Fagbøger Historie Indefra

Forfatter til Churchill-bog: Det ærgrer mig, at jeg glemte …

Forfatter Jan Hedegaard fortæller her om valg og fravalg til sin “En lille bog om Churchill” – samt om de ting, som ærgrer ham, at der ikke kom med i bogen:

“Der udkommer masser af tykke bøger om Winston Churchill på engelsk hvert eneste år. De beskæftiger sig med alle mulige – og også umulige – aspekter af hans liv og virke, men udgangspunktet for den opgave, jeg stillede mig selv, var at skrive en kort, historisk retvisende og underholdende Churchill-biografi på dansk. For sådan en fandtes ikke.

Jeg troede, jeg allerede vidste det meste, og alligevel fandt jeg, da jeg dykkede ned i materialet, ting, jeg ikke vidste.

Igen blev jeg helt svedt over, hvor tæt Hitler var på at vinde krigen allerede i sommeren 1940. Dels jagtede en aggressiv tysk invasionshær den noget større fransk-britiske styrke på flugt. Og samtidig i de dage kæmpede Churchill, der lige var blevet premierminister, i krigskabinettet mod en stærk fløj med udenrigsminister Halifax i spidsen, og som ønskede at forhandle fred med Hitler. Churchill var imod. Havde de ikke selv lige opdaget, at aftaler med Hitler ikke var noget værd? Langsomt, over flere dages intense diskussioner, lykkedes det Churchill at vinde flere og flere for sit synspunkt om at kæmpe for frihed og uafhængighed.

Samtidig er flere end 300.000 britiske soldater i fare for at blive slagtet af den tyske krigsmaskine, men så opdager englænderne, at den 10. tyske panzerdivision endnu ikke har taget kanalbyen Dunkerque, fordi de ikke kan komme forbi Calais på grund af en lille hårdt kæmpende styrke af britiske og franske tropper. Her var chancen for at evakuere store dele af den britiske og franske hær. Derfor beordrer Churchill, at briterne i Calais skal kæmpe til sidste mand. Da han har gjort det, går han ud og brækker sig. Han er gammel soldat. Han kender konsekvensen af den ordre, han lige har givet.

Detaljen med, at han gik ud og kastede op, havde jeg ikke fanget tidligere, så meget desto mere ærgrede det mig, da jeg opdagede, at jeg havde glemt at tage den med i det færdige manuskript lige efter, det var sendt til trykkeren.

Jeg kunne godt lide detaljen, fordi den (igen) viser ham som dybtmenneskelig. En af grundene til at jeg holder af ham. Han tager fejl, han er stædig, han er barnlig, han drikker sig fuld etc. Han er ikke kun et overmenneske, der tager på sig at løfte kæmpeopgaven med at føre krig mod Hitler. På statslederniveau som den eneste i Europa.

Andre ting blev bevidst fravalgt. Den dame, der lavede mad til Churchill under krigen, har eksempelvis skrevet en hel bog om sine retter, men er det vigtigt at nævne, at han foretrak klar suppe frem for legeret suppe og at han ikke brød sig om sammenkogte retter?

Også historien om hans tandtekniker undlod jeg. Churchill havde en tandtekniker, der blev taget ud af al krigstjeneste for at han kunne koncentrere sig om Churchills undermundsprotese. Tandteknikeren fik den særlige instruks, at han skulle sørge for Churchills tandsæt, men at det ikke måtte ændre Churchills stemme – herunder hans tendens til læspen. For Churchill var det afgørende, at de radiolyttende befolkninger i Storbritannien og Imperiet kunne genkende hans stemme.

Til gengæld kom andre nyopdagelser med. Bl.a. overraskede det mig, at Churchill var så tæt på at dø i 1943, som han var. Ikke på grund af fjendtlige handlinger, men på grund af en lungebetændelse.

Jeg vidste godt, at Churchill var stærkt forhippet på at løbe i land på D-dag, helst som den første, simpelthen for at få rystet evakueringen fra Dunkerque af sig. Eisenhower var rasende og ville ikke også have Churchill at passe på under historien største landgangsoperation. Til sidst måtte den britiske konge, George VI, kalde Churchill ham til orden.

Efterfølgende var han i land på Normandiet et par gange – utvivlsomt til stor opmuntring for soldaterne, den britiske befolkning, for sine allierede, men også for at vise Hitler, at “her kommer jeg”! Men jeg var ikke klar over, at han også i sommeren ’45 – kun et par måneder efter førerens død – var i Berlin. Han var helt nede i førerbunkeren og satte stokken hårdt i betongulvet i det rum, hvor Adolf Hitler så ynkeligt både havde taget gift og skudt sig. Simpelthen den ultimative triumf. “Hitler, din lort, her har du mig.” Han sagde det ikke. Men var det det, han tænkte?

En andet af de mere upåagtede slag under Anden Verdenskrig, som jeg opdagede, var det, som man kunne kalde “Kampen om Churchills cigarer”. Mens slaget om England rasede i 1941, fik den britiske ambassadør i Havana en henvendelse fra de cubanske tobaksproducenters sammenslutning. Man havde tænkt sig at skænke Churchill et sirligt tilvirket mahogniskab indeholdende 2.400 cigarer. Churchill blev helt vild og beordrede personligt, at man endelig skulle tage imod den. Cigarer var allerede blevet en lidt sjælden og efterstræbt krigstidsvare og alene mængden fik det til at svimle for premierministeren.

Ad snirklede veje får han langt om længe skabet til England, men ikke så snart er det kommet i land, før det bliver beslaglagt af Secret Service.

Churchill er himmelfalden. Hvad sker der? “Cigarerne er en sikkerhedsrisiko,” lyder svaret. “De kan være forgiftede.” Churchill er næsten ødelagt af fortvivlelse. Jamen, hvad så? “Vi er nødt til at kontrollere og teste hver enkelt cigar.” Hvordan? “Vi bliver nødt til at åbne dem.” Åbne dem?

Churchills ven, professor Lindemann, foreslog et kompromis: “Vi lader cigarerne blive i skabet og så ryger du dem – for egen risiko – når krigen er forbi.” Ikke tale om. Derefter var der ingen vej udenom.

Et halvt år senere fik han cigarerne – det, der var tilbage af dem – tilbage. Man havde ikke fundet noget, der ikke skulle være der. Og det er ikke blevet påvist, at Tyskland på noget tidspunkt har forsøgt at tage livet af Churchill med forgiftede cigarer.”

Jan Hedegaard: “En lille bog om Churchill“, Lindhardt og Ringhof, udk. 8. september 2017

Se læseprøve her af Jan Hedegaards tidligere bog “Churchill citater – ordrigt, åndrigt og nedrigt”