Krimi

Læs i bestselleren Mercedes-snittet af Anne Mette Hancock

Mercedes-snittet, Anne Mette Hancock

Mercedes-snittet, Anne Mette HancockMercedes-snittet: En nervepirrende psykologisk krimi

En dreng er forsvundet fra sin skole. Journalisten Heloise Kaldan tager derhen, og i skolegården møder hun sin nære ven, efterforskeren Erik Schäfer. Drengen Lukas dukker ikke op, men det gør hans telefon. Den afslører, at Lukas er besat af pareidolia: Det fænomen, at vi ser ansigter i tilfældige ting. Særligt et foto af en ladeport, der ligner et ansigt, påkalder sig opmærksomhed. Er det her, Lukas er?

 

Anne Mette Hancock, forfatteren til Ligblomsten, er tilbage med andet selvstændige bind i krimiserien om Kaldan og Schäfer. Mercedes-snittet er en nervepirrende psykologisk krimi om hævn, synsbedrag og ar i hjertet.


 

Her kan du læse de første fire kapitler

 

1

Manden bevægede sig hurtigt, glidende forbi de nøgne træer og buske. Februarvinden lod til at komme fra alle sider på én gang og føltes som tusindvis af små nåle imod hans kinder. Han trak i snørerne på hætten, så den strammede om hans ansigt, og så sig omkring.
Der var ingen motionsløbere eller hundeluftere på Kastellet i dag. Temperaturen havde i flere dage ligget som en bøje i vand og bobbet taktfast op og ned omkring frysepunktet, og den hårde vind fik det til at føles som århundredets værste isvinter. København virkede affolket i kulden. Som en spøgelsesby.
Manden standsede og lyttede.
… Ingenting.
Ingen sirener, der brød byens beherskede brummen. Ingen blå lys, der blinkede derude i halvmørket.
Han gik op på toppen af volden og så over mod indsejlingen foran Mærsks hovedkvarter og parkeringspladsen ved Toldboden. Han rynkede brynene, da han så, at parkeringspladsen var tom, og kiggede på sit ur.
Hvor fanden bliver de af?
Manden fiskede en cigaret op af pakken i inderlommen og satte sig på hug ved en af kanonerne. Han forsøgte at tænde lighteren, men hans hænder var gullige af kulde og virkede døde for enden af armene. Han strakte og bøjede fingrene for at få gang i kredsløbet og fik øje på blodpletten. En lille, størknet halvmåne af lillasort masse inde under den yderste del af pegefingerneglen.
Han prøvede halvhjertet at skrabe den koagulerede masse ud, gav så op og fik lighteren tændt. Så snart flammen havde fået fat, stak han hænderne i lommerne og holdt cigaretten klemt hårdt mellem læberne, mens han gik frem og tilbage på volden og spejdede utålmodigt over mod parkeringspladsen.
Kom nu, for helvede!
Han brød sig ikke om stilheden. Al ventetid gjorde ham rastløs, gav ham en sitrende uro i mellemgulvet. Hellere holde sig beskæftiget, konstant i bevægelse. Stilhed betød tid til refleksion, og så vandrede tankerne altid tilbage til en røg så tyk, at han måtte famle sig forbi de døde, iturevne kroppe. Tilbage til blodet, der løb ud af hans øjne, ned ad hans kinder – og stilheden. Den lammende stilhed, der fulgte braget, mens de, der kunne, kravlede ud af støvmørket og samlede sig foran den ødelagte bygning.
Forstenede. I chok.
Hvis bare han kunne slippe af med de billeder. Give slip på dem som en buket heliumballoner og se dem forsvinde opad, dansende på himlen, indtil de var ude af syne.
Manden så ned mod Toldboden igen og fik øje på den sølvgrå Audi, der trillede hen foran bygningen og stoppede. Motoren blev ved med at køre, udstødningen varm og dampende i kulden. Et enkelt signal med det lange lys fortalte ham, at der var fri bane.
Endelig!
Han begyndte at gå ned imod bilen, men halvvejs nede ad vold en fik han øje på noget, der fik ham til at sætte farten ned. Han kneb øjnene sammen og zoomede ind på broen over voldgraven, der løb rundt om Kastellet.
Så stoppede han helt op.
Midt på broen, næsten camoufleret af halvmørket, stod en skikkelse. En hætteklædt person med en orange rygsæk over skuldrene.
Det var den underligt foroverbøjede stilling, skikkelsen stod i, der havde fået ham til at sagtne farten. Men det var det barn, vedkommende holdt fast i, der havde fået ham til at stoppe op.
En dreng, som manden skød til at være otte-ni år, hang slapt ud over siden af broen, mens personen med rygsækken holdt fat i skulderstoffet på drengens dunjakke. Personen talte, men vinden skovlede ordene op og gennemhullede dem, så han ikke kunne høre, hvad der blev sagt. Han vendte blikket mod bilen igen og så endnu et insisterende blink med lygterne. Han var nødt til at skynde sig nu, men …
Han så ned mod broen igen.
Så slap hænderne drengen.

2

Klinikken lå i en vedbendbevokset baggårdsejendom, der lænede sig nysgerrigt op ad muren ind til Frederik VIII’s Palæ. Fra vinduet i venteværelset kunne Heloise Kaldan se toppen af Marmorkirkens frostplettede kuppel og garderne på slotspladsen, der gik frem og tilbage foran Amalienborg som leddeløse søvngængere i en snekugle.
Hun rakte ud efter et modemagasin og vippede nervøst med den ene fod, mens hun bladrede. Adrenalinen prikkede til hendes nervespidser, og hendes blik flakkede fraværende hen over modereportager og reklamer for hudplejeserier. Overflade og glorificeret teenageanoreksi i pastelfarvet emballage.
Hvem fanden læste egentlig det lort?
Hun smed bladet fra sig igen og kiggede rundt i lokalet.
Hele rummet lignede et opslag i et californisk boligmagasin. Det var indrettet i hvide og cognacfarvede nuancer, kun brudt af sukkulenter i overdimensionerede lerkrukker. Væggene var udsmykket med plakater og litografier i alle størrelser og formater, der hang så tæt, at man kun lige akkurat kunne ane den asfaltfarvede væg bagved. Gulvet var dækket af et cremefarvet berbertæppe, der som et sidste stilrent touch bandt rummet sammen. Det hele var så nydeligt, at man næsten glemte, hvorfor man var der.
Og så alligevel ikke …
Der sad to andre patienter i venteværelset. En ældre, knoglet mand og en ung pige med mælkehvid hud og store sølvgrå øjne. Heloise skød hende til at være ikke ældre end 18 år og håbede, at pigens ærinde på lægeklinikken var et andet end hendes eget.
En høj, lyshåret mand i hvide lærredsbukser og mintgrøn T-shirt stak hovedet ind i lokalet, og pigen overfor Heloise rettede sig straks op i stolen. Hun sugede næsen underligt ind, fugtede læberne og forsøgte at give dem mere fylde med en halvåben trutmund. Udtrykket fik hende til at ligne en, der havde sporet en mislugt i lokalet.
Selfie-fjæset, tænkte Heloise. Et af tidens mest aparte påfund.
Manden i døråbningen fjernede et par hårstrå fra øjnene med et kast med nakken og nikkede så til Heloise.
“Heloise?”
Hun rejste sig.
Nu skulle det bare overstås.

Lægen bød hende indenfor i undersøgelseslokalet med en armbevægelse. Han læste i journalen på computerskærmen og rettede så blikket mod Heloise.
“Nå, Heloise … Du er gravid?”
Han udtalte hendes fornavn forkert. Det hårde ’H’ fik navnet til at lyde bryskt. Som en kraftanstrengelse. Heloise havde rettet ham ved hvert lægebesøg i løbet af de sidste fire år. Denne gang rettede hun ham ikke. I stedet sagde hun: “Ja, det lader det til.”
“Har du været gravid tidligere?”
Hun rystede på hovedet og viste ham den test, hun havde haft liggende i tasken. Der var to røde streger bag plastruden midt på pinden. Den ene var tydelig, den anden var akvareltåget og svag som en begyndende regnbue, man bedst kan se ved ikke at kigge direkte på den.
Lægen så på testen og nikkede.
“Ja, den ser positiv ud. Og det passer dig ikke så godt, kan jeg forstå?”
“Det var ikke en del af planen, nej.”
Han nikkede og satte sig i stolen bag det hvidlakerede skrivebord. “Nej, jamen, sådan kan det jo gå.”
Heloise tog plads på den anden side af skrivebordet og stillede sin taske på det gamle parketgulv. Gulvet var ligesom resten af bygningen underligt indadhvælvet og krakeleret som en gammel suppeterrin og fik stolen til at rokke under hende.
Lægen smilede varmt for at understrege, at hun kunne tale fortroligt. Smilehullerne borede sig ind i hans kinder som fingerprik i blødt ler, og hans blå øjne mødte ugenert Heloises. Det havde taget hende et par år at opdage, at hans magnetiske udstråling og direkte blik ikke var møntet specifikt på hende. Han flirtede ikke, han var bare oprigtigt interesseret i hendes helbred. Desuden skinnede de blågrønne øjne om kap med den krans af poleret hvidguld, der løb om hans venstre ringfinger.
“Ifølge de oplysninger, du gav, da du ringede i formiddags, er du omkring fem uger henne, er det korrekt?”
Heloise slog blikket ned og nikkede. Det var i hvert fald, hvad beregningen på det terminssite, hun havde fundet på nettet, havde vist.
“Det er godt,” sagde han. “Det er nemlig sådan, at en medicinsk abort kun er mulig i løbet af de første syv uger af graviditeten. Fra otte til tolv uger er den eneste mulighed en klinisk svangerskabsafbrydelse.”
Heloise kiggede op igen. “Altså en indlæggelse?”
“Ja. Det er et hurtigt overstået indgreb, men det er ikke desto mindre altid at foretrække at undgå narkose. Så nu får du i stedet den hér … ”
Han rakte Heloise en enkelt pille fra en pakke, hvorpå der med grønne bogstaver stod Mifegyne. “Den tager du, når vi har bekræftet din termin, og så afslutter den effektivt graviditeten.”
Han drejede en halv omgang på stolen, fortrolig med proceduren, og tastede et par linjer ind på computeren foran sig.
“Jeg skriver også en recept til dig på to Diclon 50 milligram, det er et muskelafslappende præparat, og et præparat, der hedder Cytotec.”
Heloises hjerte begyndte at slå i en underlig, uregelmæssig rytme, mens han talte.
Den afslutter effektivt graviditeten …
Hvad fanden havde hun gang i? Hvordan var hun havnet her?
“Det burde ikke tage mere end et par timer, og det er for det meste ret udramatisk,” fortsatte lægen. “Men det er alligevel bedst, at du sætter en hel dag af til det, og at du er sammen med nogen, mens det står på. Jeg kan ikke huske: Har du en kæreste, der kan passe på dig?”
Heloise rystede på hovedet. “Ja og nej. Det er … indviklet.”
Lægen klemte læberne sammen og nikkede indforstået. “Det er den slags som regel. Det er en svær situation for de fleste.”
Heloise så ned på pillen i sin hånd og tænkte på Martin.
Hun vidste, at han ville blive begejstret ved tanken om et barn. Glad og alt for forventningsfuld, og det ville tvinge deres forhold ind i næste fase: Han ville insistere på at træde et skridt af Neil Armstrong’ske proportioner frem, mens hun ville få lyst til at rykke tre tilbage.
Heloise foretrak tingene, som de var. Eller rettere: som de havde været. Deres forhold var sjovt og hyggeligt og – frem for alt – stadig nogenlunde uforpligtende. Men nu føltes det, som om det fra den ene dag til den anden var blevet en tikkende bombe. Nedtællingen var begyndt med de to streger på testen, og Heloise kunne se de røde digitaltal blinke dommedagsagtigt for sit indre øje. Lortet ville eksplodere, uanset om hun valgte at klippe den røde eller den blå ledning, det vidste hun.
Hun kunne lige så godt få det overstået.
Lægen så indgående på Heloise, som om han prøvede at afkode hendes tilknappede kropssprog. “Hvis du er i tvivl, kan du sagtens vente med—”
“Jeg er ikke i tvivl.”
“Okay, jamen skal vi så ikke lige se, hvor langt du er henne?”
Han pegede med hagen mod briksen og tog et par stålfarvede acetatbriller på. Brilleglassene så besynderligt små ud på hans firskårne ansigt.
“Sådan en hjemmelavet terminstest kan godt skyde lidt ved siden af, og vi skal lige være helt sikre på, at du er på den rigtige side af de otte uger.”
Heloise tog en dyb indånding og krængede sin læderjakke af skuldrene.

Stilheden i lokalet blev kun brudt af sekundviserens tikken på uret over briksen og af lægens rolige åndedræt.
Heloise selv holdt vejret.
Hun lå med ansigtet vendt væk fra monitoren, væk fra de scanningsbilleder, hun var bange for aldrig at ville kunne slette fra nethinden igen, hvis hun fik så meget som et glimt af dem. Hele ugen havde hun prøvet at undgå at forestille sig, hvad der lå derinde, men om natten havde hun sovet en urolig søvn, vendt og drejet sig i lagner, der var våde af sved, og i sine drømme set små arme og ben. Fingre og tæer. En nakke fyldt med brune krøller.
Men intet ansigt.
Hver gang havde der kun været en konturløs cirkel for enden af halsen. En konkav flade, uden yderligere form og farve, som et barn med en mat tallerken dér, hvor ansigtet skulle have siddet. Hvad betød det mon?
At hun ikke ønskede at videreføre Martins gener? At hun var skrækslagen ved tanken om at videreføre sine egne?
Hun kunne ikke lade være med at spekulere på, om der fandtes arvelige varianter af ondskab. Om der kunne gemme sig en råddenskab i ens blod, som en sovende celle, der kunne springe en generation eller to over. Det var under alle omstændigheder ikke et eksperiment, hun ønskede at lægge krop til.
“Nå, Heloise,” sagde lægen. “Den er desværre god nok. Prøv at se her … ”
Heloise kiggede modstræbende op.
“Her er din blære, din mavesæk.” Lægen pegede på skærmen foran sig, hvor en udefinerbar sort-hvid masse fyldte rammen. “Og dér. Det er din livmoder, kan du se?”
Heloise lagde hovedet på skrå og stirrede tomt på plamagen foran sig. Det kunne have været en ultralydsskanning af hvad som helst; en menneskehjerne, en komave … Jupiter! Hun ville ikke have kunnet se forskel.
Han tegnede en cirkel med fingeren på skærmen om en lille peanutformet plet. “Dér. Kan du se? Det ser ud, som om du har ret med hensyn til de fem uger – plus minus et par dage.”
Heloise nikkede og slog blikket væk.
“Er du okay?” spurgte han og slukkede for monitoren. “Er du afklaret?”
“Ja.” Hun løftede sig lidt op på albuerne. “Men der er faktisk også noget andet, jeg gerne vil spørge om. Jeg har i et stykke tid haft en ubehagelig sitrende fornemmelse i kroppen.”
Lægen hev latexhandsken af med et talkumstøvet smæld og nikkede for at få hende til at fortsætte. “Prøv at sætte nogle flere ord på.”
“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Der er bare et eller andet, der føles … off. En underlig tåge omkring mig, som om jeg går rundt inde i en osteklokke, og mine tanker myldrer rundt i hovedet på mig. Det har varet længe nu, synes jeg. Flere måneder. Længe før det hér.” Hun nikkede mod maven.
Lægen løftede brillerne af næsen med et pincetgreb og pudsede glassene i sin T-shirt, mens han studerede Heloise.
“Du sagde en sitrende fornemmelse, mener du en slags uro?”
“Ja.”
“Trykken for brystet? Hjertebanken?”
Hun nikkede.
“Hvad er det nu, du laver til daglig, Heloise?” Stadig den bryske H-lyd. “Du er journalist, ikke?” “Jo.”
“Så du har et travlt arbejdsliv?”
“Tjah, det har jeg vel.”
“Tager du arbejdet med hjem?”
Heloise trak på skuldrene. “Gør alle ikke det efterhånden?”
Han lagde armene over kors og bed ned i underlæben, mens han så hende an.
“Det lyder, som om du godt kunne være lidt stresset. Har du været igennem en særligt belastende periode for nylig?”
Heloise mærkede en prikken i sine tindinger, mens minderne boblede op i hende som stinkende metangasser i en sump: Hænder, der strammede om hendes hals. Børn med slukkede øjne. Indgraveringen på hendes fars gravsten …
Minder, der havde efterladt Heloise med et hjerte blåsort af kulde.
En belastende periode?
“Det kan man godt sige,” sagde hun og satte sig op.
“De lyder stressrelaterede, dine symptomer,” sagde lægen og lagde armene over kors. “Men jeg vil alligevel gerne have dig testet for lavt stofskifte, så skal vi ikke lige tage en blodprøve for at være på den sikre—”
De blev afbrudt af to hurtige bank på døren. Uden at vente på svar stak den aldrende receptionist sit malede ansigt ind ad døråbningen.
“Undskyld, jeg forstyrrer, Jens, men der er et opkald til dig.” Hun pegede på telefonen på et lyst Wegner-bord i den anden ende af lokalet. “Det er fra skolen. De siger, det er vigtigt.”
Lægen rynkede brynene, og en lodret rynke spirede frem over næseryggen.
Han vendte sig mod Heloise og smilede halvforlegent. “Undskyld, har du noget imod, at jeg lige … ”Heloise viftede hans spørgsmål væk. “Nej, selvfølgelig ikke.”
Han lukkede en matteret glasskydedør, der opdelte lokalet, og Heloise kunne høre ham gå med hurtige skridt hen til telefonen.
Hun så ned på den pille, hun stadig holdt i sin hånd. Den var blevet fugtig af sved og havde smittet af indeni håndhulen, så hendes livslinje nu var fuget med en hvid pulvermasse. Hun lagde pillen fra sig på en lille stålbakke og lyttede med et halvt øre, da lægen besvarede opkaldet inde bag skydedøren.
“Hallo? Ja, det er mig. Jo, det burde han være … Hvad er klokken nu, siger du? Jamen så har han fået fri for tyve minutter siden og er nok på vej ned ad trappen. Han kan godt være længe om den slags … Men måske er han så gået direkte på legepladsen med Patrick fra fritidshjemmet, de har en aftale i dag, ved jeg. Har I tjekket der?”
Heloise rejste sig og tog sine bukser og sin læderjakke på.
“Nej, det er han ikke,” fortsatte lægen. “Nej, han er ikke blevet hentet. Det er jeg i hvert fald ret sikker på, for det er min kone, der skal hente i dag, og hun er stadig på arbejde, og … Jo, men jeg kan ikke … Okay. Ja, okay. Jeg kommer nu!”
Heloise kunne høre ham afbryde opkaldet og indtaste et nummer på telefonen.
“Hej, det er far. Hvor er du? Ring lige, når du hører min besked, okay?”
Og så endnu et opkald.
“Det er mig. Har du hentet Lukas? … De har lige ringet fra fritidshjemmet, han er ikke dukket op efter skole!?”
Heloise kunne høre en tiltagende panik gribe fat om hans stemmebånd og klemme til. Hun vendte blikket mod et indrammet fotografi, der stod i vindueskarmen. Lægen så yngre ud på billedet, end han gjorde nu, men Heloise kunne genkende hans rare øjne og markerede kæbelinje. Han havde armen om en køn, mellemblond kvinde, som var iført en smørgul sommerkjole med spaghettistropper over solbrun hud, og mellem dem stod et barn, som så ud til at være tre-fire år gammelt, og viftede begejstret med et italiensk flag.
“Jeg tager derover nu,” lød det på den anden side af skydedøren. “Jo, men lad os nu lige tage det roligt, han må jo for helvede være derovre et eller andet sted!”
Angsten, der skummede i hans stemme, understregede for Heloise, at hun aldrig ville kunne leve sådan. I frygt. Det ansvar, et barn ville betyde. Den sårbarhed, der ville rykke ind i hendes liv.
Så hellere føle ingenting.
Hun samlede pillen op fra stålbakken, foldede den ind i en papirserviet og stak begge dele i lommen.
Så smed hun sin taske over skulderen og forlod klinikken.

Mercedes-snittet, Anne Mette Hancock

3

Røgalarmens hyl rev efterforsker Erik Schäfer ud af de staver, han var faldet i ved køkkenvasken. Han gav alarmen et dask med en knytnæve på størrelse med en pomelo og slukkede for brødristeren. En skuffende lugt af kold plastic mødte ham, da han åbnede køleskabet, og han stirrede uimponeret ind på de halvtomme hylder.
Der var ikke andet derinde end en pakke smør, et glas marmelade og en liter sødmælk, som han og Connie havde købt i 7-Eleven, da de i aftes var landet i Kastrup.
Han stillede tingene frem på køkkenbordet og fiskede sin brummende telefonen op af baglommen. Det var Lisa Augustin, hans makker i Afdelingen for personfarlig kriminalitet, der ringede.
“J’allo?”
“Hej, det er mig.” Augustins stemme skrattede veloplagt og alt for højt ud af telefonens højtaler. Schäfer skar en grimasse og tog telefonen lidt væk fra øret.
“Godmorgen,” mumlede han.
“Njah, det er ’godeftermiddag’, man siger nu. Jetlagged?”
Schäfer brummede fraværende som svar.
“Hvordan var turen?”
“Turen var god,” sagde han og løftede forsigtigt det afsvedne brød op af brødristeren. “Jeg var sgu tæt på ikke at komme hjem igen.”
Han skrabede kul af brødet med en kniv. De mørke partikler blev hængende lidt i luften som vulkanstøv og dalede så stille ned på køkkenbordet. Det mindede ham om de sorte sandstrande på Saint Lucia i Caribien, hvor han og Connie havde tilbragt de sidste fem uger i deres lille ferierønne ved Jalousie Beach. Et faldefærdigt træhus i sart rosa med hvide skodder om vinduerne og palmer, gule nerier og mangotræer i baghaven.
Han længtes allerede efter det.
De var kommet på øen, hvor Connie var født og opvokset, i de 29 år, de havde kendt hinanden, og Schäfer var begyndt at foretrække livet derovre frem for hverdagen i København. Alligevel var der altid noget, der fik ham til at boarde flyet igen og sætte kurs mod Danmark. Han sagde hver gang til Connie, at det ikke var jobbet, der trak, og så smilede hun overbærende. Hun elskede ham nok til at lade ham vinkle historien, som det passede ham.
Det gjorde Lisa Augustin ikke.
“Bullshit,” grinede hun. “Du har savnet mig. Indrøm det!”
Schäfer ignorerede kommentaren. “Hvad vil du?”
“Jeg vil bare høre, om du er på vej?”
“Jeg kører om ti,” sagde han og tog en bid af sin marmelademad. “Vi ses derinde.”
“Nej, det er derfor, jeg ringer. Jeg er ikke på Gården.”
“Hvor så?”
“Jeg er på vej hen til Nyholm Skole.”
“Nyholm Skole?” Schäfer vågnede op. “Hvad sker der dér?”
“Der er et barn, der er forsvundet.”
Han lukkede øjnene hårdt i. Første dag efter ferien, og så sådan en sag.
“All right,” sagde han. “Hvad ved vi?”
“Vi ved ikke så meget endnu. Det var ordenspolitiet, der responderede på anmeldelsen, men jeg kan forstå, at der er tale om en Lukas Bjerre, 10 år. Han er forsvundet fra skolens fritidshjem ved totiden.”
Schäfer kiggede på uret over komfuret. Tallene viste 15:33.
“Hvem har du med dig?”
“Ingen. Det er derfor, jeg ringer.”
“Hvad med Bro og Bertelsen, hvor er de?”
“De er ved at efterforske et dødsfald på Amerikakaj, og Claus en har brækket kravebenet, så jeg har kørt solo de sidste par dage.”
“Jeg er på vej,” sagde Schäfer.
Han lagde på og tog en enkelt slurk af den kolbekaffe, Connie havde skænket til ham, inden hun var kørt hen for at handle. Den var lunken nu.
Han spændte sit pistolhylster om skuldrene med en hurtig bevægelse og fandt vinterjakken frem. På vej mod entréen kastede han et blik ud over terrassen foran sit lille røde murstenshus i Valby. En gråspurv landede på det fuglehus, Connie netop havde pyntet med små foderkugler i lysegrønne net, og hakkede i en af de fedtede frøklumper.
Schäfer lod blikket glide hen over den vintertrætte plæne og stoppede ved plastmøblerne, der stod stablet i hjørnet af haven og var dækket af snavs og rustbrune, krøllede blade. Det var allerede ved at blive mørkt igen, og han tænkte på solen, der uden tvivl bragede ned over endnu en smuk morgen på Saint Lucia.
Han rystede på hovedet, da han trådte ud i kulden.
“Hvad fanden laver vi her?” mumlede han og smækkede hoveddøren bag sig.

4

Heloise Kaldan rettede pistolen mod manden ved det store dobbeltbord midt i lokalet.
Han sad som i en slags trance med blikket klinet til skærmen foran sig og hamrede en trommesolo af på bordkanten med to stive pegefingre, mens musikken flød ud af mobilen på bordet foran ham.
Et enkelt hårdt slag på highhatten, mens venstre fod slog på en usynlig stortromme.
Welcome to the jungle. We’ve got fun and games.
Heloise betragtede længe de mørkebrune krøller, der dækkede hans store pande. Den hvide, nystrøgne skjorte sad lidt for stramt om hans muskuløse overarme og brystkasse.
Hun smilede ved synet.
Så velbegavet en mand, tænkte hun. Så skarp. Så talentfuld. Og så hysterisk forfængelig.
Hun lænede sig længere frem i døråbningen, lydløst, langsomt, og satte en finger på aftrækkeren. “Mogens?”
“Mmm?”
Journalist Mogens Bøttger så op fra computerskærmen i samme sekund, som skumgummikuglen ramte ham på brystet. Et dyrisk hyl flåede hans mund op, og han kastede sig tilbage i kontorstolen, så den rullede et par meter væk fra bordkanten.
“Hvad fanden?!”
Han kiggede arrigt op på Heloise, som hulkede af grin med begge hænder på knæene. Med pillen liggende trygt i lommen følte hun sig let, nærmest svævende. Dagen var startet så dystert, og nu føltes det, som om hun havde en flugtplan klar. Hun kunne viske tavlen ren og starte forfra.
Like dodging a fucking bullet.
“Du skulle have set dig selv,” grinede hun.
“Kaldan, din … møgunge!”
Mogens Bøttger tog sig til højre side af brystet. “Det gjorde sgu da ondt!?”
“Årh, lad være!” Heloise pustede imaginær røg væk fra mundingen på den skriggrønne Nerf Gun. “Det er et stykke legetøj. Hvor ondt kan det lige gøre?”
“Okay, så giv mig den!”
Mogens Bøttger rejste sig. Han tårnede sig med sine to meter og fire højt op over hende og forsøgte at vriste pistolen ud af hendes hånd.
“Så skal du mærke, hvordan det føles!”
Heloise smed plasticvåbnet over i den anden ende af lokalet, hvor det landede i en gammel, ridset chesterfieldsofa.
“Okay, okay! Du vinder!” sagde hun og holdt begge hænder op i overgivelse.
Bøttger slap hende modvilligt og satte sig i stolen med et barnligt forurettet ansigtsudtryk.
“Du ligner én af de der gamle mænd fra Muppet Show, når du griner, Kaldan, ved du godt det?” Han lavede et bøvet udtryk med øjnene og løftede og sænkede skuldrene karikeret lalleglad; efterlignede hendes lydløse latter med en mund så stor, at man kunne proppe en skive vandmelon ind i den som en træklods i en puttekasse.
“Det er dig, Kaldan! En gammel, grinende tumpenakke.”
Heloise smilede og satte sig ved sin arbejdsplads overfor Mogens Bøttger.
Han nikkede over mod sofaen. “Hvor har du mordvåbnet fra?”
“Det er Kajs.”
Bøttgers ene øjenbryn formede en skeptisk bue over hans venstre øje.
“Hvabehar?” Han skruede ned for musikken. “Sagde du, at det er Kajs?”
Hans undren var velbegrundet.
Kaj Clevin var en leverplettet herre, der arbejdede på Demokratisk Dagblad som madanmelder. Han var kendt for at være en fuldblodssnob, som nærede et latent had til alt, der måtte behage proletariatet, og hans anmeldelser var altid snævert henvendt til den procentdel af læserne, der delte hans begejstring for, hvad Heloise betegnede som selvliderlig gastro-onani.
“Hvad i alverden laver Kaj med sådan en neonfarvet splatterpistol?” spurgte Bøttger.
“Det er ikke en splatterpistol. Det er en Nerf Gun.”
“Det er et psykopatvåben af pøbelsk karakter. Så jeg spørger igen: Hvordan kan det tilhøre Kaj?” Heloise trak på skuldrene. “Han havde sit barnebarn med på arbejde i sidste uge. Drengen må have glemt det herinde.”
Bøttger spærrede øjnene op. “Ham den lille grimrian med underbiddet, der rendte rundt og skabte sig herinde forleden?”
“Mm-hmm.”
“Var det Kajs barnebarn?”
Heloise nikkede.
Han rynkede på næsen. “Føj!”
“Jeg er ret sikker på, at det er forbudt at sige føj om et barn.”
“Det er jeg sgu ligeglad med. Han lignede jo Quark!?” Mogens Bøttger skød underkæben frem og indstillede blikket på uendeligt. Så rettede han sine brune øjne mod Heloise igen og vendte håndfladerne opad. “Har jeg ret?”
Heloise trak på skuldrene og begyndte at fiske notesbøger og arbejdspapirer op af sin sorte lædertaske.
“Jeg har ret,” fastslog Bøttger. “Men for at være fair over for Quark, så er det sgu de færreste børn, der er charmerende. Når jeg afleverer Fernanda i børnehaven om morgenen, sidder de alle
sammen dér med ellevetaller ud af næsen og er helt vildt ulækre. Og de lugter!”
“Ej, Mogens, sig nu, hvad du virkelig tænker,” smilede Heloise. Hun fandt sin mobiltelefon frem og åbnede en mail, hun havde modtaget fra Morten Munk i researchafdelingen med emnetitlen: Veteraner vs. baggrundsbefolkningen: Selvmordsrate.
“Hvis jeg ikke kan sige den slags til dig, Kaldan, hvem så? Du er efterhånden den eneste, jeg kender, der ikke er blevet hjernevasket. Min søster, du ved?”
“Hvad med hende?”
“Hun var simpelthen så godt selskab engang. Hun havde altid noget spændende at bidrage til samtalen med – et interessant perspektiv. Men så mødte hun ham hér Niels. I folkemunde: Nordea-Niels. Og så fik de børn, to styks – og de er nu meget søde, det er de sgu. Men nu er de flyttet til Holte, hvor de har købt en etplansvilla og en eldrevet plæneklipper med alt, hvad der bimler og bamler af gadgets og festlige funktioner.”
“Og hvad så?”
“Og nu er hun bare så fucking kedelig.”
“Men er hun lykkelig?”
“Ja, gu’ er hun lykkelig! Men det klæder hende virkelig ikke.”
Heloise undertrykte en latter, så lyden kom ud gennem næsen.
“Nå, men så er det jo godt, du ikke har ændret dig af at blive far.” Hun sendte et sarkastisk blik henover skrivebordet.
Bøttger kvitterede med et irriteret hovedryst. “Selvfølgelig ændrer man sig, ellers er man jo lavet af sten. Men jeg har bevaret min kynisme, og det er sgu et vigtigt karaktertræk hos et menneske.” Han understregede sin pointe med en påståelig pegefinger.
“Ja, ja, så siger vi dét, Kaptajn Haddock.”
“Det er sandt! Og det er i øvrigt en af grundene til, at jeg så godt kan lide dig, Kaldan. Du er et af de mest kyniske mennesker, jeg kender.”
“Ih, tak, det er næsten alt for galt.”
Bøttger bukkede nakken respektfuldt, som om han lige havde slået hende til ridder. “Never change, du!”
“Bare rolig,” sagde Heloise tørt. “Det er der ingen fare for.”
Hun læste mailen fra Morten Munk om, hvad han havde fundet om selvmord blandt veteraner. Så ringede hun til Gerda, sin bedste veninde.
Det var tredje forsøg i dag. Gerda plejede ellers at være hurtig til at ringe tilbage, og der gik sjældent mere end en time eller tre, uden at der som minimum tikkede en SMS ind fra hende.
I dag havde der været uvant radiotavshed.
“Hej, det er mig igen. Slå lige på tråden, så er du sød,” sagde Heloise, da telefonsvareren havde bippet. “Jeg har brug for din hjælp til den artikel, jeg fortalte om forleden.”
Hun afbrød opkaldet i samme sekund, som gravergruppens redaktør, Karen Aagaard, stak hovedet ind ad døråbningen bag hende.
“Hvor fanden er allesammen henne?”
Heloise vendte sig en halv omgang i stolen og så spørgende over mod døren. Så smilede hun bredt.
“Gud, hej! Jeg troede, du var syg i dag?”
“Jeg er ikke syg. Hvad har I gang i? Hvor er folk?” Karen Aagaard så bidskt på Heloise hen over kanten på sit hornbrillestel og nikkede over mod redaktionens tomme stole. Hun plejede at være afdelingens brise af moderlig tilstedeværelse med alt, hvad det indebar af overskud og mildhed, men i dag var hendes udstråling underligt giftig.
Heloise løftede et forundret øjenbryn og trak på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Ude, vel?” “Redaktionsmøde. Nu!” gøede Aagaard.
Uden at sige mere drejede hun om på hælen, og man kunne høre hendes kongeblå stiletter klikke som knotne tsk-lyde hele vejen ned ad redaktionsgangen med kurs mod mødelokalet.
Heloise og Bøttger udvekslede et blik.
“Hvad fa’en var dét?” spurgte han.
Heloise trak på skuldrene og rejste sig. “Kommer du?”

Du kan købe Mercedes-snittet her.

Anne Mette Hancock, Ligblomsten

Anne Mette Hancock: Årets debutant 2017

Anne Mette Hancock debuterede i 2017 med Ligblomsten, som hurtigt blev en bestseller. Tidligere i år modtog hun Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom.

“Det var min redaktør, der ringede og fortalte nyheden. Jeg havde et par dage forinden sendt hende manuskriptet til Mercedes-snittet og gik rastløs rundt og ventede på feedback. Så da jeg så hendes navn på mobilen, troede jeg naturligvis, at hun ringede for at tale om bogen. Men i stedet sagde hun: Har du tid til et glas champagne? Du har nemlig fået Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom. Jeg blev selvfølgelig vildt overrasket og stjernelykkelig”, fortæller Anne Mette Hancock.

Du kan læse mere om Anne Mette Hancocks forfatterskab her.

Anne Mette Hancock, LigblomstenLigblomsten: En stærk krimi om hævn, retfærdighed og tilgivelse

I Ligblomsten møder vi første gang journalist Heloise Kaldan og politimand Erik Schäfer.

Heloise Kaldan står midt i et mareridt: Hendes kilde er blevet afsløret i en løgn, og avisen står på gloende pæle. Det gør Heloises privatliv også. Midt i det hele modtager hun mystiske breve fra Anna Kiel, der i tre år har været eftersøgt for drabet på en ung advokat.

 

Både den egenrådige politimand Erik Schäfer og Heloise selv begynder at grave i den gamle sag, da der sker endnu et drab. Har Anna Kiel slået til igen, eller er der mere end én morder? Hvorfor leder alle spor i sagen pludselig til Heloise? Er hendes eget liv i fare?

Du kan købe Ligblomsten hos din nærmeste boghandler eller online her.