Fagbøger

Thule på tidens rand

Thule på tidens rand

Thule er navnet på et sted i verden, men som vi skal se, er det også navnet på et sæt af forestillinger med en lang historie og ikke mindst et samfund, som har forstået at udnytte det krævende højarktiske landskab i utallige generationer. For nogle lyder navnet af fjern og evig vinter, for andre er det et hjemsted med en levende erindring om familier, rejser, jagter, fødsler, fester og møder med fremmede, der nysgerrigt troppede op og måske fik én til at se sig selv i nyt lys. Denne bog er skrevet af en sådan fremmed, som i de seneste otte år regelmæssigt har besøgt Thule og har forsøgt at forstå verden, som den tager sig ud derfra. Møder og samtaler med de mennesker, der bor der lige nu, er blevet suppleret med læsning af den righoldige litteratur, der faktisk findes om Thule, selvom thulebefolkningen selv først for alvor kom ind i det danske og internationale synsfelt i det 19. århundrede. Længe før da var regionen berejst og befolket, men der findes ingen nedskrevne beretninger, og de folk, der kom og gik, tilhører derfor forhistorien.

Thule på tidens rand storBOGEN ER TÆNKT SOM ET PORTRÆT af Thule som et særligt sted i verden og som et samfund, der har dybe rødder langt tilbage i tiden, men som også – netop nu – står over for svære udfordringer. Tiden er ved at løbe af med fangersamfundet som sådan, og måske er det ved at nå sin grænse.

Når jeg taler om Thule på tidens rand, henviser det for det første til, at området i disse år er udsat for massive forandringer, både hvad angår de naturlige og de samfundsmæssige forhold. Klimaforandringer har taget et fast greb om Thule, der ligesom resten af den højarktiske region er ved at ændre karakter. Isen smelter, permafrosten tør, plante- og dyreliv ændrer sig. I takt hermed ændrer samfundslivet sig naturligvis også. Fangerne har stadigt sværere ved at nå frem til de store havpattedyr, der har været deres livsgrundlag siden den første indvandring i området for mere end fire tusind år siden. Dyrene ændrer adfærd, og menneskene har svært ved at fange nok af dem, til at familien kan forsørges. Til disse specielle omstændigheder ved Thulesamfundet kan yderligere tilføjes de store forandringer, der gælder for Grønland generelt.

Thule.Side21

For det andet henviser titlen til det almene vilkår, at den verden, vi kender, ændrer sig i takt med vores handlinger, alt imens vi søger at opretholde den. Thule, som et særligt sted i verden med netop det navn, blev i en vis forstand både fundet og mistet inden for halvandet århundrede.

DET NYE ER UFORUDSIGELIGHEDENS OMFANG. Man er kun alt for bevidst om de globale klimaforandringer, som de er beskrevet og formidlet i et utal af klimarapporter. Det er derfor ikke kun denne vinters fangst, der er tvivlsom, men også næste vinters, og sommerens med. Den fleksibilitet, som altid har præget livet i Thule, kan næsten ikke strækkes mere inden for de kendte rammer, og spørgsmålet om fremtiden bliver et spørgsmål om at forestille sig egentlige alternativer til det fangstliv, som har været Thulesamfundets adelsmærke siden tidernes morgen. At tilpasse sig den nye naturs luner fordrer aktive og endnu uprøvede strategier for fremtiden; kun derved kan man opnå vished for, at der vil være tid tilbage til børnenes børn.

Thule.Side217

En del af det, jeg ønsker med denne bog, er at vise, hvordan de mennesker, jeg har mødt i Thule, orienterer sig mellem gammel viden og ny erfaring. Det er faktisk ikke fremtiden, der truer Thule med mere tøvejr. Det er nutiden, fordi det er her og nu, fremtidens historie bliver til. Men forandringerne går så stærkt nu, at nutiden synes meget indskrænket. Fremtiden er akut til stede i næsten enhver beslutning. Denne indskrænkning, som jeg vælger at kalde det, hænger sammen med, at alt for mange afgørende valg skal træffes på én gang. Ved at møde Thules beboere lige der, hvor de er, så godt det nu lader sig gøre, kan vi få en forestilling om, hvad det vil sige at befinde sig på kanten af sin egen historie. I en vis forstand står vi der alle sammen, men det er tydeligere i Thule end for eksempel i Danmark, hvor man synes at have mere nutid, og det vil sige mere tid til at handle og vælge spor.

Det er det, der får mig til at se Thule som et sted på tidens rand. Hvad det betyder i praksis, skal jeg vise gennem bogens tematisk ordnede kapitler. Perspektivet er hele tiden i øjenhøjde med menneskene, men det flytter sig gennem hvert enkelt kapitel, som fokuserer på forskellige, hver for sig væsentlige elementer i Thulesamfundet, og som har været og stadig er med til at konstituere det – så længe det varer.

Kirsten Hastrup


Har du fået lyst til at læse hele bogen, kan den lånes på biblioteket eller købes hos din boghandler. På næsten 500 sider og med smukke fotos har Kirsten Hastrup og Carsten Egevang skabt et unikt portræt af Thule.

Du kan også læse Martin Breums anmeldelse fra Information på martinbreum.dk

Thule på tidens rand stor


Kirsten Hastrup er professor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet og præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab . Hun  har bl.a. skrevet ”Vinterens hjerte” om Knud Rasmussen, som indbragte hende Ebbe Munck-prisen i 2011.

Carsten Egevang er forsker (PhD) med speciale i grønlandske havfugle, forfatter til to fotobøger om Grønland og har opnået placeringer i en række internationale fotokonkurrencer. Han har modtaget Grønlands Selvstyres ”Miljø- og Naturpris” i 2012.

Alle fotos i indlægget er copyright Carsten Egevang.