Bøger til teens Carlsen Indefra

Kristina Aamand: Til kamp for kærligheden!

Kristina Aamands roman For enden af din pegefinger blev vinderen af Carlsens store YA-romankonkurrence NYE STEMMER.

Romanen handler om 17-årige Sheherazade, en muslimsk pige, som forelsker sig i den jævnaldrende Thea. Det er en rå og gribende fortælling om at blive forelsket i en, alle andre synes er den forkerte – og betale prisen for at følge sit hjerte.

Bogens forfatter, Kristina Aamand, har ikke grebet historien ud af den blå luft. Læs med her og bliv klogere på, hvordan bogen er blevet til – og hvorfor Kristina var nødt til at skrive den.

kristina-aamand-foto-amy-gibson
Kristina Aamand – foto: Amy Gibson

Kristina Aamand: For enden af din pegefinger

”Min mor så mig i øjnene og sagde helt koldt: du er ikke kommet ud af mig! Du er ikke min datter.” Ordene kommer fra en ung kvinde, som jeg har sat stævne på Emmerys. Jeg fryser, selv om kaffebaren er cozy og latten er lun. Den unge kvindes ærlige fortælling om den høje pris hun betaler for at være forelsket i en kvinde i en kultur, hvor homoseksualitet er lig en one way ticket to hell, rør og ryster mig. Også selv om jeg har hørt historien før fra andre unge med anden etnisk baggrund end dansk, blandt andet i den anonyme mødomsrådgivning, som jeg etablerede og kørte gennem en årrække. Angst, anger, skyld og skam smadrer sjæle.

Da Carlsen efterlyste nye stemmer i ungdomslitteraturen, greb jeg chancen for at sætte lyd på de stemmer, som kan fortælle om tabu og det tusmørkeland, hvor hemmelige dobbeltliv leves i ly af løgne. Og hvor det at træde ud i lyset kan koste forholdet til familien.

For enden af din pegefinger er ikke en offerhistorie. Tværtimod. Det er en fortælling om styrke og mod. Om krig og kærlighed. At skrive bogen om Sheherazade, som vokser op i en flygtningefamilie, har været en vild rejse ind i et mørkt rum med dystre dæmoner. Jeg har tudet hen over tastaturet, hørt Dizzy Miss Lizzys Silverflame på repeat flere hundrede gange, siddet på altanen, sippet rødvin, og har rullet den ene cowboy-smøg efter den anden, mens jeg har måtte konstatere, at der er en stor sjat Sheherazade i mig selv.

Med en blandet etnisk baggrund, dansk og palæstinensisk, følte jeg som ung, at jeg ikke hørte til nogen steder. Og hånden på hjertet, jeg føler mig stadig som en freak. Da jeg kastede alle bolde op i luften og blev skilt fra min pakistanske mand, som jeg har fem børn sammen med, sagde mit job op, valgte at blive forfatter på fuld tid og giftede mig igen seks måneder efter skilsmissen med en mand, der kan få mig til at grine, så mine ben knækker sammen under mig, mærkede jeg, hvad det vil sige at være for enden af andres pegefinger. Det gør man bare ikke!

For enden af din pegefinger en en roman, som betyder utrolig meget for mig. Så meget, at jeg begyndte at tude, da Sara Ejersbo ringede mig op og fortalte, at Sherezade havde vundet konkurrencen. Jeg har flere gange tænkt: ej hvor pinligt at du ikke lige kunne tage dig sammen og tage det med værdighed i stedet for at stå der med snot i hele hovedet. Men hvad kan man gøre, når fortællingen kommer lige fra hjertet, andet end at være et menneske med de kropsvæsker, der dertil hører…

Jeg håber, at fortællingen også vil røre andres hjerter. Og hvis jeg skal være meget ambitiøs, og det er jeg, så ønsker jeg mig, at bogen bidrager til at udfordre de fordomme, som får unge til at føle sig forkerte, og kalder til kamp mod de dogmer, som knuser kærlighed.

God læselyst!
Kærlig hilsen Kristina


9788711541227

Kristina Aamands roman, For enden af din pegefinger blev afsløret som vinder af Carlsens store YA-romankonkurrence NYE STEMMER på bogmessen 2016. Læs mere om konkurencen her – og om dommernes overvejelser her.

Læs med i bogens indledende sider her

Køb bogen på carlsen.dk