Børnebøger Carlsen Indefra

Stine Haynes: “Læsning giver sul på sjælen”

“Det er vigtigt at give sjælen noget at gnave i, så den kan vokse sig stærk nok til at bære den sorg, der er fælles for alle os, der er født til at dø.”

Af Stine Haynes, forfatter til “Tæl til ti”

På et tidspunkt omkring 10 års alderen fik jeg fingrene i Outsideren af Susan Hinton. Det var en af de bøger, der blev stemplet ’den er du nok ikke helt klar til endnu.’ Alligevel forelskede jeg mig fuldstændigt i den bog. I den var der et digt, på engelsk, som jeg ikke forstod hvad betød. Alligevel forstod jeg det, for ordene og rytmen fik mig til at føle noget, måske noget genkendeligt, måske noget nyt. Jeg besluttede mig for at lære digtet uden ad. Og for at kunne det hele livet. Og med tiden forstod jeg også, hvad det betød. Men det vigtigste var at jeg kunne holde fast i det, at det ikke ville forsvinde, at det ville være hos mig for evigt.

Robert Frosts digt, som er gengivet i bogen Outsideren:

Nature’s first green is gold,

Her hardest hue to hold.

Her early leaf’s a flower;

But only so an hour.

Then leaf subsides to leaf.

So Eden sank to grief,

So dawn goes down to day.

Nothing gold can stay.

Da jeg havde læst Outsideren for tredje gang i træk, foreslog min mor at jeg fandt andre bøger af samme forfatter. Det koncept forstod jeg ikke. Jo, forklarede hun, måske vil du også kunne lide andre af hendes bøger. Det tænkte jeg meget over, for hvorfor skulle jeg kunne det? Det viste sig imidlertid at Sidste år er længe siden af samme forfatter også ramte plet. Foruden sidste kapitel. Faktisk blev jeg så oprørt over at den endte ’forkert,’ at jeg rev sidste kapitel ud af biblioteksbogen og omskrev det, indtil jeg igen var glad for historien. Og selvom vi måtte betale for bogen, som nu var helt ødelagt for alle andre, blev min mor ikke sur. Dengang forstod jeg ikke hvorfor, for da jeg var kommet ud af rusen og igen befandt mig i virkeligheden, kunne jeg godt se, at det var noget mærkeligt noget at gøre, måske på grænsen til hærværk.

Læsning er fællesskab

Siden da tusindvis af læseoplevelser. Jeg oplevede at genlæse en bog, som ikke betød noget for mig, umiddelbart, men som så pludselig ved genlæsning gik lige ind. I takt med at livet leves, formes et erfaringsgrundlag som gør det muligt at forstå noget, man ikke gjorde tidligere. Men det måske mest magiske ved læsning er, at man faktisk alene gennem andres historier også får et større eget erfaringslag. En af læsningens absolut største forcer handler om, at det er muligt at læse noget nogen engang har følt og som man genkender i sig selv. Men måske endnu vildere er det at læse noget, man aldrig selv har følt, men så at føle det lidt alligevel, på en måde, gennem en andens oplevelse.  Og det helt på tværs og på trods af tidernes skift. Fordi man er i kontakt med noget der er alle tiders gyldigt og som handler om at være menneske.

Og det at være menneske er en vild ting, når man tænker over det. Vi er født til at dø – og alle dem vi kender og elsker dør. Det er vores livsbetingelse, og det er gældende for alle. Hvad stiller vi op med ’mellemtiden’, med denne størrelse som vi kalder for livet? Det er et alle-tiders tilbagevendende spørgsmål som især fiktionslæsning er fantastisk til at udforske og som måske kan hjælpe os med den sorg, vi er født til at bære. Der er ingen grund til at bære den alene, for vi har alle, eller vil alle, på et tidspunkt føle sorg. Ingen af os går igennem livet uden sorg – uden tanker om liv og død og den ubegribelige følelse af uretfærdighed og afmagt som dødsfald, f.eks. skaber.

“Unge tænker meget over livets store spørgsmål, for hvis vi er heldige, er det omkring det tidspunkt, hvor gulvtæppet for første gang rykkes væk under os. Da jeg meget senere i livet underviste på mellemtrinnet, blev jeg mindet om dette. Læs – tænkte jeg – ikke for Guds skyld, eller for min, men for din egen.”

Vi har brug for historier

Sjælen søger efter en slags fællesskab under overfladen. Læsning foretages alene, og alligevel er man i ordene og oplevelsen af ordene sammen med og sammen om noget, der er større end én selv. Af en eller anden grund giver det ro. For vi har brug for hinanden, både den, der sidder ved siden af os på rejsen, og den, der for længst er død. Fortællingen om sorgen ved at være menneske evigt gældende. Og særligt sjælen har brug for den slags føde, som ikke et let i kalorien, som ikke er let fordøjelig. Vi ridser vores navne ind i træets bak, i den endnu våde cement, i ønsket om at noget vil vare evigt, selvom ingenting kan. For tiden går, som tiden vil, og det kan være svært at acceptere.

Derfor gælder det om at få noget sul på sjælen, så vi har noget at stå imod med, når kulden rammer. Den rammer alle. Pludselig er man alene, også selvom man har skaffet sig rejsekammerater. Følelsen er voldsom, ligesom livet er det. I bøger finder vi trøst, i ordene forløsning. Vi har brug for historier om at være og om ikke at være længere. Brug for historier, der skaber sammenhænge. Især dem, der kan være svære at få øje på. At vi har meget mere til fælles end det vi går rundt og bilder hinanden ind. At det du føler i dag, er der en anden der har følt før på sin måde, og nogle, der vil føle sådan igen i fremtiden, på deres måde. Vi skriger mod stjernerne ’Jeg har betydning,’ selvom det er tvivlsomt i hvor høj grad det er sandt.

Noget af det smukkeste jeg har læst, forstår jeg sådan set ikke, Leonard Cohen, og lignende avanceret digtning. Alligevel er det smukt. Fordi vi mærker før vi forstår, og fordi det rører ved noget i vores sjæl. Egentlig er det bare nogle ord, der er sat sammen, og måske får sætningerne betydning, fordi vi giver dem betydning. Ikke samme betydning, men lige netop vores betydning, lige netop nu og lige netop her. Min historie er ikke din historie, men der er fællestræk. Og sjælen længes mod de træk.

Læsning er en ensom beskæftigelse, ligesom livet er det. Alligevel er vi ikke alene.


Stine Haynes (f. 1977) tilbringer det meste af året i en lille surf-by i Mexico, hvorfra hun skriver romaner på dansk, filmmanuskripter på engelsk og oversætter danske dokumentarfilm. Hun debuterede i efteråret 2017 med romanen “Tæl til ti” på forlaget Carlsen.

Læs mere om Stine og hendes roman her.