Under VM 2014 skriver Karl Ove Knausgård fra sin hverdag med familie og fodbold på skærmen til forfatterkollegaen Fredrik Ekelund, der er i Brasilien. Jeg læste den bog, der kom ud af deres breve, og kom til at tænke på noget af det, som fodbold har betydet for mig. Helt tilbage fra 1986:
Fodboldfølelser – fra Mexico 86 til Brasilien 14
Mexico 1986. Hvis man er gammel nok, vil tankerne straks indstilles på fodbold. Året med den gyldne sommer, hvor Danmark for første gang deltog ved et VM med hvad, der efterfølgende står som et af de bedste danske landshold nogensinde. Jeg var 12 år og netop det hold, i den turnering, fremkaldte en beruselse jeg ikke tidligere havde mødt, og kampene og alt det omkring dem er forgyldte minder. Jeg spillede selv fodbold og kan stadig huske helt præcist, hvem fra landsholdet mine fodboldveninder hver især havde som deres yndlingsspiller. Klaus Berggren var min, men jeg kunne lide dem alle, holdet: Søren Lerby, Preben Elkjær, Frank Arnesen, Michael Laudrup, Jesper Olsen, Jan Mølby osv.
Kampene blev vist i fjernsynet om natten, og jeg overnattede i stuen sammen med min mor, der ligesom jeg gad hakke nattesøvnen i stykker. Sammen så vi kampene med dynen omkring os, mens det stadig var mørkt udenfor. De indledende puljekampe med sejr over Skotland, den legendariske mirakelsejr på 6-1 over Uruguay og endelig triumf over Vesttyskland fik os til at tro på, at træerne den sommer ville vokse ind i himlen eller i hvert fald, at det her danske hold, vores drenge, kunne blande sig i toppen med de allerstørste nationer. Banens helte gjorde os skøre: ”Halli halli hallo, vi vinder i Mexico”. Men da euforien var størst, forsvandt det hele på bare en nat, da vi mødte Spanien. Jeg kan stadig huske lugten af mine tårer, der blandede sig med luven i mine forældres gulvtæppe, hvor jeg forsøgte at sove efter det grufulde 5-1-nederlag. Min verden føltes pludselig tom og ligegyldig, da resultatet forplantede sig i kroppen og fortrængte rusen. Hvad skulle nu give livet fylde? Men allerede et par dage efter var mit 12-årige liv igen fyldt op af skole, veninder, sport i Billundhallen, Hej P3 og en dum punkteret cykel.
KNAUSGÅRD & EKELUND OM FODBOLD OG LIVET
Har man nogensinde prøvet at opleve fodbold så stærkt, at livsfølelsen på blot 90 minutter kan skifte fra den dybeste intensitet og meningsfuldhed, euforisk glæde og forventning, til rungende tomhed og momentan livslede, så vil man helt sikkert nyde at læse Hjemme Ude, der netop er udkommet. Bogen er en brevveksling mellem den norske forfatter Karl Ove Knausgård og hans svenske kollega Fredrik Ekelund skrevet under VM 2014, der som bekendt var uden dansk deltagelse, men ikke desto mindre var både fantastisk og mindeværdig. Åh, hvor ville jeg dog gerne have været cc på de her mails mellem familiefaderen i Skåne og den udsendte forfatter i begivenhedernes centrum i Brasilien. Deres korrespondance skulle have ligget i min indbakke som et velskrevet kommentatorspor, som kunne læses i timerne efter kampene, hvor man har lyst til at dele og forstå det man lige har set. I deres mails til hinanden veksler de mellem at nærstudere og analysere kampene, og at fylde på med tanker fra deres forskellige hverdage med alverdens praktikaliteter i den skånske familievirkelighed til Ekelunds brasilianske livsnydertilværelse. Fodbold er hele vejen bogens energiske omdrejningspunkt, og spillet, følelserne, storheden og de nationale dimensioner vendes og drejes følelsesmæssigt og intellektuelt, som dagene går, og holdene ryger ud et efter et. Det er der kommet en yderst charmerende og ganske klog bog ud af.
Læs et uddrag her skrevet af Karl Ove Knausgård ganske kort før Brasilien nedslagtes i semifinalekampen mod Tyskland:
Kære Gud. Lad Brasilien vinde mod Tyskland i aften
”Eftersom jeg i går var så dum at jeg sammenlignede fodbold og kunst, vil jeg i dag være endnu dummere og sammenligne fodbold og religion. For på en fodboldbane som den vi skal se på om nøjagtig niogfyrre minutter, når der er kickoff mellem Brasilien og Tyskland, er næsten alt fra det menneskelige liv fjernet, tilbage står regler, ritualer og på forhånd bestemte handlingsmønstre, hvor så godt som al tvivl og ambivalens er fjernet: Når et mål bliver scoret, findes kun det, målscorerens glæde er absolut, han råber alt hvad han kan, og løber af sted med udstrakte arme mens alle hans medspillere også råber og løber efter. Hvornår ser du det i det virkelige liv? Selv ikke når et barn bliver født, ser man en sådan omfattende og systematisk, ren og enkel glæde. Fodbold er et skuespil, et sted hvor den almindelige verden ikke har plads, en zone af fortættet betydning. Hvis nogen på gaden havde kastet en melon op i luften, var vendt rundt og havde sparket den bagud, omtrent som Zlatan gjorde med bolden mod England, ville ingen have beundret udførelsen, ingen hyldet udøveren eller værdsat præstationen, fordi præstationen var værdiløs. Det en fodboldspiller kan, har kun værdi på banen, ikke udenfor. I virkeligheden er fodboldkampe værdiløse, selvfølgelig, på samme måde som det at hælde vand over et barns hoved i virkeligheden er værdiløst. Det får værdi fordi det sker inden for et begrænset område hvor vi siger at den slags handlinger har værdi. Forskellen, kunne man indvende, er at de kirkelige handlinger og ritualer faktisk har værdi, mens fodboldhandlingerne på stadion ikke har. De har kun en slags pseudoværdi, er en substitut for kamp, krig, underholdning med andre ord. Men strukturen er den samme, og det var det der blev så tydeligt da paven så fodbold på TV sådan som du beskriver det, Fredrik. Derfor slutter jeg af med en bøn:
Kære Gud Lad Brasilien vinde mod Tyskland i aften Lad kampen blive god, lad kampen blive lige, lad gerne Tyskland tage têten, men lad dem ikke vinde!
Lad Brasilien vinde så de kommer i finalen lad dem møde Argentina der Og lad Argentina vinde finalen Thi riget er dit, magten og æren i al evighed
Under VM 2014 skriver Karl Ove Knausgård fra sin hverdag med familie og fodbold på skærmen til forfatterkollegaen Fredrik Ekelund, der er i Brasilien. Jeg læste den bog, der kom ud af deres breve, og kom til at tænke på noget af det, som fodbold har betydet for mig. Helt tilbage fra 1986:
Fodboldfølelser – fra Mexico 86 til Brasilien 14
Mexico 1986. Hvis man er gammel nok, vil tankerne straks indstilles på fodbold. Året med den gyldne sommer, hvor Danmark for første gang deltog ved et VM med hvad, der efterfølgende står som et af de bedste danske landshold nogensinde. Jeg var 12 år og netop det hold, i den turnering, fremkaldte en beruselse jeg ikke tidligere havde mødt, og kampene og alt det omkring dem er forgyldte minder. Jeg spillede selv fodbold og kan stadig huske helt præcist, hvem fra landsholdet mine fodboldveninder hver især havde som deres yndlingsspiller. Klaus Berggren var min, men jeg kunne lide dem alle, holdet: Søren Lerby, Preben Elkjær, Frank Arnesen, Michael Laudrup, Jesper Olsen, Jan Mølby osv.
Kampene blev vist i fjernsynet om natten, og jeg overnattede i stuen sammen med min mor, der ligesom jeg gad hakke nattesøvnen i stykker. Sammen så vi kampene med dynen omkring os, mens det stadig var mørkt udenfor. De indledende puljekampe med sejr over Skotland, den legendariske mirakelsejr på 6-1 over Uruguay og endelig triumf over Vesttyskland fik os til at tro på, at træerne den sommer ville vokse ind i himlen eller i hvert fald, at det her danske hold, vores drenge, kunne blande sig i toppen med de allerstørste nationer. Banens helte gjorde os skøre: ”Halli halli hallo, vi vinder i Mexico”. Men da euforien var størst, forsvandt det hele på bare en nat, da vi mødte Spanien. Jeg kan stadig huske lugten af mine tårer, der blandede sig med luven i mine forældres gulvtæppe, hvor jeg forsøgte at sove efter det grufulde 5-1-nederlag. Min verden føltes pludselig tom og ligegyldig, da resultatet forplantede sig i kroppen og fortrængte rusen. Hvad skulle nu give livet fylde? Men allerede et par dage efter var mit 12-årige liv igen fyldt op af skole, veninder, sport i Billundhallen, Hej P3 og en dum punkteret cykel.
KNAUSGÅRD & EKELUND OM FODBOLD OG LIVET
Har man nogensinde prøvet at opleve fodbold så stærkt, at livsfølelsen på blot 90 minutter kan skifte fra den dybeste intensitet og meningsfuldhed, euforisk glæde og forventning, til rungende tomhed og momentan livslede, så vil man helt sikkert nyde at læse Hjemme Ude, der netop er udkommet. Bogen er en brevveksling mellem den norske forfatter Karl Ove Knausgård og hans svenske kollega Fredrik Ekelund skrevet under VM 2014, der som bekendt var uden dansk deltagelse, men ikke desto mindre var både fantastisk og mindeværdig. Åh, hvor ville jeg dog gerne have været cc på de her mails mellem familiefaderen i Skåne og den udsendte forfatter i begivenhedernes centrum i Brasilien. Deres korrespondance skulle have ligget i min indbakke som et velskrevet kommentatorspor, som kunne læses i timerne efter kampene, hvor man har lyst til at dele og forstå det man lige har set. I deres mails til hinanden veksler de mellem at nærstudere og analysere kampene, og at fylde på med tanker fra deres forskellige hverdage med alverdens praktikaliteter i den skånske familievirkelighed til Ekelunds brasilianske livsnydertilværelse. Fodbold er hele vejen bogens energiske omdrejningspunkt, og spillet, følelserne, storheden og de nationale dimensioner vendes og drejes følelsesmæssigt og intellektuelt, som dagene går, og holdene ryger ud et efter et. Det er der kommet en yderst charmerende og ganske klog bog ud af.
Læs et uddrag her skrevet af Karl Ove Knausgård ganske kort før Brasilien nedslagtes i semifinalekampen mod Tyskland:
Kære Gud. Lad Brasilien vinde mod Tyskland i aften
”Eftersom jeg i går var så dum at jeg sammenlignede fodbold og kunst, vil jeg i dag være endnu dummere og sammenligne fodbold og religion. For på en fodboldbane som den vi skal se på om nøjagtig niogfyrre minutter, når der er kickoff mellem Brasilien og Tyskland, er næsten alt fra det menneskelige liv fjernet, tilbage står regler, ritualer og på forhånd bestemte handlingsmønstre, hvor så godt som al tvivl og ambivalens er fjernet: Når et mål bliver scoret, findes kun det, målscorerens glæde er absolut, han råber alt hvad han kan, og løber af sted med udstrakte arme mens alle hans medspillere også råber og løber efter. Hvornår ser du det i det virkelige liv? Selv ikke når et barn bliver født, ser man en sådan omfattende og systematisk, ren og enkel glæde. Fodbold er et skuespil, et sted hvor den almindelige verden ikke har plads, en zone af fortættet betydning. Hvis nogen på gaden havde kastet en melon op i luften, var vendt rundt og havde sparket den bagud, omtrent som Zlatan gjorde med bolden mod England, ville ingen have beundret udførelsen, ingen hyldet udøveren eller værdsat præstationen, fordi præstationen var værdiløs. Det en fodboldspiller kan, har kun værdi på banen, ikke udenfor. I virkeligheden er fodboldkampe værdiløse, selvfølgelig, på samme måde som det at hælde vand over et barns hoved i virkeligheden er værdiløst. Det får værdi fordi det sker inden for et begrænset område hvor vi siger at den slags handlinger har værdi. Forskellen, kunne man indvende, er at de kirkelige handlinger og ritualer faktisk har værdi, mens fodboldhandlingerne på stadion ikke har. De har kun en slags pseudoværdi, er en substitut for kamp, krig, underholdning med andre ord. Men strukturen er den samme, og det var det der blev så tydeligt da paven så fodbold på TV sådan som du beskriver det, Fredrik. Derfor slutter jeg af med en bøn:
Kære Gud
Lad Brasilien vinde mod Tyskland i aften
Lad kampen blive god, lad kampen blive lige,
lad gerne Tyskland tage têten,
men lad dem ikke vinde!
Lad Brasilien vinde så de kommer i finalen
lad dem møde Argentina der
Og lad Argentina vinde finalen
Thi riget er dit,
magten og æren i al evighed
Amen
Alt godt
Karlos Blasfemios Dias”
Du kan finde en smagsprøve på bogen her
Og den kan købes hos din boghandler eller bestilles hos fx saxo.com
Andre læste også: