Romaner

Læseguide: En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard

Læseguide, læseklub, Thomas Korsgaard, En dag vil vi grine af det

Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt i hjemmet for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive?

 

Thomas Korsgaard tog læsere og anmeldere med storm med sin debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi.

En dag vil vi grine af det fortsætter den stærke og sørgmuntre fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, og hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre.

Tues mor har fået en stor erstatning for en arbejdsskade, og nu skal alt blive godt. Men er penge det, der skal til, for at komme fri af den følelse af rod og opløsning, der hidtil har præget dagligdagen? Og hvad sker der, når Tue ikke længere er et barn – men en ung voksen, som opdager, at der er en verden uden for hjemmet for enden af grusvejen?

Her er en række spørgsmål, som du kan bruge, hvad end du læser En dag vil vi grine af det alene, eller diskuterer den sammen med en læseklub. God fornøjelse!

 


Læseguide

 

1. Romanens titel

Hvad betyder formuleringen En dag vil vi grine af det? I hvilke situationer bruger man den vending? Diskutér hvorfor bogen hedder, som den gør.

2. Tue

Hvem er Tue? Hvad ved vi om hans tanker og følelser? Led efter eksempler i bogen, som illustrerer, hvordan Tue oplever verden.

3. Tues seksualitet

Tue bliver igennem bogen kaldt bøsse af både sin familie, venner og bekendte, men det benægter han, at han er. Hvordan oplever Tue sin seksualitet? Hvorfor er det vigtigt for ham ikke at være homoseksuel? Ændrer Tues forhold til sin seksualitet sig i løbet af bogen?

4. Tues forhold til sin mor

I romanens åbningsscene afslører Tues mor, at hun har et forhold til en anden mand – en hemmelighed som Tue ikke har lyst til at vide. Hvad kendetegner forholdet mellem mor og søn? Diskutér hvordan de to har det med hinanden.

5. Tues forhold til sin far

I kapitel 4 tilbyder Tue at hjælpe sin far med at læse avisen. Hvorfor gør han det? Hvad fortæller den situation om de tos forhold til hinanden? Find andre eksempler, der illustrerer, hvad der er på spil mellem far og søn.

6. Familiens dynamik

Tues familie består af far, mor og de to yngre søskende, Morten og Nina. Hvordan er familiemedlemmernes forhold til hinanden? Hvem allierer sig med hvem? Skifter alliancerne undervejs i bogen?

7. Penge og ressourcer

Familien har aldrig haft mange penge, men moren får pludselig en stor arbejdsskadeerstatning. Led efter eksempler i bogen, der fortæller noget om familiens økonomiske situation. Diskutér hvad det betyder for familien, at moren pludselig har fået en stor sum penge. Diskutér hvilke andre måder, man kan kalde familien fattig.

8. Sprog og samtaler

Romanen indeholder mange samtaler. Find eksempler på, hvordan personerne i bogen taler til hinanden. Hvad siger det, de siger til hinanden, om deres forståelse af sig selv – og andre? Hvornår prøver de bevidst at såre hinanden, og hvornår gør de det ubevidst?

10. Fra Nørre Ørum til Skive, Viborg og København

Tues barndomshjem er for enden af en lang grusvej i Nørre Ørum. Hvordan påvirker Tues miljø ham? Hvad sker der, da han flytter til Viborg? Hvordan oplever han København? Find eksempler på, hvad sted og miljø betyder for personerne i bogen.

11. Humor og alvor

Romanen er kendetegnet ved at være morsom og sørgelig på samme tid. Find eksempler på, hvordan det kommer til udtryk i bogen. Hvad gør balancen mellem humor og alvor for læseoplevelsen?

12. Tues udvikling og fremtid

I denne roman flytter Tue hjemmefra. Find eksempler på Tues udvikling fra barn til voksen og beskriv, hvad der sker med ham. Hvilke tanker sætter slutningen i gang om, hvad der sker med Tue i fremtiden?

Bonus-spørgsmål. Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det

Hvis du har læst begge romaner om Tue og Tues familie, kan du nu sammenligne de to. Hvilken udvikling har Tue været igennem fra barn til ung mand? Hvad ændrer sig, og hvad ændrer sig ikke i familien?

Mangler du en læseklub? Du er altid velkommen hos os i Lindhardt og Ringhofs læseklub på Facebook.

 

Du kan også finde flere læseguides her.


 

En dag vil vi grine af det, Thomas Korsgaard

Find En dag vil vi grine af det her, eller hos din lokale boghandler.

 

Vil du hellere begynde med Hvis der skulle komme et menneske forbi? Så find den her.