Fagbøger Saga Sundhed og livsstil

Styrk kommunikationen i parforholdet

Mange par har problemer med at kommunikere og forstå hinandens behov i forholdet. Læs og prøv kræfter med tre gode råd fra det lille værk Kærlig kommunikation i parforholdet, som er henvendt til alle, der ønsker at genskabe den kærlige kontakt, det hele startede med.

Martin Østergaard har arbejdet som parterapeut i mere end tyve år, og når folk kontakter ham for at bestille en tid, skriver de ofte som parret herunder:

Vi har mange skænderier og udfordringer i vores kommunikation, og vi vil gerne have nogle redskaber til at blive bedre til at kommunikere og forstå hinanden, da vi er meget forskellige som mennesker. Vi vil også meget gerne have hjælp til at forstå hinandens behov i forholdet.

God kommunikation er altafgørende for dit parforhold, og du får her tre gode forslag til, hvordan I styrker kommunikationen mellem jer.

Se din kæreste i øjnene i mindst et minut – gerne hver dag
Ønsker du kontakt, ro og færre konflikter, er det et godt og nemt tilgængeligt værktøj at se din kæreste i øjnene. Bliv ved at kigge i måske ti sekunder, et halvt minut eller et helt. Og hvis din kæreste spørger, hvorfor du kigger, så sig: ’Fordi jeg elsker dig.’ Prøv dagligt at se på din kæreste og fastholde øjenkontakten. Hvis din kæreste dropper ud af øjenkontakten efter et sekund eller to, som man oftest gør, så sig kærligt: ’Kig lige på mig igen.’

Giv så vidt muligt respons på det, kæresten siger – også selv om du er uenig
Mange glemmer at give hinanden respons, når de taler sammen og er uenige. Som om de tænker, at hvis jeg bare holder fokus på mig selv, og hvis jeg nu siger tingene én gang til, så kan jeg overbevise den anden – så kan jeg få min kæreste til at forstå. Men det kan man ikke. At gentage sig selv trapper konflikten op. Derimod trapper det konflikter ned, at du anerkender det, din kæreste siger. Også selv om du er uenig og synes, at kæresten tager fejl og i øvrigt husker forkert. En god øvelse, som parterapeuter nogle gange bruger, er at få kæresteparret til på skift at gentage de vigtige pointer i det, den anden lige har sagt. Inden man selv går videre med at tale. På den måde giver man sin kæreste respons på det, vedkommende siger, og det skaber mere ro, fordi begge parter føler, at den anden lytter. Din respons får din kæreste til at føle sig hørt.

Meget i konflikter handler egentlig ikke så meget om det, der bliver sagt, som om måden, det bliver sagt på. Samtaler om svære emner trives som regel bedst, hvis man er forberedt og tager det stille og roligt. Ofte vil den ene gerne tale om tingene, når personen er allermest frustreret, og det er ikke det bedste tidspunkt. Når man i forvejen er oppe at køre, er der alt for stor risiko for, at en gnist får diskussionen til at eksplodere.

Giv en undskyldning – og drop forklaringen
Mange synes, de viser svaghed, hvis de siger undskyld, og frygter, at partneren senere vil bruge undskyldningen som skyts i den krig, de har gang i. Men efter min mening er en undskyldning et udtryk for styrke.

Mange kan ikke se meningen med at sige undskyld, når de ikke gjorde den anden ondt med vilje. Og jeg forstår dem godt. Men man ville jo til enhver tid sige undskyld til en fremmed, man kommer til at støde ind i, så vedkommende slår sig. Ofte ser vi ikke den skade, vi forvolder, fordi vi længe selv har følt os kørt over. Hvis du vil have din partner til at give dig en undskyldning fra tid til anden, er det en god idé selv at starte med at sige undskyld.

Hvis I har haft de samme problemer i forholdet i mere end et år, anbefaler Martin Østergaard desuden, at I får hjælp udefra til at løse tingene.

Se flere forslag til at styrke kommunikationen i den lille bog Kærlig kommunikation i parforholdet, som kan købes her.

_____________________________________________________________________________
Bøger af samme forfatter:

Vejen til mandens hjerte
Vejen til mandens hjerte fortæller dig, hvordan du får det fulde udbytte af mandens kærlighed. Både under forelskelsen og i kærlighedsforholdet. Læs, hvordan du uden at tabe ansigt lægger dine våben og får manden til at sænke sit skjold og overgive sig til dig. Lær, hvordan du med sårbarhed og blid kvindelist gør manden tryg og åben, så du kan få det, du allermest søger.

Som kvinde i parforholdet har du selv en stor del af ansvaret for at finde vejen til mandens hjerte. For det er sværere at lære manden at vise vej gennem labyrinten, end det er for en kvinde at lære, hvilken vej hun skal gå.

Flere veje til mandens hjerte
En bog til alle kvinder, der vil forstå deres mand og kæreste endnu bedre.

Mænd og kvinder fungerer forskelligt, og for at få det bedst mulige ud af parforhold er det væsentligt, at man som kvinde anerkender forskellighederne og forstår at det er svært at finde vej til mandens hjerte med ord, og at manden skal føle sig som jægeren, både når et forhold indledes og i et længerevarende forhold.

 

Vejen til kvindens hjerte
Vejen til kvindens hjerte er skrevet til både kvinder og mænd. Til de kvinder, der gerne vil forklare manden – med ord han forstår – hvordan han skal gøre hende glad. Og til de mænd, der gerne vil tættere på den kvinde, de elsker, og gerne vil lære bedre at kende … eller måske endda redde forholdet, inden det er for sent.

Vejen til kvindens hjerte blev skrevet som opfølger til bestselleren Vejen til mandens hjerte på opfordring fra utallige kvinder, der godt kunne tænke sig at forære deres mand en bog om, hvordan kvinder fungerer følelsesmæssigt, og hvad der får en kvinde til at føle sig elsket og værdsat.

Bogen er ofte blevet brugt af mænd, der har fået et voldsomt wakeupcall, fordi deres kæreste eller hustru har meddelt dem, at hun nu ville skilles eller ikke længere være kærester. Mange af disse mænd er fra den ene dag til den anden meget parate til at ændre sig og suge informationer til sig om, hvad en kvinde gerne vil have af en mand. Vejen til kvindens hjerte giver mange af disse informationer.

_____________________________________________________________________________
Om forfatteren:
Martin Østergaard (f. 1962) er parterapeut, foredragsholder og forfatter til adskillige bøger om samliv og parforhold.