Fiktion Fagbøger Historie

Læsestafetten #7: Benn Q. Holm

Læsestafetten #7: Benn Q. Holm

Forfattere arbejder med ord. Med at sætte bogstaver sammen til forunderlige kombinationer, som vi andre kan læse. Og nyde. Men mange forfattere er også selv store læsere og bor i hjem med fyldte bogreoler.

Hvis du også gerne vil vide, hvad de store ordsmede læser, så giver vi dig over sommeren et lille smugkig ind i forfatternes bogreoler og læsevaner. For hvilke bøger har fået dem til at græde? Grine? Og hvilke bøger har de opgivet at færdiglæse?

Denne uge har vi givet læsestafetten videre til Benn Q. Holm, forfatteren til De døde og de levende.


 

Benn Q. Holm er født i København og har gennem hele sit forfatterskab haft hovedstaden som medspillende kulisse for sine romaner. Han debuterede som forfatter i 1994 med Til verdens ende.
Sideløbende med at han har skrevet romaner, har han også skrevet klummer og været anmelder for forskellige medier, hvor yndlingsemnerne foruden byen har været musik, litteratur og fodbold – især den elskede klub FCK.

Benn Q Hom

Hvad er den sidste gode bog, du har læst?
Augustus af John Williams. Den er faktisk endnu bedre end Stoner af samme forfatter.

Hvilke genrer og forfattere fylder allermest i din bogreol?
Alverdens udenlandske og danske romaner (jeg var anmelder som yngre). Historiske opslagsværker, bøger om FCK og en masse rejseguides.

Genlæser du sommetider bøger? Hvorfor/hvorfor ikke?
Det har jeg desværre ikke tid til, men jeg glæder mig til en skønne dag at genlæse fx Hærværk af Tom Kristensen, selvom jeg kan nogle passager udenad.

Hvordan behandler du dine bøger? Skriver du noter i dem, laver æselører, knækker ryggen på dem – eller foretrækker du dem i god stand?
Som man behandler en skøn kvinde – med ærbødighed.

Hvis du kunne møde tre forfattere, levende såvel som døde, hvem skulle det så være?
Hm … Så ville jeg spise frokost med Graham Greene på Capri, slentre en tur gennem Londons gader med Christopher Hitchens (forfatter til bl.a.”gud er ikke stor. Hvordan religion forpester alt”) og runde dagen af med et par glas på Bar des Artistes i selskab med Tom Kristensen.


De døde og de levende af Benn Q. Holm
De døde og de levende, Benn Q. Holm, roman, Anden Verdenskrig

De døde og de levende er en roman om krig og kærlighed, om skyld, forræderi og begær. Den følger en blandet flok modstandsfolk i København 1943-50. Deres hemmeligheder, løgne og drømme. Og den svære erkendelse: Besættelsen er slut, krigen fortsætter.

I 1943 ligger besættelsen ligger tungt over landet. Det unge kærestepar Ebbe og Karen er sammen med nogle andre jurastuderende gået ind i modstandsarbejdet. Aktionerne bliver dristigere og farligere, og en aften går det galt under en sabotage mod et værksted: To fra gruppen bliver dræbt, og Ebbe flygter såret til Sverige. I Sverige optages Ebbe i Den Danske Brigade, den hemmelige eksilhær der træner i de øde skove. De bliver et par lange, barske og iskolde vintre, og da Ebbe og Karen endelig genforenes i maj 1945 er alt forandret. Alligevel prøver de at opbygge en lille familie i efterkrigstidens København.

Mens Karen gør karriere i Mødrehjælpen og som konservativ politiker, sygner Ebbe hen, ødelagt af mareridt og misbrug. Deres gamle modstandsleder, SOE-agenten Herbert, nu en succesrig forretningsmand, forsøger at hanke op i ham. Men krigen trækker sine dybe spor, de døde modstandskammerater spøger. Det eneste Ebbe lever for er Karen og datteren, befrielsesbarnet Ellen.

Du kan købe De døde og de levende af Benn Q. Holm som e-bog og lydbog her.