Af Kristian Leth
Jeg har aldrig forstået, hvorfor vi i Danmark bliver ved med at tro at science fiction og fantasy (SFF) kun er for børn eller unge voksne/young adults – mens vi samtidig ikke har problemer med at sluge ‘Game of Thrones’ på TV (der altså IKKE er anderledes og grænsesøgende ny fantasy – det er bare god fantasy). At betragte SFF som ’underlødig’ litteratur er et forældet synspunkt, som resten af verden for længst har forladt.
Det er lidt som gamle musikjournalister, der stadig er mistroiske overfor et mesterværk indenfor hiphop-genren. Eller dansklærere der tror tegneserier kun handler om søde dyr. Det er oldnordisk, og det er latterligt.
Danmark og verden
En gang var både forlag og presse i det meste af verden enige om, at SFF var underlødigt – tomme kalorier. I 60erne var SFF en ghetto gemt væk fra mainstream-litteraturens storby. Ingen regnede med, at der kom reel litteratur fra ghettoen, og ligesom tegneserier og tegnefilm, rockmusik og gysere blev den ikke set som en del af den “rigtige” “voksne” kultur.
Men i dag er det billede kun betegnende for Danmark. Trods den vilde nytænkning, der har været i gang i genrene de seneste 10-15 år bliver der ikke oversat ny SFF fra USA og England. Der bliver heller ikke skrevet særlig meget SFF i Danmark, medmindre det på forhånd er tænkt som YA (“Young Adult”) – og dermed per definition ikke skal tages for alvorligt (altså ifølge pressen).
I Danmark er en bog tilsyneladende enten SFF eller god litteratur. Den kan i hvert fald ikke være begge dele.
Men SFF er ikke længere i ghettoen. I dag gennemsyrer SFF hele populærkulturen, og sætningen “jeg kan ikke lide fantasy/science fiction” giver derfor ikke længere mening. Kan man ikke lide SFF, så kan man bare ikke lide populærkultur.
Stort set al fiktion, jeg læser, er SFF. Og det er på grund af kvaliteten. Og modet. Og det anderledes. Og det heroiske.
Forhistorien og pionererne
I en ekstremt produktiv overgang i 1960’erne skrev en af mine yndlingsforfattere, Philip K Dick, op til 5 bøger om året. Han arbejdede på amfetamin-piller og smadrede løs på sin skrivemaskine for at tjene penge nok til at understøtte sin lille familie. Hans bøger blev ofte bestilt af forlag, der gav ham en titel (‘The Zap Gun’ fx) og bad ham skrive en bog, der passede til den. Så blev den udgivet direkte på paperback med en forside lavet af en illustrator, der ikke havde læst bogen.
Jeg har ret mange af disse førsteudgaver, bløde bøger med billigt papir, tit med rumskibe på forsiden og mærkelige væsener. Uden reference til indholdet, der mest handler om hvad der gør os til mennesker, om virkelighedens natur og om hvorvidt vi kan stole på vores egen bevidsthed. Fortalt gennem Dicks gennemsigtige prosa, hans unikke sensibilitet og forrygende science fiction-scenarier.
Philip K Dick fik senere en åbenbaring og talte med Gud gennem en lyserød stråle af lys. Han dræbte sin kat ved tankens kraft og fik helt utroligt dårlig samvittighed. Han døde relativt obskur som 53-årig i 1982 af en hjerneblødning, sikkert på grund af sin tidligere livsstil.
Siden er han blevet anerkendt som en af de vigtigste amerikanske forfattere, og han var den første science fiction-forfatter der blev udgivet i den prestigiøse ‘Library of America Series’. I dag bliver han på den ene side citeret af filosoffer som Jean Baudrillard og Slavoj Žižek, og på den anden side udnyttet som råstof af instruktører som Christopher Nolan og Michel Gondry og i tv-serier som ‘Lost’ og ‘The Leftovers’ og ‘The OA’.
En anden af mine allerstørste helte Ursula Le Guin kaldte Dick for ‘our own homegrown Borges’. Det citat læste jeg bag på så mange af de genudgivelser, der kom efter hans død, at jeg stadig kan se det for mig. Ligesom det andet citat; ‘Dick made most of the European avant garde seem like navel-gazers in a cul-de-sac’. Jeg kan ikke huske hvem, der skrev det.
Fantasy & sci-fi er også litteratur
Borges-citatet er også godt, fordi det minder læseren om at Borges skrev fantasy, at Kafka skrev science fiction, at Herman Hesse skrev begge dele, at Doris Lessing, Italo Calvino, Margaret Atwood, Mary Shelley, Philip Roth, Haruki Murakami, Cormac McCarthy, Kurt Vonnegut, George Orwell, Kazuo Ishiguro etc alle har lavet værker – mange af dem deres mest afgørende – indenfor SFF. Men grunden til at vi accepterer disse værker er, at disse (meget forskellige) forfattere grundlæggende har været anerkendt før deres SFF-sider blev enten udgivet eller anerkendt som værende det. De bliver tilgivet deres spændende ekspedition ud i ghettoen. Det er ikke nødvendigvis det samme som at de skriver bedre end de, der er vokset op i og aldrig har forladt ghettoen. Tro mig.
Da Ursula Le Guin for et par år siden blev belønnet ved The National Book Awards med medaljen for livstidsindsats, var det den sidste i en lang række af priser og anerkendelser til hendes værk. Selv om hun skriver SFF, så er hun før blevet anerkendt af både The American Library of Congress og PEN. Ceremonien var stadig noget af en begivenhed – Neil Gaiman holdt en tale for hende, hvor han kaldte hende en “litterær kæmpe” – og glæden ved at en forfatter fra hendes felt fik en anerkendelse, der før er tilfaldet Tom Wolfe og Philip Roth, var til at mærke i miljøet.
Det slog også fast, at opdelingen ikke giver mening som en kvalitetsmærkning. SFF betyder ikke dårlig kvalitet.
De bedste bøger jeg har læst, er SFF. SFF er ikke en lavere klasse end den “rigtige” litteratur, og at holde fast i det kunstige skel gør det kun sværere for forfatterne, mens man lyver for læserne.
Og der er så meget god fantasy og science fiction derude. Så meget god litteratur. Oversæt det! Anmeld det! Hvornår går det op for det litterære Danmark, at det går glip af nogle af de mest spændende værker i samtidslitteraturen?
Kristian Leth har tidligere udgivet 4 digtsamlinger og 2 nonfiktionsbøger. Han er uddannet fra Forfatterskolen. Derudover er han musiker og sangskriver både i eget navn og i bandet The William Blakes.
Du kan låne Mithos på biblioteket eller købe den som e-bog og lydbog her.
Af Kristian Leth
Jeg har aldrig forstået, hvorfor vi i Danmark bliver ved med at tro at science fiction og fantasy (SFF) kun er for børn eller unge voksne/young adults – mens vi samtidig ikke har problemer med at sluge ‘Game of Thrones’ på TV (der altså IKKE er anderledes og grænsesøgende ny fantasy – det er bare god fantasy). At betragte SFF som ’underlødig’ litteratur er et forældet synspunkt, som resten af verden for længst har forladt.
Det er lidt som gamle musikjournalister, der stadig er mistroiske overfor et mesterværk indenfor hiphop-genren. Eller dansklærere der tror tegneserier kun handler om søde dyr. Det er oldnordisk, og det er latterligt.
Danmark og verden
En gang var både forlag og presse i det meste af verden enige om, at SFF var underlødigt – tomme kalorier. I 60erne var SFF en ghetto gemt væk fra mainstream-litteraturens storby. Ingen regnede med, at der kom reel litteratur fra ghettoen, og ligesom tegneserier og tegnefilm, rockmusik og gysere blev den ikke set som en del af den “rigtige” “voksne” kultur.
Men i dag er det billede kun betegnende for Danmark. Trods den vilde nytænkning, der har været i gang i genrene de seneste 10-15 år bliver der ikke oversat ny SFF fra USA og England. Der bliver heller ikke skrevet særlig meget SFF i Danmark, medmindre det på forhånd er tænkt som YA (“Young Adult”) – og dermed per definition ikke skal tages for alvorligt (altså ifølge pressen).
I Danmark er en bog tilsyneladende enten SFF eller god litteratur. Den kan i hvert fald ikke være begge dele.
Men SFF er ikke længere i ghettoen. I dag gennemsyrer SFF hele populærkulturen, og sætningen “jeg kan ikke lide fantasy/science fiction” giver derfor ikke længere mening. Kan man ikke lide SFF, så kan man bare ikke lide populærkultur.
Stort set al fiktion, jeg læser, er SFF. Og det er på grund af kvaliteten. Og modet. Og det anderledes. Og det heroiske.
Forhistorien og pionererne
I en ekstremt produktiv overgang i 1960’erne skrev en af mine yndlingsforfattere, Philip K Dick, op til 5 bøger om året. Han arbejdede på amfetamin-piller og smadrede løs på sin skrivemaskine for at tjene penge nok til at understøtte sin lille familie. Hans bøger blev ofte bestilt af forlag, der gav ham en titel (‘The Zap Gun’ fx) og bad ham skrive en bog, der passede til den. Så blev den udgivet direkte på paperback med en forside lavet af en illustrator, der ikke havde læst bogen.
Jeg har ret mange af disse førsteudgaver, bløde bøger med billigt papir, tit med rumskibe på forsiden og mærkelige væsener. Uden reference til indholdet, der mest handler om hvad der gør os til mennesker, om virkelighedens natur og om hvorvidt vi kan stole på vores egen bevidsthed. Fortalt gennem Dicks gennemsigtige prosa, hans unikke sensibilitet og forrygende science fiction-scenarier.
Philip K Dick fik senere en åbenbaring og talte med Gud gennem en lyserød stråle af lys. Han dræbte sin kat ved tankens kraft og fik helt utroligt dårlig samvittighed. Han døde relativt obskur som 53-årig i 1982 af en hjerneblødning, sikkert på grund af sin tidligere livsstil.
Siden er han blevet anerkendt som en af de vigtigste amerikanske forfattere, og han var den første science fiction-forfatter der blev udgivet i den prestigiøse ‘Library of America Series’. I dag bliver han på den ene side citeret af filosoffer som Jean Baudrillard og Slavoj Žižek, og på den anden side udnyttet som råstof af instruktører som Christopher Nolan og Michel Gondry og i tv-serier som ‘Lost’ og ‘The Leftovers’ og ‘The OA’.
En anden af mine allerstørste helte Ursula Le Guin kaldte Dick for ‘our own homegrown Borges’. Det citat læste jeg bag på så mange af de genudgivelser, der kom efter hans død, at jeg stadig kan se det for mig. Ligesom det andet citat; ‘Dick made most of the European avant garde seem like navel-gazers in a cul-de-sac’. Jeg kan ikke huske hvem, der skrev det.
Fantasy & sci-fi er også litteratur
Borges-citatet er også godt, fordi det minder læseren om at Borges skrev fantasy, at Kafka skrev science fiction, at Herman Hesse skrev begge dele, at Doris Lessing, Italo Calvino, Margaret Atwood, Mary Shelley, Philip Roth, Haruki Murakami, Cormac McCarthy, Kurt Vonnegut, George Orwell, Kazuo Ishiguro etc alle har lavet værker – mange af dem deres mest afgørende – indenfor SFF. Men grunden til at vi accepterer disse værker er, at disse (meget forskellige) forfattere grundlæggende har været anerkendt før deres SFF-sider blev enten udgivet eller anerkendt som værende det. De bliver tilgivet deres spændende ekspedition ud i ghettoen. Det er ikke nødvendigvis det samme som at de skriver bedre end de, der er vokset op i og aldrig har forladt ghettoen. Tro mig.
Da Ursula Le Guin for et par år siden blev belønnet ved The National Book Awards med medaljen for livstidsindsats, var det den sidste i en lang række af priser og anerkendelser til hendes værk. Selv om hun skriver SFF, så er hun før blevet anerkendt af både The American Library of Congress og PEN. Ceremonien var stadig noget af en begivenhed – Neil Gaiman holdt en tale for hende, hvor han kaldte hende en “litterær kæmpe” – og glæden ved at en forfatter fra hendes felt fik en anerkendelse, der før er tilfaldet Tom Wolfe og Philip Roth, var til at mærke i miljøet.
Det slog også fast, at opdelingen ikke giver mening som en kvalitetsmærkning. SFF betyder ikke dårlig kvalitet.
De bedste bøger jeg har læst, er SFF. SFF er ikke en lavere klasse end den “rigtige” litteratur, og at holde fast i det kunstige skel gør det kun sværere for forfatterne, mens man lyver for læserne.
Og der er så meget god fantasy og science fiction derude. Så meget god litteratur. Oversæt det! Anmeld det! Hvornår går det op for det litterære Danmark, at det går glip af nogle af de mest spændende værker i samtidslitteraturen?
Kristian Leth har tidligere udgivet 4 digtsamlinger og 2 nonfiktionsbøger. Han er uddannet fra Forfatterskolen. Derudover er han musiker og sangskriver både i eget navn og i bandet The William Blakes.
Du kan låne Mithos på biblioteket eller købe den som e-bog og lydbog her.
Andre læste også: