En vinterkold formiddag mellem jul og nytår sidste år modtog jeg et hjerteskærende telefonopkald. I den anden ende fortalte en mor, hvordan hendes blot 18-årige danske søn de seneste dage var blevet hyldet som martyr på de sociale medier. Moren kunne godt selv drage konklusionen: Hendes søn måtte være død.
Som journalist på Politiken har jeg de seneste år dækket den store strøm af personer, som fra Danmark er udrejst til Syrien eller Irak for at blive hellige krigere. I skrivende stund har langt over 100 danskere ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) sluttet sig til den militante jihad – ofte for grupper som Islamisk Stat og al-Qaeda-grupperingen Jabhat al-Nusra.
Betegnelsen »danskere« skal tages bogstaveligt. For ser man nærmere på, hvem der drager af sted for at kæmpe, står det klart, at der primært er tale om unge mænd, som er født og opvokset her til lands. Stort set alle er formet af det velfærdssamfund, de senere vælger at vende ryggen, og de er opflasket på danske værdier, er produkter af vores demokratiske institutioner, ofte velintegrerede og ikke økonomisk marginaliserede. Med andre ord: De er børn af Danmark.
Opkaldet i telefonen den vinterformiddag fik mig til at stille mig selv det samme spørgsmål, jeg gang på gang og gennem mere end 100 artikler for Politiken altid er vendt tilbage til: Hvorfor? Hvad er det, der driver tilsyneladende velfungerende unge sjæle, født og opvokset i velfærdsstatens trygge vugge, ud på ekstremismens overdrev og videre ned i en borgerkrig, hvor mange mister livet i direkte ildkamp eller som selvmordsbombere?
Historien om den 18-årige dreng Lukas Dam – en skrøbelig gut fra Københavns sydhavn, der livet igennem måtte slås med psykiatriske diagnoser og et samfund, som havde svært ved at rumme ham – kunne have været min egen. Vi er begge københavnere, vi er vokset op i nabokvartererne Enghaven og Sydhavnen, vi kommer begge fra den lavere middelklasse i samfundet, og uden at vide det har vi med godt en måneds mellemrum i forsommeren 2014 passeret den samme rundkørsel i den samme syriske by, Atmeh. Jeg skulle rapportere for avisen, Lukas var på vej til Islamisk Stats kalifat for at blive hellig kriger.
Historien om Amir, en af bogens andre hovedpersoner, er endnu mere lig min egen. Vi er lige gamle, voksede op i det samme sociale boligbyggeri, legede i den samme baggård, spillede fodbold sammen, delte interesser og drømme for fremtiden, og har begge en dansk mor og en pakistansk far. Vores fædre kommer endda fra den samme egn i Pakistan, militærbyen Rawalpindi. Amir og jeg har med andre ord haft nogenlunde ens forudsætninger for at finde os til rette i det danske samfund. Vi kommer fra samme kår, er formet af de samme institutioner og så grundlæggende på verden med de samme øjne.
Sådan kunne jeg blive ved. Min livshistorie er ikke så forskellig fra dem, der lever inde i de unge mennesker fra Danmark, der på tilsyneladende uforståelig vis har besluttet at slå ihjel i Guds navn. Og det var, hvad der fik mig til at indlede arbejdet med denne bog. For måske lader det sig alligevel gøre at begribe det tilsyneladende ubegribelige?
– Jakob Sheikh
Du kan købe Danmarks børn i hellig krig på Saxo.com eller hos din boghandler
(Teksten ovenfor er et uddrag af Jakob Sheikhs efterskrift i “Danmarks børn i hellig krig”)
Jakob Sheikh: Derfor skrev jeg bogen om de danske syrienskrigere
En vinterkold formiddag mellem jul og nytår sidste år modtog jeg et hjerteskærende telefonopkald. I den anden ende fortalte en mor, hvordan hendes blot 18-årige danske søn de seneste dage var blevet hyldet som martyr på de sociale medier. Moren kunne godt selv drage konklusionen: Hendes søn måtte være død.
Som journalist på Politiken har jeg de seneste år dækket den store strøm af personer, som fra Danmark er udrejst til Syrien eller Irak for at blive hellige krigere. I skrivende stund har langt over 100 danskere ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) sluttet sig til den militante jihad – ofte for grupper som Islamisk Stat og al-Qaeda-grupperingen Jabhat al-Nusra.
Betegnelsen »danskere« skal tages bogstaveligt. For ser man nærmere på, hvem der drager af sted for at kæmpe, står det klart, at der primært er tale om unge mænd, som er født og opvokset her til lands. Stort set alle er formet af det velfærdssamfund, de senere vælger at vende ryggen, og de er opflasket på danske værdier, er produkter af vores demokratiske institutioner, ofte velintegrerede og ikke økonomisk marginaliserede. Med andre ord: De er børn af Danmark.
Opkaldet i telefonen den vinterformiddag fik mig til at stille mig selv det samme spørgsmål, jeg gang på gang og gennem mere end 100 artikler for Politiken altid er vendt tilbage til: Hvorfor? Hvad er det, der driver tilsyneladende velfungerende unge sjæle, født og opvokset i velfærdsstatens trygge vugge, ud på ekstremismens overdrev og videre ned i en borgerkrig, hvor mange mister livet i direkte ildkamp eller som selvmordsbombere?
Historien om den 18-årige dreng Lukas Dam – en skrøbelig gut fra Københavns sydhavn, der livet igennem måtte slås med psykiatriske diagnoser og et samfund, som havde svært ved at rumme ham – kunne have været min egen. Vi er begge københavnere, vi er vokset op i nabokvartererne Enghaven og Sydhavnen, vi kommer begge fra den lavere middelklasse i samfundet, og uden at vide det har vi med godt en måneds mellemrum i forsommeren 2014 passeret den samme rundkørsel i den samme syriske by, Atmeh. Jeg skulle rapportere for avisen, Lukas var på vej til Islamisk Stats kalifat for at blive hellig kriger.
Historien om Amir, en af bogens andre hovedpersoner, er endnu mere lig min egen. Vi er lige gamle, voksede op i det samme sociale boligbyggeri, legede i den samme baggård, spillede fodbold sammen, delte interesser og drømme for fremtiden, og har begge en dansk mor og en pakistansk far. Vores fædre kommer endda fra den samme egn i Pakistan, militærbyen Rawalpindi. Amir og jeg har med andre ord haft nogenlunde ens forudsætninger for at finde os til rette i det danske samfund. Vi kommer fra samme kår, er formet af de samme institutioner og så grundlæggende på verden med de samme øjne.
Sådan kunne jeg blive ved. Min livshistorie er ikke så forskellig fra dem, der lever inde i de unge mennesker fra Danmark, der på tilsyneladende uforståelig vis har besluttet at slå ihjel i Guds navn. Og det var, hvad der fik mig til at indlede arbejdet med denne bog. For måske lader det sig alligevel gøre at begribe det tilsyneladende ubegribelige?
– Jakob Sheikh
Du kan købe Danmarks børn i hellig krig på Saxo.com eller hos din boghandler
(Teksten ovenfor er et uddrag af Jakob Sheikhs efterskrift i “Danmarks børn i hellig krig”)
Jakob Sheikh: Derfor skrev jeg bogen om de danske syrienskrigere
Andre læste også: