Af Leif Davidsen
Jeg blev fan af Hemingways litteratur i 1967, da jeg var 17 år og udvekslingsstudent i USA. Jeg havde læst et par noveller og romanen Den gamle mand og havet i oversættelse i Danmark, men det havde ikke sagt mig noget. Det var de gamle, dårlige oversættelser, som ofte fik Hemingways slebne og knappe sprog at fremstå som naivt, næsten barnligt.
I USA fik jeg som pensum i faget ‘amerikansk litteratur’ Hemingways første gennemarbejdede novellesamling In Our Time, og så var jeg solgt. Læst på originalsproget forstod jeg, hvorfor han blev betragtet som en stor forfatter. Min inspirerende lærer Mr Andersson bemærkede min interesse og gav mig den store roman Hvem ringer klokkerne for og novellesamlingen Mænd uden kvinder. Den er sammen med I vor tid en del af de samlede noveller, der nu foreligger på dansk.
At Hemingway ud over at være en velskrivende forfatter også havde haft et spændende og myteombrust liv, var med til at gøre en meget ung mand med forfatterdrømme på sin første rejse til USA interesseret i hans værk og liv. For mig er det altid novellerne, som jeg vender tilbage til, fordi han i novellerne især viser, hvorfor han er et af det 20. århundredes største forfattere og med rette modtager af Nobelprisen i litteratur.
Hemingways erindringer
Det tidlige liv i Paris, hvor Hemingway lærte sig håndværket som forfatter, mens han ernærede sig som udenrigskorrespondent, kan man læse om i de posthumt udgivne erindringer, der på amerikansk hedder A Moveable Feast, der er svært oversætteligt. På dansk har den nye restaurerede udgave da også fået samme navn, Der er ingen ende på Paris, som den udgave, der oprindelig udkom på dansk i 1964, redigeret af hans sidste kone. I den nye udgave, som åbenbart er tættere på forfatterens efterladte, ufærdige manuskript, er tilføjet en lang række kapitler, udkast og fragmenter.
Bogen er stadig et fantastisk smukt og impressionistisk billede af 20ernes Paris med både yndefulde og beske portrætter af forfattere som Ezra Pound og Scott Fitzgerald eller billedkunstnere som Miro og Picasso. Den giver et mere nuanceret billede af kærlighedens forlis end den oprindelige udgave, da Hemingway forelsker sig i kone nummer to og forlader sin Hadley og deres lille søn. Han kæmpede med erindringsbogen de sidste fire år af sit liv, indtil han i juli 1961 kort før sin 62. fødselsdag opgav den og sit liv og skød sig.
Det er den unge velskrivende Hemingway, vi møder både i novellerne og i Der er ingen ende på Paris og ikke den ældre med hans pralerier, løgne om egne bedrifte og hans mange idiosynkrasier, som blev næret af alt for megen rom og gin.
Hemingways machobeskrivelser af jagt på storvildt virker meget utidssvarende i vor tid, ligesom meget af hans lommefilosofi, som han blandede ind i sin journalistik, da han blev ældre, fremstår temmelig corny i dag, men der er få, som ham, der kan skrive så indtagende om at fiske. Fra han var fem år slappede han måske allerbedst af med en fiskestang i hånden.
Jeg håber nye læsere vil opdage Hemingway i Mich Vraas mundrette og smukke nyoversættelse. For ligesom der ikke er nogen ende på Paris som en vidunderlig by, så er der heldigvis heller ingen ende på Ernest Hemingways evigtgyldige litteratur.
– Leif Davidsen
Køb Hemingways Samlede noveller hos din boghandler eller på saxo.com
Find Hemingway om jagt og fiskeri på dit lokale bibliotek.
Køb erindringerne Der er ingen ende på Paris hos din boghandler eller på saxo.com
Af Leif Davidsen
Jeg blev fan af Hemingways litteratur i 1967, da jeg var 17 år og udvekslingsstudent i USA. Jeg havde læst et par noveller og romanen Den gamle mand og havet i oversættelse i Danmark, men det havde ikke sagt mig noget. Det var de gamle, dårlige oversættelser, som ofte fik Hemingways slebne og knappe sprog at fremstå som naivt, næsten barnligt.
I USA fik jeg som pensum i faget ‘amerikansk litteratur’ Hemingways første gennemarbejdede novellesamling In Our Time, og så var jeg solgt. Læst på originalsproget forstod jeg, hvorfor han blev betragtet som en stor forfatter. Min inspirerende lærer Mr Andersson bemærkede min interesse og gav mig den store roman Hvem ringer klokkerne for og novellesamlingen Mænd uden kvinder. Den er sammen med I vor tid en del af de samlede noveller, der nu foreligger på dansk.
At Hemingway ud over at være en velskrivende forfatter også havde haft et spændende og myteombrust liv, var med til at gøre en meget ung mand med forfatterdrømme på sin første rejse til USA interesseret i hans værk og liv. For mig er det altid novellerne, som jeg vender tilbage til, fordi han i novellerne især viser, hvorfor han er et af det 20. århundredes største forfattere og med rette modtager af Nobelprisen i litteratur.
Hemingways erindringer
Det tidlige liv i Paris, hvor Hemingway lærte sig håndværket som forfatter, mens han ernærede sig som udenrigskorrespondent, kan man læse om i de posthumt udgivne erindringer, der på amerikansk hedder A Moveable Feast, der er svært oversætteligt. På dansk har den nye restaurerede udgave da også fået samme navn, Der er ingen ende på Paris, som den udgave, der oprindelig udkom på dansk i 1964, redigeret af hans sidste kone. I den nye udgave, som åbenbart er tættere på forfatterens efterladte, ufærdige manuskript, er tilføjet en lang række kapitler, udkast og fragmenter.
Bogen er stadig et fantastisk smukt og impressionistisk billede af 20ernes Paris med både yndefulde og beske portrætter af forfattere som Ezra Pound og Scott Fitzgerald eller billedkunstnere som Miro og Picasso. Den giver et mere nuanceret billede af kærlighedens forlis end den oprindelige udgave, da Hemingway forelsker sig i kone nummer to og forlader sin Hadley og deres lille søn. Han kæmpede med erindringsbogen de sidste fire år af sit liv, indtil han i juli 1961 kort før sin 62. fødselsdag opgav den og sit liv og skød sig.
Det er den unge velskrivende Hemingway, vi møder både i novellerne og i Der er ingen ende på Paris og ikke den ældre med hans pralerier, løgne om egne bedrifte og hans mange idiosynkrasier, som blev næret af alt for megen rom og gin.
Hemingways machobeskrivelser af jagt på storvildt virker meget utidssvarende i vor tid, ligesom meget af hans lommefilosofi, som han blandede ind i sin journalistik, da han blev ældre, fremstår temmelig corny i dag, men der er få, som ham, der kan skrive så indtagende om at fiske. Fra han var fem år slappede han måske allerbedst af med en fiskestang i hånden.
Jeg håber nye læsere vil opdage Hemingway i Mich Vraas mundrette og smukke nyoversættelse. For ligesom der ikke er nogen ende på Paris som en vidunderlig by, så er der heldigvis heller ingen ende på Ernest Hemingways evigtgyldige litteratur.
– Leif Davidsen
Køb Hemingways Samlede noveller hos din boghandler eller på saxo.com
Find Hemingway om jagt og fiskeri på dit lokale bibliotek.
Køb erindringerne Der er ingen ende på Paris hos din boghandler eller på saxo.com
Andre læste også: