Romaner

Leif Davidsen om sin debut: Jeg havde fundet min hylde i den kæmpestore litterære reol

Leif Davidsen, Uhellige alliancer, debut, debutroman, Man glemmer aldrig sin første

FØLJETON || “Man glemmer aldrig sin første…”

 

Hvordan begyndte du at skrive? Har du altid været forfatter – og har du altid vidst, at du var forfatter?  Kommer historierne let til dig eller er det hårdt arbejde? Skriver du ud fra et plot eller en følelse?

I denne føljeton har vi spurgt en række forfattere om, hvad de husker fra deres allerførste gang: dengang deres debutroman blev til.


Af Leif Davidsen

Jeg debuterede af to omgange. Jeg begyndte at skrive som meget ung og drømte om at blive forfatter sammen med noget andet, da jeg ikke regnede med at kunne leve af forfattergerningen.

Jeg skrev noveller og især mange digte og begyndte på en krimi, da jeg var 16. Den var kompliceret, da hverken min detektiv eller jeg som forfatter kunne opklare plot eller forbrydelse. Blot for at sige, at ønsket og viljen til at skrive var der tidligt.

Debut som lyriker

Da jeg var 19 år, sendte jeg en digtsamling ind til Gyldendal. Der gik måneder, hvor jeg ikke hørte en lyd, imens skrev jeg flere digte. Efter et halvt år fik jeg tre maskinskrevne linjer fra et anonymt menneske på forlaget. De ville ikke udgive min digtsamling.

Jeg lod mig ikke afskrække og sendte nogle af mine digte til legendariske Poul Borum, der redigerede tidens absolut vigtigste og mest indflydelsesrige lyriktidsskrift, Hvedekorn. Her havde mange af tidens mest berømte og agtede forfattere debuteret med lyrik igennem næsten halvtreds år.

Poul Borum svarede forbløffende hurtigt, at jeg havde talent, og at han i et kommende nummer ville trykke nogle af mine digte.

Jeg sad det meste af aftenen og kiggede på hans venlige, maskinskrevne brev og var lykkelig, benovet og også stolt.

Når mine digte blev trykt, ville jeg i min egen selvforståelse være forfatter.

Journalistikken og jagten på sin egen stemme

Der gik nu noget tid, inden mine digte blev trykt. Tidsskriftet udkom fire gange om året. I 1973 i den 47. årgang nummer ét stod mine digte. På det tidspunkt havde mit liv taget en stor drejning. Jeg gik på Journalisthøjskolen i Aarhus. Jeg elskede mit studie og mit nye liv. Jeg ville være journalist og forfatter.

Jeg skrev stadig fiktion ved siden af.  På Journalisthøjskolen, i praktiktiden, og da jeg som freelancejournalist rejste til Spanien for senere at blive ansat i Danmarks Radio.

Det var stadig digte, men mere og mere prosa: Noveller, starten på et par romaner og den klassiske roman i dansk litteratur om en ung mands vej til voksenlivet. Den blev heller aldrig færdig.

Det er egentlig for at sige, at jeg med tusindvis af ord øvede mig i mange år, men jeg manglede at finde min forfatterstemme, der skulle være min helt egen.

Leif Davidsen, Uhellige alliancer, debut, Man glemmer aldrig sin første

Uhellige alliancer

Det skete på en rejse til Moskva, hvor jeg sad fast i lufthavnen og begyndte på den roman, der blev min debut i romanform.

Det var Uhellige Alliancer, der udkom i maj 1984; en måned før min familie og jeg flyttede permanent til Sovjetunionens hovedstad. Det var helt ukompliceret at debutere, når jeg tænker på de trængsler, andre forfattere har måttet gennemgå.

Min gode ven og kollega Jens Nauntofte var udkommet med en faktabog på forlaget Vindrose og havde fortalt forlæggeren Erik Vagn Jensen, at jeg sad og skrev på en roman. Den ville han gerne læse.

Jeg skrev den på min gamle rejseskrivemaskine og skrev – efter at min kone Ulla havde læst og kommenteret; et værdifuldt samarbejde vi har fortsat lige siden – den med et gammeldags udtryk ”rent” på min lidt større manuelle skrivemaskine på mit kontor i radioen.

Jeg cyklede ind til Erik med den. Han læste den hurtigt og antog den. Redaktøren og jeg havde et møde, hvor hun foreslog at fjerne nogle enkelte sider. Jeg accepterede. Den udkom som led i en ny serie, som Erik Vagn Jensen kaldte en spændingsroman fra Vindrose.

Se rækkefølgen på Leif Davidsens bøger her

Sådan var den egentlig ikke tænkt, men det var udmærket og rigtigt set. Romanen fik gennemgående meget fine anmeldelser i de mange aviser, der fandtes dengang.  Provinsaviserne havde stort set alle deres egne anmeldere.

Den blev trykt i 1500 eksemplarer, solgte 710 og resten røg på bogudsalg, hvor bøgerne blev revet væk, fordi Publisher Weekly i USA samme dag, som det store bogudsalg startede, betegnede min roman som blandt de 50 vigtigste bøger, der var udkommet på engelsk i 1986.

At få sin bog i hånden

Jeg var glad og taknemmelig, da jeg stod med min første roman i hånden. Jeg er stadig glad og taknemmelig, hver gang jeg står med en ny bog i hånden og ser forsiden med titel og mit navn. Det bliver aldrig rutine og en selvfølge for mig at udgive en bog. Jeg synes hver gang, at det er et lille mirakel og lidt uvirkeligt som den første gang.

Min debutroman har dog en særlig plads i mit hjerte, fordi jeg med Uhellige Alliancer fandt min forfatterstemme efter år med mange forsøg.

Om at skrive

Uhellige Alliancer føltes i skriveprocessen, som den helt rigtige måde at skrive på for mig.  Jeg havde en hovedperson, men ingen plan og intet plot, og jeg har ikke set mig tilbage siden de dage i Moskvas lufthavn.

Jeg ville skrive om mennesker i min tid, men også om de politiske, historiske og sociale problemer, som optog mig.

I den første roman var det Spanien efter diktatoren Francos død. Jeg ville skrive om en mand, der bliver viklet ind i en historie, der forandrer ham og viser, at der er andre kræfter i ham end det, det stille kontor- og familieliv hidtil har afsløret. Jeg ville ikke skrive om helte, men om almindelige mennesker i ualmindelige situationer.

Jeg fandt ud af, at jeg kunne bruge min viden og mine notater og researchmateriale fra tidligere rejser som journalist for DR. Sammen med personlige oplevelser i mødet med mennesker, vin, mad, landskaber og kunst indgik de som ingredienser i romanen.

Jeg lod hovedpersonen drive historien, som voksede i en spændingskurve, som jeg fandt naturlig. Det lyder så enkelt, men var det måske ikke. For mig var det en art åbenbaring, en helt ny måde at få greb om en roman på, som jeg ikke tidligere havde tænkt på.

Jeg ville være forfatter, men vidste ikke, hvilken forfatter jeg ville være.

Med min debutroman Uhellige Alliancer havde jeg fundet min hylde i den kæmpestore litterære reol.


Leif Davidsen (f. 1950) debuterede i 1984 med Uhellige alliancer og har siden skrevet en stribe spændingsromaner, rejsebøger og et par novellesamlinger, der er blevet bestsellere ikke bare i Danmark, men også er oversat til et hav af sprog.

Han har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab, blandt andet Læsernes bogpris, Boghandlernes Gyldne Laurbær og Glasnøglen for årets krimi i Skandinavien.

I over 20 år arbejdede han som journalist, og mange husker ham som udenrigskorrespondenten fra Moskva, der på Danmarks Radio informerede danskerne om livet bag jerntæppet. I 1998 sagde han op, og han har levet som fuldtidsforfatter lige siden.

Find og køb Leif Davidsens bøger her eller hos din boghandler

 

Kronisk bogelsker med gang i minimum fem bøger ad gangen (eksklusiv dem, der læses højt for ungerne). Har tilsvarende kronisk mangel på plads i bogreolen. Heldigt at bøger også pynter i vindueskarmen… Har haft fornøjelsen af at anbefale bøger til både presse og læsere i de godt ti år, jeg har arbejdet i bogbranchen – og pusher også bøger derhjemme til min kæreste og vores to drenge.