Kærlighed Romaner

Er du også helt vild med Wait for you-serien? Smuglæs i Hold om mig her

Den 12. oktober udkommer Hold om mig, der er tredje bog i Jennifer L. Armentrouts hotte og romantiske new adult-serie Wait for you. Føles ventetiden alt for lang? Så kan du heldigvis læse første kapitel her.

 

Hold om mig, Jennifer L. Armentrout, Wait for you, romantisk bog, kærlighedsroman, Hold om mig følger vi 21-årige Calla, som er veninder med Teresa fra Bliv hos mig. Calla er aldrig blevet kysset, har aldrig set havet og har aldrig været i en forlystelsespark.

Men som barn så hun ting, som et barn aldrig skal se. Et liv sammen med sin ustabile mor Mona har givet Calla ar på krop og sjæl, men det er der ingen, der ved. Calla skjuler nemlig sine hemmeligheder fra alle, hun holder af, også sine tætteste venner på college.

Calla bliver dog nødt til at konfrontere sin fortid, da hun opdager, at Mona har stjålet alle hendes collegepenge og oparbejdet en kæmpe gæld i hendes navn. Calla tager derfor tilbage til den lille by, som hun troede – og håbede – hun havde forladt for altid. Men da Calla ankommer til morens bar, er hun sporløst forsvundet.

Til gengæld finder Calla den sexede og intense Jackson James, der giver hende et job og hjælper hende med at lede efter Mona. Jackson James gør det klart, at han er tiltrukket af Calla, men at han måske også ønsker lidt mere … Men før Calla kan åbne op og lade ham blive en del af sit liv, må hun først komme overens med sin smertefulde fortid.

Du kan finde Hold om mig af Jennifer L. Armentrout online her eller købe den i din nærmeste boghandel fra den 12. oktober.

 

Jennifer L. Armentrout:

Hold om mig

 

Kapitel 1

 

Jeg var omgivet af Lækkerbuks-brigaden.

Der er mange, der slet ikke tror, at Lækkerbuks-brigaden findes. At den udelukkende findes i vandrehistorier, ligesom historien om hende, der var den mest populære pige på sin high school, og som faldt ud ad vinduet på sit kollegie, fordi hun var ravende skæv på LSD eller heroin, eller også var hun gledet i badet og havde flækket hjerneskallen. Hvem kunne vide det med sikkerhed? Historien ændrede sig, hver gang man hørte den, men i modsætning til den døde pige, der efter sigende spøgte på Gardiner Hall-kollegiet, så var Lækkerbuks-brigaden ægte og levende – og der var flere medlemmer.

Flere lækre medlemmer.

Det var sjældent, at de alle sammen var samlet på et sted nu om dage, og det er derfor, de havde fået en mytisk status, men hold da op, hvor var det et skønt syn, når de var sammen.

Og det var nok det tætteste, jeg nogensinde ville komme på fuldkommenhed – det, og så mirakelmidlet i form af den makeup, der hedder dermablend, fordi den næsten dækkede arret på mit ansigt.

Vi sad alle sammen i Avery Morganstens tætpakkede lejlighed. At dømme ud fra den enorme diamant, der sad på hendes ringfinger, var hun på vej til at få et nyt efternavn, og selvom jeg ikke kendte hende ret godt, for jeg kendte faktisk ikke rigtig andre end Teresa, var jeg glad på hendes vegne. De gange, jeg havde været sammen med hende, havde hun været virkelig sød. Nogle gange var hun lidt stille, men enhver kunne se på den måde, de så på hinanden på, at hun og hendes forlovede, Cameron Hamilton, var dybt forelskede.

Lige nu kiggede han på hende, som om der ikke fandtes andre kvinder i verden end hende. Selvom de sad tæt sammen, Cam i sofaen og Avery på hans skød, rettede han sit klare, blå blik mod hende, mens hun lo ad noget, hans søster, Teresa, havde sagt.

Hvis jeg skulle uddele titler i Lækkerbuks-brigaden, ville Cam nok være præsident. Han var ikke alene flot, han var også et dejligt menneske. Ingen følte sig mærkelig eller udenfor, når han var i nærheden. Han havde en vis … varme, som var totalt smittende.

I mit stille sind, og jeg ville aldrig sige det til nogen, var jeg misundelig på Avery. Jeg kendte hende dårligt nok, men jeg hungrede efter at få det, som hun havde – den skønne, sexede fyr, som også var et vaskeægte godt menneske, som fik alle til at have det godt i hans selskab. Det var sjældent.

”Skal du have mere at drikke?”

Jeg drejede hovedet til venstre og så tilbage i retning af Jase Winsteads stemme, og jeg måtte snappe efter vejret. Han var Cams diametrale modsætning – ekstremt flot, men jeg kunne på ingen måde slappe af, når jeg så ind i hans stålgrå øjne. Med den mørke hud, det halvlange brune hår og det næsten uvirkeligt smukke, modelagtige ydre, kunne han være vicepræsident i Lækkerbuks-brigaden. Han var langt den mest sexede af dem alle, og han kunne godt være supersød, som han var lige nu, men han var ikke så afslappet eller charmerende som Cam, og det var derfor, at Cam kom på førstepladsen.

”Nej tak, jeg klarer mig.” Jeg viftede med min halvfyldte øl flaske, som jeg havde nippet til, siden jeg var kommet. ”Men tak.”

Han smilede, gik lidt væk og lagde armene om Teresas talje. Hun lænede hovedet mod hans brystkasse og lagde hænderne på hans arme. Han fik et mildt udtryk i ansigtet.

Jep, jeg var også lidt misundelig på Teresa.

Jeg havde aldrig haft et alvorligt forhold. Jeg gik ikke ret meget i byen i high school. Arret på mit ansigt havde været meget mere selvlysende dengang, og ingen mirakelmakeup kunne skjule det … og unge mennesker i high school kunne være stride, når det handlede om meget tydelige fejl. Og selv hvis nogen kunne se forbi mit ar, havde jeg hverken haft tid eller overskud til at gå i byen, og slet ikke til et forhold.

Så var der Jonathan King. Vi havde historietimer sammen, da jeg gik på første år på college, han var virkelig sød, og vi kom godt ud af det med hinanden. Jeg var selvfølgelig tøvende, da han spurgte, om jeg ville på date med ham, men for fanden, hvor var han vedholdende, og til sidst sagde jeg ja. Vi var på et par dates, men efterhånden som forholdet udviklede sig, og han, ligesom enhver anden fuldstændig normal fyr ville have gjort, havde lagt op til noget mere en aften, da vi var alene på mit kollegieværelse, havde jeg været så dum, at jeg troede, at når han kunne overse arret på mit ansigt, så kunne han også overse alt det andet.

Jeg tog fejl.

Vi kyssede ikke engang, og vi var fandeme heller ikke på flere dates bagefter, og jeg havde aldrig fortalt nogen om ham eller om den katastrofale aften. Jeg tænkte aldrig på ham. Nogensinde.

Altså, bortset fra lige nu, for helvede.

Jeg så på, at Lækkerbuks-brigaden gik rundt og var totalt lækre, og jeg var helt klar over, at jeg var mandegal, fordi jeg … ja, jeg manglede mænd i mit liv.

”Jeg har den!”

Jeg løftede hovedet med et sæt, da Ollie kom gående rundt om sofaen med sin kæreste, Brittany, i hælene. Hun rystede på hovedet og himlede så meget med øjnene, at jeg var bange for, at hun ville besvime.

Ollie kom hen til sofabordet og bukkede sig med en lillebitte skildpadde i hånden. Jeg hævede brynene, og den lille fyr padlede i luften med lufferne. Hvad fanden …?

”En fest er ikke en rigtig fest, før Ollie slipper skildpadden løs,” sagde Jase, og det trak i mine mundvige.

Cam sukkede og lænede sig forbi Avery. ”Hvad fanden laver du med Raphael?”

”Du tager fejl.” Ollie stillede den på bordet. Han skubbede det halvlange hår bag øret med den ene hånd. ”Det her er Michelangelo, og jeg synes, at det er langt ude, at du ikke længere ved, hvilken skildpadde der er din. Du har sikkert gjort Raphael deprimeret.”

”Jeg prøvede at bremse ham,” sagde Brit og lagde armene over kors. De to så ud, som om de kunne være med i en reklame for det perfekte blonde par. ”Men du ved, hvordan han er …”

Alle vidste, hvordan han var.

Efter sin bachelor var Ollie gået i gang med at læse medicin – overraskende nok – men hans skøre påfund var lige så legendariske som Lækkerbuks-brigaden. Ollie kunne være vicepræsidentens højre hånd. Han skulle have ros for at køre til Shepherdstown hver anden weekend for at besøge sin kæreste og for at være et uforbederligt fjollehoved.

”Se lige, jeg har designet et nyt halsbånd med snor til den.” Han pegede på noget, der lignede et miniaturebælte, der sad om skildpaddens skjold.

Cam stirrede på ham. ”Er det din alvor?”

”Nu kan du lufte dem.” Og så gik han ellers i gang med at demonstrere det ved at føre Michelangelo over bordet, og jeg var nødt til at spekulere på, om Avery og Cam spiste ved det bord. ”Det er bedre end garn.”

Lufte en skildpadde? Det … det var da endnu værre end at gå tur med en kat. Jeg begyndte at fnise. ”Det ligner et bælte til en Barbie-dukke.”

”Det er en designersnor,” rettede han med et lille smil. ”Men jeg fik faktisk idéen, da vi kiggede på det nyeste legetøj i Walmart.”

Teresa rynkede panden. ”Hvad lavede I i legetøjsafdelingen?”

”Ja,” sagde Jase og trak ordet ud. ”Er der noget, I to ikke har fortalt os?”

Brit gjorde store øjne.

Ollie trak bare på skuldrene. ”Jeg kan godt lide at følge med i, hvad der sker inden for legetøj. Det er så meget sejere i dag, end dengang vi var børn.”

Hans påstand førte til en længere diskussion om, hvordan vores generation var blevet groft snydt, når man sammenlignede vores legetøj med det sofistikerede og seje legetøj, som fandtes nu, og jeg måtte tænke mig godt om for at komme i tanke om, hvad jeg havde leget med. Der havde været Barbie-dukker – selvfølgelig havde der været Barbie-dukker, men i stedet for trehjulede cykler og brætspil havde jeg haft satinbånd og glitrende tiaraer.

Og så havde jeg ikke haft noget.

De andre begyndte at tale om deres planer for sommerferien, og jeg prøvede at koncentrere mig om, hvor de forskellige skulle hen. Cam og Avery skulle tilbringe sommeren i Washington D.C., da Cam var blevet optaget på Uniteds fodboldhold. Jeg havde aldrig været i D.C., selvom Shepherd ikke lå ret langt fra hovedstaden. Brit og Ollie skulle noget fuldstændig eventyrligt. En uge efter feriens start skulle de rejse til Paris, og så ville de køre tværs gennem Europa. Jeg havde aldrig været i et fly og slet ikke i udlandet. Jeg havde for fanden ikke engang været i New York. Teresa og Jase var i gang med at planlægge en fantastisk badeferie i South Carolina sammen med hans forældre og lillebror. De ville leje et hus ved stranden, og Teresa kunne ikke tale om andet end at dyppe tæerne i havvand. Jeg havde heller aldrig været på stranden, så jeg anede ikke, hvordan det føltes at have sand mellem tæerne.

Jeg var virkelig nødt til at komme lidt mere ud og få mig et liv. Seriøst.

Men det gjorde ikke så meget, for ting som at fistre jorden rundt med en lækkerbuks stod ikke højt på min liste over vigtige mål – mine mål var de tre F’er.

Få en collegeuddannelse.
Find en karriere inden for sygepleje.
Færdiggør noget, der vil gavne mig i fremtiden.

Det var godt at have mål. Kedeligt. Men godt.

”Du er ret stille i aften, Calla.”

Jeg kunne ikke lade være med at stivne, og jeg mærkede mine kinder blusse, da jeg hørte Brandon Shrivers stemme. Jeg sænkede hænderne, holdt flasken mellem knæene og tvang musklerne i mine skuldre til at slappe af. Det var ikke, fordi jeg havde glemt, at Brandon sad til venstre for mig. Hvordan skulle jeg kunne glemme det? Jeg var bare i gang med at lade, som om han ikke var der.

Jeg fugtede læberne og bevægede hovedet, så et gardin af mit eget lyse hår faldt frem over min venstre skulder og skjulte min kind. ”Jeg sidder bare og følger med i det hele.”

Brandon kluklo. Han havde en skøn latter. Og et skønt ansigt. Og en skøn krop. Og en virkelig skøn røv.

Og så var der Brandon. Suk. Et gigantisk suk, som kunne mærkes på den anden side af kloden. Med sit mørke hår og sine brede skuldre kunne han også sagtens være vicepræsidentens højre hånd i Lækkerbuks-brigaden.

”Der er altid noget at følge med i, når Ollie er til stede,” bemærkede han og skævede til mig hen over sin flaske. ”Glæd dig til, at han begynder at snakke om sine idéer til rulleskøjter til skildpadder.”

Jeg lo og slappede en smule af. Brandon var lækker, men han var også et rart menneske, et sted mellem Cam og Jase. ”Jeg kan slet ikke forestille mig skildpadder på rulleskøjter.”

”Ollie er enten rablende gal eller et stort geni.” Brandon rykkede sig lidt i sofaen. ”Vi venter stadig på dommerens afgørelse.”

”Jeg tror, han er et geni.” Jeg kiggede på Ollie, som samlede skildpadden op og gik rundt om bordet i retning af den ret overdådige bolig, som den lille, grønne fyr boede i. ”Det lyder på Brit, som om han scorer topkarakterer i alle sine fag. Og medicin er ikke noget let fag.”

”Ja, men de fleste virkelig intelligente mennesker er også fuldstændig sindssyge.” Han storsmilede, da jeg lo lavt. ”Nå, men er den episke kamp for at få plads på holdene næste år ved at være ovre?”

Jeg nikkede, smilede igen og satte mig tilbage i lænestolen. Jeg manglede kun halvandet semester, inden jeg var færdig med min basisuddannelse i sygepleje, og at blive optaget på de nødvendige hold var lige så svært som at lægge arm med Hulk Hogan. Alle, der kendte bare lidt til mig eller var inden for hørevidde, vidste, at jeg havde kæmpet med mit skema i det, der føltes som en evighed. Lige nu var der kun en uge tilbage af semestret, og det var næsten en måned siden, studievejledningen om næste semesters kurser var blevet lukket.

”Ja, endelig. Jeg skulle ofre højre ben for at få plads på alle mine hold, men jeg har fået det, jeg skulle bruge. Jeg har et møde på stipendiekontoret på mandag, men det burde være i orden.”

Han trak brynene sammen, da jeg kiggede på ham. ”Er alt i orden med hensyn til det?”

”Det tror jeg.” Jeg kunne ikke forestille mig, at der skulle være problemer. ”Skal du noget spændende i ferien?”

Han trak på den ene muskuløse skulder. ”Jeg har faktisk ikke lagt nogen planer, for jeg tager nogle fag over sommeren.”

”Det lyder sjovt.”

Han fnyste.

Jeg skulle til at komme med endnu en latterlig og hjernedød bemærkning, når nu jeg var så godt i gang med den her samtale på tomandshånd med Brandon, men jeg tabte tråden, da det bankede på døren. Mit blik fulgte Ollie hen til døren. Han åbnede, som om det var ham, der boede der.

”Hvad så, smukke dame?” spurgte han, og jeg rettede ryggen og holdt bedre fast om halsen på min ølflaske.

En køn, lille mørkhåret pige svævede ind i lejligheden med en rød pose fra Sheetz i hånden. Hun smilede til Ollie og vinkede lidt til Brit.

Jeg vidste ikke, hvad hun hed.

Jeg havde lidt nægtet at finde ud af, hvad hun hed, for efter at have kendt Brandon i to semestre spildte jeg ikke længere kræfter på at lære nogen af de piger, han ”hang ud med”, at kende, fordi der var så mange af dem, og de blev aldrig hængende særlig længe.

Men denne pige – med sit yndige, kortklippede hår og en dansers krop – var anderledes. De havde haft timer sammen det her semester, og de var begyndt at hænge ud sammen i marts, men det var første gang, jeg havde set hende sammen med Brandon væk fra campus.

Jeg havde faktisk aldrig rigtig mødt hende. Jeg havde aldrig rigtig mødt nogen af hans faste vedhæng, men havde bare set dem på college og nogle gange til fester, men Brandon havde ikke været til nogen fester siden … tja, siden marts.

”Der er hun jo!” Han fik julelys i de grønne øjne.

Pis.

Jeg var langsom i opfattelsen.

Jeg trak vejret ind gennem næsen og smilede, da hun kantede sig forbi parrene på vej hen til Brandon, som rettede sig op i sofaen og bredte armene ud. Hun tog straks plads i hans favn, satte sig på hans knæ og lagde armene om hans hals. Posen fra Sheetz dinglede mod hans ryg, og hendes mund var som et Brandon-varmesøgende-missil, og det forstod jeg udmærket.

De kyssede.

Et stort, vådt og dybt kys – et rigtigt kys. Ikke sådan et ”vi er lige ved at lære hinanden at kende”-kys eller et ”vi er bare bollevenner”-kys, men et ”vi har allerede delt en masse kropsvæsker”-kys.

Åh gud, jeg betragtede dem kysse, som om de prøvede at spise hinandens ansigter, indtil jeg var klar over, at jeg opførte mig som et totalt kinky og perverst kryb. Jeg tvang mig selv til at se væk og mødte Teresas blik.

Hun drejede sig i Jases arme og fik et medfølende udtryk i ansigtet, fordi hun vidste … hun vidste søreme godt, at jeg længe havde været totalt forgabt i Brandon.

”Jeg har købt en pretzel med ost til dig,” sagde pigen, da de kom op til overfladen for at trække vejret.

Brandon elskede pretzels med ostefyld lige så højt, som jeg elskede karamelbrownies med mørk chokolade.

”Har hun købt en pretzel til dig?” spurgte Ollie. ”Mand, du burde virkelig fri til hende.”

Brit rullede med øjnene og hægtede armene om Ollies talje. ”Du er let at imponere.”

Ollie drejede sig, mens hun holdt fast i ham, og bøjede hovedet mod hendes. ”Du ved godt, hvordan du skal imponere mig, skat.”

Jeg sad og ventede på, at Brandon ville flyve op fra stolen og løbe skrigende bort ved tanken om, at han skulle fri til en pige, han kun havde kendt i et par måneder, men da jeg ikke fik øje på hans dejlige røv med kurs mod døren, skævede jeg til ham, selvom jeg vidste, at jeg burde lade være. Men jeg var vel masochist.

Brandon stirrede på pigen og storsmilede på en måde, der fortalte mig … der fortalte mig, at han var totalt lykkelig.

Jeg kvalte et suk.

Og så kiggede han over mod mig, og inden jeg kunne nå at flippe ud over, at han havde fanget mig i at stirre som en vindueskigger, blev hans blændende smil endnu større. ”Du har ikke haft lejlighed til at sige hej til Tatiana endnu.”

For helvede da. Jeg havde ikke lyst til at kende hendes navn, men Tatiana var virkelig et møgsejt navn.

Tatiana rystede på hovedet og vendte de brune øjne i min retning. ”Nej, vi har ikke mødt hinanden.”

”Det er min veninde Calla Fritz,” sagde han og aede hende på ryggen med den ene hånd. ”Vi havde musik sammen sidste semester.”

Det var nemlig min rolle – Calla Fritz, evig og altid Lækkerbuks-brigadens gode veninde. Hverken mere eller mindre.

Jeg blinkede de pludselige, varme tårer væk og vinkede lidt med fingrene i Tatianas retning. ”Dejligt at møde dig.”

Det var ikke løgn. Ikke fuldstændig.

Om mandagen forlod jeg mit kollegie tidligt for at tage til Ikenberry Hall, som lå for foden af en enorm bakke, som min røv ikke havde spor lyst til at blive slæbt ned ad. Det var begyndelsen af maj, men temperaturen var allerede over femogtyve grader, og selvom jeg havde samlet håret i en hurtig knold, kunne jeg mærke, at den lumre luft lagde sig over min hud og gjorde irriterende ting ved min frisure.

Lige om lidt, inden jeg var færdig med dagens eksamen, ville mit hår ligne en kruset fuglerede.

Jeg tog en smutvej ind ad sideindgangen til Ikenberry Hall og gøs, da jeg var nødt til at hive døren op og skynde mig ind for at undgå et episk stort spindelvæv, som var lige ved at falde ned fra vindfangets tag og ramme mig i hovedet.

Der var skruet helt op for klimaanlæggets kolde luft, da jeg skubbede solbrillerne op i panden og gik ned ad gangen og ind på stipendiekontoret. Jeg meldte min ankomst, og en udkørt og slidt midaldrende kvinde bad mig tage plads.

Jeg ventede kun i fem minutter, inden en høj, slank, ældre kvinde med sølvgråt hår i en moderne frisure kom for at hente mig. Vi satte os ikke i en af de båse, hvor rådgiverne sad. Åh nej, hun førte mig ned til et af de individuelle kontorer længere nede ad gangen.

Så lukkede hun døren efter os og satte sig bag sit skrivebord. ”Værsgo at sætte dig, miss Fritz.”

Jeg fik en urolig klump i maven, da jeg satte mig.

Det var aldrig sket før. Når jeg blev bedt om at møde op på stipendiekontoret, drejede det sig som regel om, at de manglede nogle oplysninger i min sagsmappe, eller at jeg skulle skrive under på et dokument. Det kunne trods alt ikke være særlig alvorligt. Jeg havde kun brugt studielånene til at dække de leveomkostninger, som mit skodjob som servitrice ikke dækkede, og pengene havde været en stor hjælp, efter at jeg havde sagt jobbet op for at fokusere mere på mine studier i begyndelsen af semestret.

Man kom ikke sovende til basisuddannelsen i sygepleje.

Jeg stillede langsomt min taske på gulvet ved siden af mine ben og studerede hendes skrivebord. Der stod Elaine Booth på navneskiltet, så medmindre hun lod, som om hun var en anden, så var det hende, jeg sad overfor. Der var en masse fotos på skrivebordet. Familiebilleder – sorte og hvide, farvebilleder, fotos af småbørn og børn helt op til min alder og måske ovenikøbet ældre.

Det gav et velkendt stik i hjertet, og jeg så hastigt væk. ”Nå … hvad er der?”

Mrs. Booth hvilede de foldede hænder på en mappe. ”I sidste uge fik vi besked fra administrationen om, at din check med betaling for undervisning i næste semester er blevet afvist.”

Jeg blinkede en gang, og så en gang til. ”Hvad?”

”Der var ikke dækning på din check,” forklarede hun og kiggede op fra mappen. Hendes blik vandrede hen over mit ansigt og så hurtigt væk fra mine øjne. ”Der var ikke penge på kontoen.”

Hun måtte tage fejl. Det var udelukket, at den check kunne blive afvist, for den check var udskrevet fra en opsparingskonto, som jeg kun brugte til at betale for undervisning, en konto med alle mine penge til min uddannelse. ”Der må være noget galt. Der burde være nok penge på kontoen til det næste halvandet semester.”

Ikke kun det, men der burde have været nok penge på kontoen til at dække eventuelt desperate nødsituationer og nok til, at jeg kunne klare mig i mindst et par måneder, når jeg blev færdig, mens jeg søgte arbejde og besluttede, hvor jeg ville bo, om jeg ville blive her eller …

”Vi tog kontakt til banken, Calla.” Hun havde droppet mit efternavn, og det gjorde på en måde det hele værre. ”Nogle gange har vi problemer med checks, hvis beløbet er meget stort, eller hvis der er en fejl i kontonummeret, men banken bekræftede, at der ikke var dækning.”

Jeg kunne ikke tro det. ”Hvor meget sagde de, der var på kontoen?”

Hun rystede på hovedet. ”Det er fortroligt, og vi har ikke adgang til de oplysninger, så du er nødt til at tale med banken om det. Men den gode nyhed er, at du altid har betalt forud for din undervisning, og det betyder, at vi kan nå at finde ud af noget. Vi skal nok ordne det, Calla.” Hun tav og åbnede min mappe, og jeg gloede på hende, som om min røv pludselig var frosset fast til stolen. ”Du modtager allerede studielån, så du er i systemet, og det, vi kan gøre, er at søge om flere penge til næste semester, så vi får dækket alle dine undervisningstimer …”

Mit hjerte dalede i livet på mig, røg helt ned til knæene og var i frit fald ned mod gulvet, mens hun talte videre om at øge mine studielån og søge om uddannelsesstøtte og en røvfuld legater.

Lige i det sekund var jeg pisseligeglad med alt det der.

Det kunne umuligt være rigtigt.

Det var udelukket, at der ikke var penge på den konto. Jeg var meget omhyggelig med at holde øje med, hvilken konto jeg brugte til hvilke regninger eller fornødenheder, og jeg brugte kun den konto til undervisning. Jeg havde ikke engang aktiveret det hævekort, der hørte til kontoen.

Med et gik sandheden op for mig, mens jeg kiggede på mrs. Booth, der trak det ene skema efter det andet ned fra stativerne ved siden af skrivebordet og stille og roligt stablede dem i nydelige bunker, som om hele mit liv ikke pludselig var blevet sat i venteposition.

Mit blod frøs til is, og jeg forsøgte at trække vejret, men kunne kun gispe efter luft. Det var måske ikke banken eller mit college, som havde rod i sagerne og ikke vidste, hvad der stod på min konto. Det var meget muligt, at det rent faktisk var rigtigt.

Åh gud.

For der var et andet menneske ud over mig selv, som havde adgang til den konto – et menneske, som stort set intet betød for mig, et menneske, der betød så lidt, at jeg opførte mig, som om hun var død – men jeg havde svært ved at tro, at hun ville gøre det her. Det kunne ikke være rigtigt.

Resten af mødet med mrs. Booth foregik i en tåge. Jeg tog imod ansøgningsskemaerne uden at fortrække en mine, og så forlod jeg det kølige kontor og gik ud i den tidlige majmorgens klare solskin.

Jeg havde lidt tid, inden jeg skulle til eksamen, og jeg fandt den nærmeste bænk, satte mig og proppede papirerne ned i min taske. Med rystende fingre trak jeg min mobiltelefon frem, slog nummeret til banken i min hjemby op og ringede til den.

Fem minutter efter sad jeg på bænken uden at kunne se andet end mørket bag mine solbriller og uden at kunne mærke noget, og det var udmærket – den ligegyldige og tomme fornemmelse i mit mellemgulv var en fordel, fordi jeg vidste, at den ville blive til rødglødende, blind og morderisk hystadevrede i løbet af ingen tid. Men det måtte jeg forhindre. Jeg var nødt til at forblive rolig. Lægge låg på mine følelser, fordi …

Alle mine penge var væk.

Og jeg vidste – jeg vidste med alle celler i hele min krop – at det kun var begyndelsen, det var toppen af isbjerget.

 

***

 

Du kan finde Hold om mig af Jennifer L. Armentrout online her eller købe den i din nærmeste boghandel fra den 12. oktober.