12 år efter den prisbelønnede debut Den som blinker er bange for døden er Knud Romer tilbage med en omvendt dannelsesroman. Læs de første sider af Kort over Paradis her.
Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene. Det er ligegyldigt, hvor jeg befinder mig, og hvor i alverden jeg rejser hen. Om jeg så stod på Månen. Jeg behøver bare at blinke, og grøften sitrer af græshopper. Ude på overdrevet lugter tangen. Det grønne sund flyder forbi. Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig.
Alting var nyt og som en forelskelse, og Gud spillede yoyo med lærken, der hang højt oppe i sin snor og slog triller. I dyreverdenen hedder det “imprinting”. De kopierer, hvad de ser, og finder hjem i et intenst landskab af dufte og lyde og synsindtryk: stedsans. Det gælder også for mennesker, at man knytter sig til det, der kommer én i møde, når man er barn. Vi besætter det med vores følelser og opmærksomhed i et euforisk øjeblik. Vores mors ansigt og vores forældres adfærd og omgivelsernes egenskaber prenter sig ind i hukommelsen og former vores bevidsthed. Det kan være en villa i forstæderne, en gård på landet, et højhus i et højhuskvarter. Barndomslandet ligger overalt og er altid lige her. Det er den nærsanselige oplevelse og måden at være til på, som skaber det, og om det er en køkkenspand eller baghaven med komposten, der lugter af regnorme og jord. Det er dyret i os, som spidser ører og vejrer og forvandler stedet til natur.
Min bevidsthed er et landskab, og det gik op for mig og åbnede sig for mine sanser og gav dem udtryk. De hvide lammeskyer græssede i skyggerne på engen, og jeg stod midt i det og kendte ikke til andet – det var hele min videns og hele min verdens horisont: Falster. Hvorfor var der så fladt? Det var faldet fra himlen.
Landkortet hang over sengen i mit børneværelse: “Lalandiae et Falstriae Accurata Descriptio”. Far havde købt det til mig på auktion. Det var slidt og så gammelt, at det stod på et sprog, som kun de døde talte – og spøgelser: latin. Byerne var skrevet med en snørklet skrift, og landevejen bugtede sig mellem stiplede omrids af bakker og skove og kirker. Østersøen slog mod kysten, og fregatterne flygtede for fulde sejl fra søuhyrerne, som dukkede op fra dybet. Våbenskjolde og vignetter med dyr, jægere og bondepiger rammede kortet ind, og lige dér – du kan
sætte fingeren på det – boede jeg i en købstad med to tårne, som hedder Nykjöbing. Byen ligger ud til sundet, og hvis man kigger godt efter, kunne man se de smalle brostensgader komme kravlende op fra havnen. De små, skæve huse har røde tage og pudsede facader – gule, lyseblå, grønne – og læner sig op ad hinanden for ikke at vælte omkuld. Bjørnebrønden står oppe på torvet – og en bænk i skyggen af et træ. Det gjaldt for guds skyld om ikke at sætte sig på den bænk. Man holdt op med at gå i bad og klippe håret og fik skæg og laset tøj og talte højt med sig selv. Inden man så sig om, gik man frem og tilbage mellem værtshuset overfor – Fortuna – og bænken, ligesom Dyt-Børge. Han råbte “dyt” efter folk – de gav et spjæt af forskrækkelse – og jeg skulle ikke nyde noget og kneb øjnene sammen og skyndte mig forbi.
Det længste, jeg kunne komme væk, var på cykel. Nogle kilometer ud ad Grønsundsvej og gennem Sønder Kirkeby, så er du der allerede. Der dufter af kamille og kløver, og et par hvide stenstøtter skinner i solen ved verdens ende. Det sidste stykke går gennem marker og rundt om laderne fra godset, og du drejer ind på en lang, snorlige allé. Her ligger det bag ved plænerne og sover sin tornerosesøvn: Corselitze slot – perlegråt og firkantet med høje vinduer og skorstene på taget – og der stikker en flagstang ud fra facaden. Flaget blev hejst, når dronningen var på besøg, men det var hun aldrig. Jeg tror, hun havde glemt det. Slottet stod tomt, roserne blev skåret, og hækkene blev klippet til ingen. To piger løb måske rundt engang og legede i parken, og jeg gik i tankerne ind gennem salene og op ad trappen og trådte ud på balkonen til et fantastisk syn.
Alleen fortsatte med træer på begge sider og over bækken og gennem skoven. Det blå hav blinkede tilbage til mig for enden af mit blik. Der kom jægere ud fra krattet med knækkede bøsser over skulderen, bondepigerne samlede neg. Sådan så det ud for dronningen.
Bøgetræerne hældede ned over skrænten til stranden og kunne ikke nå videre, og jeg kastede med fiskestang og fiskede efter havørreder. Jeg fangede bare tang. De hvide sejl fra fregatterne stod mod himlen, så sprang søuhyrerne ud af bølgerne med frådende gab, og jeg voksede op med landkortet, i tryg forvisning om at vinden kom fra basunblæsende engle i de fire verdenshjørner.
KORT OVER PARADIS
Knud Romers nye roman tager os ind det totale illusionsbrud fra barndomslandet på Falster til 90ernes glittede reklameverden med hurtige penge og kokain.
Kort over Paradis udkommer 8. juni 2018 på Lindhardt og Ringhof.
12 år efter den prisbelønnede debut Den som blinker er bange for døden er Knud Romer tilbage med en omvendt dannelsesroman. Læs de første sider af Kort over Paradis her.
Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene. Det er ligegyldigt, hvor jeg befinder mig, og hvor i alverden jeg rejser hen. Om jeg så stod på Månen. Jeg behøver bare at blinke, og grøften sitrer af græshopper. Ude på overdrevet lugter tangen. Det grønne sund flyder forbi. Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig.
Alting var nyt og som en forelskelse, og Gud spillede yoyo med lærken, der hang højt oppe i sin snor og slog triller. I dyreverdenen hedder det “imprinting”. De kopierer, hvad de ser, og finder hjem i et intenst landskab af dufte og lyde og synsindtryk: stedsans. Det gælder også for mennesker, at man knytter sig til det, der kommer én i møde, når man er barn. Vi besætter det med vores følelser og opmærksomhed i et euforisk øjeblik. Vores mors ansigt og vores forældres adfærd og omgivelsernes egenskaber prenter sig ind i hukommelsen og former vores bevidsthed. Det kan være en villa i forstæderne, en gård på landet, et højhus i et højhuskvarter. Barndomslandet ligger overalt og er altid lige her. Det er den nærsanselige oplevelse og måden at være til på, som skaber det, og om det er en køkkenspand eller baghaven med komposten, der lugter af regnorme og jord. Det er dyret i os, som spidser ører og vejrer og forvandler stedet til natur.
Min bevidsthed er et landskab, og det gik op for mig og åbnede sig for mine sanser og gav dem udtryk. De hvide lammeskyer græssede i skyggerne på engen, og jeg stod midt i det og kendte ikke til andet – det var hele min videns og hele min verdens horisont: Falster. Hvorfor var der så fladt? Det var faldet fra himlen.
Landkortet hang over sengen i mit børneværelse: “Lalandiae et Falstriae Accurata Descriptio”. Far havde købt det til mig på auktion. Det var slidt og så gammelt, at det stod på et sprog, som kun de døde talte – og spøgelser: latin. Byerne var skrevet med en snørklet skrift, og landevejen bugtede sig mellem stiplede omrids af bakker og skove og kirker. Østersøen slog mod kysten, og fregatterne flygtede for fulde sejl fra søuhyrerne, som dukkede op fra dybet. Våbenskjolde og vignetter med dyr, jægere og bondepiger rammede kortet ind, og lige dér – du kan
sætte fingeren på det – boede jeg i en købstad med to tårne, som hedder Nykjöbing. Byen ligger ud til sundet, og hvis man kigger godt efter, kunne man se de smalle brostensgader komme kravlende op fra havnen. De små, skæve huse har røde tage og pudsede facader – gule, lyseblå, grønne – og læner sig op ad hinanden for ikke at vælte omkuld. Bjørnebrønden står oppe på torvet – og en bænk i skyggen af et træ. Det gjaldt for guds skyld om ikke at sætte sig på den bænk. Man holdt op med at gå i bad og klippe håret og fik skæg og laset tøj og talte højt med sig selv. Inden man så sig om, gik man frem og tilbage mellem værtshuset overfor – Fortuna – og bænken, ligesom Dyt-Børge. Han råbte “dyt” efter folk – de gav et spjæt af forskrækkelse – og jeg skulle ikke nyde noget og kneb øjnene sammen og skyndte mig forbi.
Det længste, jeg kunne komme væk, var på cykel. Nogle kilometer ud ad Grønsundsvej og gennem Sønder Kirkeby, så er du der allerede. Der dufter af kamille og kløver, og et par hvide stenstøtter skinner i solen ved verdens ende. Det sidste stykke går gennem marker og rundt om laderne fra godset, og du drejer ind på en lang, snorlige allé. Her ligger det bag ved plænerne og sover sin tornerosesøvn: Corselitze slot – perlegråt og firkantet med høje vinduer og skorstene på taget – og der stikker en flagstang ud fra facaden. Flaget blev hejst, når dronningen var på besøg, men det var hun aldrig. Jeg tror, hun havde glemt det. Slottet stod tomt, roserne blev skåret, og hækkene blev klippet til ingen. To piger løb måske rundt engang og legede i parken, og jeg gik i tankerne ind gennem salene og op ad trappen og trådte ud på balkonen til et fantastisk syn.
Alleen fortsatte med træer på begge sider og over bækken og gennem skoven. Det blå hav blinkede tilbage til mig for enden af mit blik. Der kom jægere ud fra krattet med knækkede bøsser over skulderen, bondepigerne samlede neg. Sådan så det ud for dronningen.
Bøgetræerne hældede ned over skrænten til stranden og kunne ikke nå videre, og jeg kastede med fiskestang og fiskede efter havørreder. Jeg fangede bare tang. De hvide sejl fra fregatterne stod mod himlen, så sprang søuhyrerne ud af bølgerne med frådende gab, og jeg voksede op med landkortet, i tryg forvisning om at vinden kom fra basunblæsende engle i de fire verdenshjørner.
KORT OVER PARADIS
Knud Romers nye roman tager os ind det totale illusionsbrud fra barndomslandet på Falster til 90ernes glittede reklameverden med hurtige penge og kokain.
Kort over Paradis udkommer 8. juni 2018 på Lindhardt og Ringhof.
Andre læste også: