Biografi Fagbøger

Spion for både Rusland, England og Tyskland – Læs første kapitel af Spurven her

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig

Fra russisk agent til hemmelig nazi-spion for tyskerne. Spurven fortæller for første gang den sande historie om Vera Schalburgs utrolige liv, som altid har været omgærdet af myter og konspirationer. Læs første kapitel af Spurven her.

 

Vera Schalburg var søster til den berygtede danske nazist Christian Frederik Schalburg. Selv menes hun at være en af historiens sandsynligvis få agenter, der inden for få år nåede at gøre tjeneste i de tre største efterretningstjenester i Europa: den tyske, den engelske og den russike.

‘Det er svært, er det ikke? De finder det svært at fortælle sandheden, ikke sandt? For at sige det ligeud, De er blevet fanget som en rotte i en fælde.’

‘Ja det er sandt.’
‘Det er sandt. Og på grund af det, hvad forventer de så?’

‘Jeg forventer at blive skudt.’

Vera Schalburg var smuk, klog, koldblodig. Hun havde mange indflydelsesrige venner, og så kunne hun tale mange sprog, hvilket alle er egenskaber, der bidrog til en imponerende spionprofil.

Hendes historie har altid været omgærdet af masser af mystik, men i Spurven kommer du helt tæt på den sande fortælling.

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig

1

En fremmed
kvinde dukker op

 

Vera lå sammenkrøbet bag cockpittet, da vandflyveren, en Heinkel 115, landede på havet med et hårdt stød.
I fire timer havde hun ligget stuvet tæt sammen med to mænd i det mørke, kolde rum.
Den ene var hendes elsker Karl Theo Drueke, og den anden en schweizer, der kaldte sig Werner Walti, som hun hverken kendte særlig godt eller brød sig synderligt om.

Larmen fra motorerne havde været øredøvende, siden flyet var lettet fra Stavanger i det tyskbesatte Norge.
Hele vejen havde piloten fløjet lavt for at undgå at blive opfanget af de britiske radarer.
Nu var de landet et par kilometer ud for den skotske nordkyst for at undgå, at larmen skulle alarmere briternes kystbevogtning på land.

Der var intet land i sigte her midt om natten den 30. september 1940, da lemmen i bunden af flyet åbnedes ned til havet.

En gummibåd blev sænket ned i vandet og lå som en mørk skygge og skvulpede under dem, da de tre passagerer kravlede ned i den.
Efter at have padlet i flere timer på det åbne hav stødte gummibåden på grund et par hundrede meter fra kysten.

Udmattede og forfrosne vadede Vera og de to mænd ind mod land gennem tang og over sten i alle størrelser på den hårde havbund.

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig
Gummibåden, som Vera og de to andre Abwehr-agenter ankom i til den skotske kyst den 30. september 1940. Den blev senere på dagen fundet drivende i havet ud for kysten.

Da de nåede op til kystvejen inde på land, så de sig omkring.
Omkring 50 meter til venstre for dem lå et hus, og foran dem på den anden side af kystvejen kunne de skimte konturerne af en jernbaneviadukt med to buer, der løb over en lille bæk.

Godt en kilometer væk i begge retninger anedes skyggerne af en samling huse.
De var tilsyneladende gået i land mellem to små kystbyer.

Ifølge krydset på det kort, de havde fået med, skulle de gå i land på en lang sandstrand øst for en lidt større by, der hed Lossiemouth, og derfra skulle de søge mod syd til byen Elgin.
Men her var der ingen strand, og de kunne ikke få kortet til at stemme med omgivelserne.
De anede ikke, hvor de var.

Situationen blev ikke bedre af, at de cykler, de havde haft med i vandflyveren, og som skulle have ført dem hurtigt væk fra kysten, lå på havets bund.

De havde smidt dem overbord for at forhindre, at gummibåden tog vand ind.
Hvis det ikke havde stået klart for dem før, var den sidste rest af tvivl væk: Det her var ikke en gennemtænkt mission.
Den var dømt til at gå galt.

Planen havde også været, at de skulle begrave gummibåden i sandet på stranden, så snart de kom i land.
Men her var der jo intet sand.

Werner Walti gik ud i vandet med gummibåden, lukkede luften ud af den og skubbede den af sted i et forsøg på at få den til at drive til havs.

Da han kom tilbage på land, trak han sine gummistøvler af og klemte dem ned under nogle halvstore sten, så de ikke kunne ses, når solen brød frem.
Han meddelte de to andre, at han ville gå af sted for sig selv, og begyndte at gå østpå langs kysten.
Vera og Karl Theo Drueke gik mod vest.

Der var gået et år, siden Tyskland havde invaderet Polen i september 1939, hvilket modstræbende havde fået England og Frankrig til at erklære Tyskland krig.
Gennem de seneste måneder var krigens alvor gået mere og mere op for briterne.

Befolkningen havde gennem foråret og sommeren 1940 med stor uro fulgt med i tyskernes hurtige fremstød gennem det europæiske fastland.

I april havde tyskerne besat Danmark og Norge.
I maj kom turen til Holland, Belgien og Frankrig.
Og det var et chok, at den tyske krigsmaskine på bare få uger formåede at knække det engelske og franske forsvar i de tre lande.

Stort set hele den engelske hær havde befundet sig i Frankrig og måtte i al hast sendes på en ydmygende flugt fra Dunkirk tilbage til England.

400.000 britiske og franske soldater var i slutningen af maj 1940 klemt inde på den franske strand, omringet af tyske tropper og med tyske bombefly hængende i luften over sig.

Evakueringen af de mere end 300.000 allierede soldater lykkedes kun med hjælp fra de mange civile briter, der risikerede livet og fra England sejlede af sted i deres både for at fragte deres soldater hjem.
Og fordi Adolf Hitler af stadig uklare årsager beordrede sine kampvogne til at standse uden for Dunkirk i stedet for at gå til angreb på den trængte modstander.

Alle briternes kampvogne, lastbiler og kanoner blev efterladt i Frankrig, og samtidig betød den franske kapitulation i juni, at briterne stod alene tilbage i kampen mod Hitlers naziregime.

Med de engelske og franske tropper i knæ kunne Hitler snart gøre sig klar til sit egentlige mål: at drage mod øst for at indlede kampen mod kommunisterne i Stalins Sovjetunion.
En udryddelseskrig, der skulle give Lebensraum og fuldføre Førerens vision om et nazistisk storgermansk rige.

Men Hitlers planer gik ikke, som han forventede.
For på trods af nederlaget i Frankrig nægtede englænderne at overgive sig.

Den eftergivende og forhandlingsvillige premierminister Neville Chamberlain var blevet erstattet af den anderledes kamplystne Winston Churchill.

Storbritanniens stædighed irriterede Adolf Hitler grænseløst.
Først og fremmest forstyrrede det hans planer om at have ryggen fri til at koncentrere sig om kampen mod øst.
Desuden havde Hitler ikke haft nogen intentioner om at gå i krig med England.
Men nu besluttede han sig én gang for alle for at få sat en stopper for Churchills kampgejst.

I slutningen af juni 1940 begyndte den tyske hær at forberede en invasion af Storbritannien.
En operation, der gik under navnet Operation Søløve.
Som Hitler formulerede det til sin inderkreds den 16. juli 1940:

»Da England på trods af sin håbløse militære situation stadig ikke viser villighed til at komme til fornuft, har jeg besluttet at forberede og om nødvendigt at udføre en landgangsoperation mod landet.
Målet med denne operation er at eliminere England som base, hvorfra krigen imod Tyskland kan blive ført fra og, hvis det skulle blive nødvendigt, at besætte landet fuldstændigt.«

Slaget om England stod for tur.
Siden august 1940 havde det tyske Luftwaffe dagligt sendt mere end 1.500 jager- og bombefly ind over Storbritannien med formålet at nedkæmpe det britiske luftvåben, Royal Air Force, for at sikre sig luftherredømmet forud for invasionen.

Fra hemmelige efterretninger vidste englænderne udmærket, at tyskerne forberedte en invasion af landet.
Alt dette havde medvirket til en kollektiv mistænksomhed, der spredte sig i alle lag af samfundet.
For hvordan kunne tyskernes hidtidige sejre ske så let og så hurtigt?

Svaret måtte ligge i tyskernes skjulte forberedelser bag fjendens linjer.

I en pamflet, der blev uddelt fra det britiske informationsministerium, lød det således:

»Der er en femte kolonne i England. Enhver, der ikke tror på det … er faldet i den fælde, der er sat op af denne femte kolonne.
For en femte kolonnes første opgave er at få folk til at tro, at den ikke eksisterer.«

Logikken var klar: Uden de spioner, tyskerne havde placeret blandt fjendernes befolkninger, havde tyskernes vellykkede fremstød ikke kunnet ladet sig gøre.
Og hvis tyskerne havde sendt spioner til andre lande forud for en invasion, måtte der vel også befinde sig spioner på britisk jord?
Eller var de på vej?
Der var ingen tid at spilde.

De britiske myndigheder besluttede hen over sommeren 1940 at fjerne alle skilte med stednavne i Storbritannien for at gøre det svært for nyankomne spioner og invasionstropper at finde vej.

Og alle borgere i landet havde siden krigens udbrud haft pligt til at bære et identitetskort på sig.
Men det bedste bolværk mod fjendtlige spioner lå i de britiske borgeres paranoia:

De så spioner alle vegne.

Stationsforstanderen John Donald var ingen undtagelse.

År ud og år ind havde John Donald passet jobbet som forstander på den lille togstation i Portgordon, som var en af den slags søvnige, isolerede småbyer ved den skotske kyst, hvor alle kendte alle, og hvor enhver bevægelse ud over det sædvanlige blev opfanget og mødt med den største skepsis.
Og denne septemberdag i 1940 skulle vise sig at blive en alt andet end normal arbejdsdag for John Donald.

Klokken var halv otte om morgenen, da to fremmede mennesker trådte ind i den tomme stationssal.

Stationsforstanderen, der sad på sin plads i billetlugen, kiggede op og så den ene af dem, en mørkhåret, slank kvinde, komme over mod ham.
Efter den timelange sejltur på åbent hav havde Vera og elskeren Karl Theo Drueke vandret i mørket langs kysten i våde sko.
Hun var udmattet og frøs.

Parret anede stadig ikke, hvor de var, for de var ikke stødt på et eneste skilt på deres vej.
Men det var ikke det eneste, de undrede sig over.

Inden afrejsen havde de fået at vide, at det i Skotland vrimlede med mennesker, der var flygtet fra de voldsomme bombardementer af London.
De havde fået at vide, at de ville blende ind i gadebilledet så let som ingenting.
Det var blandt andet derfor, at de skulle gå i land hér og ikke tættere på London.

Men endnu havde de ikke mødt et eneste menneske på deres vej.
Det første, de traf, var stationsforstanderen bag glasset i billetlugen.
Vera gik over til ham.

»Undskyld, kan De fortælle mig navnet på stationen?« spurgte hun.

»Portgordon,« svarede stationsforstanderen.

Kvindens besynderlige spørgsmål var ikke det eneste, der gjorde stationsforstanderen mistænksom.
Han havde for længst bemærket den glinsende frost på kvindens frakke, der gav tydeligt indtryk af, at hun havde opholdt sig udenfor natten over.
Han havde også lagt mærke til, at mandens og kvindens bukser var våde forneden, som om de havde gået i vand.
Og det var desuden påfaldende, at kvindens ledsager forsøgte at skjule sit ansigt for ham, da han med sin blå kuffert i hånden bevægede sig over til tavlen med oversigten over stationerne.

Stationsforstanderen noterede sig også, at den fremmede mand løftede fingeren op og placerede den ud for Portgordon på tavlen.
Derfra lod han fingeren glide hen over kortet, vestpå, hvor den standsede ud for Elgin.
Efter et kort ophold fortsatte han fingerens rejse videre vestpå hen over stationerne, hvor den gjorde endelig holdt ud for stationsbyen Forres.

Det var formentlig netop gået op for Karl Theo Drueke, at strømmen havde drevet dem cirka ti kilometer længere mod øst end tiltænkt.
Det var derfor, de ikke kunne få kortet til at passe.

Nu havde stationsforstanderen set nok.
Da Vera vendte ryggen til ham og gik hen til sin ledsager, sneg han sig ud af stationen, der lå på et højdedrag.

Det var en morgen med god udsigt over byen og havet for foden af højdedraget.
Han løb ned ad bakken mod byens politistation, der lå i en murstensvilla i forreste kystrække, blot et par hundrede meter fra togstationen.
Her boede den lokale betjent Robert Grieve med sin kone og store børneflok.

John Donald skyndte sig at fortælle betjenten om de to mistænkelige personer, inden han løb op ad bakken og satte sig tilbage i billetlugen.

Stationsforstanderens pludselige fravær havde tilsyneladende ikke fået Vera og Karl Theo Drueke til at frygte, at han havde fattet mistanke mod dem.
Mens han havde været væk, havde Karl Theo Drueke benyttet lejligheden til at sætte Vera ind i de ændrede rejseplaner.
Han havde forklaret hende, at de måtte tage et tog vestpå til byen Forres.

Så snart stationsforstanderen igen dukkede op på sin plads, gik Vera igen over til ham.

»To billetter til Forres,« sagde hun.

Stationsforstanderen rakte kvinden de to togbilletter og modtog hendes betaling.
Parret satte sig til at vente på toget i stationens venteværelse, men inden længe, da klokken var cirka ti minutter over otte om morgenen, trådte betjenten ind ad døren til stationssalen.

Robert Grieve gik straks hen til de to fremmede mennesker.
Han bad om at se deres identifikationskort.
De fandt dem frem.

På Veras kort stod der Vera Erickson.
Hun boede på adressen 18 Sussex Place i London.
Karl Theo Druekes navn var ifølge idkortet Francois de Deeker, og han boede i London på adressen 15 Sussex Gardens.

»Hvor er I fra?« spurgte betjenten.

»Han er belgier, jeg er dansker,« svarede Vera.

Betjenten bad om at se deres pas.

»Jeg har glemt mit i London,« sagde Vera, mens manden uden at sige noget fandt et belgisk pas frem.

Også i passet hed han Francois de Deeker.

Betjenten bladede i passet og konstaterede hurtigt, at der manglede det officielle stempel fra immigrationsmyndighederne i Storbritannien, der skulle vise, at manden havde tilladelse til at opholde sig i landet.

»Hvor er I kommet fra?« spurgte politibetjenten.

»Fra London,« svarede Vera.

Da betjenten dernæst spurgte, hvor de havde overnattet, forklarede Vera, at de havde sovet på et hotel i byen Banff.
Betjenten udbad sig navnet på hotellet, men Vera trak bare på skuldrene.
Ingen af dem svarede.
Hendes forklaring om, hvordan de var kommet fra Banff til Portgordon, var også utroværdig.

»Vi hyrede en taxa, som satte os af en mil herfra, og så gik vi det sidste stykke,« sagde hun.

Robert Grieve bad de to fremmede om at følge med.
De gjorde ingen modstand, men gik bare stille og roligt på hver sin side af politibetjenten, ud af stationen, ned ad bakken mod havet og ned til den lokale politistation.

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig
Francois de Deekers belgiske pas, der manglede et stempel fra de britiske immigrationsmyndigheder, var med til at afsløre ham som fjendtlig agent.

»Det var løgn, hvad jeg fortalte dig på stationen,« sagde Vera til politibetjenten.

Hun sad med Karl Theo Drueke i politistationens lille rum med pejs i hjørnet.
Ordene faldt, netop som betjenten havde lagt røret på efter at have tilkaldt sin overordnede, politiinspektør James Simpson fra nabobyen Buckie. Vera fortsatte:

»Vi kom hertil i en lille båd, der blev sejlet af en mand ved navn Anderson.«

»Hvor er båden så nu?« spurgte betjenten.

»Den er sejlet tilbage til Bergen,« svarede Vera.

Inden længe ankom politiinspektør Simpson sammen med sin underordnede til politistationen.
Klokken var halv ni om morgenen.

Da Simpson fik udleveret de to fremmedes nationale registreringskort samt mandens belgiske pas, lagde han med det samme mærke til, at de var forfalskede.
Der var brugt kontinentale tegn, som man ikke brugte i Storbritannien.

Et 1-tal var skrevet med en tilføjet streg foroven, så det næsten lignede et syvtal eller et omvendt v.
Sådan ville en brite næppe skrive det.

Simpson spurgte, hvordan de var kommet til landet, og Vera gentog sin nye forklaring om, at de kom med båd fra Bergen sejlet af en kaptajn Anderson.
Først i Bergen havde hun mødt sin rejsekompagnon.

Efter 10-12 dage på havet gik de i land, sagde hun.
Båden, der hed North Star, var en lille fiskerbåd i lyse farver, og Vera hævdede, at der havde været yderligere to besætningsmedlemmer ombord.

Da parret blev sat ud i gummibåden, havde kaptajnen fortalt, at der ikke var langt til Banff.

De havde gået en times tid, inden de nåede frem til togstationen i Portgordon.
Det var en forklaring fuld af huller og løse ender.
Som overordnet overtog Simpson ledelsen.

Han gik straks i gang med afhøringen.
Han begyndte med at spørge manden, hvem han var.
Uden held.

»Han snakker ikke engelsk,« sagde Vera.

Så stillede han Vera det samme spørgsmål, og hun gentog, hvad hun havde sagt til betjenten på togstationen.

Hendes navn var Vera Erickson.
Nu tilføjede hun, at hun var 27 år, enke og uden arbejde.

»Jeg er dansk statsborger, men født i Sibirien,« sagde hun.

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig
En af de trådløse radiosendere de tre spioner havde medbragt til Storbritannien.

Betjentene besluttede sig for at kropsvisitere de to fremmede.
Den ene betjent stak hånden ned i lommen på Karl Theo Druekes overfrakke.
Han fiskede en tung æske op af foret.
Da han åbnede den, væltede det ud med revolverpatroner.
19 styk i alt.

»Har du en revolver på dig?« spurgte betjenten.

»Nej,« lød svaret.

Betjenten undersøgte de andre lommer.
Han fandt en lommelygte med en blå pære i.
Made in Bohemia, stod der i bunden af den: Lavet i Bøhmen, altså i det tysk besatte Tjekkoslovakiet.

Betjenten fandt et ur med monogrammet H.W.D. indgraveret på bagsiden.
Så lirkede han kufferten op og fandt en lommekniv, en barberskraber og tynde barberblade, en pung af læder, en rationeringsbog og den ubenyttede togbillet fra Portgordon til Forres.
Derudover fandt han penge: 327,10 engelske pund i sedler og mønter.

I kufferten lå der også et stykke tysk pølse og andre madvarer.

Mest opsigtsvækkende var det for betjentene at konstatere, at der i kufferten lå en radiosender samt en simpel kodemaskine bestående af to runde skiver pap sat sammen med en clips og tilsyneladende vilkårlige bogstaver og tal skrevet langs de runde skivers yderkant.

Der lå også en lille pistol af mærket Mauser med seks patroner i magasinet.
Da de åbnede Veras taske, fandt de ingen våben.
I den lå der æsker med morfin og aspirin.

Der var æsker med Pervitin, senere kendt som naziregimets vidundermiddel, der under krigen blev givet i stor stil til de tyske soldater ved fronten.
Det var et metamfetamin-lignende stof, der kunne holde dem vågne i dage og nætter.

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig
Denne kodeskive var endnu et opsigtsvækkende fund, betjentene gjorde i Karls Theo Druekes kuffert.

I tasken lå der også æsker med navne som Dismenoll, Luminal og Dextro-energen foruden de flasker uden mærkat med en klar væske i.

Medikamenterne lå sammen med Veras silkestrømper og blondetrusser og et stort udvalg af makeup: læbestift, rouge samt hendes hårbørste, sakse og pincetter.

Parfume havde hun også bragt med på den farefulde færd.
Og det var ikke de eneste mærkelige fund, der kom frem i lyset den efterårsdag ved den skotske kyst.

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig
Mauser-pistolen lå i Karl Theo Druekes kuffert og blev fundet ved en simpel ransagning af de skotske politibetjente.

Den seksårige Christina Stuart boede med sine forældre i et ensomt beliggende hus på kyststrækningen midt imellem Portgordon og Buckie.

Ved højvande lå huset helt ud til havet, og her ved ni-tiden om morgenen den 30. september 1940, da havet havde trukket sig tilbage, kom den faste klippegrund fyldt med små og store sten til syne.
Først et par hundrede meter ude blev vandet for alvor dybt.

Den lille pige gik ud af huset, og hun var ikke kommet langt væk, før hun fik øje på noget på stranden.
Hun gik nærmere og så, at det var et par våde gummistøvler klemt fast under nogle sten.

Christina Stuart skyndte sig hjem og kaldte på sin mor for at vise hende opdagelsen.
Moren ringede straks til politiet.
I Buckie to kilometer øst for Portgordon stod kystvagten James Addison Anderson som vanligt ved sin udkigspost og spejdede ud over havet i den skotske bugt Moray Firth.

Klokken nærmede sig 12 om formiddagen, da han fik øje på en større genstand, der flød ude i vandet cirka 400 meter væk.
Genstanden drev østpå fra nabobyen Portgordon i retning mod havnen i Buckie.

James Addison Anderson kontaktede havnebestyreren i Buckie, og en halv time efter befandt de to sig sammen i en kystbåd på vej mod genstanden, der i mellemtiden var forsvundet.

Omkring 90 meter vest for havnen fik de øje på noget andet, der flød rundt.
Det var en pumpe af den slags, der ligner en blæsebælg.
De samlede den op og fortsatte ud på havet, indtil de igen fik øje på den større genstand.
Da de kom tættere på, kunne de se, at det var en sammenfoldet gummibåd.
Kystvagten hev den ombord og foldede den ud på dækket.

I den lå et brunt tæppe med en sort streg midt igennem, et stort lærredsomslag, et sæt lappegrej i en lille lærredspose og et lille anker.
Båden havde ingen afmærkede siddepladser, men der kunne sagtens sidde fire personer i den.
Nyheden om fundet nåede tilbage til politistationen i Portgordon, hvor et nyt og ubehageligt spørgsmål rejste sig hos betjentene, der om morgenen havde afhørt Vera og Karl Theo Drueke.
Hvor mange var egentlig gået i land i ly af nattens mørke?

★★★

I 2013 står jeg på det samme sted, som Vera ankom til Skotland.

Med havet i ryggen og fødderne i vandkanten skuer jeg ind mod det sceneri, der mødte hende, da hun gik i land mellem de to små kystbyer.
Huset ved vandet ligger her stadig.

Turen er gået til Skotland efter et besøg på Storbritanniens nationale arkiv i London.
Her har jeg siddet i et par dage og affotograferet dokumenterne i de journaler, den britiske efterretningstjeneste MI5 oprettede i sagen mod den tilfangetagne spion Vera Erickson.

Jeg har masser af materiale til at rekonstruere, hvad der foregik denne tidlige morgen under Anden Verdenskrig: vidneafhøringer, fotografier af de beslaglagte genstande, kort.

Alligevel tænker jeg, at et besøg på stedet kan være gavnligt.
Måske får jeg øje på detaljer, der kan gøre mig klogere på denne mærkelige og amatøragtige agentmission, der sluttede, før den overhovedet for alvor kom i gang.
For den giver ikke megen mening.

Inden min ankomst sendte jeg en mail til en indehaver af en hjemmeside om Portgordon, der beskriver historien om de tre spioner, som gik i land ved kysten dengang i 1940.

Jeg ville høre, om der fandtes et lokalhistorisk museum.
Retur er kommet en mail fra indehaveren, en professor ved navn Peter Reid.

»Desværre findes der intet lokalt museum, der ligger inde med noget om Vera Erickson.
Der er ikke mange detaljer om hende arkiveret her, hvilket er grunden til, at jeg forsøger at undersøge historien.
Jeg bor i den gamle politistation i Portgordon, hvor hun blev ført til, efter at hun blev arresteret i 1940.
Hun var her kun en time, inden hun blev ført væk.
Historien er meget interessant, men der er så mange falske spor og så mange myter og rygter, at det er svært at skelne fakta fra fiktion.«

Fra kysten går jeg turen op til Portgordon for at finde togstationen, men jeg må konstatere, at bygningen for længst er revet ned.
Banelegemet, der dengang løb på højdedraget langs kysten, er i dag forvandlet til en tilgroet vandresti.

Et ældre ægtepar udpeger, hvor stationsbygningen plejede at ligge, og herfra går jeg samme vej, som Vera i sin tid blev eskorteret, ned ad bakken til den villa, der husede den lokale politistation.
Lokalet, som Vera og Karl Theo Drueke blev afhørt i, er lavet om til professor Peter Reids kontor.
Det lille rum er fyldt op med hans bøger og mapper.
Der er en pejs i hjørnet og havudsigt.

Peter Reid fortæller, at de to agenter ifølge en lokal anekdote så så fortabte ud, som de sad her i rummet, at betjentens kone fik ondt af dem og ikke kunne dy sig for at byde dem på en kop varm te, mens familiens store børneflok så nysgerrigt til fra døren ind til tjenesteboligen.

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig
Huset ved den skotske kyst, der i 1940 fungerede som politistation og tjenestebolig for Portgordons politibetjent, Robert Grieve. Det var her de allerførste afhøringer af Vera og Karl Theo Drueke fandt sted.

»Poor creatures,« lød det altid fra konen, »de stakler«, når hun i eftertiden omtalte begivenheden, der førte Anden Verdenskrig til den lille skotske kystby.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at arrestationen af Vera og Karl Theo Drueke virker som en scene i en B-film.
Som om instruktøren ikke har sat sig ordentligt ind i, hvordan spioner agerer i den virkelige verden.

I hvert fald passer deres adfærd slet ikke ind i den forestilling, jeg har af to spioner, der er ved at blive taget til fange.

To spioner, der må have vidst, at spionage blev straffet med døden.
Hvorfor prøvede de ikke at flygte?
Hvorfor trak Karl Theo Drueke ikke sit våben?
De gjorde ingenting.
De var passive og opgivende og lagde deres skæbne i hænderne på en ubevæbnet lokal skotsk politibetjent.

Lige så underligt virker det også, at betjentens kone tilbød te til to fjendtlige agenter, der havde sneget sig ind i landet i ly af natten.

En ting er til gengæld sikker: Episoden har sat sig varige spor i den lille bys selvforståelse.

Ved kysten er fangsten af de to spioner nævnt på et skilt, der beskriver seværdigheder i området.
Historien er blevet symbol på byens beskedne, men stolte bidrag til sejren over Nazityskland.

Den ses som et tegn på, at Anden Verdenskrig ikke blot var et fjernt fænomen, men at byens snarrådige borgere også ydede deres aktive andel i kampen.
Det er blevet til en historie om hverdagens helte, men også en historie, der slet ikke er skrevet færdig endnu.
For lige siden har der nemlig verseret en tvist i byen om, hvad der egentlig foregik den morgen, da Vera og Karl Theo Drueke trådte ind på den nu nedlagte togstation i Portgordon.

Det store stridspunkt handler om, hvem der skal have æren for at have alarmeret myndighederne.

Eftertiden har kåret stationsforstanderen John Donald, der sad i billetlugen og betragtede de to fremmede træde ind på stationen, som helten.
Men sådan hænger historien ikke sammen, hvis man spørger bysbarnet John Geddes McIntosh, barnebarn til John Geddes, en arbejdsmand, der i 1940 var ansat ved stationen Portgordon.

John Geddes McIntosh hævder nemlig, at det var hans bedstefar, arbejdsmanden, der først fik øje på de to, blev mistænksom og alarmerede stationsforstanderen, der slet ikke befandt sig på stationen, da de to fremmede trådte ind på stationen klokken halv otte om morgenen.
Stationsforstanderen havde nemlig for vane at sove over sig, og derfor var det først, da John Geddes dukkede op på hans bopæl for at vække ham, at han hørte om de to mistænkelige personer.

Det så dog i sagens natur ikke så godt ud, at John Donald havde sovet over sig eller i hvert fald havde svært ved at møde til tiden, og derfor blev John Geddes nødt til at dække over ham, da myndighederne udbad sig detaljer om sagen.

På den måde gik det til, at det var John Donald og ikke John Geddes, der løb med fortjenstmedaljen, da en sådan skulle uddeles.
Og lige siden har barnebarnet John Geddes McIntosh kæmpet for at få tildelt sin bedstefar den ære, som han mener, retmæssigt tilhører bedstefaren.

Uanset hvor god en historie det er, at John Geddes er blevet snydt for sin fortjenstmedalje, så tror jeg ikke på den.

På rigsarkivet i London ligger et rigt kildemateriale fra samtiden i form af afhøringer af alle involverede, der skal vægtes op imod en bedstefars personlige overlevering til sit barnebarn.

I Skotland fornemmer jeg endnu en gang, hvordan Veras liv trækker en hale af forviklinger efter sig, og inden vi tager afsked, advarer Peter Reid mig om, at der findes »en masse tosser«, der interesserer sig for Vera.

Han er selv blevet ringet op af flere, siger han.

Én hævdede at have fundet et barn af Vera på et børnehjem.
Vera er i eftertiden blevet dyrket som et mytisk fænomen, og denne kvindelige spion, der med sit dragende ydre er som taget ud af en spionroman, har tilsyneladende en særlig tiltrækningskraft på især mænd med interesse for Anden Verdenskrig.

Peter Reid fortæller også om en tysk hjemmeside lavet af et barnebarn til Abwehr-chefen Baron von Wedel, som Vera havde et forhold til.

På hjemrejsen kan jeg ikke lade være med at tænke på, at Peter Reid ikke er den første, der har advaret mig mod mærkelige mænd, der interesserer sig for Vera.
Det samme gjorde indehaveren af en britisk hjemmeside om Vera, en mand ved navn Phil Coldham.
Jeg har kontaktet ham et par måneder tidligere, fordi han på trods af sin ganske sobre og tilsyneladende veldokumenterede hjemmeside om Vera havde oplyst en forkert fødselsdato på hjemmesiden.
Han er nemlig en af dem, der fejlagtigt skriver, at Vera er født i 1912.

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig
Krydset til højre på kortet viser, hvor det var tiltænkt, at gummibåden skulle sejle i land. Kortet blev fundet på dem.

I mailen til ham vedhæftede jeg et link til det danske politis registerblade, som er en forløber for Folkeregistret.
Her opgav familien ved en folketælling i 1921 hendes fødselsdato til den 23. november 1907.

Jeg kontaktede Phil Coldham, dels for at gøre ham opmærksom på det danske link, så han kunne rette op på sin fejl, fordi han virker som en, der også er oprigtigt interesseret i Veras liv og skæbne, og dels for at komme i kontakt med andre, der har søgt efter Vera.

Phil Coldham besvarede min mail samme dag:

»Tak for din mail og dit link. Du har fuldstændig ret, og jeg er bekendt med den rigtige dato. 12. december 1912 er den dato, hun »solgte« til MI5 i 1940.

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig
Vera som hun så ud kort efter den udmattende rejse og arrestationen i Portgordon, Skotland, den 30. september 1940.

Phil Coldham skrev videre, at han havde lanceret hjemmesiden tilbage i 2004, og at det var helt bevidst, at han opgav en forkert fødselsdato.

»Da jeg lancerede hjemmesiden, fik jeg så mange besynderlige henvendelser fra folk, der løb om hjørner med mig med falske oplysninger.
Så besluttede jeg mig for at placere en række testoplysninger på siden for at hjælpe mig med at skelne seriøse researchere fra dem, hvis primære interesse i Vera var politisk, seksuel eller ja, kort og godt underlig.
Veras rigtige fødselsdato er noget, som en seriøs researcher vil sætte spørgsmålstegn ved.«

Som mailen fra Phil Coldham illustrerer, er der altså mange uklarheder om Veras liv og levned, man skal navigere i, lige fra hendes fødselsdato, til hvem der så hende først i Portgordon.

Men mens der er delte meninger om, hvem der først fik øje på de to fremmede på togstationen i Portgordon, ligger det videre forløb på den skæbnesvangre morgen den 30. september 1940 fast.

På politistationen i Portgordon løftede betjenten telefonrøret og bad omstillingsdamen om en linje til London til den britiske efterretningstjenestes, MI5’s, hovedkvarter.

Efter at have opholdt sig en times tid hos politiet i Portgordon blev Vera og Karl Theo Drueke eskorteret op ad bakken og ind i et tog.
Sent på eftermiddagen ankom de til London, hvor en bil holdt klar til at modtage dem.
De blev kørt til den sydvestlige forstad Richmond, hvor de til sidst drejede ind på en smal grusvej med store popler på begge sider af vejen.

Nogle hundrede meter nede kørte de ind på pladsen foran en victoriansk bygning, der lå tilbagetrukket fra vejen, godt gemt væk bag store træer.
De var ankommet til briternes tophemmelige spionfængsel, Latchmere House.
Fælden var klappet i for kvinden, der af sin familie blev kaldt for Spurven.
For første gang i sit liv, der havde budt på en lang flugt fra revolution, krig, lyssky spioner og farlige mænd, stod Vera for alvor med ryggen mod muren.

 


 

Spurven, Storyhouse, spion, anden verdenskrig, 2. verdenskrig

Historien om Vera Schalburg, der var søster til en af Danmarks mest berygtede nazister, C.F. Schalburg, har altid været omgivet af myter og konspirationer.

Køb bogen i din nærmeste boghandler eller online her.

Spurven fortæller for første gang den sande historie om Vera Schalburgs utrolige livshistorie; om fødslen i zartidens Rusland, flugten til Danmark efter revolutionen – og et tumultarisk ungdoms- og voksenliv i Frankrig, Tyskland og England, der bl.a. indbefattede et job som russisk spion, inden hun blev hvervet af tyskerne som sin bror.

Bogen er blevet til gennem mange års research i arkiver i Danmark, Tyskland og England.