CarlsenPuls Young Adult-romaner

Læs det første kapitel af Knivens stemme

Knivens stemme

Det er ti år siden, at Patrick Ness’ Chaos Walking-trilogi udkom for første gang, og snart er ventetiden endelig forbi for alle os danske fans. Den 31. maj 2018 udkommer den første bog på dansk – og vi kan næsten ikke vente.

Knivens stemme er oplagt læsning til alle fans af The Hunger GamesDivergent og The Maze Runner. Du kan læse det allerførste kapitel af Knivens stemme lige her. 

 

Patrick Ness, Chaos walking, knivens stemme

Det første man opdager, når ens hund lærer at tale, er, at hunde ikke har ret meget at sige. Om noget.

”Ska prutte, Todd.”

”Hold kæft, Manchee.”

”Prutte. Prutte, Todd.”

”Kæft sagde jeg.”

Vi er på vej hen over de uopdyrkede marker sydøst for byen, dem som skråner nedad mod floden og fortsætter mod sumpen. Ben har sendt mig ud for at hente moseæbler til sig, og han har fået mig til at ta Manchee med, selvom alle ved at Cillian kun købte ham for at være på god fod med Borgmester Prentiss, så sidste år fik jeg lige pludselig den her spritnye hund i fødselsdagsgave, og jeg har aldrig ønsket mig en hund, det som jeg sagde at jeg ønskede mig var at Cillian sku reparere fissionscyklen, så jeg ikke altid sku vade rundt til hvert eneste gudsforladte sted i den her åndssvage by, men ih nej, tillykke, Todd, her er en spritny hundehvalp, Todd, og selv om du ikke vil ha den, selvom du ikke har bedt om den, så gæt lige hvem der ska gi den mad og træne den og vaske den og gå med den og høre den plapre løs, nu hvor den er gammel nok til at snakkebakterien gir den munddiarre? Gæt hvem?

”Prutte,” bjæffer Manchee stille for sig selv. ”Prutte, prutte, prutte.”

”Læg nu bare den dumme prut og hold op med at plapre om det.”

Jeg plukker en tot græs langs stien og dasker efter ham. Jeg rammer ham ikke, det er heller ikke min mening at ramme ham, men han ler bare en lille, bjæffende latter og fortsætter ned ad stien. Jeg følger efter ham, mens jeg vifter græstotten frem og tilbage og misser mod solen og prøver ikke at tænke på noget som helst.

Vi har ikke brug for æbler fra mosen, for nu at være ærlig. Ben ka købe dem i mr. Phelps butik, hvis han virkelig vil ha nogen. Desuden er det heller ikke noget job for en mand at gå i mosen for at plukke et par æbler, for mænd må ikke drive den af på den måde. Men altså, jeg er først officielt mand om tredive dage. Jeg har levet i tolv år a hver tretten måneder plus tolv måneder ud over det, hvilket sammenlagt betyder at jeg stadig er en måned fra den store fødselsdag.

Planerne er under planlæggelse, og forberedelserne er under forberedelse, og der blir fest, tænker jeg, selvom jeg er begyndt at få nogle underlige billeder af det, som er helt mørke og samtidigt alt for lyse, men ikke desto mindre blir jeg mand, og det er ikke et job for en mand, eller for en næsten-mand, at plukke æbler i mosen. Men Ben ved at han ka be mig gøre det, og han ved at jeg siger ja, for mosen er det eneste sted i nærheden af Prentisstown, hvor man ka få bare en smule fred for al den Støj, som mænd lukker ud, og al deres råben og skvadren, der aldrig stopper, ikke engang når de sover, mænd og de tanker, de ikke tror de tænker, selv når alle ka høre det.
Mænd er Støjende væsner.

”Egern!” råber Manchee og væk er han, i fuld fart væk fra stien, uanset hvor højt jeg råber efter ham, og så må jeg osse af sted, hen over (jeg vender mig om for at sikre, at jeg er alene) de forbandede marker, for Cillian flipper ud hvis Manchee falder ned i et eller andet forbandet slangehul, og selvfølgelig vil det være min egen forbandede skyld, selvom jeg aldrig nogensinde har ønsket mig den forbandede hund.

”Manchee! Kom her!”

”Egern!”

Jeg kæmper mig frem gennem græsset og smålarverne klistrer til mine sko. En af dem eksploderer da jeg sparker den af og efterlader en grøn plet på mine løbesko som jeg af erfaring ved ikke går af. ”Manchee!” råber jeg rasende.

”Egern! Egern! Egern!”

Han løber gøende rundt om træet og egernet piler frem og tilbage på stammen og driller ham. Kom så, Snurre-hund, siger dens Støj. Kom så, kom så, kom så, kom og fang mig. Snurre Snurre Snurre.

”Egern, Todd! Egern!”

For fanden, hvor er dyr dumme.

Jeg griber fat om Manchees halsbånd og gir ham et hårdt slag over bagbenet. ”Av, Todd? Av?” Jeg slår ham igen. Og igen. ”Av? Todd?”

”Kom så,” siger jeg, og min egen Støj buldrer så højt at jeg næsten ikke ka høre hva jeg tænker, og det vil jeg snart fortryde, bare vent og se.

Snurre-dreng, Snurre-dreng, tænker egernet til mig. Kom og fang mig, Snurre-dreng.

”Du ka osse effe af,” siger jeg, men jeg siger ikke ”effe”, jeg siger det, som ”effe” står for.
Og jeg sku virkelig, virkelig ha set mig om en ekstra gang.

For her er Aaron, lige her, han dukker frem ud af det blå, frem af græsset, tårner sig op og gir mig en lussing, ridser mine læber med sin store ring og fører så hånden tilbage, knytter den til en næve og rammer mit kindben, men i det mindste ikke min næse, for jeg falder ned i græsset og prøver at vige uden om hans slag, og jeg slipper Manchees halsbånd, og så er han væk og henne ved egernet igen, han gør af fuld hals, den forræder, og jeg falder ned på mine knæ og hænder og får græspletter over det hele.

Og jeg blir liggende der på jorden og gisper.

Aaron knejser over mig, hans Støj kommer imod mig i brudstykker af hellig skrift og hans næste prædiken og Dit sprog, unge Todd og fundet af et offer og en helgen vælger sin vej og Gud hører og hele det væld af billeder, der findes i alles Støj, af ting som er velkendte og glimtende strejf af …
Hva? Hva i h…?

Men et højt stykke af hans prædiken flyver op og spærrer for det, og jeg ser op i hans øjne, og pludselig vil jeg ikke vide det. Jeg ka allerede smage blod på læben, der hvor hans ring skar mig, og jeg vil ikke vide det. Han kommer aldrig herude, det gør mænd aldrig, de har deres grunde, for det har mænd, og det er altid kun mig og min hund, og jeg vil ikke ikke ikke vide det.

Han smiler ned til mig gennem det der skæg han har, han smiler ned til mig i græsset.
En smilende knytnæve.

”Sproget, unge Todd,” siger han, ”binder os sammen som lænkede fanger. Har kirken ikke lært dig noget, knægt?” Og så forkynder han sin bedst kendte læresætning: ”Hvis en af os falder, falder vi alle.”

Ja, Aaron, tænker jeg.

”Med munden, Todd.”

”Ja, Aaron,” siger jeg.

”Og efferne? Og udråbene? For du ska ikke tro, at jeg ikke hørte dem osse. Din Støj afslører dig. Den afslører os alle.”

Ikke alle, tænker jeg, men samtidig siger jeg: ”Undskyld, Aaron.”

Han bøjer sig ned mod mig, hans læber er tæt ved mit ansigt, og jeg ka lugte ånden der kommer ud af hans mund, den tunge ånde, lissom fingre der griber ud efter mig. ”Gud hører,” hvisker han. ”Gud hører.”

Og så løfter han hånden igen og det gibber i mig og han ler og så er han væk, bare uden videre, på vej tilbage til byen sammen med sin Støj.

Jeg ryster oven på slaget der får blodet til at suse i min krop, ryster over at være så ophidset, så overrasket, så vred og så fuld af had til denne by og dens mænd, at der går lidt tid før jeg ka rejse mig op og hente min hund igen. Hva eff lavede han osse herude? Jeg tænker, og jeg er så vred, skummer stadig af vrede og had (og frygt, ja, frygt, hold kæft), at jeg ikke engang kigger rundt for at se om Aaron har hørt min Støj. Jeg kigger ikke rundt. Jeg kigger ikke rundt.

Og så kigger jeg rundt, og jeg går hen efter min hund.

”Aaron, Todd? Aaron?”

”Du ska ikke sige det navn igen, Manchee.”

”Bløder, Todd. Todd? Todd? Todd? Bløder?”

”Det ved jeg godt. Hold kæft.”

”Snurre,” siger han, som om det ikke betyder noget, og er lisså blank som himlen.

Jeg gir ham et smæk bagi. ”Det ska du heller ikke sige.”

”Av? Todd?”

Vi går videre og holder afstand til floden på venstre side. Den munder ud langt oppe nordpå på den anden side af vores gård, strømmer ind gennem nogle kløfter øst for byen og forbi byen og flader ud til et moseagtigt område som til sidst ender i selve sumpen. Man ska styre uden om floden og særligt det sumpede område inden sumptræerne, for der bor krokoerne, som er så store at de sagtens ka æde en næsten-mand og hans hund. Deres rygfinner ligner bølger på en prik, og hvis man kommer for tæt på så VROOOM! – kommer de farende op af vandet og kaster sig over en med krattende kløer og snappende gab, og så har man bare ingen chance overhovedet.Vi når ned forbi det moseagtige område og jeg prøver tavst at skanne sumpen da den nærmer sig. Der er ikke rigtig noget at se hernede længere, det er derfor mænd ikke kommer her. Og så er der lugten. Jeg vil ikke påstå at det ikke lugter, men det lugter ikke nær så slemt som mændene antyder. Det er nemlig deres minder de ka lugte, de ka ikke lugte det som rigtigt er der, de lugter det sådan som det var dengang. Alle de døde ting. Spacks og mænd havde hver sin forestilling om begravelse. Spackserne brugte bare mosen, de kastede deres døde direkte ned i vandet og lod dem synke, og det var fint, for de var velegnede til mosebegravelse, tænker jeg. Det siger Ben. Vand og mudder og spackel-hud fungerede fint sammen, det forurenede ikke og gjorde bare mosen mere frugtbar, sådan som mænd gør i jorden.

Men så var der jo pludselig en masse flere spacksere at begrave end normalt, for mange til at en sump som denne ku rumme dem, og her er altså tale om en fandens stor sump. Og så var der jo bare ingen levende spackser tilbage, vel? Bare tonsvis af spackel-lig, der hobede sig op i sumpen og rådnede og stank, og det varede længe før sumpen blev sump igen og ikke bare var et kaos af fluer og stank og hva de ellers måtte ha gemt til os af ekstra bakterier.

Alt det blev jeg født ind i, alt det kaos, den overbefolkede sump og den overbefolkede kirkegård og byen der ikke er overbefolket nok, så jeg husker ingenting, jeg husker ikke en verden uden Støj. Min far døde af sygdom før jeg blev født, og så døde min mor selvfølgelig, det er klart, det er der ikke noget nyt i. Ben og Cillian tog mig til sig og opfostrede mig. Ben sagde at min mor var den sidste af kvinderne, men det siger alle om alles mødre. Ben lyver nok ikke, han tror på det, men hvem ved?

Og nu er jeg så den yngste i hele byen. Før i tiden tog jeg ellers ofte ud og kastede sten efter markkragerne sammen med Reg Oliver (syv måneder og otte dage ældre) og Liam Smith (fire måneder og otte dage ældre) og Seb Mundy, som var tre måneder og en dag ældre og den næstyngste efter mig, men ikke engang han taler til mig længere nu da han er blevet mand.
Det er der ingen drenge der gør, når først de er fyldt tretten.

Og sådan er det i Prentisstown. Drenge blir til mænd og går til møder der kun er for mænd for at tale om gud ved hva, og drenge har overhovedet ingen adgang, og hvis du er den sidste dreng i byen er du bare nødt til at vente, helt alene.

Altså dig og en hund, du ikke vil ha.

Men pyt med det, for her er sumpen, og her går vi ind. Vi holder os til stierne rundt om og hen over de værste vandområder og snor os omkring de store, knortede træer der rækker op og ud af tågen til nåletaget mange, mange meter ovenover. Luften er tæt og den er mørk og den er tung, men det er ikke en skræmmende form for tæt og mørk og tung.

Her er et mylder af liv, her er tonsvis af det, glem alt om byen, her er fugle og grønne slanger og frøer og kiwifugle og begge slags egern og (det er ikke løgn) en cassor eller to, og jo, man ska holde udkig efter røde slanger, men selvom der er mørkt, trænger der en smule lys ned gennem hullerne i taget og hvis du spørger mig, hvilket du muligvis ikke gør, så vil jeg sige at for mig er sumpen et stort og rart og ikke særlig Støjfyldt rum. Mørkt, men levende; levende, men imødekommende; imødekommende, men ikke omklamrende.

Manchee letter ben op ad næsten alt, indtil han må være ved at løbe tør for tis, og så forsvinder han ind under en busk, mens han plaprer for sig selv og sikkert leder efter et sted at besørge, tænker jeg.

Men det generer ikke sumpen. Hvoffor sku det det? Det er alt sammen bare livet, der gentar sig, der vender tilbage, gennemgår sin cyklus og æder sig selv for at vokse. Altså, jeg siger ikke at her ikke er Støj. Det er der selvfølgelig, man slipper ikke for Støjen nogen steder, ingen steder overhovedet, men her er mere stille end i byen. Larmen er en anden slags larm, for sumplarm er bare nysgerrighed og væsner, der prøver at finde ud af hvem man er, og om man er en trussel. Hvorimod byen allerede ved alt om en og vil vide mere og vil banke sin viden ind i en, indtil der ikke længere er noget tilbage af en selv, ikke?

Men sumpstøj, derimod, sumpstøj er bare fuglene der tænker alle deres små, bekymrede fugletanker. Hvor er føde? Hvor er hjem? Hvor er tryghed? Og de unge egern, der er nogle små banditter alle sammen og driller en, hvis de ser en, og driller hinanden, hvis de ikke gør, og de gamle egern, der er lissom små, dumme børn, og det sker at der er moseræve i løvet som man ka høre forfalske deres Støj, så den lyder lissom den fra de egern, de æder, og endnu sjældnere er der kendere, der synger deres mærkelige kender-sange, og jeg sværger, at jeg engang så en cassor løbe væk på to lange ben, men Ben siger at det gjorde jeg ikke, for cassorer er for længst forsvundet fra sumpen.

Jeg ved det ikke. Jeg tror på mig.

Manchee kommer ud af løvet og sætter sig ned ved siden af mig, for jeg er standset der lige midt på en sti. Han kigger rundt for at se hva jeg måske ser, og så siger han: ”God prut, Todd.”
”Det tror jeg på, Manchee.”

Bare jeg ikke får en forbandet hund mere i fødselsdagsgave. I år ønsker jeg mig en jagtkniv, lissom den Ben har bag i sit bælte. Se det ville være gaven til en mand.

”Prut,” siger Manchee stille.

Vi går videre. Den største klynge æbletræer står et lille stykke inde i mosen, og vi ska ned ad nogle stier og hen over en væltet træstamme som Manchee altid ska ha hjælp til at komme over. Da vi når frem, tar jeg fat om hans mave og løfter ham op på toppen. Selvom han ved hvoffor jeg gør det, sparker han alligevel vildt med benene som en edderkop i frit fald og gør helt uden grund et nummer ud af det.

”Rolig nu, dit fjols!”

”Ned, ned, ned!” bjæffer han og kratter vildt i luften.

”Dumme hund.”

Jeg dumper ham ned på stammen og kravler selv op. Vi hopper ned på den anden side og Manchee råber ”Spring!” da han lander og ”Spring!” da han bjæffende løber af sted.

Springet hen over stammen er der, hvor den mørke sump rigtigt begynder, og det første, man får øje på, er de gamle spackel-huse, der læner sig frem mod en fra mørket og ligner smeltende, mørkebrune kugler af is, bortset fra at de er så store som hytter. Ingen ved eller ka huske hva de sku forestille at være, men Bens bedste bud, og han er en bedste bud-type, er at de handlede om noget med at begrave de døde. Måske endda en slags kirke, selvom spackserne ikke havde en religion som nogen fra Prentisstown ku vedkende sig.

Jeg holder mig på lang afstand af dem og går ned i den lille lund med vilde æbletræer. Æblerne er modne, næsten sorte, næsten spiselige, som Cillian ville sige. Jeg plukker et fra stammen og tar en bid. Saften løber ned ad min hage.

”Todd?”

”Hva, Manchee?” Jeg tar plastikposen op som har været foldet sammen i min baglomme og begynder at fylde æbler i den.

”Todd?” bjæffer han igen og denne gang bemærker jeg hvor meget han bjæffer og jeg vender mig om og ser, at han har vendt sig mod spackel-husene og har rejst børster og hans ører stritter i alle retninger.

Jeg retter mig op. ”Hva er der, dreng?”

Nu knurrer han med blottede tænder. Jeg ka mærke blodet pumpe i mine årer igen. ”Er det en kroko?” spørger jeg.

”Stille, Todd,” knurrer Manchee.

”Men hva er det?”

”Er stille, Todd.” Han bjæffer kort, og det er et ægte bjæf, et ægte hundebjæf der kun betyder ’bjæf!” og min krop blir en smule mere elektrisk, som om jeg ska til at slå gnister. ”Lyt,” knurrer han.

Så jeg lytter.

Og lytter.

Og jeg drejer hovedet lidt, og jeg lytter noget mere.

Der er et hul i Støjen.

Hvilket ikke er muligt.

Det er sært, er det, som det gemmer sig derude et sted mellem træerne, eller et sted ude af syne, et sted hvor ens ører og tanker fortæller en at der ikke er nogen Støj. Den er som en form, man ikke ka se, undtagen i måden alt omkring den berører den på. Som vand i form af en kop, men uden kop. Den er et hul, og alt der falder ned i den holder op med at være Støj, holder op med at være noget, holder ganske enkelt op.

Det er ikke lissom sumpens stilhed, der jo aldrig er stilhed, det er klart, men bare mindre Støjende. Men det her, det er en form, en form af ingenting, et hul, hvor al Støj standser.
Hvilket er umuligt.

Der er intet andet i denne verden end Støj, intet andet end mændenes konstante tanker og tingene som kommer imod en og imod en og imod en, lige siden spackserne udløste Støj-bakterien under krigen, bakterien som dræbte halvdelen af mændene og samtlige kvinder, osse min mor, bakterien som drev de resterende mænd til vanvid, bakterien som blev alle spackers endeligt, da mændenes vanvid greb til våben.

”Todd?” Manchee er skræmt, det ka jeg høre. ”Hva, Todd? Hva er det, Todd?”

”Ka du lugte noget?”

”Lugter bare stille, Todd,” bjæffer han, og så bjæffer han endnu højere: ”Stille! Stille!”

Men så, et eller andet sted omkring spackel-husene, bevæger stilheden sig.

Mit blod pumper så hurtigt at det næsten vælter mig omkuld. Manchee farer rundt om mig og bjæffer og bjæffer og gør mig dobbeltskræmt, så jeg gir ham et slag bagi igen (”Av, Todd?”) for at berolige mig selv.

”Der findes ikke sådan noget som huller,” siger jeg. ”Ikke sådan noget som ingenting. Så det må være noget, ikke?”

”Noget, Todd,” bjæffer Manchee.

”Ka du høre, hvor det forsvandt hen?”

”Det er stille, Todd.”

”Du ved, hva jeg mener.”

Manchee snuser op i luften og tar et skridt og et til og så nogle flere hen imod spackel-husene. Nå, men så leder vi efter det. Jeg begynder at gå, sådan helt langsomtagtigt, hen til den største af de smeltende iskugler. Jeg holder mig fri af alt der ku tænkes at kigge ud ad den lille, skrå, trekantede døråbning. Manchee snuser til dørkarmen, men han knurrer ikke, så jeg tar en dyb indånding og kigger ind.

Der er dødsens tomt. Loftet er cirka dobbelt så højt oppe som mig. Gulvet er beskidt, og her gror sumpplanter nu, slyngplanter og den slags, men ellers ingenting. Og med det mener jeg ingen rigtig ingenting, ikke noget hul, og intet spor af hva der måske var her før.

Det er dumt, men jeg er nødt til at sige det.

Jeg tænker på, om spacklerne er tilbage.

Men det er umuligt.

Men et hul i Støjen er umuligt.

Så et eller andet umuligt må være sandt.

Jeg kan høre Manchee snøfte rundt igen udenfor så jeg kravler ud og går hen til den anden kugle. Der er skrevet udenpå denne her, de eneste skrevne ord nogen nogensinde har set på spackel-sprog. Det er vel de eneste ord de nogensinde fandt passende at skrive ned. Bogstaverne er spackel-bogstaver, men Ben siger at de laver lyden es’Paqili eller sådan noget, esPaqili, Spackel, eller ”spacks”, hvis man vil spytte det ud, hvilket er det alle gør efter det der skete. Det betyder ”Folket”.

Der er heller ingenting i den anden kugle. Jeg går ud i sumpen og lytter igen. Jeg sænker hovedet og jeg lytter og rækker ud med den lyttende del af min hjerne og lytter osse der og jeg lytter og lytter.

Jeg lytter.

”Stille! Stille!” bjæffer Manchee to gange, rigtig hurtigt, og suser af sted igen hen imod den sidste kugle. Jeg løber efter ham, min puls banker, for det er der, det er, det er der hullet i Støjen er.
Jeg ka høre det.

Altså, jeg ka ikke høre det, det er hele pointen, men da jeg løber hen imod det mærker jeg dets tomhed i mit bryst og dets tavshed drager mig, og der er så megen tavshed i det, nej, ikke tavshed, stilhed, så megen ufattelig stilhed at jeg begynder at føle mig splittet, som om jeg er ved at miste det allermest værdifulde, som om det er dér, en død, og jeg løber, og mine øjne løber i vand og mit bryst knuger sig sammen, og der er ingen der ka se det, men alligevel irriterer det mig og mine øjne begynder at græde, de begynder at græde, de begynder at effing græde, og jeg standser et øjeblik og bøjer mig frem og for ind i H altså, hold nu bare kæft, men jeg spilder et helt latterligt minut, et helt idiotisk, latterligt minut på at stå foroverbøjet der, og så når hullet selvfølgelig at bevæge sig væk, det har bevæget sig væk, det er væk.

Manchee er splittet mellem at løbe efter det og at løbe tilbage til mig, men til sidst kommer han tilbage til mig.

”Græder du, Todd?”

”Hold kæft,” siger jeg og sparker ud efter ham. Jeg rammer med vilje ved siden af.

Hvordan kan du flygte, når alle kan høre alle dine tanker?

 

Knivens stemme, Patrick Ness, Chaos WalkingPrentisstown er ikke en by som alle andre. Her kan alle nemlig høre hinandens tanker i en overvældende og endeløs strøm af Støj. En måned før den fødselsdag, der vil gøre Todd til en mand, opdager han sammen med sin hund, Manchee (hvis tanker, Todd også kan gøre – om han vil det eller ej), et område med total stilhed. De opdager, at byen, hvor privatliv er umuligt, gemmer på en forfærdelig hemmelighed. En hemmelighed så grusom, at Todd og Manchee må flygte, hvis de vil gøre sig håb om at overleve.

 

Du kan læse mere om Chaos Walking 1 – Knivens stemme her

 

Om Patrick Ness

Patrick Ness (f. 1971) bor i London og har skrevet bøger for både voksne og unge. I Danmark er han særligt kendt for den storsælgende Monster (2015), men også hans øvrige forfatterskab har begejstret læsere i alle aldre.

Chaos Walking-trilogien er hans anmelderroste og prisvindende YA-debut, som udkom i Storbritanien i 2008, men først 10 år senere fandt vej til de danske læsere. Filmatiseringen af trilogien rammer de danske biografer i foråret 2019 med bl.a. Mads Mikkelsen og Tom Holland (Spiderman) i de bærende roller.