Børnebøger

Kaya Brüel om nakketræk og fluorskylning

“Som barn i 70’erne og 80’erne gik jeg på en skole, der lå ved Helgoland på Amager i en nedlagt fabriksbygning. Derude hvor der nu er funklende nye beboelsesejendomme med havudsigt og strandpark. Dengang var det et vildt og forladt område, et paradis for nysgerrige børn.

Jeg boede alene med min far i centrum af København. Mine forældre syntes, jeg skulle ud af byen og ha’ lidt luft. Jeg startede derfor som 5-årig med alene at tage to busser til skole – en tur, der tog godt og vel 40 minutter. Jeg elskede min skole, som var en rigtig friskole med en stor vild legeplads med et gammelt skib og hængebroer. I frikvarterene gik vi på opdagelse i de forladte omkringliggende fabrikker med glasskår og murbrokker eller legede gemmeleg i det nærliggende naturområde med buske og bakker. Jeg var på min skole, som også rummede et par skurvogne, der gjorde det ud for fritidsklub, hele dagen. Jeg tog bussen hjem, når de lukkede kl. 17.00.

Der var ofte andre at følges med lidt ad vejen. Jeg var udstyret med en enkrone placeret i en lille lomme i mit penalhus, hvis kronen ellers ikke var brugt på en slikkepind til den lange bustur. Enkronen havde jeg i tilfælde af, at jeg skulle få brug for at ringe hjem fra en telefonboks. Ikke at det var sandsynligt, at jeg fik nogen i røret. Så alt i alt var jeg overladt godt og grundigt til mig selv og min egen sunde fornuft – dog med en enkrone. Sådan var livet, og sådan var hverdagen. Jeg tog ansvar for mig selv, og jeg tog det som en udfordring.

Mange ting var anderledes i forhold til i dag. Hvor mange børn og unge ved fx, hvad et kassettebånd og en blyant har med hinanden at gøre? Eller hvad et nakketræk og en fluorskylning er?

Fluorskylningen

Jeg husker meget tydeligt, at vi i hele folkeskoletiden månedligt fik besøg af tandlægeassistenten, der medbragte en bakke små gennemsigtige røde eller hvide plasticglas. De indeholdt en forfærdelig, bitter væske, som var fluorskyl. Vi skulle skylle og gurgle tænderne i et helt minut. Det var meget svært ikke at grine, når man kiggede rundt på en hel klasse gurglende børn og en tandlæge med et stopur i hånden. Bagefter spyttede vi det ud og fik altid, til vores store glæde, lov til at beholde det lille glas. Det værste, udover smagen, var, at vi ikke måtte spise i en hel time efter skyllet! Og det var altid dér, man blev mest sulten. Ens tarme skreg på mad og mælk med den klamme fluorsmag i munden. Om fluorskylningen er skyld i, at jeg først i en meget sen og voksen alder fik mit første hul, tvivler jeg på. Vi gik til skoletandlægen ret ofte, som jeg husker det. Det var åbenbart meget vigtigt at have fine tænder dengang.

Bøjletandlægen

Vi så alle frem til at komme i 6. klasse, for der skulle man til bøjletandlægen. De skulle tjekke, om vores tænder var skæve, og om der skulle bøjle på. Og dét skulle der helst, syntes både børn og bøjletandlæger.

Jeg husker tydeligt at sidde som 5. klasses-elev i klasselokalet i et frikvarter, hvor døren stod åben. Og der kom så 6. klassen direkte fra bøjletandlægen spankulerende forbi vores dør med det ene nakketræk efter det andet. Dengang var et nakketræk en lille hovedbeklædning med et metalstativ, der gik ned foran munden, som sad fast til bøjlen i munden. Altså det mest rædselsfulde apparat, man kan forestille sig at skulle være tvunget til at gå med i den alder. Det lignede et torturinstrument og var det sikkert også. Et utilnærmeligt værn mod al form for socialt liv. Et kyskhedsbælte i mundform, ja, en mundkurv! Der var også andre variationer af bøjler – fx togskinner med elastikker. Små fascinerende røde og blå elastikker, der gjorde det svært at snakke og spise.

Og så var der det største hit: ganebøjlen. Shit, den var smart med sin enkle sølvskinne hen over overmundens tandsæt. Den måde den sagde klik på, når de populære piger satte den op. For ganebøjlen var helt sikkert medvirkende til, at man steg i popularitet.

Og æsken den skulle ligge i var misundelsesværdig i sig selv. Jeg fandt på et system med at tage et tyndt sølvarmbånd og sætte op i overmunden, så det lignede, at jeg også havde ganebøjle.

Da året kom, hvor jeg skulle til bøjletandlæge, blev jeg slet ikke indkaldt. Min børnetandlæge syntes åbenbart ikke, det var nødvendigt. Jeg fik dog overbevist ham om, at jeg da vist havde et lille krydsbid på fortænderne, og så fik jeg lov til at komme af sted alligevel. Min lykke var gjort. Resultatet blev en lille hvid klump plastik, der blev sat fast på mine undertænder, så de øverste fik et naturligt pres når jeg tyggede sammen.

En utroligt uklædelig lille klam klump, der var så langt fra en smart ganebøjle, man kunne komme. Eneste oprejsning var, da min klasselærer i et formanende tonefald bad mig om at smide mit tyggegummi ud, da vi ikke måtte have tyggegummi i timen. Jeg havde ventet på det øjeblik, så jeg med næsen i sky og med meget vigtig stemme kunne fortælle hende, at det faktisk var en bøjle!

Jeg går ud fra, at nakketræk i en eller anden form stadig findes. Men hvad med de der små røde piller man skulle tygge på for at se, om man havde børstet sine tænder grundigt nok? Findes de stadig? Og går børn i dag stadig rundt og beder til, at de har så tilpas skæve tænder, at de skal have bøjle på? En ting er i hvert fald sikker: mine børn er sluppet for den væmmelige fluorskylning.

Ja, og så lige den der regel om, at der skal gå en time efter, man har spist, før man må bade. Hvis man lægger alle de spildte timers badning sammen fra vores barndom, har vi vel en måneds badeferie til gode?”

 – Kaya Brüel

 


kayaKaya Brüel er født i 1972 og er sidenhen blevet både sanger, skuespiller, komponist og forfatter. Hun er datter af arkitekt Niels Herskind og sangerinde Sanne Brüel, har udgivet plader, optrådt på film og tv og er i dag bl.a. en del af satireholdet City Singler. Nu debuterer hun som børnebogsforfatter med Johan og tandfeen, der udkommer på Forlaget Carlsen. En skøn højtlæsningsbog for 5-7-årige tandtabende børn 🙂

johan-og-tandfeen Johan og tandfeen

Der er alvorlig tandmangel i Mælketanderup, for de gamle mælketandshuse i byen begynder at smuldre, og det er meget småt med nye tænder! Tandfeen Tanja har ikke råd til at miste en eneste tand, så da Johan kommer til at sluge sin tand i stedet for at lægge den under puden, er gode råd dyre! Sammen må de have tanden igen, og det er lettere sagt end gjort.

Johan og tandfeedn indeholder en cd med en tandbørstesang, som Kaya Brüel har skrevet til historien, og den varer lige så længe, som det anbefales, at man børster tænder! Kaya har også indlæst hele historien på cd’en