Danske krimiforfattere Krimi Skønlitteratur

Krimidebutant Mette Wessel Fyhn: “Hvor godt kender vi egentlig hinanden?”

Mette Wessel Fyhn med forside

Mange krimier foregår i storbyers virvar af mennesker, lyde, gemmesteder og ukendte skæbner. Men hvad sker der, når historien udspiller sig i en lille, tætknyttet og stille landsby?

 

De fleste af os kender de små byer, hvor alle kender alle, og hvor man kan få en sludder med bageren. Måske bor vi selv sådan et sted, eller har familie, der bor i en lille landsby som den forfatteren beskriver i Mosefolk.

Landsbyen hedder Vi, og den gemmer sig blandt skove, marker og moser langt, langt ude på landet et fiktivt sted i Danmark. Den nyudnævnte landbetjent Maria Brænder, der er tidligere politiefterforsker, vender tilbage til sin barndomsby Vi, og inden længe bliver en ældre kvinde voldtaget og dræbt. Maria havde et nært forhold til kvinden, og snart breder angsten og mistankerne sig i den lille by.

“Jeg kan godt lide nærheden i de her små samfund ude på landet. Det giver mulighed for at skabe en masse relationer mellem folk, der har kendt hinanden altid. Folk kender hinanden så godt, og alligevel kommer der den her uro. For hvor godt kender vi egentlig hinanden? Hvem kan have gjort noget?”

Tæt på mistilliden

Spørgsmålet om, hvor godt vi egentlig kender hinanden, og heriblandt vores naboer, spiller en stor rolle i Mosefolk. Mette Wessel Fyhn bor selv “ude på kanten”, som hun beskriver det, og har derfor de rigtige forudsætninger for at beskrive den uro, der kan begynde at ulme efter en forbrydelse indtræffer i en lille landsby.

Hvor nogle andre krimier spiller på de store tangenter, så fokuserer Mette Wessel Fyhn på de små ting som, hvordan der lidt efter lidt kan spores mistillid i dialogen mellem de mennesker, der har levet i fred og fordragelighed med hinanden.

“Mellem linjerne begynder man pludselig at spørge sig selv, hvem har haft motiv til at gøre hvad. Kan man stole på sin nabo? Det er den frygt, jeg gerne vil mane frem, og jeg tror, at folk ville begynde at tænke sådan, hvis der skete et mord i deres egen lille landsby.”

Mette Wessel Fyhn bor lidt udenfor Fjerritslev ved Jammerbugt i Nordjylland. Her er naturen mere end natur. Den sætter en stemning og skaber nogle vilkår for livet, som forfatteren gerne ville udforske. Og da hun først havde fået tanken: hvad nu, hvis der skete et mord her, kunne hun ikke slippe den igen.

“Ligesom det er spændende med storbyerne, de hurtige skift og de store persongallerier, så findes der en helt særegen stemning og dynamik, når tingene er nære og kendte. Pludselig kan relationer skifte karakter, især når der tilsættes et mord.”

Man kan måske sammenligne relationerne i det lille landsbysamfund med, når du slukker alt lyset i dit hus eller i din lejlighed. Pludselig kan alt det kendte tage urovækkende former, og du kan tvivle på, om der i mørket gemmer sig noget. Eller nogen.

“Når mørket sænker sig over Vi, så kommer der samtidig et fremmed element, for hvem er det egentlig, der bevæger sig rundt?”. Det er meget den stemning, jeg forsøger at skabe i Mosefolk.”

Mørket i mosen

Tidligt i bogen skriver Mette Wessel Fyhn, at “noget sort har åbnet sig i Vi” i forbindelse med, at hovedpersonen står på kanten af en mose og kigger ud over det sorte vand. Moser har altid været forbundet med noget mystisk, mørkt og farligt, hvor der gennem tiden er der blevet ofret både dyr og mennesker til mosens mørke.

“Mosen er en helt særegen stemningssætter for landsbyen. Du får det her urgamle, historiske og meget mystiske ind i byens atmosfære. Mosen spiller en central rolle i Mosefolk, og jeg kommer til at lægge endnu mere vægt på det i det næste bind,” siger forfatteren og fortsætter:

“Der har altid ligget en frygt og ulmet i Vi. Frygten for, at der skulle ske noget mere alvorligt end bortløbne køer, og folk der kører for hurtigt på knallert. Og det sker så også.”

Mosefolk

Mosefolk kan købes i din lokale boghandler eller online her

 

 

 

 

 

 

 

 

Krimidebutant Mette Wessel Fyhn: "Hvor godt kender vi egentlig hinanden?"

Leder du efter din næste krimioplevelse? Så se 10 bud på den bedste krimi til dig.