Fagbøger

Det dør man af – Jan Bonde Nielsen og den russiske mafia

I fredags udkom den dramatiske historie om Danmarks mest kontroversielle erhvervsmand gennem fem årtier: Jan Bonde Nielsen. Historien strækker sig fra Danmark over London til Rusland, Kasakhstan, Georgien, Nigeria, Den Centralafrikanske Republik, Kenya og andre dele af verden. Og under overfladen lurer historier om stribevis af sagsanlæg, hemmelige forlig og million- og milliardforretninger, som gerne udføres for andres penge og med en fod i en underverden af fallenter og kriminelle. Jan Bonde Nielsens citater i bogen stammer fra tidligere individuelle samtaler med bogens to forfattere. Resten er baseret på skriftligt materiale, retsdokumenter og vidneudsagn, samt samtaler med talrige personer i ind- og udland.

Forlagsliv.dk bringer her et uddrag fra bogen ”Afsløret” om Bonde Nielsens ukendte aktiviteter i Rusland i slutningen af 90erne – aktiviteter som bl.a. bragte ham på kant med mafiaen:

Jan Bonde Nielsen AFSLØRET

Det var mørkt mandag den 2. oktober 1995, da Ivan Lusjtjinskij ved ottetiden om aftenen stod ved hoveddøren til sin etageejendom i Sankt Petersborg for at lukke sig ind. Og så var det pludselig slut.

Naboerne havde ikke hørt skuddene eller andre mistænkelige lyde, da liget kort efter blev fundet udenfor. I nærheden lå fem patronhylstre og kugler, formodentlig fra en halvautomatisk Makarov-håndpistol, der havde været standardudstyr hos det sovjetiske militær og politi efter 2. verdenskrig og frem til Sovjetunionens kollaps. Ivan var blevet ramt i brystet og hovedet og var øjeblikkeligt død. Han efterlod sig en kone og en 15-årig søn.

Politiets efterforskningsenhed ankom til gerningsstedet, og der blev foretaget undersøgelser. Men mordet blev aldrig opklaret. Ivans navn endte på den lange liste over de mord, der jævnligt blev begået i Sankt Petersborg i 90’erne, og som havde givet byen den tvivlsomme ære at blive udråbt til ”the crime capital of Russia”.

Ivan var ingeniør og havde arbejdet for Ruslands største rederi siden midten af 70’erne og var i 1993 – efter at rederiet havde været gennem privatisering – blevet formand i selskabets bestyrelse. I rederiet, der i Vesten var kendt som Baltic Shipping Company, afviste man, at mordet havde noget med selskabet at gøre, men det forhindrede ikke den russiske presse i at spekulere vildt i motiverne, der alle sammen var knyttet til det store russiske rederi.

Et halvt år inden det endte så tragisk for rederiets formand, havde Bonde Nielsen sammen med en gruppe investorer involveret sig i samme russiske rederi. En af de store hemmelige investeringer, Bonde Nielsen foretog i Rusland, var netop i dette Baltic Shipping, der på det tidspunkt rådede over små 200 skibe af forskellig slags, inklusive færger, og som dertil havde en stor mængde ejendomme i både Rusland og udlandet. Det er et selskab, som Bonde Nielsen aldrig har omtalt offentligt, og som heller ikke de ihærdigste journalister i Danmark eller Rusland har fået nys om.

Den præcise begyndelse på Bonde Nielsens eventyr i Baltic Shipping er ukendt, men artikler om Baltic Shipping afslører, at det muligvis var Jan Bonde Nielsens gode ven og beskytter fra London, ejendomsmagnaten Elliott Bernerd, der bragte Bonde Nielsen ind i det russiske rederi. Bernerd købte nemlig sammen med den israelsk-russiske statsborger og kasinoejer Mark Klabin en aktiepost på omkring en fjerdedel af rederiet for 8 millioner dollars i 1995. Mark Klabin repræsenterede den London-baserede investorgruppe Maritime Investors og røg derfor ind i rederiets bestyrelse.

Elliott Bernerd har ikke lyst til at tale om sine forbindelser til Jan Bonde Nielsen eller hans Ruslands-eventyr, hverken over telefonen eller ved personligt fremmøde på hans kontor i London. Det har til gengæld den danske advokat Jeffrey Galmond, der også var involveret i den russiske shippingindustri, og som senere blev afsløret som stråmand for den russiske teleminister, Leonid Reiman. ”Elliott købte en aktiepost i Baltic Shipping Company,” fortæller Jeffrey Galmond, der på et eller andet tidspunkt under forløbet blev spurgt til råds, fordi investorgruppen havde svært ved at bruge stemmeretten på deres aktier. ”Der var også den tvivlsomme kasinoejer Mark Klabin,” fortæller Jeffrey Galmond. “Han havde israelsk pas, men var russer. Og han arbejdede også sammen med de der mafiabosser.”

Mark Klabin er mere end kortfattet, når talen falder på Jan Bonde Nielsen og eventyret i Baltic Shipping Company. ”Hvem har fortalt dig, at Jan Bonde Nielsen var partner i Baltic Shipping Company?” spørger Mark Klabin fra en telefon i Wien og understreger, at Bonde Nielsen i hvert fald ikke var del af gruppen Maritime Investors, der sad med en fjerdedel af aktierne med ham i spidsen. ”Jan Bonde Nielsen havde intet at gøre med Maritime Investors.”

Det er i sig selv en interessant udtalelse, for af papirer fra Bonde Nielsens gældssanering i London et par år senere fremgår det, at netop Maritime Investors var den ubetinget største af Bonde Nielsens kreditorer. Hele 11 millioner pund skyldte Bonde Nielsen dette selskab ifølge sin egen opgørelse til retten.

“Jan Bonde Nielsen skal give mig tilladelse til at besvare dine spørgsmål,” fortsætter Mark Klabin. “Han er et meget rart menneske, han går ind for at bevare naturen, og han passer på de vilde dyr. Hvad end han gerne vil have mig til at sige, så siger jeg det.”

Han fik det hele til at lyde som en joke – hvad det givetvis også var – og så var der ikke et ord mere at hente hos ham. Selvom Jan Bonde Nielsen vendte fokus mod Rusland i begyndelsen af 90’erne, fulgte fortidens skygger ham i form af en stribe kreditorer, der havde tabt penge på forretningsimperiet United Dutch. En af kreditorerne forsøgte at begære Jan Bonde Nielsen personlig konkurs i november 1996, og det fik Jan Bonde Nielsen i aktion. Det var derfor, han i slutningen af 1996 bad retten i London om gældssanering og i samme moment erkendte, at denne investering på mange millioner kroner i Baltic Shipping, som ingen jo nogensinde havde hørt om, desværre var gået tabt.

Klabin og Bernerds investorgruppe havde i forbindelse med investeringen i Baltic Shipping samarbejdet med finansieringsselskabet Tufton Oceanic, der skulle skaffe store lån til det skrantende rederi. Tufton var ejet af en anden af Bondes nære venner, den græske reder Adonis Papadopoulos, som siden indgår i andre rederisamarbejder med den danske forretningsmand. Da Baltic Shipping i løbet af 1996 fik alvorlige problemer med økonomien, var rederiet skrumpet til lidt over 50 skibe, mens gælden løb op i nærheden af et par milliarder. En stor del af skibene var ifølge shippingavisen Lloyds og flere russiske aviser blevet solgt til Mark Klabin, og der var forlydender om, at i hvert fald nogle blev solgt til en del under markedspris.

Baltic Shipping Company er som nævnt et af de forretningseventyr, som Jan Bonde Nielsen i omkring 20 år har formået at holde fuldstændig under radaren. Det er ellers netop håndteringen af de små 200 skibe i det Sankt Peterborgske rederi, der for første – og ifølge ham selv eneste – gang sender ham direkte i armene på den russiske mafia og for alvor får ham til at frygte for sit liv.

”Rederiet Baltic Shipping er en langt bedre historie. Den kan jeg fortælle 100 procent. Det er det eneste tidspunkt i min tid i Rusland, hvor jeg kom i kontakt med mafiaen,” siger Bonde Nielsen. Bonde Nielsen fortæller dog ikke noget konkret om sin rolle i det russiske rederi, som i hans hukommelse havde en flåde på ikke mindre end 800 skibe. Men efter involveringen i rederiet blev han altså kontaktet og kaldt til møde.

“Jeg blev sat i stævne i Frankfurt,” fortæller Bonde Nielsen. “Jeg tror, vi ejede 35 procent af det største rederi, vi havde 800 skibe, og vi var fandengaleme naive på det tidspunkt. Altså, vi forstod ikke en kæft af, hvordan det hele fungerede. Det, vi ikke var klar over – altså, skide med de aktier. Dem kunne vi bruge som toiletpapir. Mafiaen sad og kontrollerede – den del af mafiaen – og det havde vi ikke forstået noget som helst af.” At Bonde Nielsen og co. havde slået sig ned uden at se sig ordentligt omkring, var denne udefinerbare mafiagruppe tilsyneladende ikke synderligt begejstret for. Den slags gjorde man ikke upåtalt.

“Der bliver jeg sat stævne af bossen i Frankfurt på Sheraton Hotel i lufthavnen klokken 10.00 en onsdag morgen, og jeg sad der som en pæn skoledreng et kvarter før,” fortæller Bonde Nielsen. “Så kom han … han lignede fuldstændig … det var lige ud af filmen … storforbryder. Han satte sig aldrig ned, gik bare hen og sagde: ’You are cheating me – goodbye.’ Og så gik han.”

Det fremgår tydeligt af Bonde Nielsens grimasse, mens han fortæller historien, at den har gjort varigt indtryk på ham. “Jeg tænkte meget over det de næste par timer. Hvad fanden gør jeg nu?” fortalte Bonde Nielsen. “Det er der ikke nogen vej ud af. Jeg gik op på værelset. Sad og tænkte lidt der. Så besluttede jeg, at jeg var nødt til at konfrontere ham, og så satte jeg folk til at finde ud af, hvor han var. Han var taget til Paris.”

Der var ikke andet at stille op for Bonde Nielsen end at følge sine efterretninger og rejse efter den russiske mafiaboss for at konfrontere ham på et hotel i den franske hovedstad og her forklare ham, hvordan tingene hang sammen. “Jeg vidste, det var noget sludder,” forklarer Bonde Nielsen. “Jeg havde sgu ikke gjort noget for at ’cheate’ ham. Men nogen havde fået bildt ham den historie på ærmet, og det var livsfarligt. Det dør du af, det der … og jeg tror, at hvis jeg ikke havde konfronteret ham, så var jeg ikke kommet godt ud af det her. Der var kun én ting at gøre, og jeg tror, han blev så afsindig forskrækket og forvirret over, at jeg konfronterede ham.”

Bonde Nielsen var godt klar over, at hans metode var noget utraditionel i de kredse. “Nej, for i de fleste tilfælde er det nok rigtigt, ikke?” forklarede han. ”… Så løber folk deres vej – og ’hov, hvor skal du hen? Du skal ikke løbe nogen steder’.” Og så er det ligesom slut, forstår man.

Trods de rystende oplevelser i forbindelse med Baltic Shipping havde Bonde Nielsen ikke fået nok af Rusland. Han fik hurtigt øjnene op for endnu en stor investeringsmulighed i den nordøstlige del af landet …


Vil du læse mere? Find bogen hos din boghandler eller bestil den her

 

afsloeret jan bonde nielsen

 

Er lige nu stærkt optaget af boganbefalinger: Hvor får vi dem fra, hvem lytter vi mest til, hvornår får vi den der trang til at få fat i en en bestemt bog straks? Hvor læser vi, hvornår, hvorfor, hvordan? Er dagligt glad for forlagets fantastiske redaktører og ikke mindst forfattere, der udtænker, skriver og redigerer bøger, vi ikke vidste vi ville komme til at elske. Er også født 1977, bor på Amager med mange reoler, en mand og to børn.