Biografi Romaner

Manden der hellere vil skrive end være lykkelig. Kom tæt på Karl Ove Knausgård.

Få forfattere formår at nå ned til de dybeste afkroge af den menneskelige psyke som Karl Ove Knausgård. I sine adskillige romaner, inklusiv kæmpeværket Min kamp, gransker Knausgård sig selv og sine nærmeste – uden at lægge fingrene imellem.

Hans passion for at skrive har givet ham både superstjernestatus såvel som trusler om sagsanlæg for injurier og bagvaskelse. Karl Ove Knausgård er dog ikke i tvivl: Han bliver nødt til at skrive. Også selvom det er på bekostning af kontakt til familie og venner; ja, sågar hans ægteskab har måttet lide under hans forfatterkarriere.

Min kamp: En 4000 sider lang selvbiografisk roman uden filter

I 2009 proklamerede Karl Ove Knausgård, at han i løbet af et år ville skrive en selvbiografi på seks bind. I dette omfangsrige selvbiografiske værk ønskede han at skildre sin kamp for at komme overens med livet, sig selv, sine litterære ambitioner, og de mennesker, han havde omkring sig. Ifølge Knausgård selv havde han ingen forventninger til projektet; det skulle tværtimod være “noget omvendt spektakulært” og “et næsten søvndyssende realistisk projekt” (Knausgård i mail til avisen Morgenbladet, 15. januar 2010).

Projektet mislykkedes på to planer. Først og fremmest blev Knausgård ikke færdig inden for sin deadline. De første tre bind i serien udkom i 2009, bind fire og fem i 2010, og verden måtte vente helt til 2011 for at få sjette og sidste bind af kæmpeværket. Da havde det dog også nået et omfang på mere end 4000 sider.

Min kamp, Karl Ove Knausgård, KnausgårdKarl Ove Knausgård, Knausgård, Min kampKarl Ove Knausgård, Knausgård, Min kamp

Derudover blev projektet om muligt det mest spektakulære værk i nyere norsk litteraturhistorie. Mænd og kvinder, anmeldere og menige læsere, alle var de ved at falde i svime over Knausgårds kyniske og rå realisme, der blotlægger alle livets ubehagelige sandheder.

Altså alle, der ikke på den ene eller anden måde blev udstillet i Min kamp.

Ikke uden grund udløste værket en debat om, hvor tæt man kan gå i beskrivelsen af hverdagen og de mennesker, som befolker den. I løbet af Min kamp portrætterer Knausgård nemlig en række navngivne familiemedlemmer, venner og bekendte på både negative (og ifølge dem selv) misvisende måder. Det fik mange til at bryde kontakten med Knausgård og enkelte til at true med sagsanlæg.

Min kamp kostede dermed Knausgård dyrt på privatfronten, men med kæmpeværket fik han slået sig fast som et af Norges absolutte bedste samtidsforfattere.

Karl Ove Knausgård, Knausgård, Min kamp Knausgård, Karl Ove Knausgård, Min kampKnausgård, Karl Ove Knausgård, Min kamp

Resten af forfatterskabet

Omend Karl Ove Knausgård er mest kendt for kæmpeværket Min kamp har han også udgivet en række andre værker. Forud for successen med Min kamp udgav han eksempelvis romanerne Ude af verden og Alting har en tidBegge følger de – omend på forskellig vis – den 26-årige lærervikar Henrik Vankel, der begærer de spinkle teenagepiger, han underviser. Selvom han skammer sig umådeligt over sine følelser, giver han alligevel efter og forfører en af pigerne. For Henrik Vankel er en mand, der tager, hvad han vil have.

I sjette og sidste bind af Min kamp proklamerede Karl Ove Knausgård, at han satte punktum for sin forfatterkarriere. Ikke overraskende kunne han dog ikke holde sig fra at skrive, og i de senere år er det blevet til en række forskellige udgivelser. Eksempelvis udgav han sammen med sin svenske forfatterkollega Frederik Ekelund en samling af breve med titlen Hjemme – ude i 2015. Selvom omdrejningspunktet for brevene er VM i fodbold i Brasilien i 2014, reflekterer de to herrer over alle de ting, der fylder i dagligdagen, lige fra kultur og litteratur til kærlighed og sexisme.

Om efteråret, Knausgård, Karl Ove KnausgårdKnausgård, Karl Ove KNausgård, Om vinterenOm foråret, Knausgård, Karl Ove KnausgårdOm sommeren, Knausgård, Karl Ove Knausgård

Karl Ove Knausgårds næste store projekt blev hans årstidstetralogi, der er illustreret af den norske billedkunstner Vanessa Baird. I disse fire essaysamlinger fortæller Karl Ove Knausgård sit ufødte barn om den verden, som venter hende. Intet er for stort eller for småt til at blive taget med, og bøgerne indeholder derfor refleksioner om alt fra van Gogh til gummistøvler, lys og stjerner.

LÆS ET UDDRAG AF OM VINTEREN HER

I sit seneste værk Så meget længsel på så lille en flade går Karl Ove Knausgård tæt på den norske kunster Edvard Munch. Knausgård tager i bogen udgangspunkt i en udstilling på Munch-museet i Oslo fra 2017, som han selv kuraterede. Knausgård prøver med bogen at give et bud på, hvad Munchs billeder betyder for os i dag, mens han samtidigt fortæller om sit eget personlige forhold til kunstneren. Vigtigst af alt stiller han dog spørgsmålet: Hvad er kunst?

Karl Ove Knausgård er en af vor tids mest markante stemmer

Allerede med debutromanen Ude af verden markerede Karl Ove Knausgård sig som en stærk stemme i litteraturens verden. Omend romanen ikke blev en kommerciel succes, indbragte den ham den norske kritikerpris, som den eneste debutant nogensinde.

Som antydet ovenfor var det dog kæmpeværket Min kamp, der for alvor introducerede Knausgård til læsere verden over. I lighed med Elena Ferrante ses han som en af tidens mest betydningsfulde forfattere, der har sat et markant præg på samtidens litteratur, og han er flere gange blevet sammenlignet med den franske forfatterlegende Marcel Proust. Mange har ligeledes peget på Knausgård som fremtidig kandidat til Nobelprisen i litteratur.

Karl Ove Knausgård har altså ramt en nerve med sine værker, hvor han på eminent vis registrerer og beskriver det at være menneske. Det er værker om tunge, eksistentielle overvejelser. Om små pinlige fortrædeligheder. Om sårbarhed og smerte. Og om menneskets evige søgen efter meningen med livet.