Romaner

Kalder alle utålmodige Archer fans! Smuglæs i Mægtigere end sværdet

Jeffrey Archer, Mægtigere end sværdet, Archer, Historisk roman, historie, krønike, Clifton, clifton-krøniken,

Har du allerede læst de fire første bind i Jeffrey Archers Clifton-krønike? Her har du muligheden for at stille romansulten, for vi har samlet de første par kapitler af fortsættelsen, Mægtigere end sværdet  – lige til at smuglæse.

 

Clifton-krøniken er fortællingen om to familier, hvis skæbner hvirvles sammen på kryds og tværs. I centrum finder vi Harry Clifton, som vi følger gennem seriens bøger.

Læs mere om serien her.

Mægtigere end sværdet er det femte bind i Jeffrey Archers Clifton-krønike, som rummer både magt, intriger og forræderi.

Mægtigere end sværdet følger vi igen Harry Clifton, som har etableret sig som bestsellerforfatter. Vi møder også Emma, og deres fælles barn Sebastian, der netop har friet til amerikaneren Samantha.

Læs også: Gyrith afpressede sin mor med en Jeffrey Archer roman

Jeffrey Archer, Mægtigere end sværdet, Archer, Historisk roman, historie, krønike, Clifton, clifton-krøniken,Under mænds totalitære styre
er pennen mægtigere end sværdet.
EDWARD BULWER-LYTTON 1803-1873


PROLOG

 

Oktober 1964

Brendan bankede ikke på, men trykkede blot håndtaget ned og smuttede indenfor, mens han kiggede sig over skulderen for at sikre sig, at ingen så ham.
Han havde ikke lyst til at forklare nogen, hvad en ung mand fra anden klasse havde at bestille i en ældre adelsmands kahyt så sent om aftenen.
Ikke, at nogen ville have kommenteret det.

”Risikerer vi at blive forstyrret?” spurgte Brendan, da han havde lukket døren efter sig.

”Nej, ingen vil forstyrre os før klokken syv i morgen tidlig, og på det tidspunkt vil der ikke være noget tilbage at forstyrre.”

”Udmærket,” sagde Brendan.
Han faldt ned på knæ, låste den store skabskuffert op, løftede låget af og kiggede ned på et stykke kompliceret maskineri, som det havde taget ham mere end en måned at bygge.
Den næste halve time gik med at tjekke, at der ikke var løse forbindelser, at alle talskiver var indstillet korrekt, og at uret startede, når man trykkede på en kontakt.
Først da han var fuldkommen sikker på, at alt fungerede, som det skulle, kom han op at stå igen.

”Den er klar,” sagde han. ”Hvornår vil du have den aktiveret?”

”Klokken tre i nat. Og jeg får brug for en halv time til at fjerne alt det her,” sagde den ældre adelsmand og tog sig om dobbelthagen. ”Og stadig have tid tilovers til at finde ned til den nye kahyt.” 

Brendan gik tilbage til kufferten og indstillede uret til klokken tre.

”Det eneste, du skal, er at trykke på kontakten, før du går, og dobbelttjekke, at sekundviseren bevæger sig. Det skulle give dig tredive minutter.”

”Fortæl mig, hvad der kan gå galt.”

”Hvis liljerne stadig er i mrs. Cliftons kahyt, så intet. Ingen i denne gang – og formentlig heller ingen på dækket under dem – vil kunne gøre sig håb om at overleve.
Der ligger seks pund plastisk sprængstof i vasen under de blomster, langt mere end nødvendigt, men det er kun sådan, vi kan være sikre på at inkassere pengene.”

”Har du min nøgle?”

”Ja,” sagde Brendan. ”Kahyt 706. Det nye pas og billetten ligger under hovedpuden.”

”Andet, jeg skal være forberedt på?”

”Nej. Bortset fra at se efter, at sekundviseren bevæger sig, før du går.”

Doherty smilede. ”Vi ses i Belfast.”

Harry låste kahytsdøren op og trådte til side, så Emma kunne komme ind.

Hun bøjede sig ned for at indsnuse duften af de liljer, dronningemoderen havde sendt for at ønske Buckingham held og lykke på jomfrurejsen.

”Jeg er helt udmattet,” sagde hun og rettede sig op. ”Jeg fatter ikke, hvordan dronningemoderen kan holde til det dag ud og dag ind.”

”Det er hendes arbejde, og hun er god til det, men jeg tør vædde på, at hun ville være totalt udmattet efter et par dage som formand for Barrington-bestyrelsen.”

”Jeg foretrækker nu stadig mit eget job frem for hendes,” sagde Emma og trådte ud af kjolen og hængte den ind i klædeskabet, før hun forsvandt ud på baderummet. 

Harry læste kortet fra dronningemoderen igen.
Sikke en personlig hilsen.
Emma havde allerede besluttet at stille vasen op på sit kontor, når de var tilbage i Bristol, og sætte liljer i den hver eneste mandag morgen.
Harry smilede.
Ja, hvorfor ikke?

Da Emma kom ud af baderummet, gik Harry derud og lukkede døren efter sig.
Hun tog kimonoen af og gik i seng, alt for træt til så meget som at overveje at læse et par sider af Spionen der kom ind fra kulden af en ny forfatter, som Harry havde anbefalet.
Hun slukkede lyset på sengebordet og sagde:

”Godnat, elskede,” selv om hun vidste, at Harry ikke kunne høre hende.

Da Harry kom ud af baderummet, sov hun som en sten.
Han puttede hende, som var hun et barn, kyssede hende på panden og hviskede:

”Godnat, elskede,” hvorefter han gik i seng med et smil om munden på grund af hendes summende vejrtrækning.

Han kunne ikke drømme om at sige, at hun snorkede.

Han lå vågen og var så fantastisk stolt af hende.
Søsætningen af den nye luksusliner kunne ikke være gået bedre.
Han lagde sig på siden og regnede med at falde i søvn i løbet af få minutter, men selv om det sved i hans øjne, og han var meget træt, var han lysvågen.
Der var noget galt.

En anden mand, der nu var kommet trygt ned til sin tredjeklasseskahyt, var også lysvågen.
Selv om klokken var tre om natten, og han havde klaret opgaven, gjorde han intet forsøg på at falde i søvn.
Han skulle først nu i gang med at arbejde.

Altid de samme bekymringer, når der ikke var andet at gøre end at vente.
Havde han efterladt sig spor, der ville pege direkte tilbage på ham?
Havde han begået en fejl, der ville gøre operationen til en fiasko og ham selv til grin derhjemme? Han kunne først begynde at slappe af, når han sad i en redningsbåd, eller bedre end det, var om bord på et nyt skib og på vej mod en ny havneby.

Fem minutter og fjorten sekunder …

Han vidste, at hans landsmænd, soldater, der kæmpede for den samme sag, ville være lige så nervøse, som han var.

Ventetiden var altid det værste, hvor man intet kunne stille op, ikke længere kunne gøre noget.

Fire minutter og elleve sekunder …

Værre end en fodboldkamp, når man førte et-nul, men samtidig vidste, at det andet hold var stærkere og udmærket i stand til at score i løbet af forlænget spilletid.
Han tænkte på sin områdechefs instrukser:

’Sørg for at være blandt de første oppe på dækket, når alarmen går, og den første i en redningsbåd, for på dette tidspunkt næste dag vil man lede efter en mand på cirka femogtredive år, der talte med kraftig irsk accent, så hold kæft, drenge.’

Tre minutter og fyrre sekunder … niogtredive …

Han stirrede på kahytsdøren og tænkte på det værste, der kunne ske.
Bomben ville ikke springe, døren ville blive hamret op, og en halv snes politimænd, muligvis flere, ville storme ind og slå om sig med knipler og være fløjtende ligeglade med, hvor mange gange de ramte.
Men det eneste, han kunne høre, var den rytmiske bankelyd fra Buckinghams motor, mens skibet fortsatte sin sindige sejlads over Atlanterhavet til New York.
En by, det aldrig ville nå frem til.

To minutter og fireogtredive sekunder … treogtredive …

Han begyndte at tænke på, hvordan det ville være at komme tilbage til Falls Road.
Unge fyre i korte bukser ville se på ham med ærefrygt i øjnene, når han gik forbi på gaden, og kun tænke på, at de gerne ville være som ham, når de var blevet voksne.
Helten, der efter sigende havde sprængt Buckingham i luften kun få uger efter, at det var blevet døbt af dronningemoderen.
Ingen ville nogensinde tale om de uskyldige mennesker, der havde mistet livet; når man troede på en sag, fandtes der ikke noget som uskyldige mennesker.
Faktisk havde han aldrig hilst på nogen af passagererne på de øvre dæk.
Han ville læse om dem i morgendagens aviser, og hvis han havde gjort sit job ordentligt, stod hans navn ikke på listen over døde.

Et minut og toogtyve sekunder … enogtyve …

Hvad kunne gå galt nu?
Ville bomben, der var blevet bygget i et soveværelse på herresædet Dungannon, svigte ham i sidste øjeblik?
Skulle han pines med stilheden efter en fiasko?

Tres sekunder …

Han begyndte hviskende at tælle ned.

”Nioghalvtreds, otteoghalvtreds, syvoghalvtreds, seksoghalvtreds …”

Havde den fulde mand i stolen i loungen i virkeligheden bare siddet og ventet på ham?
Var de nu på vej til hans kahyt?

”Niogfyrre, otteogfyrre, syvogfyrre, seksogfyrre …”

Var liljerne blevet udskiftet med andre blomster, smidt ud, fjernet?
Måske havde mrs. Clifton pollenallergi?

Niogtredive, otteogtredive, syvogtredive, seksogtredive …

Havde de låst sig ind i lord MacIntyres kahyt og fundet den tikkende kuffert?

”Niogtyve, otteogtyve, syvogtyve, seksogtyve …”

Ledte de allerede nu efter den mand, der var gået ud på herretoilettet i loungen på første klasse?

”Nitten, atten, sytten, seksten …”

Havde de …
Han klamrede sig til køjens ramme, lukkede øjnene og hævede stemmen, da han talte videre.

”Ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, en …”

Han holdt op med at tælle og åbnede øjnene.
Ingenting.
Bare den uhyggelige stilhed, der altid fulgte i kølvandet på en fiasko.

Han bøjede hovedet og bad en bøn til en gud, han ikke troede på, og straks efter fulgte en eksplosion så voldsom, at han blev kastet ind mod kahytsvæggen som et blad på et træ i stormvejr.
Han kom vaklende op at stå og smilede, da han hørte skrigene.
Det var umuligt at gætte sig til, hvor mange passagerer på Dæk 1 der havde overlevet. 

 

HARRY OG EMMA
1964-1965


1

 

”HKH,” mumlede Harry, da han omtåget vågnede.

Han satte sig brat op og tændte sengelampen, hvorefter han sprang ud af sengen og hurtigt gik over til vasen med liljerne og læste kortet fra dronningemoderen en gang mere.
Tak for en mindeværdig dag i Bristol.
Jeg håber, at mit andet hjem får medvind på sin jomfrurejse
.
Det var underskrevet HKH dronning Elizabeth, dronningemoder.

”Så dum en fejl,” sagde Harry. ”Hvordan kan jeg have overset den?”

Han greb sin kimono og tændte lyset i kahytten.

”Skal vi allerede op?” spurgte en søvnig stemme.

”Ja,” svarede Harry. ”Vi har et problem.”

Emma så med sammenknebne øjne på vækkeuret.

”Jamen klokken er kun lidt over tre,” protesterede hun og kiggede på sin mand, der stadig stod og stirrede stift på liljerne. ”Hvad er der galt?”

”Dronningemoderens titulatur er ikke ’HKH’.”

”Det ved Gud og hvermand,” sagde Emma stadig døsende.

”Alle bortset fra den person, der sendte disse blomster.
Hvorfor vidste de ikke, at den korrekte titulatur er ’Hendes Majestæt’, ikke ’Hendes Kongelige Højhed’?
En prinsesse er en kongelig højhed, dronningen en majestæt.”

Emma stod modstræbende op, gik hen til sin mand og læste selv kortet.

”Bed kaptajnen om omgående at komme ned til os,” sagde Harry.
”Vi er nødt til at finde ud af, hvad der gemmer sig i den vase,” tilføjede han, før han faldt ned på knæ. 

”Vand, går jeg ud fra,” sagde Emma og rakte en hånd frem.

Harry tog hende om håndleddet.

”Kig, min elskede.
Den vase er alt for stor til et dusin liljer.
Ring efter kaptajnen,” gentog han, nu mere indtrængende.

”Men måske er det bare blomsterhandleren, der har lavet en fejl.”

”Lad os håbe det,” sagde Harry og satte kurs mod døren.
”Men den risiko tør vi ikke løbe.”

”Hvor går du hen?” spurgte Emma og tog telefonrøret.

”Hen for at vække Giles. Han har større erfaring med sprængstoffer end mig. Han brugte to år på at grave bomber ned for fødderne af fremrykkende tyskere.”

Da Harry trådte ud på gangen, så han til sin forundring en ældre mand forsvinde ned mod stortrappen.
Efter Harrys mening gik han alt for hurtigt, hans høje alder taget i betragtning.
Han bankede højt på Giles’ kahytsdør, men var nødt til at banke igen, nu med knyttet næve, før han hørte en søvnig stemme:

”Hvem er det?”

”Harry.”

Anspændtheden i hans stemme fik Giles til at springe ud af sengen og omgående åbne døren.

”Hvad er der galt?”

”Kom med,” sagde Harry uden at forklare sig nærmere.

Giles tog kimono på og gik efter sin svoger ned ad gangen og ind i bestyrelsesformandens kahyt.

”Godmorgen, søs,” sagde han til Emma.

Harry rakte ham kortet og sagde: ”HKH.”

”Jeg er med,” sagde Giles efter at have kigget nærmere på kortet.
”Det kan ikke være dronningemoderen, der har sendt blomsterne.
Men hvis ikke hende, hvem så?”

Han bøjede sig ned og kiggede nærmere på vasen.
”Hvem det end er, kan have lagt en forfærdelig masse Semtex ned i den vase.”

”Eller et par liter vand,” sagde Emma.
”Er I sikre på, at I ikke ser spøgelser ved højlys dag?” 

”Hvis det er vand, hvorfor er blomsterne så allerede ved at visne?” spurgte Giles.

I det samme bankede kaptajn Turnbull på døren og trådte ind.

”De ville tale med mig, mrs. Clifton.”

Emma begyndte at forklare, hvorfor både hendes mand og hendes bror lå på knæ.

”Der er fire SAS-mænd om bord,” sagde kaptajnen og afbrød bestyrelsesformanden.
”En af dem bør kunne svare på mr. Cliftons spørgsmål.”

”Det er næppe en tilfældighed, at de er med på turen,” sagde Giles.
”Jeg nægter at tro, at de alle har valgt at holde ferie i New York på samme tid.”

”Det er sir Alan Redmayne, der bad dem om at tage med,” svarede kaptajnen. ”Ministersekretæren sagde imidlertid, at det kun var for en sikkerheds skyld.”

”Som sædvanlig ved den mand noget, som vi andre ikke ved,” sagde Harry.

”Så er det måske på tide at finde ud af, hvad det er.”

Kaptajnen forlod kahytten og gik hurtigt ned gennem gangen og standsede først, da han stod foran kahyt 119.
Oberst Scott-Hopkins reagerede hurtigere, da der blev banket på døren, end Giles havde gjort kun få minutter forinden.

”Er der en sprængningsekspert med på holdet?”

”Sergent Roberts. Han var med i et sprængningskommando i Palæstina.”

”Jeg vil tale med ham omgående, i bestyrelsesformandens kahyt.”

Obersten spildte ikke tid på at spørge om grunden.
Han stormede hen ad gangen og ud på stortrappen, hvor han så kaptajn Hartley komme løbende ham i møde.

”Jeg har lige set Liam Doherty komme ud af herretoilettet i førsteklassesloungen.”

”Er De sikker?”

”Ja. Han gik derind forklædt som adelsmand og kom ud tyve minutter efter som Liam Doherty. Derefter gik han hen til trappen til de nedre dæk.”

”Det forklarer nok det hele,” sagde oberst Scott-Hopkins, da han løb ned ad trappen med kaptajn Hartley lige i hælene.
”Hvad er sergent Roberts’ kahytsnummer?” spurgte han uden at sætte farten ned.

”Syv fire to,” svarede kaptajnen, idet de sprang over en rød kæde og fortsatte videre ned ad en smal trappe.

De standsede først, da de var nået ned på Dæk 7, hvor korporal Crann trådte ud af skyggerne.

”Er Doherty kommet forbi for nylig?”

”Fandens,” sagde korporal Crann.
”Jeg vidste, jeg havde set røvhullet spankulere rundt på Falls Road. Han gik ind i syv nul seks.”

”Hartley,” sagde obersten, før han stormede ned gennem gangen, ”De og Crann holder øje med Doherty.
Sørg for, at han ikke forlader sin kahyt.
Hvis han gør det, så anhold ham.” Obersten hamrede på døren ind til kahyt 742.

Man behøvede ikke at banke to gange på sergent Roberts’ dør.
Han åbnede døren næsten øjeblikkeligt og hilste med et ’godmorgen, sir’ på oberst Scott-Hopkins, som om det var helt almindeligt at blive vækket midt om natten af sin pyjamasklædte kommandofører.

”Hent Deres værktøjskasse, Roberts, og kom med. Der er ikke et øjeblik at spilde,” sagde obersten og stak igen i rend.

Roberts indhentede først sin chef tre trapper længere oppe, og da de var nået op til Dæk 1, vidste han, hvilket af hans forskelligartede talenter, obersten havde brug for.
Han stormede ind i bestyrelsesformandens kahyt og kiggede stift på vasen, før han langsomt gik en tur hele vejen rundt om den.

”Hvis det er en bombe, så er den stor,” sagde han langt om længe.
”Jeg tør slet ikke gætte på, hvor mange der kommer til at dø, hvis vi ikke når at desarmere den.”

”Kan De gøre det?” spurgte kaptajnen med bemærkelsesværdig rolig stemme.
”For hvis De ikke kan, er det min førsteprioritet at tage vare på passagererne.
Jeg ønsker ikke, at denne tur skal kunne sammenlignes med en anden katastrofal jomfrurejse.”

”Jeg kan ikke gøre en skid, medmindre jeg får fat i kontrolpanelet,” svarede sergent Roberts.
”Det må være her på skibet, formentlig lige i nærheden.”

”I adelsmandens kahyt, gætter jeg på,” sagde obersten.
”Vi ved jo nu, at en IRA-terrorist ved navn Liam Doherty boede i den.”

”Er der nogen, der ved, hvilken kahyt han boede i?” spurgte kaptajnen.

”Kahyt 3,” svarede Harry, der kom i tanke om den gamle mand, der havde bevæget sig af sted en smule for hurtigt.
”Lige nede ad gangen.”

Kaptajnen og sergenten løb ud af kahytten og ud på gangen med oberst Scott-Hopkins, Harry og Giles lige i hælene.
Kaptajnen låste kahytsdøren op med sin universalnøgle og trådte til side, så sergent Roberts kunne komme ind.
Sergenten gik hurtigt hen til en stor skabskuffert, der stod midt i kahytten.
Han åbnede tøvende kuffertlåget og kiggede ind.

”Jøsses, den er sat til at springe om otte minutter og niogtredive sekunder.”

”Kan De ikke bare koble en af de der fra?” spurgte kaptajn Turnbull og pegede på en mængde forskelligfarvede ledninger.

”Jo, men hvilken en?” spurgte Roberts uden at kigge op på kaptajnen, mens han forsigtigt delte ledningerne op efter farve: røde, sorte, blå og gule.
”Jeg har haft sådan en bombe i hænderne adskillige gange.
Det er altid en en-ud-af-fire-chance, og det er ikke en risiko, jeg er parat til at løbe. Jo,” tilføjede han så, ”måske hvis det kun var mig og midt ude i en ørken, men ikke på et skib midt ude på havet, hvor en hel masse mennesker risikerer at miste livet.”

”Så lad os få Doherty herop i en vis fart,” foreslog kaptajn Turnbull.
”Han må vide, hvilken ledning der skal klippes.”

”Det tvivler jeg på,” svarede sergent Roberts.
”Jeg tror ikke, Doherty er bombemanden.
De har sikkert en gnist med om bord til den sag, og guderne må vide, hvor han gemmer sig nu.”

”Tiden er ved at rinde ud,” mindede obersten dem om, mens han stirrede på sekundviserens ubarmhjertige gang rundt på skiven.
”Syv minutter, tre, to, en …”

”Udmærket, Roberts, hvad vil De råde os til?” spurgte kaptajnen roligt.

”De vil ikke bryde Dem om det, sir, men omstændighederne taget i betragtning er der kun én ting at gøre. Og selv det er fandens risikabelt, når der kun er syv minutter tilbage at gøre det i.”

”Så spyt ud, mand!” snappede obersten.

”Løft den der satan op, smid den over bord, og bed en bøn til Gud.”

Harry og Giles stormede tilbage til bestyrelsesformandens kahyt og stillede sig på hver sin side af vasen.
Der var adskillige ting, som Emma – der i mellemtiden havde fået tøj på – gerne ville spørge om, men som enhver anden fornuftig bestyrelsesformand vidste hun, hvornår det var bedst at holde mund.

”Forsigtig, når I løfter den,” sagde sergent Roberts.
”Hold den, som om det var en gryde med kogende vand.”

Som to vægtløftere gik Harry og Giles i knæ og løftede langsomt den tunge vase op fra bordet, indtil de begge stod ret op igen.
Da de var sikre på at have godt fat om den, gik de sidelæns gennem kahytten hen til den åbne dør.
Oberst Scott-Hopkins og sergent Roberts flyttede hurtigt alle forhindringer væk foran dem.

”Efter mig,” sagde kaptajnen, da de to mænd trådte ud på gangen og langsomt begyndte at kante sig hen mod stortrappen.

Vasen var vanvittig tung, syntes Harry, men så kom han i tanke om den kolos af en mand, der havde båret den ind i kahytten.
Ikke så mærkeligt, at han ikke var blevet hængende for at få en drikkeskilling.
Nu var han formentlig på vej hjem til Belfast eller sad klæbet op ad en radio et eller andet sted og ventede på at høre om en skibskatastrofe og om, hvor mange mennesker der havde mistet livet.

Da de var nået hen til stortrappen, begyndte Harry at tælle trin.
Seksten trin senere stod han stille for at få pusten, mens kaptajnen og obersten åbnede svingdørene ud til det soldæk, Emma var så stolt af.

”Vi skal så langt agter som muligt,” sagde kaptajnen.
”Jo længere tilbage, jo bedre chance for at undgå skader på skroget.”

Harry så ikke overbevist ud.

”Bare rolig, vi er tæt på allerede.”

Hvor tæt på er tæt på? tænkte Harry, der uden at betænke sig et øjeblik ville have smidt vasen over bord med det samme.
Han sagde imidlertid ingenting, mens de meter for meter bevægede sig ned mod agterstavnen.

”Jeg ved, hvordan du har det,” sagde Giles efter at have læst sin svogers tanker.

De fortsatte i sneglefart forbi swimmingpoolen, tennisbanen og liggestolene, der var stillet op på række, parate til søvndrukne gæster tidligt næste morgen.
Harry forsøgte at lukke ned for tanker om, hvor lang tid der var tilbage, før …

”To minutter,” sagde sergent Roberts lidet hjælpsomt efter at have kastet et blik på sit ur.

Ud af øjenkrogen kunne Harry se rælingen i agterstavnen.
Den var nu ganske tæt på, men han vidste, som var det Everest, der skulle bestiges, at de sidste få meter ville vise sig at være de sværeste.

”Halvtreds sekunder,” sagde sergent Roberts, da de stod stille foran en ræling, der gik dem til livet.

”Kan du huske, dengang vi smed Fisher i floden efter sidste semester?” spurgte Giles.

”Det var uforglemmeligt.”

”Okay, på tre kaster vi stodderen ud i havet og er af med ham for tid og evighed,” sagde Giles.

”En –” Begge mænd svingede vasen tilbage, men de kunne kun klare et par tommer, ”to –” måske et par tommer mere, ”tre –” så langt tilbage, de kunne, og så med de allersidste kræfter kastede de vasen op i luften og ud over agterstavnens ræling.
På dens vej ned var Harry overbevist om, at den ville lande på dækket eller i bedste fald ramme rælingen, men den susede forbi med få centimeters margin og landede i vandet med et stille plask.

Giles løftede triumferende armene højt op i vejret og råbte: ”Halleluja!”

Sekunder efter eksploderede bomben og blæste dem tilbage over dækket.

2

Kevin Rafferty havde tændt taxaskiltet på biltaget, i samme øjeblik han så Martinez forlade sit hus på Eaton Square.
Den ordre, han havde fået, var ikke til at misforstå.
Hvis Martinez forsøgte at stikke af, måtte man formode, at han ikke havde tænkt sig at betale anden rate for sænkningen af Buckingham, og at det skulle straffes.

Den oprindelige ordre var blevet sanktioneret af områdechefen i Belfast.
Den eneste ændring, som områdechefen var gået med til, var, at det var Kevin, der skulle vælge, hvilken af don Pedro Martinez’ to sønner der skulle elimineres, men eftersom både Diego og Luis allerede var stukket af til Argentina, var Martinez selv den eneste kandidat, der var til rådighed for chaufførens egen udgave af russisk roulette.

”Lufthavnen,” sagde Martinez, da han satte sig ind i taxaen.

Rafferty drejede ud af Eaton Square og kørte videre ad Sloane Street med kurs mod Chelsea Bridge, samtidig med at han ignorerede de højrøstede protester fra bagsædet.
Klokken var fire om natten, og det styrtregnede, så der var kun få biler at overhale, før han krydsede broen.
Et par minutter efter holdt han ind foran et nedlagt pakhus i Lambeth.
Da han var sikker på, at der ikke var nogen mennesker på gaden, sprang han ud af taxaen, skyndte sig at låse den rustne hængelås op på porten og kørte derefter ind.
Han vendte bilen og var klar til at komme væk i en fart, når opgaven var løst.

Rafferty skød slåen for porten og tændte en nøgen, støvet pære, der hang ned fra en bjælke midt i rummet.
Han tog en revolver op af en inderlomme, før han gik tilbage til taxaen.
Skønt han var halvt så gammel som Martinez og i ualmindelig god form, turde han ikke tage nogen chancer.
Når en mand tror, han skal dø, begynder adrenalinen at suse rundt i hans krop, og han kan ende som en supermand i et sidste forsøg på at overleve.
I øvrigt troede Rafferty ikke, at det var første gang, at Martinez så døden i øjnene.
Denne gang ville der imidlertid ikke være nogen tvivl om udfaldet.

Han åbnede taxaens bagdør og gjorde med revolveren tegn til Martinez om at stige ud.

”Her er de penge, jeg skulle aflevere til Dem,” sagde Martinez insisterende og holdt tasken op i vejret.

”Så De håbede på at bumpe ind i mig i lufthavnen, eller hvad?”
Rafferty vidste, at han ikke kunne dræbe Martinez, hvis alle pengene lå i tasken.
”To hundrede halvtreds tusind pund?”

”Nej, men der er mere end treogtyve tusind.
For at vise min gode vilje, forstår De nok.
Resten ligger hjemme i mit hus, så hvis vi kører tilbage –”

Rafferty vidste, at huset på Eaton Square såvel som alle Martinez’ andre værdier var blevet beslaglagt af banken.
Der var ingen tvivl om, at Martinez havde håbet på at slippe væk, før IRA opdagede, at han ikke havde tænkt sig at holde sin del af aftalen.

Rafferty rev tasken ud af Martinez’ hænder og kastede den ind på taxaens bagsæde.
Han besluttede at gøre Martinez’ død en smule mere langtrukken end oprindeligt planlagt.
Han havde trods alt ikke andet at tage sig til den næste times tid.

Han pegede med revolveren på en træstol, der stod lige under pæren og var oversprøjtet med blod fra tidligere henrettelser.
Han skubbede sit offer ned på stolen med betydelig kraft, og før Martinez nåede at reagere, var han blevet bagbundet.
Det var tydeligt, at Rafferty havde prøvet dette mange gange før.
Til sidst bandt han Martinez’ ben sammen, hvorefter han trådte lidt tilbage for at beundre sit værk.

Det eneste, Rafferty nu skulle beslutte, var, hvor længe hans offer fik lov til at leve.
Den eneste begrænsning var, at han selv skulle være ude i lufthavnen i tide til afgangen til Belfast.
Han kastede et blik på sit armbåndsur.
Det var altid en fornøjelse at se udtrykket i offerets ansigt, når vedkommende troede, at det stadig var muligt at slippe fra det med livet i behold.

Han gik tilbage til taxaen, lynede Martinez’ taske op og talte bundterne med knitrende nye fempundsedler.
I det mindste havde Martinez talt sandt, selv om der manglede mere end to hundrede seksogtyve tusind pund.
Han lynede tasken til igen og lagde den ned i bagagerummet.
Martinez fik trods alt ikke brug for den mere.

Områdechefens ordre havde ikke været til at misforstå: Når jobbet var gjort, skulle han efterlade liget i pakhuset, hvorefter en anden ville tage sig af oprydningsarbejdet.
Det eneste, Rafferty skulle gøre, var at foretage en telefonopringning og sige følgende:

’Pakke til afhentning.’

Derefter skulle han køre til lufthavnen og parkere taxaen, med pengene i, på øverste niveau i langtidsparkeringen.
En landsmand ville senere hente bilen og fordele pengene.

Rafferty gik tilbage til Martinez, der ikke på noget tidspunkt havde fjernet blikket fra ham.
Hvis chaufføren havde fået lov til selv at bestemme, havde han nu skudt sit offer i maven, derefter ventet et par minutter, indtil Martinez var holdt op med at skrige, for så at skyde ham i skridtet.
Flere skrig, formentlig meget højere nu, før han til sidst stak revolverløbet ind i hans mund.
Han ville i adskillige sekunder kigge sit offer i øjnene og så, uden videre, trykke på aftrækkeren. Dette var dog ensbetydende med tre skud.
Et enkelt skud kunne gå an, men tre skud midt om natten ville uden tvivl vække opmærksomhed.
Så han ville adlyde områdechefens ordre.
Et skud og ingen skrig.

Rafferty smilede til Martinez, der fik et håbefuldt glimt i øjnene, indtil han så, at revolverløbet var på vej ned mod hans mund.

”Åbn munden,” sagde Rafferty blidt, som om han var en rar tandlæge, der forsøgte at lokke et modvilligt barn til at gabe op.
En genkommende ting hos alle hans ofre var de klaprende tænder.

Martinez satte sig til modværge og måtte sluge en af sine fortænder i den ulige kamp.
Sveden begyndte at strømme ned over hans fede kinder.
Han kom kun til at vente nogle få sekunder mere, før Rafferty trykkede på aftrækkeren, men det eneste, han hørte, var hanen, der klikkede.

Nogle besvimede, andre stirrede bare vantro, mens atter andre kastede voldsomt op, når det gik op for dem, at de stadig var i live.
Rafferty hadede dem, der besvimede.
Det betød, at han var nødt til at vente på, at de var kommet til bevidsthed igen, før han kunne starte forfra.
Martinez var imidlertid imødekommende og besvimede ikke.

Når så Rafferty trak løbet ud af munden … dette var hans version af et blowjob … smilede hans ofre gerne og forestillede sig, at det værste var overstået, men nu, da han snurrede tromlen rundt igen, vidste Martinez, at han var dømt til at dø.
Det var bare et spørgsmål om, hvornår det skete.
Hvor og hvordan stod ikke til diskussion.

Det var altid en skuffelse for Rafferty, hvis offeret døde ved første skud.
Hans personlige rekord var ni skud, men i snit var det mellem fire og fem.
Ikke, at han kerede sig det mindste om statistik.
Han jog igen revolverløbet ind i Martinez’ mund og trådte et skridt tilbage.
Han ville jo helst ikke oversprøjtes med blod.
Den argentinske mand var tåbelig nok til igen at sætte sig til modværge og mistede som straf endnu en tand, denne gang en guldtand.
Rafferty stak den i lommen, før han trykkede på aftrækkeren for anden gang.
Også denne gang klikkede revolveren.
Han trak løbet ud i håb om at kunne score en tand mere, nå ja, så en halv tand da.

”Tredje gang er lykkens gang,” sagde Rafferty og jog atter løbet ind i Martinez’ mund og trykkede på aftrækkeren.

Igen et klik.
Rafferty var nu ved at blive utålmodig og krydsede fingre for, at dagens opgave ville være løst i fjerde forsøg.
Han snurrede tromlen rundt, denne gang en smule mere ivrigt, men da han kiggede op, var Martinez besvimet.
Hvilken skuffelse!
Han foretrak, at hans ofre var lysvågne, når kuglen borede sig igennem deres hjerne.
Selv om de derefter kun levede videre et kort sekund, var det et sekund, han fandt stort behag i. Han tog fat i Martinez’ hår, tvang hans mund op og stak atter løbet ind.
Han skulle lige til at trykke på aftrækkeren for fjerde gang, da telefonen henne i hjørnet af rummet begyndte at ringe.
Det vedholdende metalliske ekko i den kolde natteluft kom bag på Rafferty.
Han havde aldrig før oplevet, at telefonen begyndte at ringe.
Før i tiden havde han kun brugt den, når han selv skulle ringe op for at sige de aftalte fire ord.

Han trak nølende løbet ud af Martinez’ mund, hvorefter han gik hen til telefonen og løftede røret. Han sagde ikke noget, lyttede blot.

”Afbryd,” sagde en afsnuppet, dannet stemme.
”Du behøver ikke at hente næste rate.”

Et klik efterfulgt af summetone.

Rafferty lagde røret på.
Måske skulle han snurre tromlen en sidste gang, og hvis heldet var med ham denne gang, kunne han i sin rapport hævde, at Martinez allerede var død, da telefonen ringede.
Han havde imidlertid en gang før løjet for områdechefen, og som bevis for det manglede han nu en finger på venstre hånd.
Han fortalte alle, der spurgte, at det var en engelsk officer, der havde hugget den af under et forhør, hvilket kun få mennesker på begge sider troede på.

Han stak modvilligt revolveren i lommen og gik langsomt tilbage til Martinez, der sad og hang i stolen med hovedet nede ved knæene.
Rafferty bøjede sig ned og bandt rebet om mandens ben og hænder op.
Martinez dejsede om på gulvet.
Rafferty løftede ham op i håret, kastede ham over sin ene skulder, som om han var en sæk kartofler, og smed ham ind på bagsædet i taxaen.
Et øjeblik havde han håbet, at manden ville sætte sig til modværge, og så … men nej, så heldig var han ikke.

Han kørte ud af pakhuset, låste døren og satte kursen mod lufthavnen for at slutte sig til de mange andre taxaer der.

De var tæt på lufthavnen, da Martinez vågnede op i denne verden og ikke den næste.
Rafferty holdt øje med sin passager i bakspejlet, da denne begyndte at komme til bevidsthed igen. Martinez blinkede adskillige gange, før han kiggede ud gennem bilruden og så en række forstadshuse suse forbi på den anden side.
Da han langt om længe forstod, hvad der var sket, bøjede han sig ned og kastede voldsomt op på bagsædet. Raffertys kolleger ville ikke bryde sig om det.

Det lykkedes langsomt Martinez at tvinge sin slappe krop op i opret position.
Han støttede den ved at klamre sig til kanten af sædet med begge hænder, mens han stirrede på sin bøddel.
Hvad havde fået ham til at skifte mening?
Men måske havde han overhovedet ikke skiftet mening.
Måske var han bare på vej til en ny lokalitet.
Martinez skubbede sig en smule længere frem på sædet i håb om at få bare en enkelt chance for at undslippe, men så til sin fortvivlelse, at Rafferty kiggede mistænksomt på ham i bakspejlet med få sekunders mellemrum.

Rafferty drejede væk fra hovedvejen og kørte efter skiltene mod langtidsparkering.
Han kørte op på øverste niveau og parkerede i det fjerneste hjørne.
Han steg ud af bilen, låste bagagerummet op, lynede rejsetasken op og smilede igen fornøjet ved synet af de mange bundter nye fempundsedler.
Han ville gerne have taget pengene med hjem og brugt dem på ’sagen’, men turde ikke løbe risikoen for at blive pågrebet med de mange kontanter på sig, nu hvor så mange sikkerhedsfolk var sat til at holde øje med alle flyafgange til Belfast.

Han tog et argentinsk pas op af tasken, samt en billet på første klasse til Buenos Aires og ti pund i kontanter, hvorefter han smed sin revolver ned i tasken, for den var endnu en ting, som det ikke gik an at blive pågrebet med.
Han låste bagagerummet, åbnede fordøren og lagde nøgler og parkeringsbillet under sædet, så en kollega kunne hente taxaen senere på dagen.
Derefter åbnede han bagdøren og trådte til side, så Martinez kunne komme ud, men denne rørte sig ikke.
Pønsede han på at stikke af?
Ikke, hvis han satte pris på sit liv.
Han vidste jo trods alt ikke, at chaufføren ikke længere var bevæbnet.

Rafferty tog fat om Martinez’ albuer og trak ham ud af bilen, hvorefter han marcherede ham hen mod nærmeste udgang.
To mænd gik forbi dem på trappen på vej ned til gaden.
Rafferty ikke så meget som kiggede på dem.

Ingen af dem sagde noget på den lange tur hen til lufthavnsbygningen.
Da de var kommet ind i afgangshallen, rakte Rafferty Martinez hans pas, hans billet og de to fempundsedler.

”Hvad med resten?” snerrede Martinez.
”For det er jo indlysende, at det ikke lykkedes Deres kolleger at sænke Buckingham.”

”Vær taknemmelig for, at De stadig er i live,” sagde Rafferty, hvorefter han snurrede rundt og forsvandt i menneskemængden.

Et øjeblik, men kun et øjeblik, overvejede Martinez at gå tilbage til taxaen for at hente sine penge. I stedet for gik han modvilligt hen til indtjekningsskranken til Sydamerika og rakte kvinden der sin billet.

”Godmorgen, mr. Martinez,” sagde kvinden.
”Jeg håber, De har nydt Deres ophold i England.”


 

Mægtigere end sværdet, Archer, Historisk roman, historie, krønike, Clifton, clifton-krøniken,

Da en IRA-bombe eksploderer om bord på skibet MV Buckingham på dens jomfrurejse over Atlanten, omkommer størstedelen af passagererne.

Forudbestil Mægtigere end sværdet online her

Harrys kone, Emma, der er bestyrelsesmedlem i Barrington Shipping, er stærkt optaget af konsekvensene af MV Buckinghams forlis, og det skaber uro i bestyrelsen. Hun har nemlig ikke kun venner.

Harry Clifton, der har etableret sig som bestsellerforfatter, starter en kampagne for at få forfatteren Anatoly Babakov løsladt fra et fængsel i Sibirien. Men han sætter dermed sit eget liv i fare.

I London er Emma og Harrys søn Sebastian i fuld gang med sin karriere hos Farthing’s Bank og har netop friet til den smukke, unge amerikaner, Samantha.