Kvinden før er en psykologisk thriller og en international bestseller. Den er solgt til udgivelse i 39 lande og skal filmatiseres med Oscar-vinder Ron Howard som instruktør.
I denne Q&A fortæller forfatteren, der skriver under pseudonymet J.P. Delaney, om bogen.
Kvinden før leger med konceptet minimalisme. Hvad udsprang den ide fra? Og hvornår vidste du, at det kunne fungere som thrillerplot?
Jeg valgte som udgangspunkt et minimalistisk hus som rammen for min historie, fordi der er noget psykologisk interessant ved den stramme arkitektoniske stil – en manifestation af arkitektens ønsker. Men i takt med at jeg begyndte at skrive, blev jeg langsomt mere interesseret i arkitektens klienter – menneskene, der rent faktisk vælger at bo på den måde. Hvem ville gå med til så disciplineret og regelret en livsstil uden rod og overflødige ejendele? For mig var svaret én, der havde gennemlevet noget traumatisk og livsforandrende, og hvor et mere simpelt liv ville virke helende.
Emma og Jane bliver bedt om at lave en liste over alle de ejendele, de opfatter som uundværlige i deres liv. Hvad ville du gøre, hvis du blev bedt om at gøre det samme?
Ja, der er flere lag i det spørgsmål, som karaktererne i bogen også finder ud af. Det antyder, at alle ejendele er en distraktion fra det, der virkelig betyder noget. Så forhåbentlig får det en til at tænke over, hvem der kan finde på at stille sådan et krav. Personlig trives jeg fint med rod – mit kontor, hvor jeg sidder og skriver, er et stort sammensurium af bøger, familieminder og for eksempel et slangeham, jeg har fundet i haven. Er noget af det uundværligt? Selvfølgelig ikke. Ville jeg være et bedre menneske, hvis det ikke var i mit liv? Heller ikke. Men jeg kan sagtens forstå, hvorfor nogen har brug for et helt blankt lærred for at fungere.
Tror du, historien ville have fungeret, hvis lejerne havde været to mænd?
Bogen kunne sikkert godt have fungeret med to mænd som lejere, men så skulle arkitekten have været en kvinde. Og jeg tror, at der er en tunnelsynsagtig kompromisløs del af mænds hjerner, som fungerer bedre med detaljerne i min historie. Og på en måde er det også det, bogen handler om: at selvom hovedpersonerne er kvinder, så er de underlagt en mands besættelse.
Huset på Folgate Street 1 er meget unikt. Var du inspireret af et virkeligt hus?
Folgate Street 1 er baseret på flere arkitekttegnede minimalistiske huse. For eksempel et schweizisk hus designet af Davide Macullo, en lejlighed, John Pawson tegnede til forfatteren Bruce Chatwin i London, og en helt særlig trappe af Katsufumi Kubota. Inspirationen til husets teknologi er taget fra bøger som The Smart House af James Grayson Trulove.
Hvordan greb du den teknologiske research an, så det passede til tiden?
Fordi huset i bogen er beskrevet som syv år gammelt, var jeg bevidst om, at teknologien ikke skulle være alt for nutidig. For eksempel er det at bære et digitalt armbånd, der genkender en og ens behov, fx vandtemperaturen i brusebadet, allerede forældet.
I dag er det mere oplagt at bruge ansigtsgenkendelsesteknologi. Jeg ville gerne opnå den følelse, man kender fra film, hvor man har forsøgt at forudse fremtiden, men hvor det ikke helt er lykkedes. Det er små ting, men forhåbentlig er det hele med til at skabe en realistisk og lidt creepy stemning.
Huset antager næsten en hovedrolle. Var det meningen, eller skete det gradvist af sig selv?
Det er faktisk meget simpelt, for ved at kalde huset ’Folgate Street 1’ i stedet for bare ’huset’, så bliver det til en karakter. Jeg er stor fan af klassisk gotiske historier som Rebecca og Stormfulde højder. Jeg ville gerne have, at Kvinden før skulle være et moderne twist på den tradition, hvor huset i sig selv er uhyggeligt, og det ikke bare er knagende lyde, spindelvæv og skygger, der skræmmer. Husets computersystem, kaldet ’Husassistenten’, der styrer alle funktioner, er mit lille kip med hatten til Rebecca.
Kvinden før er J.P. Delaneys første bog, men det er ikke din første bog. Greb du skrivningen anderledes an denne gang?
Kvinden før var lang tid undervejs. Jeg startede faktisk på den for femten år siden, men af en eller anden grund kunne jeg ikke få den til at fungere. I stedet skrev jeg adskillige andre bøger, men hver gang jeg havde gjort en bog færdig, vendte jeg tilbage til den her historie og forsøgte mig igen.
I årenes løb har jeg forsøgt at skrive den som filmmanuskript, dramaserie og så roman igen. En af grundene til, at det tog så lang tid, var, at jeg var blevet opslugt af ideen om, at mordere har et ’mønster’; de gentager detaljer fra deres forrige drab.
Jeg besluttede at vise det ved at have to tidslinjer, der tilsammen bliver en fortløbende historie, hvor hver scene udløser begivenhederne i den næste, selv om der er flere år imellem.
Jeg ville opnå en følelse af, at karaktererne befinder sig inde i en historie, der er blevet fortalt før – så det store narrative spørgsmål bliver, om den anden kvinde kan nå at slippe ud af den skæbne, der var tiltænkt den første kvinde. Men det gjorde plottet noget kompleks.
En anden grund til, at det tog så lang tid – og jeg stædigt fortsatte med det ene udkast efter det andet – var, at jeg følte en personlig forbindelse til historien. Ligesom det sker for en af mine hovedpersoner, så mistede min partner og jeg en baby, i vores tilfælde til vuggedøden.
Vores næste barn, Ollie, blev født med Jouberts syndrom, en sjælden sygdom, der minder om en blanding af autisme og cerebral parese. Han er ikke-verbal og lider af en række fysiske og psykiske handicap. Som enhver, der har et handicappet barn, ved, så tvinger det dig til at revurdere det liv, du troede, du skulle have. I særdeleshed udvikler du en anden holdning til ’skønhed’ og ’perfektion’.
Mit gamle jeg ville være blevet tiltrukket af strømlinede rum som Folgate Street 1. Nu er det huse med skramlede paneler efter børneleg og børnetegninger på væggene, der gør mig misundelig.
Jeg var ikke klar over det, før jeg næsten havde færdiggjort Kvinden før, men det tema – at være både tiltrukket og frastødt af perfektion – er også vigtig i bogen.
Kvinden før skal filmatiseres med Ron Howard som instruktør. Er du involveret i manuskriptudviklingen?
Nej, jeg skal ikke skrive filmmanuskriptet. Det er et super dygtigt hold, der er omkring projektet, og selv om jeg tidligere har skrevet filmmanus og har lyst til at gøre det igen, så tror jeg, det er bedst for bogen og filmen, at nogen andre, der ikke er lige så tæt på, gør det.
Skriver J.P. Delaney på noget nyt?
Jeg kunne godt tænke mig at skrive endnu en psykologisk thriller, for det er en genre, hvor man kan skabe komplekse karakterer, som hverken er gode eller onde, og hvor det kræves af forfatteren at komme på nye, originale plottwist. Så bare vent!
Kvinden før er en psykologisk thriller og en international bestseller. Den er solgt til udgivelse i 39 lande og skal filmatiseres med Oscar-vinder Ron Howard som instruktør.
I denne Q&A fortæller forfatteren, der skriver under pseudonymet J.P. Delaney, om bogen.
Kvinden før leger med konceptet minimalisme. Hvad udsprang den ide fra? Og hvornår vidste du, at det kunne fungere som thrillerplot?
Jeg valgte som udgangspunkt et minimalistisk hus som rammen for min historie, fordi der er noget psykologisk interessant ved den stramme arkitektoniske stil – en manifestation af arkitektens ønsker. Men i takt med at jeg begyndte at skrive, blev jeg langsomt mere interesseret i arkitektens klienter – menneskene, der rent faktisk vælger at bo på den måde. Hvem ville gå med til så disciplineret og regelret en livsstil uden rod og overflødige ejendele? For mig var svaret én, der havde gennemlevet noget traumatisk og livsforandrende, og hvor et mere simpelt liv ville virke helende.
Emma og Jane bliver bedt om at lave en liste over alle de ejendele, de opfatter som uundværlige i deres liv. Hvad ville du gøre, hvis du blev bedt om at gøre det samme?
Ja, der er flere lag i det spørgsmål, som karaktererne i bogen også finder ud af. Det antyder, at alle ejendele er en distraktion fra det, der virkelig betyder noget. Så forhåbentlig får det en til at tænke over, hvem der kan finde på at stille sådan et krav. Personlig trives jeg fint med rod – mit kontor, hvor jeg sidder og skriver, er et stort sammensurium af bøger, familieminder og for eksempel et slangeham, jeg har fundet i haven. Er noget af det uundværligt? Selvfølgelig ikke. Ville jeg være et bedre menneske, hvis det ikke var i mit liv? Heller ikke. Men jeg kan sagtens forstå, hvorfor nogen har brug for et helt blankt lærred for at fungere.
Tror du, historien ville have fungeret, hvis lejerne havde været to mænd?
Bogen kunne sikkert godt have fungeret med to mænd som lejere, men så skulle arkitekten have været en kvinde. Og jeg tror, at der er en tunnelsynsagtig kompromisløs del af mænds hjerner, som fungerer bedre med detaljerne i min historie. Og på en måde er det også det, bogen handler om: at selvom hovedpersonerne er kvinder, så er de underlagt en mands besættelse.
Huset på Folgate Street 1 er meget unikt. Var du inspireret af et virkeligt hus?
Folgate Street 1 er baseret på flere arkitekttegnede minimalistiske huse. For eksempel et schweizisk hus designet af Davide Macullo, en lejlighed, John Pawson tegnede til forfatteren Bruce Chatwin i London, og en helt særlig trappe af Katsufumi Kubota. Inspirationen til husets teknologi er taget fra bøger som The Smart House af James Grayson Trulove.
Hvordan greb du den teknologiske research an, så det passede til tiden?
Fordi huset i bogen er beskrevet som syv år gammelt, var jeg bevidst om, at teknologien ikke skulle være alt for nutidig. For eksempel er det at bære et digitalt armbånd, der genkender en og ens behov, fx vandtemperaturen i brusebadet, allerede forældet.
I dag er det mere oplagt at bruge ansigtsgenkendelsesteknologi. Jeg ville gerne opnå den følelse, man kender fra film, hvor man har forsøgt at forudse fremtiden, men hvor det ikke helt er lykkedes. Det er små ting, men forhåbentlig er det hele med til at skabe en realistisk og lidt creepy stemning.
Huset antager næsten en hovedrolle. Var det meningen, eller skete det gradvist af sig selv?
Det er faktisk meget simpelt, for ved at kalde huset ’Folgate Street 1’ i stedet for bare ’huset’, så bliver det til en karakter. Jeg er stor fan af klassisk gotiske historier som Rebecca og Stormfulde højder. Jeg ville gerne have, at Kvinden før skulle være et moderne twist på den tradition, hvor huset i sig selv er uhyggeligt, og det ikke bare er knagende lyde, spindelvæv og skygger, der skræmmer. Husets computersystem, kaldet ’Husassistenten’, der styrer alle funktioner, er mit lille kip med hatten til Rebecca.
Kvinden før er J.P. Delaneys første bog, men det er ikke din første bog. Greb du skrivningen anderledes an denne gang?
K
vinden før var lang tid undervejs. Jeg startede faktisk på den for femten år siden, men af en eller anden grund kunne jeg ikke få den til at fungere. I stedet skrev jeg adskillige andre bøger, men hver gang jeg havde gjort en bog færdig, vendte jeg tilbage til den her historie og forsøgte mig igen.
I årenes løb har jeg forsøgt at skrive den som filmmanuskript, dramaserie og så roman igen. En af grundene til, at det tog så lang tid, var, at jeg var blevet opslugt af ideen om, at mordere har et ’mønster’; de gentager detaljer fra deres forrige drab.
Jeg besluttede at vise det ved at have to tidslinjer, der tilsammen bliver en fortløbende historie, hvor hver scene udløser begivenhederne i den næste, selv om der er flere år imellem.
Jeg ville opnå en følelse af, at karaktererne befinder sig inde i en historie, der er blevet fortalt før – så det store narrative spørgsmål bliver, om den anden kvinde kan nå at slippe ud af den skæbne, der var tiltænkt den første kvinde. Men det gjorde plottet noget kompleks.
En anden grund til, at det tog så lang tid – og jeg stædigt fortsatte med det ene udkast efter det andet – var, at jeg følte en personlig forbindelse til historien. Ligesom det sker for en af mine hovedpersoner, så mistede min partner og jeg en baby, i vores tilfælde til vuggedøden.
Vores næste barn, Ollie, blev født med Jouberts syndrom, en sjælden sygdom, der minder om en blanding af autisme og cerebral parese. Han er ikke-verbal og lider af en række fysiske og psykiske handicap. Som enhver, der har et handicappet barn, ved, så tvinger det dig til at revurdere det liv, du troede, du skulle have. I særdeleshed udvikler du en anden holdning til ’skønhed’ og ’perfektion’.
Mit gamle jeg ville være blevet tiltrukket af strømlinede rum som Folgate Street 1. Nu er det huse med skramlede paneler efter børneleg og børnetegninger på væggene, der gør mig misundelig.
Jeg var ikke klar over det, før jeg næsten havde færdiggjort Kvinden før, men det tema – at være både tiltrukket og frastødt af perfektion – er også vigtig i bogen.
Kvinden før skal filmatiseres med Ron Howard som instruktør. Er du involveret i manuskriptudviklingen?
Nej, jeg skal ikke skrive filmmanuskriptet. Det er et super dygtigt hold, der er omkring projektet, og selv om jeg tidligere har skrevet filmmanus og har lyst til at gøre det igen, så tror jeg, det er bedst for bogen og filmen, at nogen andre, der ikke er lige så tæt på, gør det.
Skriver J.P. Delaney på noget nyt?
Jeg kunne godt tænke mig at skrive endnu en psykologisk thriller, for det er en genre, hvor man kan skabe komplekse karakterer, som hverken er gode eller onde, og hvor det kræves af forfatteren at komme på nye, originale plottwist. Så bare vent!
Se de fine anmeldelser af Kvinden før
“Blændende – en perfekt thriller.” Lee Child
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ “En fuldstændig fantastisk krimi.” Saxo.com
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Bogfidusen.dk
“En supergod bog med et fedt koncept.” Krimifan.dk
Her kan du få fat i Kvinden før af J.P. Delaney
Du kan købe Kvinden før som e-bog eller lydbog her.
Andre læste også: