Romaner

En roman om kærlighed

I don’t like you, but I love you
Seems that I’m always thinkin’ of you
You treat me badly, I love you madly
You’ve really got a hold on me

Da jeg var cirka 13-14 år var jeg med mine forældre på campingtur til Balatonsøen i Ungarn. Oppe ved pladsens lille diskotek mødte jeg Raik, en tysk dreng, som jeg blev ferieforelsket i. Han kunne lide The Cure, jeg U2, og det talte vi så om. Da jeg kom hjem til Billund, og længslen var størst, overskrev jeg et orange kladdehæfte fra skolen med alle de romantiske, forelskede sangtitler jeg kunne komme i tanke om. Bagefter var der ikke meget plads tilbage til at tegne hjerter.

I musikverdenen har man altid sværmet for at beskrive forelskelsen i alle dens afskygninger, så der er noget for alle at synge med på, uanset hvilket stadie af sygen man befinder sig i. Det kan undre, at litteraturen ikke har gjort flere forsøg på at skrive kvalificeret om netop forelskelse. Måske er man berøringsangst, fordi det er gjort så skræmmende banalt i den lyserøde og hvinende søde kiosklitteratur? Men en aktuel svensk roman har gjort et opsigtsvækkende og yderst velkvalificeret forsøg, der er alt andet end sødt. Smagen er snarere harsk og besk. Jeg fik i hvert fald let kvalme, mens jeg læste Lena Anderssons En roman om kærlighed, som Lindhardt og Ringhof netop har udgivet sammen med efterfølgeren Uden personligt ansvar.

Baby, I don’t want you, but I need you
Don’t wanna kiss you, but I need to
You do me wrong now, my love is strong now
You’ve really got a hold on me

En roman om kærlighed

Det er altså en roman om kærlighed, men ikke en kærlighedsroman. For der er ikke megen lykke på siderne. Da jeg hørte Lena Andersson tale om bogen på Louisiana Literature sidste år, fortalte hun, aEn roman om kærlighedt hun ønskede at skrive om det tomrum, der opstår mellem to mennesker, hvor den ene elsker, men den anden elsker ikke. Et ikke-forhold, hvor der udgår en masse fra den ene part til den anden, men der kommer ikke noget tilbage. Hvad stiller man op med alle sine følelser for en person, der synes så nærværende for en selv, men som i virkelighed ikke skænker en én eneste tanke? Man tror noget findes, som slet ikke er.

Baby, I love you and all I want you to do
Is just hold me, hold me, hold me, hole me
Tighter, tighter

Hovedpersonen i romanen hedder Ester Nilsson. Hun er digter og essayist og søger altid sandheden, og tror alle andre tænker som hun. I forbindelse med en foredragsopgave møder hun den store kunstner Hugo Rask, som hun forelsker sig i. Hurtigt står det klart for læseren, at Hugo Rask ikke deler passionen, men hvem afviser en kvinde, der byder sig til med både krop og smiger? Ikke Hugo Rask, der nyder godt af opmærksomheden et par gange, men så mister han interessen for Esther. Det samme sker desværre ikke for hende. Hun er røget over på den anden side, hvor følelserne tager over og fornuften holdes nede.

Lena Anderssons pen er ikke for tøsedrenge, og hendes røntgenblik afslører alle urenheder. Man føler sig ganske enkelt gennemlyst som menneske, når man læser hendes bog, der både udleverer den opblæste verdensmand af en kunstner og den pågående Ester, der maser på med sine følelser.  Det helt særlige ved Anderssons bog er tonen, der mimer hovedpersonens kølige og analytiske tilgang til verden, som både lægges ned over de emner hun skriver sine akademiske essays om og kærlighedens gåder. Samtidig er Ester ramt af den irrationelle forelskelse, der gør hende tosset og utilregnelig. Kontrasten mellem det rationelle og det uforklarlige og ustyrlige er unikt skrevet frem – og ret morsom på en tragisk måde.

Ester Nilsson er ikke dum eller uintelligent, for så ville det være for nemt at forkaste hende. Og det er det geniale ved denne bog – skismaet mellem formen og følelserne. Andersson leger med afstanden i sproget mellem det sagte og det mente, og de ting man selv lægger til eller trækker fra, når man brændende ønsker noget var sandt. En almindelig vending som ”vi ses”, der kan afslutte enhver sms eller telefonsamtale og som for det meste blot er en tom talehandling bliver hos den forelskede Ester et tegn. Så når Hugo Rask siger ”vi ses”, så betyder det hos Ester, at han virkelig ønsker at ses, og hendes længsler sættes straks i svingninger. Sådan er bogen fuld af Esters (fejl)fortolkninger, der nærer hendes håb og gødes af hendes kærlighed. Som læser har man dog for længst indset, at Hugo ikke er indsatsen værd.

I wanna leave you, don’t wanna stay here
Don’t wanna spend another day here
I wanna split now, I can’t quit now
You’ve really got a hold on me

 

Uden personligt ansvar

I dag udkommer så Lena Anderssons anden roman Uden personligt ansvar, der igen handler om Ester Nilsson bare fem år efter Hugo Rask. Hun tænker selv, at hun har lært noget, men da hun møder den gifte skuespiller Olof Sten, og de to indleder en årelang affære, indser man, at det har hun ikke.

Uden personligt ansvar_135x210.inddLena Anderssons bøger påvirker læseren, hvad enten man synes, Ester er en tåbelig kvinde, modig eller noget tredje. Jeg forudser, at bøgerne vil være et hit i læsegrupper rundt omkring i landet, hvor de nok skal udløse stærke følelser og krummede tæer og sikkert vil vække en del personlige erfaringer til live. Og hey, er det ikke det, vi vil have, når vi læser bøger? Jeg vil på det kraftigste anbefale at læse Lena Andersson til at fremmane uroen i kroppen. Eller følelsen af en kindhest eller måske nærmere et velplaceret skridtspark.

Baby, I love you and all I want you to do
Is just hold me, hold me, hold me, hole me
(Please, squeeze)
SMOKEY ROBINSON, 1962

Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.