CarlsenPuls Young Adult-romaner

Læs det første kapitel af Fordelen ved hemmelige forelskelser af Becky Albertalli

Fordelen ved hemmelige forelskelser, the upside of unrequited, love simon, simon vs verdens forventninger, simon vs the homosapien agenda, becky albertalli

Nu kommer den på dansk! Forfatteren til den filmaktuelle Simon vs. verdens forventninger  udkommer nu på dansk med sin anden roman, som foregår i samme univers som debutromanen. Her kan du læse det første kapitel af Fordelen ved hemmelige forelskelser.

Fordelen ved hemmelige forelskelser, the upside of unrequited, love simon, simon vs verdens forventninger, simon vs the homosapien agenda, becky albertalli

Jeg sidder på toilettet på 21.30-klubben og overvejer, hvordan havfruer tisser. Det er ikke bare noget, der lige falder mig ind. Der sidder en havfrue-Barbie på døren til toiletterne her. Et lidt underligt valg af toiletmaskot. Hvis den slags findes. Toiletmaskotter.

Så går døren op og slipper et brus af musik fra klubben ind. På det her toilet smutter man ikke bare lige diskret forbi. Døren til båsen ved siden af lukker med et smæld, idet jeg åbner døren til min. Jeg træder ud. Der er spejle over alle vaskene. Jeg suger kinderne ind, så det ser ud, som om jeg har kindben. Ikke så lidt af en forvandling.

Nogle gange får jeg den tanke, at jeg kunne blive ved med at gøre det. Jeg kunne gå rundt resten af livet og bide mig selv blidt i kinderne. Desværre får det mine læber til at se mærkelige ud. Desuden er det svært at snakke, når man bider sig i kinderne, og det er lidt stramt, selv for mig. Selv for at få kindben.

„Shit.“ Fra båsen lyder en stemme, lavmælt og lidt hæs. „Hey, gider du ikke række mig noget toiletpapir?“ Det er mig, hun snakker til. Det varer et øjeblik, før jeg er med. „Selvfølgelig.“

Jeg får fat i en håndfuld og rækker det ind under døren til pigen, hvis hånd strejfer min, idet hun tager imod det. „Okay, der reddede du lige mit liv.“ Jeg reddede nogens liv. Lige her på wc’erne i 21.30-klubben.

Efter at have trukket ud åbner hun døren, og det første, jeg lægger mærke til, er hendes trøje: rød bomuld med bogstaverne G og J i totalt kunstnerisk udførelse. Jeg tror faktisk, at de færreste ville genkende dem som bogstaver. Men det gør jeg. „Det er en Georgie James-trøje.“ Pigen hæver øjenbrynene og smiler. „Kender du Georgie James?“

„Mmm.“ Jeg gengælder hendes smil. Georgie James. Et lokalt Washington DC-band, som gik i opløsning for flere år siden. Man regner ligesom ikke med at møde nogen på vores alder, som har hørt om dem, men min søster gik vildt meget op i dem engang. Pigen ryster på hovedet. „Hvor vildt.“

„For vildt,“ siger jeg, og hun griner – sådan en dæmpet latter, der kommer boblende fra halsen. Så ser jeg rigtigt på hende. Og shit. Hun er smuk.

Den pige. Hun er lille og slank og asiatisk, og hendes hår har en så mørklilla farve, at det næsten ikke er lilla. Briller med kraftigt stel. Og der er noget med faconen på hendes læber. Hun har meget velformede læber. Cassie ville helt sikkert være vild med hende. Især med brillerne. Og Georgie James-trøjen.

„Nå, men tak for, at du reddede min røv. Bogstavelig talt.“ Hun ryster på hovedet. „Okay, ikke min røv.“

Jeg fniser. „Det er okay.“

„Tak for, at du reddede mine skamlæber.“

Jeg trækker på skuldrene og smiler til hende. Der er bare et eller andet ved den her slags øjeblikke – den helt fine tråd, der forbinder mig til en fuldkommen fremmed person. Det er den slags, der får universet til at føles mindre. Det elsker jeg virkelig. Jeg slentrer tilbage til klubben og lader musikken falde på plads omkring mig. Det er et lokalt band, jeg aldrig har hørt om, men dansegulvet er proppet.

Folk kan åbenbart godt lide, at trommerne lyder så højt. Jeg er omgivet af dansende kroppe i bevægelse, dæmpet belyste ansigter, hoveder vendt op mod scenen. Pludselig begynder alt at føles enormt og umuligt igen. Det er nok, fordi der er så mange par, som griner og står tæt og kysser intenst.

Sådan får jeg det altid, når jeg ser folk kysse. Jeg forvandler mig til en anden slags materiale. Som om de er vand, og jeg er en isterning. Som om jeg er den i verden, der er mest alene.

„Molly!“ råber Cassie og vinker. Hun og Olivia står i nærheden af højtalerne, og Olivia står rent faktisk og krymper sig. Den her klub er ikke ligefrem hendes stil. Heller ikke min, tror jeg, men Cassie er god til at overtale folk. Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Min tvillingesøster og jeg ligner på ingen måde hinanden.

Ikke engang af udseende. Vi er begge hvide, og vi er begge sådan middelhøje. Men på alle andre måder er vi hinandens modsætninger. Cassie er lyshåret, har grønne øjne og er slank som et siv. Jeg matcher ingen af de tre ting. Jeg har brunt hår, brune øjne og kan på ingen måde kaldes slank som et siv.

„Jeg har mødt din drømmepige,“ fortæller jeg med det samme Cassie.

„Hvad?“

„Jeg fik en ny veninde ude på toilettet, og hun er virkelig sød, og jeg synes, I to skulle forelske jer og blive gift og få børn sammen.“

Cassie gør det der med at hæve øjenbrynene, samtidig med at hun rynker dem. Hun er lyshåret, men har mørke øjenbryn, og det er svært at forklare, hvor perfekt det fungerer for hende.

„Hvordan foregår det?“

„Hvordan foregår kærlighed?“

„Nej, hvordan kan du få en ny veninde på toilettet?“

„Cass. Har du ikke fanget min pointe? Det her er en drømmepige.“

„Øjeblik.“ Cassie giver min arm et puf. „Er det her et Molly-crush? Er det crush nummer syvogtyve?“

„Hvad? Nej.“ Jeg rødmer.

„Hallo. Dit første crush på en pige. Jeg er stolt af dig.“

„Er vi allerede nået til syvogtyve?“ spørger Olivia. Hvilket jeg beslutter at opfatte, som om hun er imponeret over mig. Så, ja, jeg bliver ret nemt forelsket. Det er der ikke noget galt i. Men det her er ikke et Molly-crush.

Jeg ryster på hovedet og tager hænderne op for øjnene. Det føles lidt, som om jeg har heliumhjerne. Måske føles det sådan at være fuld. Min kusine Abby har fortalt mig, at man føler sig svævende, når man er fuld. Gad vide, om man kan blive fuld uden at drikke.

„Hey.“ Cassie skræller mine hænder væk fra mit ansigt. „Du ved godt, at det er mit job at drille dig.“

Men før jeg når at svare, viser Olivia os sin telefon „Hey, den er kvart i tolv,“ siger hun. „Burde vi ikke gå tilbage til metroen?“

„Shit!“ siger jeg.

Metroen lukker ved midnat. Og jeg starter på et nyt arbejde i morgen. Jeg har rent faktisk fået et sommerferiejob. Så derfor burde jeg jo nok satse på i det mindste at få en smule søvn, så jeg ikke besvimer ved kassen. Det opfattes vist ikke som særlig professionelt.

Vi snor os ud og ind mellem folk for at nå frem til udgangen, og jeg er ærlig talt lettet over at komme udenfor. Det er køligt af juni at være, og luften føles dejlig mod mine ben. Jeg har en bomuldskjole på, som var ensfarvet sort, da jeg fik den, men jeg har tilføjet en hæklet blondekrave a la Peter Pan og samme type kant forneden. Den ser så meget bedre ud nu.

Cassie og Olivia skriver begge sms’er gående hen ad fortovet, og de snubler ikke engang over kantstenen eller noget. Det beundrer jeg. Jeg går lidt bag dem og ser på dem. De passer ind her på U Street. Cassie har en perfekt uglet hestehale, og hun ligner en, der bare har iført sig det første, det bedste fra klædeskabet. Hvilket sikkert passer, men det fungerer for hende. Mere end det.

Hun har sådan et trick, der får alle andre til at virke, som om de har gjort for meget ud af det. Og Olivia er høj og renskuret og pæn – bortset fra at hun har en sten i næsen og blå striber i håret, hvilket lige får folk til at tjekke hende ud en ekstra gang. Og folk opfatter hende nok som buttet, men ikke så buttet som mig.

Nogle gange overvejer jeg, hvad folk mon tænker om mig, når de ser mig. Det er underligt, at man nogle gange kan føle sig usikker sammen med folk, man har kendt hele sit liv. Bogstavelig talt. Vi har kendt Olivia, siden vores mødre var i mødregruppe sammen. Og i sytten år har det været os fire: Cassie, Olivia, mig og min kusine Abby. Bortset fra at Abby flyttede til Georgia sidste sommer. Og siden da har Cassie slæbt Olivia og mig med til de ting, hun plejede at lave sammen med Abby – oplæsninger og koncerter og slentreture ned ad H Street.

For et år siden ville Olivia og jeg have puttet os på sofaen hjemme hos hende og set Steven Universe sammen med Titania, hendes schnauzer-beagle-gadekryds. Nu er jeg i stedet omgivet af folk, som er uendeligt meget sejere end mig. Alle på U Street er i gang med en af følgende tre ting lige nu: at grine, ryge eller kysse.

Jeg vender mig om mod metroskiltet og får straks øje på drømmepigen.

„Cass, der er hun!“ Jeg hiver i Cassies tanktop. „Hende i rødt. Se.“

Pigen står bøjet forover, hun roder i sin taske. Nær ved hende hænger to hvide hipsterfyre, helt opslugt af deres telefoner: en rødhåret iført skinny jeans og en mørkhåret med dramatisk pandehår.

„Men du fik aldrig forklaret, hvorfor hun er Cassies drømmepige,“ siger Olivia. Pigen ser op fra sin taske, og Olivia vender sig hurtigt væk. Men hun ser mig. Drømmepigen vinker, og jeg vinker tilbage.

„Ja. Hun er nuttet,“ hvisker Cassie.

„Hvad sagde jeg?“ Jeg smiler.

„Hun kommer herover.“ Og det gør hun. Drømmepigen kommer smilende over mod os. Så, nu smiler Cassie. Hun ser ned i jorden, men hendes kinder afslører hende.

„Hej igen,“ siger pigen.

Jeg smiler. „Hej.“

„Min frelser.“

Den pige må være seriøst bange for at dryptørre.

„Jeg tror ikke, jeg fik præsenteret mig,“ siger hun. „Jeg hedder Mina.“

„Jeg hedder Molly.“

„Din trøje,“ siger Cassie, „er den mest perfekte, jeg nogensinde har set. Den er … wauw.“ Hun ryster på hovedet.

Mina griner. „Tak.“

„Jeg hedder i øvrigt Cassie. Og jeg har aldrig før mødt nogen, der har hørt om Georgie James.“
Hallo, det er sgu da løgn. Jeg står jo lige her.

„Ved du, hvad der er sjovt,“ begynder Mina – men så puffer fyren med det dramatiske pandehår til hendes arm.

„Lad os smutte, Mina-Bina.“ Han ser op og fanger mit blik hen over Cassies skulder. „Hej, hyggeligt at møde jer, men vi skal nå et tog.“

„Shit, ja,“ siger Mina. „Okay, nå …“

„Det skal vi også,“ siger Cassie hurtigt. Og på en eller anden måde sker der det, at vores grupper flyder sammen. Cassie og Mina falder ind ved siden af hinanden, Olivia er lige bag dem, i sin egen verden, hun sms’er løs. Jeg træder ind på rulletrappen og læner mig op ad gelænderet i et forsøg på ikke at ligne et får, der har mistet sin flok. Molly Peskin-Suso: desorienteret introvert, alene i ødemarken.

Indtil jeg ser op og fatter det: Jeg er faktisk ikke alene. Hipsterfyrene er et skridt bag mig på rulletrappen. Tilfældigvis møder jeg den rødhåredes blik, og han spørger: „Hvorfor er der noget bekendt ved dig?“

„Det ved jeg ikke.“

„Nå, men jeg hedder Will.“

„Jeg hedder Molly.“

„Som pillerne,“ siger Pandehår.

Begavet kommentar. Det er ligesom ikke første gang, nogen gør mig opmærksom på, at jeg hedder det samme som en type ecstasypiller.

Det er der faktisk tit nogen, der siger. Jeg tror, jeg må have et af de der åndssvagt almindelige ansigter. Underligt nok har tre personer helt uafhængigt af hinanden fortalt mig, at jeg ligner en helt bestemt teenageskuespiller fra halvfjerdserne. Og fremmede fortæller mig tit, at jeg ligner deres kusine eller en fra deres sommerlejr. Det er sgu lidt skræmmende. På en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg måske er i familie med alle de der kusiner og lejrbekendtskaber.

Det er så her, jeg hellere må nævne, at Cassie og jeg er lavet med en sæddonor. Så velkommen til en fast bestanddel af mit liv: den der lille nagende fornemmelse af, at alle, jeg møder, rent faktisk kunne være mine halvsøskende.

„Jeg bliver bare ved med at glo på dig, til jeg finder ud af det,“ siger Will.

På den anden side af gangen snøfter Cassie forarget – og det går pludselig op for mig, at hun og Mina holder øje med os. De ser ud til at føle sig godt underholdt.

Jeg mærker varmen i kinderne. „Øh, okay,“ siger jeg og glipper med øjnene.

Toget bremser, og Olivia rejser sig. „Nå, men det her er Chinatown.“

„Her skal vi også af,“ siger Will. Det er egentlig ikke så overraskende – her skal masser af mennesker af for at skifte. Dørene går op, og Cassie og Mina er lige bag os, da vi træder ud på perronen. Cassie taster løs på sin telefon.

„Hvor er I på vej hen?“ spørger Will, der stadig stirrer lidt for intenst på mit ansigt.

„Takoma Park. Rød linje.“

„Åh, okay. Den modsatte vej. Vi skal mod Bethesda,“ siger han. „Nå, men så er det farvel.“

Jeg ved aldrig helt, hvad der er det rigtige at gøre i den slags situationer. Det er ligesom, når man står i kø i en forretning, og en bedstemor begynder at fortælle alt om sine børnebørn eller sin gigt, og man smiler og nikker løs. Men så skal man til at betale og siger sådan: okay, altså, farvel for altid.

Hvilket er lidt tragisk, hvis man tænker nærmere over det.

En lille informationsskærm viser, hvor længe der er til, de forskellige tog kommer. Rød linje til Glenmont ankommer om ti minutter. Det er vores. Men rød linje mod Shady Grove er nærmest på vej ind. Will og Max og Mina spurter op ad rulletrappen for at nå den.
Da vi kommer frem til vores perron, er deres tog allerede kørt.

Så det var det.


 

Fordelen ved hemmelige forelskelser, becky albertalli

17-årige Molly Peskin-Suso ved alt om at være hemmeligt forelsket. Hun har prøvet det 26 gange. For selvom hendes tvillingesøster Cassie siger til hende, at hun skal kaste sig ud i det, så tør Molly ikke risikere at blive afvist. Hun er forsigtig. For det skal tykke piger altid være.

Men så dukker Will pludselig op. Han er sjov, flirtende og muligt kæreste-materiale. Og med ham kan Molly måske få sit første kys. Men der er også Reid. Mollys nye kollega. Ham kan hun da umuligt falde for. Vel?

Du kan forudbestille Fordelen ved hemmelige forelskelser her og finde den hos din lokale boghandler fra d. 24. april.