Læseguide til Krokodillevogteren

Krokodillevogteren af Katrine Engberg er en spændende krimi at læse sammen og tale om sammen. For at få sætte gang i snakken over middagsbordet eller i læsegruppen har vi lavet en lille læseguide til bogen.

Krokodillevogteren af Katrine Engberg
Katrine Engberg er født og opvokset i København, og arbejder som danser, koreograf og instruktør. Krokodillevogteren er Katrines debut, men interessen for krimigenren stammer helt tilbage fra barndommen, hvor b.la. Dorothy Sayers og Ruth Rendall lagde grundstenene til Katrines krimi-kærlighed.

Læseguide

Vi har samlet en række spørgsmål, der kan give gode diskussioner og sørge for at I kommer rundt om flere emner i romanen. Brug dem som inspiration, tænk over dem mens I læser eller tag dem frem, når læsegruppen mødes:

  • Ligner Krokodillevogteren andre bøger, I har læst? På hvilke måder adskiller den sig fra andre krimier?
  • Hvad er bogens temaer?
  • Hvad synes I om sproget? Er bogen godt skrevet? Hvorfor/hvorfor ikke?
  • Holder historien? Hænger plottet sammen?
  • Er personerne troværdige? Sker der en udvikling hos dem gennem fortællingen? Hvad synes I om bogens hovedpersoner?
  • Hvilken betydning har Jeppes fortid som skuespiller for hans karakter?
  • Bogen fortælles fra både Jeppes og Esthers synsvinkel, er det interessant?
  • Hvordan fungerer indslagene fra Esthers bog i romanen?
  • Esthers to hunde hedder Epistéme og Dóxa – hvad er meningen med disse navne?
  • Esther hedder Laurenti til efternavn, og et sted nævnes også meteorsværmen Laurentii Tårer – hvilken betydning har det?
  • Hvorfor tror I, at bogen hedder Krokodillevogteren?
  • Gav Krokodillevogteren jer en god eller en dårlig læseoplevelse? Hvorfor?

Kort om Krokodillevogteren

krokodillevogterenEn tidlig morgen i en ejendom i indre København bevæger folkepensionist Gregers Hermansen sig forsigtigt ned ad trapperne med sin skraldepose. Hos underboen står en dør på klem, og uheldigvis falder Gregers ind i lejligheden, da han vil støtte sig til karmen. Da han kommer til sig selv, opdager han, at han ligger oven på liget af en ung kvinde. Det bliver en sag for kriminalbetjent Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner.

Det bliver begyndelsen på et mareridt for beboerne i byhuset og for kriminalbetjent Jeppe Kørner og hans kollega Anette Werner. Ikke mindst fordi det snart viser sig, at en anden af husets beboere skriver på en krimi – en krimi, hvor netop en ung kvinde i lejligheden under Gregers bliver myrdet.

Anmelderne skriver

Krokodillevogteren har ligget nummer 1 på bestsellerlisterne i flere uger, og har fået mange fine anmeldelser. Læs med her:

“Hun skriver overlegent godt og har konstrueret et finurligt plot … De mange spindelvævstråde, hun har flettet sin historie med, holder hele vejen igennem … Den danske krimiscene har fået en ny flettemester.” – Berlingske

“Dygtigt koreograferet og vanvittigt spændende.” – Fyens Stiftstidende

“Før man kan blive krimidronning, skal man være kronprinsesse. Det er Katrine Engberg nu. Skal du kun læse én krimi dette forår – så lad det være “Krokodillevogteren.” – Bogfriisen.dk

“Krokodillevogteren er en gennemført kriminalroman, hvor både plot og persongalleri bliver ført til dørs. I et let og medrivende sprog har Katrine Engberg formået at skrive en lovende debut der i den grad er værd at læse.” – littuna.dk


Læs forlagslivs interview med Katrine Engberg her

Du kan finde Krokodillevogteren som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.

krokodillevogteren