Mørket kalder er første selvstændige bind i serien om Cecilie Mars. Læs et uddrag af bogen her.
Mørket kalder er første selvstændige bind i serien om politikommissær Cecilie Mars af Michael Katz Krefeld, den prisbelønnede forfatter til den populære Ravn-serie.
I Mørket kalder bliver den nyudnævnte politikommissær afpresset af en anonym person til en skræmmende plan om selvtægt. Men hvor langt vil hun gå for at skaffe retfærdighed?
Michael Katz Krefeld
Mørket kalder
København
1.
Fie så dragen for sig. Fra sin plads på siden af hans hals havde den stirret på hende med åbent gab. Den bevægede sig i takt med hans krop, da han stødte ind i hende. Dybe, penetrerende hug. Igen og igen. Uden nåde havde dragen kigget ned på hende med samme reptilblik som sin ejermand. Det var en gammel drage. Meget ældre end hendes 18 år.
Hun vaklede afsted under den sparsomme gadebelysning, mod Bellahøjs betonsiloer. De nedslidte højhuse tårnede sig op omkring hende, og hun støttede sig til en lygtepæl for ikke at falde. Det kølige metal mod håndfladen mindede hende om den blanke kniv, han havde ført op til hendes øje. Narrefisser får med den her. Hun fortsatte ad den øde vej, hvor hendes egen opgang lå lige fremme. Hun fortsatte forbi basketballbanen med de blafrende net i kurvene. Hendes hænder rystede ukontrollabelt, og med besvær fik hun fundet nøglen frem af jakkelommen. Da hun havde lukket sig ind, gik hun hen til elevatoren og åbnede døren. Det trange rum stirrede tilbage på hende, og hun hev efter vejret. Hun fornemmede hans vægt oven på sig og jerngrebet om halsen. Det havde sortnet for hendes øjne, og skriget om hjælp var forstummet, inden det ramte struben. Bebe … bebe, var det eneste, hun havde kunnet få frem. En ordlyd, der havde fået ham til at le. Tændt ham, så han havde flået bukserne af hende. Koldt græs mod hendes balder. Ru tobaksfingre mod hendes åbning. Du er sååå glat. Dernæst en skærende fornemmelse i hendes skræv. Hele vejen op til mellemgulvet. I et splitsekund havde hun troet, det var kniven og ikke hans lem, der var inde i hende. Tag den. Tag den din … lid… erli … e… Ophidset var han snublet over sine egne ord.
Hun slap elevatordøren og vendte sig mod trappen. Hvert et trin gjorde ondt. Mindede hende om hans stød, der fulgtes af en grynten. En lyd, som nu fyldte hendes hoved og genlød i trappeopgangen. Seks etager op, 108 trin. En evighed som den, hun havde oplevet i parkens mørke landskab sammen med dragen. Hun låste sig ind i lejligheden og listede gennem entreen. Fra soveværelset lød morens søvndrukne stemme.
– Er det dig, Fie? Efterfulgt af et: – Uhh, det blev da ellers sent, hva’?
Fie smed tasken og cowboyjakken fra sig i entreen. I soveværelset blev lyset tændt, og hun hørte sengen knirke, da hendes mor stod ud af den. Fie skyndte sig gennem gangen og hen til badeværelset. Hun lukkede hurtigt døren og skød slåen for. Øjeblikket efter kunne hun se omridset af sin mor gennem den matterede rude.
– Er du dårlig? spurgte hun. Fie svarede ikke.
– Er du o.k.?
– Ja … ja, fremstammede hun.
– Er du fuld?
– Nej … kun lidt.
Der lød et støn fra den anden side af døren. – Vi har lovet mormor at være der tidligt, Fie!
– Ja ja … godnat, mor.
– Go’nat, skat. Øjeblikket efter blev døren til soveværelset lukket.
Fie stillede sig hen foran vasken og så sig selv i spejlet. På halsen strakte blodudtrædningerne sig, og under det venstre øje havde hun en rift efter hans kniv. I hendes sorte og filtrede hår funklede græsstråene neongrønne. Hendes ansigt var hævet af gråd. Chokket sad stadig i det tomme blik og den åbne mund med de bævrende læber. Hun væmmedes over sig selv. Så sølle, tænkte hun ved synet. Hun fjernede blikket fra spejlet og klædte sig hurtigt af. I hendes trusser var der spor af frisk blod, og hun skyllede dem op, inden hun smed alt tøjet i vaskekurven. Hun bemærkede den lille perlepung, der stak op fra forlommen på bukserne. Du er ik’ en stikkerso, vel? Han havde taget sygesikringskortet med hendes adresse på. Advaret hende mod at sladre til nogen. Hvis hun gjorde det, ville han komme forbi med kniven. Hun havde forsikret ham om, at hun ikke ville sige noget. Han havde smilet og puttet en tohundredkroneseddel i pungen. Så er der til en taxa, skat, eller til lidt godt i morgen. Hun havde intet fattet. Han havde blinket til hende, eller også var det dragen på halsen, der havde gjort det, inden de begge forsvandt i mørket. Hun tog pengesedlen fra pungen og rev den i småstykker, som hun smed i kummen. Hun trak ud og betragtede stumperne forsvinde i det hvirvlende vand. I morgen ville det alt sammen være væk. I morgen ville hun vågne op og have glemt alting.
2.
Det var først på aftenen, og sportsbaren på Vester Voldgade var fyldt op. Det store lokale genlød af 80’er-pop og råb fra gæsterne, som fulgte Champions League-kampen på storskærmen. I den anden ende af baren strakte to rækker med poolborde sig. Der var fuldt optaget, og omkring bordene blev der drukket tæt, mens spillerne ventede på deres tur.
Ved det bagerste bord gjorde Cecilie Mars sig klar til at støde. Hun var spinkel, ikke særlig høj, og hun måtte stå på tæer for at nå ind over bordet. Hun pustede sit pandehår væk fra øjnene. De tre mænd omkring bordet betragtede hende tavse med hver deres krus øl i hånden. Cecilie stødte hårdt til den hvide bal, der med et knald ramte den lilla, som fortsatte i en lige linje mod det fjerneste hul i hjørnet. Kollisionen sendte samtidig den hvide bal sideværts, så den ramte den sorte. – Nej nej nej, sagde Cecilie, mens hun betragtede den sorte bals bane mod det midterste hul. – Pis! udbrød hun, da den forsvandt ned i hullet.
– Guppy, det ser ud til, at næste omgang også er din. Lasse, der var tre hoveder højere end hende og en hel del kraftigere, lo stort. Han gav hende et kram, der fik hende til at forsvinde ind i hans stribede skjorte. Cecilie stødte kærligt albuen i siden på ham og gjorde sig fri.
– Benny, Henrik, Hoegaardens som Lasse? Hun pegede med køen på de to kollegaers glas. Begge nikkede, og Benny sendte en skål hen over bordet og tømte sin øl.
Hun lagde køen på bordet og gik op mod baren i den anden ende. På vej derop spottede hun Andreas Bostad, som sad ved hjørnet af disken sammen med to midaldrende mænd. De tre var som de eneste i sportsbaren klædt i jakkesæt, og hun gik ud fra, at de alle arbejdede for anklagemyndigheden.
– Hr. specialanklager, sagde hun med et smil og stillede sig ved siden af Andreas.
Andreas smilte igen og skød hånden gennem sit lyse krøllede hår. Han placerede hånden på hendes skulder, og hun fornemmede den varme håndflade gennem T-shirtens tynde stof. – Godt at se dig, alt vel? sagde han.
Cecilie fjernede blikket. Hun følte allerede, at hun havde set for længe på ham. Andreas lignede langt fra den gængse anklager, der var lige så sexet som en bakke leverpostej. I stedet mindede han mere om helten i en John Grisham-film, sådan lidt Matthew McConaughey-agtig.
– Min kollega Jesper Lund, sagde han, og introducerede med en håndbevægelse den midaldrende mand, der stod tættest på. – Og bag ham, Steen Holz.
– Må man byde frøkenen på en genstand? spurgte Jesper Lund med en dialekt, der placerede ham nord for København. Han smilte lummert med øjne, der svømmede af alkohol.
– Ellers tak, det er på alle måder min omgang. Hun fik bartenderens opmærksomhed. – Fire Hoes til mig og tre bourbon-shots til advokaterne.
– Jeg er nu godt nok psykolog, men tak som byder, svarede Steen Holz og smilte varmt.
– Steen er vores ekspertvidne, selv om det ikke hjalp os meget i dag, sagde Andreas.
Der lød et brøl fra gæsterne omkring dem, så ingen var i tvivl om, at der var blevet scoret på skærmen. Cecilie gjorde sig så bred som muligt for ikke at blive væltet omkuld af de nærmeste mænd, der var begyndt at hoppe jublende rundt. I det samme kom bartenderen tilbage med bestillingen. Hun skubbede de tre Jack Daniel’s-shots over mod Andreas, der fordelte dem.
– Hvad fejrer vi? spurgte Steen Holz.
– Skal der absolut være en grund?
– Det er min erfaring at de fleste har et motiv.
Hun sendte ham et anerkendende nik. – Nuvel. At vi alle sammen er i live, og at det er tirsdag. Hun greb de fire ølglas og vendte sig om. – Fortsat god aften.
Da hun kom tilbage til Lasse og de andre med øllet, hævede han glasset. – Skål for min makker, som er en allerhelvedes dygtig efterforsker, men jordens dårligste poolspiller.
– Hørt!
– Og ikke mindst tillykke med forfremmelsen, Guppy, du fortjener den om nogen.
Benny og Henrik stemte i, og hun nåede at blive rørt. – Nå, se at komme i gang, jeg skal have en revanche mod vinderen. Mens Benny stillede ballerne op, vendte Cecilie sig om mod baren. Andreas sad med siden til og stirrede ned mod hende. Han hævede sit glas, og de skålede.
Benny og Henrik begyndte at spille deres parti, og Cecilie satte sig ned og fulgte deres match.
– Jeg tror snart, jeg triller hjemad, sagde Lasse. – Hvad med dig, har du brug for et lift?
Hun rystede på hovedet. – Jeg skal have banket Benny først.
– Så bliver det en lang aften.
Hun smilte og nippede til øllen.
– Jeg mente det sgu før, sagde Lasse. – Det er fandeme godt gået, Guppy. Far her er stolt af dig.
Hun kunne ikke lade være med at grine. Lasse var et par år yngre end hende, og på trods af fuldskægget lignede han stadig det, han var: en glad knægt fra Aarhus. – Så siger jeg tak, far.
– Jeg håber, at vi kan blive ved med at være makkere. At du ikke smutter videre for hurtigt.
– Der er ikke noget, som har ændret sig. Bortset fra lidt mere papirarbejde til mig.
Han så ud i rummet. – Du kommer til at nå langt, Guppy. Hele vejen til toppen. Direktørkontoret en dag, bare vent og se.
– Jeg mangler stadig at se det indefra, selv om jeg har været i etaten i ti år. I øvrigt passer drabssektionen mig helt fint.
De skålede igen. 20 minutter efter tog han hjem, og hun begyndte at spille med Benny, dernæst to partier med Henrik og så endnu et igen med Benny. Hun tabte dem alle. Til sidst havde de begge fået gratis øl nok og betakkede sig for at spille flere omgange. Kort efter sagde de farvel og vaklede ud ad døren.
Cecilie stillede sin kø på plads og så sig om i sportsbaren. Fodboldkampen var for længst slut, og det var tyndet ud blandt gæsterne. Ved bardisken sad kun de mest sejlivede tilbage. Andreas havde tilsyneladende sagt farvel til sit selskab og tjekkede sin telefon. Cecilie slængede sin jakke over skulderen og slentrede op til ham.
– Hvad sagde du til dit følge? spurgte hun og smilte.
Andreas lagde hurtigt telefonen i jakkelommen. – At jeg var nødt til at se kampen færdig.
– Hvem spillede?
– Ingen anelse. Og dig?
– Jeg måtte spille ualmindelig meget pool, før de fik nok.
– Kan du overhovedet reglerne?
– Jeg ved, at den sorte bal først skal i til sidst.
– Samme sted? sagde han og så udfordrende på hende.
***
Cecilie sad nøgen oven på Andreas og pressede sig ned over hans lem. Langsomt bevægede hun sig op og ned i en rytme, som hun kontrollerede. Hun mærkede, hvordan han gled ind og ud af hende. Hvordan han fyldte hende og forsøgte at trænge sig længere op. Hun borede neglene i hans bryst og øgede tempoet. Hun hørte ham stønne højere under sig. Hans tag i hendes balder strammedes, og sammen fandt de rytmen. Det føltes berusende. Som svævede hun lige oppe over dem, mens hun så ned. Hun så dem kneppe på det lurvede hotelværelse, hvor den gullige gadebelysning og larmen trængte ind ad det åbne vindue. Det føltes beskidt og liderligt, og det var godt. Deres bevægelser blev hurtigere, og hans greb stadig fastere. Til sidst kom han i hende, og hun hørte ham give sig hen. Hun forsøgte at forlænge sin egen flugt, men fornemmede, at kroppen trak hende tilbage. Lidt efter lå hun slapt på hans bryst og mærkede, hvordan hans hjerte galoperede. Han duftede behageligt af sved, af parfume og af hendes skød i ansigtet. Han klemte hende ind til sig, og i et øjeblik slappede hun næsten af i hans favntag.
– For fanden … Cecilie … for fanden da, mumlede han.
I det samme rejste hun sig og steg ud af sengen. Han kiggede overrasket efter hende. – Er du okay?
– Jep. Hun fandt sine trusser på gulvet og tog dem på. Dernæst fiskede hun jeansene op.
– Vi skulle måske finde et andet sted næste gang? spurgte Andreas.
– Hvorfor? sagde hun og trak bukserne på. Hun gik hen til vinduet og så ned mod Istedgade. En gruppe hjemløse mænd stod ved indgangen til herberget på den anden side af vejen og var ved at komme op at slås.
– Jeg tænkte på et bedre hotel?
– Det her passer fint til formålet.
Han lo hult. – Du er en kyniker, Cecilie.
– Ikke mere end dig. Jeg pakker bare ikke tingene ind.
– Hvorfor ses vi så ikke hos dig i stedet for?
Hun vendte sig om for at se, om han mente det. At dømme efter hans ansigtsudtryk gjorde han. Hun trak T-shirten over hovedet. – Vi kunne også knalde hjemme hos dig?
Han så væk. – Det ville nok ikke falde i så god jord. Selv om separationen er gået igennem. Hun bed sig i læben. Det havde ikke været hendes mening at være giftig. Andreas’ familiære forhold var hende uvedkommende.
Han rejste sig fra sengen og begyndte at samle sit tøj op fra gulvet. – Hvorfor kalder de dig egentlig Guppy?
– Det er kun Lasse, som gør det, og så nogle få venner.
– Men hvorfor?
– Det stammer tilbage fra politiskolen. Cecilie blev til Sille som så blev til Sild, som Lasse igen gjorde til Guppy. En lille fisk, begavet, ikke?
Andreas knappede skjorten. – Så fra i dag skal jeg til at kalde dig for politikommissær Guppy?
– Jeg sagde jo, at det kun er noget, som mine venner kalder mig. Er vi to nu gået hen og blevet venner, Andreas?
Hun krængede sin læderjakke på og smilte til ham.
Andreas’ ellers så perfekte smil var blegnet en smule.
3.
Et par dage efter gik Cecilie ned ad den smalle lange gang, hvor Afdelingen for personfarlig kriminalitet og efterforskerne i drabssektionen holdt til. Hun skævede ud gennem de høje vinduer og betragtede Teglholmkanalens rolige bassin.
– Guppy! lød det fra Lasse, der kom halsende fra den anden ende af gangen.
– Hvor brænder det?
– Jeg har … har forsøgt at ringe … til dig, sagde han stakåndet.
– Jeg har været på skydebanen hele formiddagen, svarede hun uden at standse. – Det står også i min kalender.
– Skydebanen? sagde han og fulgte efter.
– Ja, den årlige test.
– Bestod du?
– Selvfølgelig, med 28 point …
Han løftede øjenbrynene. – Så vidt jeg husker, skal man have minimum 27 for at bestå. Vi skal vist have trænet dit øjemål.
– Hvad var det, der hastede? spurgte hun og standsede foran døren ind til afdelingen.
– Kan du huske voldtægtssagen i januar? Ham bodybuildertypen med den blanke kniv og hættetrøjen?
Hun nikkede. – Som vi mistænker for yderligere en række forhold?
– Lige præcis. Nu har vi så fået endnu en anmeldelse. Denne gang i Rødkilde Park.
– Rødkilde i Nordvest?
– Ja. Offeret er en ung beruset pige.
– Samme modus.
– Helt ned i detaljen. Han truer hende med en kniv, fuldbyrder voldtægten et øde sted og stjæler til sidst hendes id.
– Så han ved, hvor hun bor, sagde hun og nikkede.
– Er det sket i nat?
– Nej, for ni dage siden, svarede han.
– Pis. Hun bed sig i læben. – Så får vi heller ingen dna denne gang?
– Niksen biksen.
– Det er fandeme hans held, at han formår at skræmme dem. Så hvad har vi?
– En bange pige, der sidder sammen med sin mor og en bisidder i rum 3, sagde han og pegede bagud.
Cecilie trak vejret tungt. – Har pigen i det mindste kunnet give et ordentligt signalement?
– Ja. Det stemmer overens med de andre. Mand, dansker, 35 år plus, pumpet, lugtede af sprut.
– Bar han hættetrøje og et tørklæde for munden som tidligere?
Lasse klemte øjnene sammen. – Hættetrøje, ja. Tørklæde, nej.
Hun lyste op. – Har hun identificeret ham?
– Ikke endnu. Vi skal netop til at se på billeder. Jeg skulle lige til at hente en kode til systemet.
– Fedt, sagde hun og bankede ham i brystet. – Så røvhullet blev modig.
– Og dum.
– Det er lige sådan, jeg kan lide mine forbrydere. Hvem er offeret?
– Ung pige på 18 fra Bellahøj.
– Mit kvarter?
– Ja. Hun hedder Fie Simone Simonsen.
Cecilie holdt op med at smile og tog blokken fra ham. Hun så ned på hans kragetæer, som hun tydede. – Fuck.
– Du kender hende?
– Ja, sådan da. Fra mit SSP-arbejde. Hun er på mit selvforsvarshold.
– Jeg kan godt tage den alene.
Hun rystede på hovedet og gav ham blokken tilbage. – Kom, sagde hun og fortsatte ned ad gangen mod afhøringslokalet.
***
Selv om det kun var et par uger siden, Cecilie sidst havde set Fie til træning, kunne hun næsten ikke genkende pigen. Da havde Fie været smilende og fuld af energi, nu sad hun med et udslukt blik og stirrede ned i bordet. Hendes underlæbe dirrede, og det så ud, som om hun var ved at bryde ud i gråd. Til højre for Fie sad hendes mor, Tina, der var omkring de 40, kraftig og med optegnede mørkerøde læber. Cecilie kunne godt huske hende hjemme fra kvarteret. På den anden side af Fie sad bistandsadvokaten Mona Krog. Cecilie havde mødt hende før i en række tilsvarende sager. Krog var o.k., men en smule manisk, og Cecilie mistænkte hende for at have et alkoholmisbrug. Hun hilste på dem alle og satte sig ned.
– Fie, Jeg har brug for, at du med dine egne ord fortæller mig, hvad der skete den nat. Tag dig god tid.
Inden Fie nåede at sige noget, lænede Mona Krog sig ind over bordet. – Fie har allerede afgivet forklaring op til flere gange, første gang på Bellahøj station. Jeg har faktisk tænkt mig at indgive en klage på vegne af Fie over den vagthavende betjents opførsel, som var under al kritik.
Cecilie hævede roligt hånden. – Hvilket jeg synes er en rigtig god idé, hvis du mener, der er belæg for det. Men lige nu er det vigtigt, at jeg hører Fies forklaring. Så vi kan koncentrere os om efterforskningen. Tror du, at du magter det, Fie?
Der gik længe, før Fie reagerede. Så kiggede hun kort op på Cecilie, før hun igen slog blikket ned og med en næsten utydelig stemme fortalte om den aften, da hun blev voldtaget: Der havde været fest på gymnasiet, og efterfølgende var hun og fem andre fra hendes klasse taget ned på et lokalt værtshus, der hed Klovnens Bodega. Her havde de drukket øl og spillet Meyer. Det var der, han var kommet hen til dem.
– Ham, der overfaldt dig?
Fie nikkede og fortalte, at selv om han var meget ældre end dem, havde han flirtet med både hende og de to andre piger, som var med. Han havde også givet en omgang til dem alle sammen.
– Hvad skete der efterfølgende?
Fie fortalte, at de var gået, lige inden værtshuset lukkede, omkring klokken et. Da hun var den eneste, som boede på Bellahøj, var hun taget alene hjem. På vejen havde hun mødt ham igen. Omkring Rødkilde Park. Han havde lagt an på hende med det samme.
– Hvordan?
– Med komplimenter. Spurgte, om jeg havde en kæreste. Om jeg kunne lide ældre fyre. Han forsøgte også … at holde om mig.
– Hvad gjorde du så?
– Skubbede ham væk. Gik hurtigere til.
– Og hvad skete der i Rødkilde Park?
Fie svarede ikke.
– Bare giv dig god tid, det er helt o.k. …
– Han tog kvælertag på mig. Kaldte mig for alt muligt og slæbte mig ind mellem buskene. Holdt den der kniv op foran mig og sagde, at han ville … ville … ville stikke den op i mig, hvis jeg ikke gjorde, som jeg fik besked på. Hun gemte ansigtet i hænderne og begyndte at hulke.
Tina lagde armen rundt om sin datter og strøg hendes hår. – Det fucking svin voldtog hende, bagefter tog han hendes sygesikringskort, så han kender vores adresse. I ska’ fange ham, forstår I det, forstår I?
Cecilie nikkede. – Fie, når du har sundet dig lidt, så har jeg nogle billeder, du skal se. Det er o.k., hvis du ikke genkender ham. Faktisk er det lige så vigtigt, at vi får udelukket nogen, så vi ikke spilder tiden med at efterforske de forkerte. Tror du, at du kan hjælpe mig med det?
***
Et kvarters tid senere samledes de omkring Cecilies skrivebord, der lå bagerst i drabssektionens åbne kontorlandskab. Hun tændte for computeren og loggede ind på deres billedkartotek. I forbindelse med efterforskningen af de tidligere overfald var en række mistænkte dømte seksualforbrydere allerede blevet indekseret. Derfor var det en afgrænset og præcis søgning, som Cecilie kunne fremvise for Fie.
Da de var nået gennem en 20-25 profiler, tog Fie sig pludselig til munden. Tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder.
– Er det ham? spurgte Cecilie.
Fra skærmen stirrede manden med sine døde reptilagtige øjne tilbage på dem.
– Det … det … det er ham, sagde Fie.
– Og det er du sikker på?
– Jeg glemmer aldrig den tattoo dér.
Cecilie betragtede dragen med det åbne gab, som snoede sig op ad mandens hals. Hendes øjne blev smalle, og hun trak vejret i små kontrollerede stød gennem næsen. Så vendte hun sig halvt om mod Lasse. – Skal vi se at få hentet ham?
Michael Katz Krefeld: Mørket kalder
Cecilie Mars er nyudnævnt politikommisær, der en nat træffer et fatalt valg med vidtrækkende konsekvenser.
Hendes fejltrin blev nemlig filmet, og nu truer en anonym bagmand med at afsløre det, hvis ikke hun hjælper ham.
Cecilie trækkes dermed ind i en uhyggelig plan om selvtægt, men hvor langt er hun villig til at gå for retfærdighed?
Og hvem er det, der afpresser hende?
En krimi fra bestsellerforfatteren Michael Katz Krefeld, der er kendt for sin serie om privatopdageren Ravn. Nyt bind i serien om Cecilie Mars udkommer efterår 2020.
LÆS OGSÅ: Det fulde overblik. Her er alle Michael Katz Krefelds populære krimier
Glæd dig til fortsættelsen: Nattens udyr
En række drab på kvinder ryster Danmark og sætter ild til nettet og medierne.
Drabene fører tilbage til en gammel voldtægtssag, som samler en gruppe mænd med en indædt vrede mod kvinder.
I sin efterforskning kommer politikommissær Cecilie Mars på sporet af et hemmeligt selskab, og hun opdager hurtigt, at loven ikke rækker, hvis hun skal stoppe gerningsmændene.
LÆS OGSÅ: Michael Katz Krefeld om ny Cecilie Mars-krimi: Had og vold er farlige mænds modreaktion på #MeToo
Nattens udyr er en selvstændig fortsættelse til den anmelderroste bestseller Mørket kalder. En storbykrimi med den hårdtslående Cecilie Mars.
Tredje og sidste bind i trilogien om Cecilie Mars er netop udkommet.
Mørket kalder er første selvstændige bind i serien om Cecilie Mars. Læs et uddrag af bogen her.
Mørket kalder er første selvstændige bind i serien om politikommissær Cecilie Mars af Michael Katz Krefeld, den prisbelønnede forfatter til den populære Ravn-serie.
I Mørket kalder bliver den nyudnævnte politikommissær afpresset af en anonym person til en skræmmende plan om selvtægt. Men hvor langt vil hun gå for at skaffe retfærdighed?
Du kan købe Mørket kalder online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Michael Katz Krefeld
Mørket kalder
København
1.
Fie så dragen for sig. Fra sin plads på siden af hans hals havde den stirret på hende med åbent gab. Den bevægede sig i takt med hans krop, da han stødte ind i hende. Dybe, penetrerende hug. Igen og igen. Uden nåde havde dragen kigget ned på hende med samme reptilblik som sin ejermand. Det var en gammel drage. Meget ældre end hendes 18 år.
Hun vaklede afsted under den sparsomme gadebelysning, mod Bellahøjs betonsiloer. De nedslidte højhuse tårnede sig op omkring hende, og hun støttede sig til en lygtepæl for ikke at falde. Det kølige metal mod håndfladen mindede hende om den blanke kniv, han havde ført op til hendes øje. Narrefisser får med den her. Hun fortsatte ad den øde vej, hvor hendes egen opgang lå lige fremme. Hun fortsatte forbi basketballbanen med de blafrende net i kurvene. Hendes hænder rystede ukontrollabelt, og med besvær fik hun fundet nøglen frem af jakkelommen. Da hun havde lukket sig ind, gik hun hen til elevatoren og åbnede døren. Det trange rum stirrede tilbage på hende, og hun hev efter vejret. Hun fornemmede hans vægt oven på sig og jerngrebet om halsen. Det havde sortnet for hendes øjne, og skriget om hjælp var forstummet, inden det ramte struben. Bebe … bebe, var det eneste, hun havde kunnet få frem. En ordlyd, der havde fået ham til at le. Tændt ham, så han havde flået bukserne af hende. Koldt græs mod hendes balder. Ru tobaksfingre mod hendes åbning. Du er sååå glat. Dernæst en skærende fornemmelse i hendes skræv. Hele vejen op til mellemgulvet. I et splitsekund havde hun troet, det var kniven og ikke hans lem, der var inde i hende. Tag den. Tag den din … lid… erli … e… Ophidset var han snublet over sine egne ord.
Hun slap elevatordøren og vendte sig mod trappen. Hvert et trin gjorde ondt. Mindede hende om hans stød, der fulgtes af en grynten. En lyd, som nu fyldte hendes hoved og genlød i trappeopgangen. Seks etager op, 108 trin. En evighed som den, hun havde oplevet i parkens mørke landskab sammen med dragen. Hun låste sig ind i lejligheden og listede gennem entreen. Fra soveværelset lød morens søvndrukne stemme.
– Er det dig, Fie? Efterfulgt af et: – Uhh, det blev da ellers sent, hva’?
Fie smed tasken og cowboyjakken fra sig i entreen. I soveværelset blev lyset tændt, og hun hørte sengen knirke, da hendes mor stod ud af den. Fie skyndte sig gennem gangen og hen til badeværelset. Hun lukkede hurtigt døren og skød slåen for. Øjeblikket efter kunne hun se omridset af sin mor gennem den matterede rude.
– Er du dårlig? spurgte hun. Fie svarede ikke.
– Er du o.k.?
– Ja … ja, fremstammede hun.
– Er du fuld?
– Nej … kun lidt.
Der lød et støn fra den anden side af døren. – Vi har lovet mormor at være der tidligt, Fie!
– Ja ja … godnat, mor.
– Go’nat, skat. Øjeblikket efter blev døren til soveværelset lukket.
Fie stillede sig hen foran vasken og så sig selv i spejlet. På halsen strakte blodudtrædningerne sig, og under det venstre øje havde hun en rift efter hans kniv. I hendes sorte og filtrede hår funklede græsstråene neongrønne. Hendes ansigt var hævet af gråd. Chokket sad stadig i det tomme blik og den åbne mund med de bævrende læber. Hun væmmedes over sig selv. Så sølle, tænkte hun ved synet. Hun fjernede blikket fra spejlet og klædte sig hurtigt af. I hendes trusser var der spor af frisk blod, og hun skyllede dem op, inden hun smed alt tøjet i vaskekurven. Hun bemærkede den lille perlepung, der stak op fra forlommen på bukserne. Du er ik’ en stikkerso, vel? Han havde taget sygesikringskortet med hendes adresse på. Advaret hende mod at sladre til nogen. Hvis hun gjorde det, ville han komme forbi med kniven. Hun havde forsikret ham om, at hun ikke ville sige noget. Han havde smilet og puttet en tohundredkroneseddel i pungen. Så er der til en taxa, skat, eller til lidt godt i morgen. Hun havde intet fattet. Han havde blinket til hende, eller også var det dragen på halsen, der havde gjort det, inden de begge forsvandt i mørket. Hun tog pengesedlen fra pungen og rev den i småstykker, som hun smed i kummen. Hun trak ud og betragtede stumperne forsvinde i det hvirvlende vand. I morgen ville det alt sammen være væk. I morgen ville hun vågne op og have glemt alting.
2.
Det var først på aftenen, og sportsbaren på Vester Voldgade var fyldt op. Det store lokale genlød af 80’er-pop og råb fra gæsterne, som fulgte Champions League-kampen på storskærmen. I den anden ende af baren strakte to rækker med poolborde sig. Der var fuldt optaget, og omkring bordene blev der drukket tæt, mens spillerne ventede på deres tur.
Ved det bagerste bord gjorde Cecilie Mars sig klar til at støde. Hun var spinkel, ikke særlig høj, og hun måtte stå på tæer for at nå ind over bordet. Hun pustede sit pandehår væk fra øjnene. De tre mænd omkring bordet betragtede hende tavse med hver deres krus øl i hånden. Cecilie stødte hårdt til den hvide bal, der med et knald ramte den lilla, som fortsatte i en lige linje mod det fjerneste hul i hjørnet. Kollisionen sendte samtidig den hvide bal sideværts, så den ramte den sorte. – Nej nej nej, sagde Cecilie, mens hun betragtede den sorte bals bane mod det midterste hul. – Pis! udbrød hun, da den forsvandt ned i hullet.
– Guppy, det ser ud til, at næste omgang også er din. Lasse, der var tre hoveder højere end hende og en hel del kraftigere, lo stort. Han gav hende et kram, der fik hende til at forsvinde ind i hans stribede skjorte. Cecilie stødte kærligt albuen i siden på ham og gjorde sig fri.
– Benny, Henrik, Hoegaardens som Lasse? Hun pegede med køen på de to kollegaers glas. Begge nikkede, og Benny sendte en skål hen over bordet og tømte sin øl.
Hun lagde køen på bordet og gik op mod baren i den anden ende. På vej derop spottede hun Andreas Bostad, som sad ved hjørnet af disken sammen med to midaldrende mænd. De tre var som de eneste i sportsbaren klædt i jakkesæt, og hun gik ud fra, at de alle arbejdede for anklagemyndigheden.
– Hr. specialanklager, sagde hun med et smil og stillede sig ved siden af Andreas.
Andreas smilte igen og skød hånden gennem sit lyse krøllede hår. Han placerede hånden på hendes skulder, og hun fornemmede den varme håndflade gennem T-shirtens tynde stof. – Godt at se dig, alt vel? sagde han.
Cecilie fjernede blikket. Hun følte allerede, at hun havde set for længe på ham. Andreas lignede langt fra den gængse anklager, der var lige så sexet som en bakke leverpostej. I stedet mindede han mere om helten i en John Grisham-film, sådan lidt Matthew McConaughey-agtig.
– Min kollega Jesper Lund, sagde han, og introducerede med en håndbevægelse den midaldrende mand, der stod tættest på. – Og bag ham, Steen Holz.
– Må man byde frøkenen på en genstand? spurgte Jesper Lund med en dialekt, der placerede ham nord for København. Han smilte lummert med øjne, der svømmede af alkohol.
– Ellers tak, det er på alle måder min omgang. Hun fik bartenderens opmærksomhed. – Fire Hoes til mig og tre bourbon-shots til advokaterne.
– Jeg er nu godt nok psykolog, men tak som byder, svarede Steen Holz og smilte varmt.
– Steen er vores ekspertvidne, selv om det ikke hjalp os meget i dag, sagde Andreas.
Der lød et brøl fra gæsterne omkring dem, så ingen var i tvivl om, at der var blevet scoret på skærmen. Cecilie gjorde sig så bred som muligt for ikke at blive væltet omkuld af de nærmeste mænd, der var begyndt at hoppe jublende rundt. I det samme kom bartenderen tilbage med bestillingen. Hun skubbede de tre Jack Daniel’s-shots over mod Andreas, der fordelte dem.
– Hvad fejrer vi? spurgte Steen Holz.
– Skal der absolut være en grund?
– Det er min erfaring at de fleste har et motiv.
Hun sendte ham et anerkendende nik. – Nuvel. At vi alle sammen er i live, og at det er tirsdag. Hun greb de fire ølglas og vendte sig om. – Fortsat god aften.
Da hun kom tilbage til Lasse og de andre med øllet, hævede han glasset. – Skål for min makker, som er en allerhelvedes dygtig efterforsker, men jordens dårligste poolspiller.
– Hørt!
– Og ikke mindst tillykke med forfremmelsen, Guppy, du fortjener den om nogen.
Benny og Henrik stemte i, og hun nåede at blive rørt. – Nå, se at komme i gang, jeg skal have en revanche mod vinderen. Mens Benny stillede ballerne op, vendte Cecilie sig om mod baren. Andreas sad med siden til og stirrede ned mod hende. Han hævede sit glas, og de skålede.
Benny og Henrik begyndte at spille deres parti, og Cecilie satte sig ned og fulgte deres match.
– Jeg tror snart, jeg triller hjemad, sagde Lasse. – Hvad med dig, har du brug for et lift?
Hun rystede på hovedet. – Jeg skal have banket Benny først.
– Så bliver det en lang aften.
Hun smilte og nippede til øllen.
– Jeg mente det sgu før, sagde Lasse. – Det er fandeme godt gået, Guppy. Far her er stolt af dig.
Hun kunne ikke lade være med at grine. Lasse var et par år yngre end hende, og på trods af fuldskægget lignede han stadig det, han var: en glad knægt fra Aarhus. – Så siger jeg tak, far.
– Jeg håber, at vi kan blive ved med at være makkere. At du ikke smutter videre for hurtigt.
– Der er ikke noget, som har ændret sig. Bortset fra lidt mere papirarbejde til mig.
Han så ud i rummet. – Du kommer til at nå langt, Guppy. Hele vejen til toppen. Direktørkontoret en dag, bare vent og se.
– Jeg mangler stadig at se det indefra, selv om jeg har været i etaten i ti år. I øvrigt passer drabssektionen mig helt fint.
De skålede igen. 20 minutter efter tog han hjem, og hun begyndte at spille med Benny, dernæst to partier med Henrik og så endnu et igen med Benny. Hun tabte dem alle. Til sidst havde de begge fået gratis øl nok og betakkede sig for at spille flere omgange. Kort efter sagde de farvel og vaklede ud ad døren.
Cecilie stillede sin kø på plads og så sig om i sportsbaren. Fodboldkampen var for længst slut, og det var tyndet ud blandt gæsterne. Ved bardisken sad kun de mest sejlivede tilbage. Andreas havde tilsyneladende sagt farvel til sit selskab og tjekkede sin telefon. Cecilie slængede sin jakke over skulderen og slentrede op til ham.
– Hvad sagde du til dit følge? spurgte hun og smilte.
Andreas lagde hurtigt telefonen i jakkelommen. – At jeg var nødt til at se kampen færdig.
– Hvem spillede?
– Ingen anelse. Og dig?
– Jeg måtte spille ualmindelig meget pool, før de fik nok.
– Kan du overhovedet reglerne?
– Jeg ved, at den sorte bal først skal i til sidst.
– Samme sted? sagde han og så udfordrende på hende.
***
Cecilie sad nøgen oven på Andreas og pressede sig ned over hans lem. Langsomt bevægede hun sig op og ned i en rytme, som hun kontrollerede. Hun mærkede, hvordan han gled ind og ud af hende. Hvordan han fyldte hende og forsøgte at trænge sig længere op. Hun borede neglene i hans bryst og øgede tempoet. Hun hørte ham stønne højere under sig. Hans tag i hendes balder strammedes, og sammen fandt de rytmen. Det føltes berusende. Som svævede hun lige oppe over dem, mens hun så ned. Hun så dem kneppe på det lurvede hotelværelse, hvor den gullige gadebelysning og larmen trængte ind ad det åbne vindue. Det føltes beskidt og liderligt, og det var godt. Deres bevægelser blev hurtigere, og hans greb stadig fastere. Til sidst kom han i hende, og hun hørte ham give sig hen. Hun forsøgte at forlænge sin egen flugt, men fornemmede, at kroppen trak hende tilbage. Lidt efter lå hun slapt på hans bryst og mærkede, hvordan hans hjerte galoperede. Han duftede behageligt af sved, af parfume og af hendes skød i ansigtet. Han klemte hende ind til sig, og i et øjeblik slappede hun næsten af i hans favntag.
– For fanden … Cecilie … for fanden da, mumlede han.
I det samme rejste hun sig og steg ud af sengen. Han kiggede overrasket efter hende. – Er du okay?
– Jep. Hun fandt sine trusser på gulvet og tog dem på. Dernæst fiskede hun jeansene op.
– Vi skulle måske finde et andet sted næste gang? spurgte Andreas.
– Hvorfor? sagde hun og trak bukserne på. Hun gik hen til vinduet og så ned mod Istedgade. En gruppe hjemløse mænd stod ved indgangen til herberget på den anden side af vejen og var ved at komme op at slås.
– Jeg tænkte på et bedre hotel?
– Det her passer fint til formålet.
Han lo hult. – Du er en kyniker, Cecilie.
– Ikke mere end dig. Jeg pakker bare ikke tingene ind.
– Hvorfor ses vi så ikke hos dig i stedet for?
Hun vendte sig om for at se, om han mente det. At dømme efter hans ansigtsudtryk gjorde han. Hun trak T-shirten over hovedet. – Vi kunne også knalde hjemme hos dig?
Han så væk. – Det ville nok ikke falde i så god jord. Selv om separationen er gået igennem. Hun bed sig i læben. Det havde ikke været hendes mening at være giftig. Andreas’ familiære forhold var hende uvedkommende.
Han rejste sig fra sengen og begyndte at samle sit tøj op fra gulvet. – Hvorfor kalder de dig egentlig Guppy?
– Det er kun Lasse, som gør det, og så nogle få venner.
– Men hvorfor?
– Det stammer tilbage fra politiskolen. Cecilie blev til Sille som så blev til Sild, som Lasse igen gjorde til Guppy. En lille fisk, begavet, ikke?
Andreas knappede skjorten. – Så fra i dag skal jeg til at kalde dig for politikommissær Guppy?
– Jeg sagde jo, at det kun er noget, som mine venner kalder mig. Er vi to nu gået hen og blevet venner, Andreas?
Hun krængede sin læderjakke på og smilte til ham.
Andreas’ ellers så perfekte smil var blegnet en smule.
3.
Et par dage efter gik Cecilie ned ad den smalle lange gang, hvor Afdelingen for personfarlig kriminalitet og efterforskerne i drabssektionen holdt til. Hun skævede ud gennem de høje vinduer og betragtede Teglholmkanalens rolige bassin.
– Guppy! lød det fra Lasse, der kom halsende fra den anden ende af gangen.
– Hvor brænder det?
– Jeg har … har forsøgt at ringe … til dig, sagde han stakåndet.
– Jeg har været på skydebanen hele formiddagen, svarede hun uden at standse. – Det står også i min kalender.
– Skydebanen? sagde han og fulgte efter.
– Ja, den årlige test.
– Bestod du?
– Selvfølgelig, med 28 point …
Han løftede øjenbrynene. – Så vidt jeg husker, skal man have minimum 27 for at bestå. Vi skal vist have trænet dit øjemål.
– Hvad var det, der hastede? spurgte hun og standsede foran døren ind til afdelingen.
– Kan du huske voldtægtssagen i januar? Ham bodybuildertypen med den blanke kniv og hættetrøjen?
Hun nikkede. – Som vi mistænker for yderligere en række forhold?
– Lige præcis. Nu har vi så fået endnu en anmeldelse. Denne gang i Rødkilde Park.
– Rødkilde i Nordvest?
– Ja. Offeret er en ung beruset pige.
– Samme modus.
– Helt ned i detaljen. Han truer hende med en kniv, fuldbyrder voldtægten et øde sted og stjæler til sidst hendes id.
– Så han ved, hvor hun bor, sagde hun og nikkede.
– Er det sket i nat?
– Nej, for ni dage siden, svarede han.
– Pis. Hun bed sig i læben. – Så får vi heller ingen dna denne gang?
– Niksen biksen.
– Det er fandeme hans held, at han formår at skræmme dem. Så hvad har vi?
– En bange pige, der sidder sammen med sin mor og en bisidder i rum 3, sagde han og pegede bagud.
Cecilie trak vejret tungt. – Har pigen i det mindste kunnet give et ordentligt signalement?
– Ja. Det stemmer overens med de andre. Mand, dansker, 35 år plus, pumpet, lugtede af sprut.
– Bar han hættetrøje og et tørklæde for munden som tidligere?
Lasse klemte øjnene sammen. – Hættetrøje, ja. Tørklæde, nej.
Hun lyste op. – Har hun identificeret ham?
– Ikke endnu. Vi skal netop til at se på billeder. Jeg skulle lige til at hente en kode til systemet.
– Fedt, sagde hun og bankede ham i brystet. – Så røvhullet blev modig.
– Og dum.
– Det er lige sådan, jeg kan lide mine forbrydere. Hvem er offeret?
– Ung pige på 18 fra Bellahøj.
– Mit kvarter?
– Ja. Hun hedder Fie Simone Simonsen.
Cecilie holdt op med at smile og tog blokken fra ham. Hun så ned på hans kragetæer, som hun tydede. – Fuck.
– Du kender hende?
– Ja, sådan da. Fra mit SSP-arbejde. Hun er på mit selvforsvarshold.
– Jeg kan godt tage den alene.
Hun rystede på hovedet og gav ham blokken tilbage. – Kom, sagde hun og fortsatte ned ad gangen mod afhøringslokalet.
***
Selv om det kun var et par uger siden, Cecilie sidst havde set Fie til træning, kunne hun næsten ikke genkende pigen. Da havde Fie været smilende og fuld af energi, nu sad hun med et udslukt blik og stirrede ned i bordet. Hendes underlæbe dirrede, og det så ud, som om hun var ved at bryde ud i gråd. Til højre for Fie sad hendes mor, Tina, der var omkring de 40, kraftig og med optegnede mørkerøde læber. Cecilie kunne godt huske hende hjemme fra kvarteret. På den anden side af Fie sad bistandsadvokaten Mona Krog. Cecilie havde mødt hende før i en række tilsvarende sager. Krog var o.k., men en smule manisk, og Cecilie mistænkte hende for at have et alkoholmisbrug. Hun hilste på dem alle og satte sig ned.
– Fie, Jeg har brug for, at du med dine egne ord fortæller mig, hvad der skete den nat. Tag dig god tid.
Inden Fie nåede at sige noget, lænede Mona Krog sig ind over bordet. – Fie har allerede afgivet forklaring op til flere gange, første gang på Bellahøj station. Jeg har faktisk tænkt mig at indgive en klage på vegne af Fie over den vagthavende betjents opførsel, som var under al kritik.
Cecilie hævede roligt hånden. – Hvilket jeg synes er en rigtig god idé, hvis du mener, der er belæg for det. Men lige nu er det vigtigt, at jeg hører Fies forklaring. Så vi kan koncentrere os om efterforskningen. Tror du, at du magter det, Fie?
Der gik længe, før Fie reagerede. Så kiggede hun kort op på Cecilie, før hun igen slog blikket ned og med en næsten utydelig stemme fortalte om den aften, da hun blev voldtaget: Der havde været fest på gymnasiet, og efterfølgende var hun og fem andre fra hendes klasse taget ned på et lokalt værtshus, der hed Klovnens Bodega. Her havde de drukket øl og spillet Meyer. Det var der, han var kommet hen til dem.
– Ham, der overfaldt dig?
Fie nikkede og fortalte, at selv om han var meget ældre end dem, havde han flirtet med både hende og de to andre piger, som var med. Han havde også givet en omgang til dem alle sammen.
– Hvad skete der efterfølgende?
Fie fortalte, at de var gået, lige inden værtshuset lukkede, omkring klokken et. Da hun var den eneste, som boede på Bellahøj, var hun taget alene hjem. På vejen havde hun mødt ham igen. Omkring Rødkilde Park. Han havde lagt an på hende med det samme.
– Hvordan?
– Med komplimenter. Spurgte, om jeg havde en kæreste. Om jeg kunne lide ældre fyre. Han forsøgte også … at holde om mig.
– Hvad gjorde du så?
– Skubbede ham væk. Gik hurtigere til.
– Og hvad skete der i Rødkilde Park?
Fie svarede ikke. – Bare giv dig god tid, det er helt o.k. …
– Han tog kvælertag på mig. Kaldte mig for alt muligt og slæbte mig ind mellem buskene. Holdt den der kniv op foran mig og sagde, at han ville … ville … ville stikke den op i mig, hvis jeg ikke gjorde, som jeg fik besked på. Hun gemte ansigtet i hænderne og begyndte at hulke.
Tina lagde armen rundt om sin datter og strøg hendes hår. – Det fucking svin voldtog hende, bagefter tog han hendes sygesikringskort, så han kender vores adresse. I ska’ fange ham, forstår I det, forstår I?
Cecilie nikkede. – Fie, når du har sundet dig lidt, så har jeg nogle billeder, du skal se. Det er o.k., hvis du ikke genkender ham. Faktisk er det lige så vigtigt, at vi får udelukket nogen, så vi ikke spilder tiden med at efterforske de forkerte. Tror du, at du kan hjælpe mig med det?
***
Et kvarters tid senere samledes de omkring Cecilies skrivebord, der lå bagerst i drabssektionens åbne kontorlandskab. Hun tændte for computeren og loggede ind på deres billedkartotek. I forbindelse med efterforskningen af de tidligere overfald var en række mistænkte dømte seksualforbrydere allerede blevet indekseret. Derfor var det en afgrænset og præcis søgning, som Cecilie kunne fremvise for Fie.
Da de var nået gennem en 20-25 profiler, tog Fie sig pludselig til munden. Tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder.
– Er det ham? spurgte Cecilie.
Fra skærmen stirrede manden med sine døde reptilagtige øjne tilbage på dem.
– Det … det … det er ham, sagde Fie.
– Og det er du sikker på?
– Jeg glemmer aldrig den tattoo dér.
Cecilie betragtede dragen med det åbne gab, som snoede sig op ad mandens hals. Hendes øjne blev smalle, og hun trak vejret i små kontrollerede stød gennem næsen. Så vendte hun sig halvt om mod Lasse. – Skal vi se at få hentet ham?
Michael Katz Krefeld: Mørket kalder
Cecilie Mars er nyudnævnt politikommisær, der en nat træffer et fatalt valg med vidtrækkende konsekvenser.
Hendes fejltrin blev nemlig filmet, og nu truer en anonym bagmand med at afsløre det, hvis ikke hun hjælper ham.
Cecilie trækkes dermed ind i en uhyggelig plan om selvtægt, men hvor langt er hun villig til at gå for retfærdighed?
Og hvem er det, der afpresser hende?
En krimi fra bestsellerforfatteren Michael Katz Krefeld, der er kendt for sin serie om privatopdageren Ravn. Nyt bind i serien om Cecilie Mars udkommer efterår 2020.
Du kan købe Mørket kalder online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
LÆS OGSÅ: Det fulde overblik. Her er alle Michael Katz Krefelds populære krimier
Glæd dig til fortsættelsen: Nattens udyr
En række drab på kvinder ryster Danmark og sætter ild til nettet og medierne.
Drabene fører tilbage til en gammel voldtægtssag, som samler en gruppe mænd med en indædt vrede mod kvinder.
I sin efterforskning kommer politikommissær Cecilie Mars på sporet af et hemmeligt selskab, og hun opdager hurtigt, at loven ikke rækker, hvis hun skal stoppe gerningsmændene.
LÆS OGSÅ: Michael Katz Krefeld om ny Cecilie Mars-krimi: Had og vold er farlige mænds modreaktion på #MeToo
Nattens udyr er en selvstændig fortsættelse til den anmelderroste bestseller Mørket kalder. En storbykrimi med den hårdtslående Cecilie Mars.
Tredje og sidste bind i trilogien om Cecilie Mars er netop udkommet.
Du kan købe Nattens udyr online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: