingrids bog med ’kunst-fotos’ – gjorde mig interesseret i, hvilke følgevirkninger, der er for de her meget unge piger, der bliver fotograferet. Det blev udgangspunktet for den historie.
Otte år efter at Champagnepigen udkom, altså i 2016, blev fotografen David Hamilton i øvrigt stævnet af en gruppe af de modeller, han havde fotograferet i deres pure ungdom – og anklaget for at have voldtaget dem. Sagen nåede aldrig i retten, for Hamilton begik selvmord i en alder af 83 år som direkte følge af anklagerne.)
Forfatterportræt øverst på siden af Sofie Amalie Klougart.
Find endnu flere skønne læseoplevelser – Find vores liste med de bedste romaner 2023/2024 her.
Leonora Christina Skovs første to romaner, Rygsvømmeren og Champagnepigen, er blevet genudgivet i nyt design. I den forbindelse har forfatteren genbesøgt romanerne; læs med her, hvor hun fortæller, hvordan det var at læse sig selv – og hvorfra inspirationen til de to, ret forskellige bøger er kommet.
Du har været igennem begge bøger – grundigt og flere gange. Hvordan har det været at læse dem?
Det har været virkelig mærkeligt. Jeg har ikke læst nogen af dem siden de udkom, og jeg havde faktisk glemt meget af dem.
Champagnepigen gruede jeg lidt for at læse; jeg havde et virkelig dårligt forløb med redaktøren af den bog, så jeg var simpelthen i tvivl om kvaliteten. Og derfor er jeg oprigtigt overrasket over, at jeg faktisk synes, det er en GOD bog!
Og så troede jeg, at min debutroman, Rygsvømmeren, ville ligne min seneste bog (Den, der lever stille) mere end den gør, fordi jeg huskede, at den trak på hovedstolen.
Jeg havde det virkelig dårligt, da jeg skrev den bog. Jeg husker det som en åreladning. Den er på mange måder skrevet på ren desperation – og det kan jeg mærke, når jeg læser den.
I forbindelse med genudgivelsen har jeg været igennem begge bøger et par gange. Ved første gennemlæsning af Rygsvømmeren fandt jeg nogle formuleringer, jeg gerne ville lave om, så jeg har brugt lidt tid på at revidere i teksten. Og efterfølgende har jeg indlæst lydbogen. Så man må sige, at jeg har fået den genlæst!
Hvordan har den været at indlæse lydbogen; kan du kende dit eget sprog så mange år efter?
Det har været overraskende nemt. Der er en rytme i sproget, en indre rytme i romanen som helhed, som er så meget min egen, at jeg har svært ved at se, at den bog kunne have været indlæst af andre end mig selv. Og fordi det er min egen rytme har den været nem at finde – også selvom nogle af sætningerne er så lange, at jeg ind imellem var ved at tabe pusten! Det har været nærmest meditativt at indlæse den.
Rygsvømmeren og Champagnepigen er ret forskellige bøger. Hvor kommer historierne fra?
Rygsvømmeren trækker på hovedstolen på den måde, at den handler om mennesker, der tidligt får slået deres liv i stykker; om horrible overgreb, der sker, mens de ansvarlige ser den anden vej, og om en ung kvinde, der forsøger at begynde på en frisk, men hele tiden ender det samme destruktive sted og i vrede og afmagt brænder København ned til jorden. Følelserne i romanen er i høj grad mine egne, men den konkrete handling er fiktion. Jeg er (heldigvis!) ikke pyroman.
Et af sporene i Rygsvømmeren er sugardating – altså unge kvinder, der dater ældre mænd. Man kan sige, at Champagnepigen vender det tema på hovedet ved at handle om ældre kvinder, der køber unge, balinesiske mænd. Og så handler den (især) om unge piger, der bliver fotograferet af ældre mænd.
Dén idé opstod faktisk, fordi min daværende kæreste, Ingrid, havde en ’kunstbog’ med fotos af purunge piger, nok omkring 12, i mere eller mindre afklædt tilstand. Billederne var taget af David Hamilton, som på det tidspunkt var en super respekteret fotograf, der udgav et hav af bøger med de her fotos og desuden havde udstillinger over hele verden. Men billederne i bogen chokerede mig, fordi de var så tydeligt erotiske – og pigerne helt tydeligt var meget unge, ja, præpubertære.
Jeg syntes, det var helt bizart. Og jeg havde meget svært ved at se dem som kunst.
Billederne mindede mig om en veninde, jeg havde i Helsinge, som blev fotograferet af en lokal fotograf, da hun var ret ung; hun har vel været omkring 15, men hun lignede en på 12. Og billederne var relativt afklædte. Hun gik helt ned på grund af de billeder – og jeg har sidenhen fundet ud af, at billederne i dag ligger på nogle russiske pornosider.
Hendes historie – samt Ingrids bog med ’kunst-fotos’ – gjorde mig interesseret i, hvilke følgevirkninger, der er for de her meget unge piger, der bliver fotograferet. Det blev udgangspunktet for den historie.
Otte år efter at Champagnepigen udkom, altså i 2016, blev fotografen David Hamilton i øvrigt stævnet af en gruppe af de modeller, han havde fotograferet i deres pure ungdom – og anklaget for at have voldtaget dem. Sagen nåede aldrig i retten, for Hamilton begik selvmord i en alder af 83 år som direkte følge af anklagerne.)
– og læs om Leonora Christina Skovs overvejelser om bøgernes omslag her.
Forfatterportræt øverst på siden af Sofie Amalie Klougart.
Find endnu flere skønne læseoplevelser – Find vores liste med de bedste romaner 2023/2024 her.
Andre læste også: